Et historisk skriv

Der er tidspunkter, hvor man kunne få den mistanke, at Linnebloggen udelukkende blev etableret, for at jeg kunne skabe mig en platform, hvor jeg kunne ”svine” fruen til, men det er selvfølgelig ikke tilfældet.

Linnebloggen blev etableret, så jeg kunne ”svine” fruen OG døtrene til. Samt mig selv.

Indrømmet, fruen og døtrene har fået verbale klø i tidens løb, og måske er det nu, jeg skal trække lidt i land. Give lidt tilbage for det stof, fruen både frivilligt og ufrivilligt har leveret i Linnebloggens levetid.

Der er i hvert fald en god anledning, for hun har åbnet butik igen.

Henry, hedder den, og butikken er placeret på Vissingsgade, som er en hyggelig sidegade til Strøget i Vejle.

Hyggehjørnet

Jeg var med, da vi så på lokalet første gang, jeg var ikke vild med det, men når jeg ser lokalet i dag, bøjer jeg mig lige så stille i støvet – for det er blevet så fint.

Det er det med god hjælp og velvilje fra udlejer samt håndværksmæssige kræfter, som fruen har i sit netværk, og det hele er skabt på baggrund af de idéer, fruen har inde i hovedet.

Der var flere ting undervejs, som jeg rystede på hovedet ad – i hvert fald når fruen ikke kiggede – men når jeg ser butikken i dag, lader jeg som om, jeg aldrig overvejede at ryste på hovedet.

Miljø foran butikken

Jeg siger bare, at det præcis er, som jeg forestillede mig, mens fruen sender mig klassikeren – himmelvendte øjne.

Hun kigger til gengæld ikke på sin butik med himmelvendte øjne – tværtimod gør hun det med et blik, som jeg er misundelig på.

For hun er forelsket i den. Hun er vild med sin butik. Hvilket jeg sådan set godt forstår, når jeg ser den, men det gør naturligvis ondt, når man som jeg har tabt røven og har flere hår på næsen end på hovedet.

Et hjørne i butikken

Jeg er dog også glad og stolt, og det, der glæder mig klart mest, er, at fruen har fået en fantastisk og fremragende makker i butikken.

Lotte, hedder hun, og hun er enestående.

Jeg ser, hører og mærker, hvordan fruen omtaler Lotte.

Én ting er, at hun fagligt er på et sublimt niveau – de to er som siamesiske tvillinger, når det kommer til stilen i butikken – en anden ting er, at Lotte er et fantastisk menneske.

Hun er en slider, og mens hun er det, er hun smilende og i godt humør. Min frue er mere vild med Lotte, end hun er med mig.

Jeg forstår og accepterer det.

Lotte betyder alverden for Henry.

Fruen og Lotte

Så hvis du en dag er i Vejle, så kig ind til Lotte og fruen på Vissingsgade – de er skide søde, de har fine ting, og de er dygtige. Altså vildt dygtige.

Sig mig lige en ting …, er Linnebloggen ved at blive blød? Er Linnebloggen i gang med rygsvømning i forhold til fruen?

Nej, det er Linnebloggen ikke.

Fra nu af skruer jeg bissen på igen, og vi skal et godt stykke ind i 2028, inden jeg bliver blød igen.

I promise.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Julemarked, bøfsandwich og sejr

Fruen har slæbt mig med på mange julemarkeder i årenes løb, og hvis jeg skal gøre status over dem, her på kanten af julemarkedernes højtid, så har jeg aldrig grædt mig i søvn af glæde efter disse udflugter.

Derfor var fredag i denne uge da også lidt speciel for mig, for der ventede blandt andet en arbejdsopgave fra et julemarked. Og så i Aabenraa. Tænk sig …, jeg arme mand.

På vej derned tænkte jeg på, at der var formildende omstændigheder – jeg kunne nå over grænsen efter engelsk vingummi, og om aftenen ventede der mere arbejde med Superliga-fodbold med FC Midtjylland på Blue Water Arena i Esbjerg.

Altså ikke som spiller …, hvis en enkelt skulle være i tvivl.

Da jeg nærmede mig Julemarked på Krusmølle befandt jeg mig i smukt og kuperet terræn på den sydlige kant af Aabenraa Fjord, og i løbet af de næste par timer blev der revet og flået i mine fordomme om julemarkeder.

Den gamle vandmøllegård i bakkerne er rejst fra ruin til unikke rammer, og mødet med Nina, Cathrine, Marie, Gerda, Charlotte og Henrik forvandlede dyb skepsis til sådan en grundlæggende glæde.

– Det må godt smage lidt af blod, sagde Nina blandt andet med reference til det hårde arbejde, der følger med et fuldstændig vanvittigt julemarked, og jeg ved nu, at der bag Jul på Krusmølle står de mest fantastiske, smilende og dejlige mennesker.

33 år har Jul på Krusmølle eksisteret, 30.000 mennesker kigger årligt forbi, og der er på stedet også mulighed for at få serveret frokost i Fru Loffs Café – alt hjemmelavet/hjemmebagt af lokale råvarer og med en professionel køkkenchef i spidsen.

Imponerende var det at høre om tilblivelsen af julemarkedet, skabt på farmor Gerdas idé, og på samme måde hævede jeg da lige et øjenbryn, da Nina berettede om, at det hele, selv inventaret, bliver taget ned og pakket væk hvert eneste år.

– Det er vigtigt at starte fra nul hvert år, som Nina forklarede.

Ingen kompromiser, ingen hang til det lave gærde.

Fredagen var derfor allerede god, da jeg landede syd for grænsen for at finde engelsk vingummi og Nutella.

Også denne gang blev jeg overrasket over antallet af kunder, og grænsehandel ender for mig altid med en puls og et blodtryk, der er højere end min buttede krop umiddelbart indikerer.

Hvilket ikke siger så lidt.

Heldigvis udsætter jeg ikke mig selv for grænsehandel ret ofte, og der er også noget godt ved det, det skal man endelig huske, for på vej mod nord møder man jo grillen i Padborg, og lægevidenskaben bør ikke undervurdere en bøfsandwich med brun sovs i bestræbelserne på at sænke patienters puls og blodtryk.

Da jeg nåede Esbjerg, var der desværre kun plads til fem minutters gåtur på Sædding Strand, og selv en bøfsandwich-entusiast som mig erkender, at sådan en tur nok er endnu bedre for velværet.

Det der hav mod vest kan noget, som intet andet kan.

Og så videre til det fine Blue Water Arena hvor Esbjergs fans traditionen tro sang: Herning, luder, sønner, ned mod de midtjyske gæster.

Umiddelbart tænker jeg ikke, at forfatteren har gået på universitetet, det vil nok også være spild af krudt at søge ind, og jeg forstår simpelthen ikke, at fangruppen ikke tager færgen over til Fanø, hvor Johnny Madsen sikkert gerne vil hjælpe med lidt inspiration til sangskrivningen.

Jeg mener …, blandt mange guldkorn er han manden bag:

Ræk dem en hånd, John

Og swing dem en charleston

Det fik heldigvis en brat ende med Herning, luder, sønner, for FC Midtjylland sikrede sig tre nye point mod det sydvestjyske bundhold, og min fredag var tæt på at være perfekt.

Eneste minus var faktisk, at der ikke blev tid til at besøge min smukke kusine og hendes dejlige familie, som nu rummer et sæt nyfødte mirakler i skikkelse af søde tvillinger.

Det må blive en anden gang, med sikkerhed, tænker jeg, og nu hvor fredag er blevet til lørdag, har jeg sluttet fred med, at der faktisk findes julemarkeder, som kan noget.

Ret forude venter en koncert med The White Album i selskab med fruen – det fortjener hun midt i et voldsomt slid for at blive klar til åbningen af Henry i Vejle.

PS: Hun har endnu ikke fundet den rette til jobbet som ulønnet fejedreng.

God weekend.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Har du hyldet din VVS-mand i dag?

En af mine bedste og ældste venner er VVS-mand, præcis som hans far var det – dog med base i Herning i stedet for på Johansvej i Vildbjerg som farmand.

Henrik er ikke min VVS-mand, fordi han holder til på en adresse langt fra Jelling, hvor jeg bor, men min bedste og ældste ven kender til gengæld min VVS-mand.

De har været på mange ”faglige” ture sammen, ved jeg, og de har sikkert også drukket en del fadøl sammen, hvilket der selvfølgelig er noget smukt over. Især fordi de helt sikkert griner af mig.

Kim hedder min VVS-mand.

Han står bag Vonge Smede og VVS ApS, og i en tid, hvor folk brokker sig over både det ene og andet, så er dette indlæg det modsatte.

Jeg vil gerne hylde Kim samt Vonge Smede og VVS ApS.

Han var med, da vi byggede huset, og han har været med lige siden. I den grad.

Når han er her, ”sviner” vi selvfølgelig Henrik til – og på samme måde får jeg helt sikkert stryg, når Henrik og Kim er sammen for at drikke fadøl. Eller være “faglige”, som de kalder det.

Alt er, som det skal være.

Jeg er en mand, som er det for håndværkere, som Johnny Madsen er for modeindustrien – jeg har absolut intet at byde ind med.

Tit er jeg decideret misundelig på håndværkere, som bare kan deres ting. Jeg gad for eksempel godt være snedker. Alene på grund af duften af træ. Men jeg kan ikke engang lave en anstændig bordskåner, hvilket mine forældre med sikkerhed gerne skriver under på.

Da jeg var dreng, observerede jeg ofte min far, når han var håndværker. I dagligdagen var han godt nok sælger med lyseblå skjorte og mørkeblåt slips, men han kunne også det andet.

Han byggede for eksempel det hus, som rummede min opvækst i Vildbjerg, mens jeg ret hurtigt opgav tanken om at bygge et legehus til vores børn. Eller et hundehus til hunden. Det er der, vi er.

Mens vi har boet i vores hus, som er med oliefyr, har jeg ringet til Kim mange gange. Rigtig mange gange. Også i weekender.

Jeg har aldrig oplevet, at han ikke tager telefonen.

Sådan var det også forleden lørdag formiddag, hvor jeg netop havde været i bad.

Der var næsten ikke noget varmt vand, men kort forinden havde fruen og den hjemmeboende datter været i bad, så der var en fornuftig forklaring, tænkte jeg.

Lidt senere tjekkede jeg igen – der var stadig ikke varmt vand. Vandet var ikke iskoldt, men det var heller ikke brandvarmt.

Heldigvis var jeg alene hjemme, da jeg gik ud i baggangen for at kigge til oliefyret, for ellers havde kvinderne rystet på hovederne og sagt: La’ nu være.

Det er da også korrekt – når jeg kigger på vores oliefyr og installationerne, kunne det lige så godt være kvantefysik. Jeg fatter intet. Så da jeg havde kigget på oliefyr, rør og så videre i rundt regnet et kvarter, konkluderede jeg, at jeg nok hellere måtte ringe til Kim.

Jeg tænkte også: Jamen, det er jo lørdag.

Og så sagde jeg til mig selv: Han kan jo bare lade være med at tage den.

Men sådan er Kim ikke.

Han svarer sin telefon, når den ringer.

Vi snakkede lidt om det – eller det vil sige, Kim spurgte mig ud, og jeg svarede, så godt jeg kunne, mens jeg tænkte på, hvor ofte han egentlig griner af mig.

Han foreslog, at jeg sendte billeder af oliefyret, men han sagde også: Ellers kommer jeg lige forbi.

Og vi snakker stadig lørdag formiddag.

Jeg sendte billederne, Kim ringede mig op, han bad mig mærke på nogle af rørene, og ud fra mine tilbagemeldinger kom han med diagnosen.

– Slå lidt på termostaten, for det er den, det er gal med. Hvis du er heldig, sætter det gang i systemet, og hvis det ikke virker, ringer du bare igen. Så kommer jeg lige forbi.

Så kan det nok være håndværker-Flemming gik i gang. Straks søgte jeg ud mod min velassorterede værktøjskasse, jeg fandt en lille hammer, og så slog jeg på termostaten.

Flere gange. Og hårdt, som jeg havde fået besked på af Kim.

En halv time senere vendte det varme vand tilbage.

Jeg skrev en sms til Kim: Jeg tror, det lykkedes.

Kims svar var lige så knastørt, som det plejer at være: Der er da vist gået en VVS-mand tabt i dig …

Hvis jeg lige så bort fra Kims sarkastiske bemærkning, følte jeg mig faktisk sådan.

Da fruen og den yngste datter kom hjem igen, berettede jeg indgående om mine håndværksmæssige udfordringer i løbet af formiddagen.

– Men jeg har klaret det, forsikrede jeg med stolthed i stemmen, og jeg opdagede slet ikke, hvor ligeglade de var.

Måske vidste de, at jeg havde ringet til Kim.

Men læren er …, har du VVS-problemer, så ring til Vonge Smede og VVS ApS. Skulle Kim mod forventning ikke tage telefonen, så ringer du bare til mig.

Så kommer jeg med glæde forbi og slår på termostaten med min lille hammer. Også i weekenden. Når jeg leger håndværker, leger jeg nemlig, jeg er som Kim.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Jeg bestemmer absolut ingenting

I dag spurgte jeg fruen: Hvis vi nu spørger vores døtre om, hvem der bestemmer herhjemme, hvem vil de så pege på.

Fruen kigger på mig, som om jeg har fået pest og kolera i ansigtet.

– Det kommer an på, hvad det er?

– Hvad bestemmer jeg da, spørger jeg lettere overrasket.

Derefter er der stille i lidt for mange sekunder, inden fruen forsøger sig med:

– Du bestemmer da meget.

Og så den der stilhed igen. Ingen eksempler.

– Men hvad bestemmer jeg da, spørger hun lettere fornærmet.

– Alt, svarer jeg.

Det skulle jeg aldrig have sagt.

– Det er i hvert fald løgn. Jeg har for eksempel aldrig fået den hylde, jeg så gerne vil have her i køkkenet bag spisebordet. Jeg må heller ikke male, den væg der, siger hun og peger med en meget vred pegefinger på den hvide, fine væg bag mig.

Hun er for hidsig til at remse flere uretfærdigheder op, og på den måde finder jeg ud af, at hylden og maling af væggen lever i hende endnu.

Hvilket ikke er gode tegn.

Fruen har det nemlig med at lade ønsker hvile, når hun mærker min modstand på den måde, hvor jeg virkelig har hælene i. Hvor jeg leger rigtig mand.

Så går der lidt tid, inden hun prøver til igen. Leger jeg stadig rigtig mand, putter hun ønsket væk igen.

Men hun giver aldrig op.

Jeg har kendt hende i lidt over 6000 år, så jeg ved, hvad jeg taler om.

I den seneste periode har hun stort hver eneste dag talt til mig i koder, men efter lidt over 6000 år har jeg selvfølgelig lært at aflæse kodningen – hun siger noget helt andet.

Ordene væltede ned over mig, og jeg vidste hele tiden, at hun i virkeligheden sagde: Jeg vil gerne have min egen butik igen.

Så gik der en tid, hvor jeg legede rigtig mand.

Hun prøvede til.

Jeg legede rigtig mand.

Hun prøvede til igen.

Jeg legede rigtig mand igen.

Status er, at fruen lige om lidt åbner sin egen butik igen.

Henry, hedder den.

Placeret på skønne Vissingsgade i Vejle.

I 1985 blev Christiano Ronaldo født, og det var samme år, hvor fruen og jeg blev kærester.

Dengang kiggede hun på mig med et helt specielt blik, og det er selvfølgelig for længst stoppet, hvilket man ikke kan fortænke hende i.

Men nu er det der igen, blikket, men det skyldes ikke mig.

Det skyldes hendes egen butik.

Jo, det er vildt, at et butikslokale kan gøre det ved hende, som jeg gjorde i 1985, men omvendt har jeg i dag en alder, hvor en middagslur også har stor værdi.

Lige nu laver fruen mad, og bøfferne er klar.

Hvilken bøf skal husets rigtige mand mon have …?

God weekend.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Alderdom kan både være en hård og dejlig dom

Engang sad jeg på Vildbjerg Stadion.

Jeg var ikke ret gammel, måske 10-11 år, og i pausen af jyllandsserie-kampen, var der underholdning.

Det var noget med kendissser fra byen, som skulle konkurrere på løbebanen, og da én af dem skulle have hovedet nedad, udbrød han: Det er ikke så godt i dag.

Det spekulerede jeg meget over dengang.

Hvorfor var det ikke godt? Og hvorfor var det ikke godt lige præcis denne søndag eftermiddag?

Med alderen fandt jeg ud af, at når man bliver voksen og går i byen for at drikke mange store fadøl, er det ikke det fedeste at få hovedet nedad dagen efter.

I rigtig mange år spillede alder og dens visdom ellers ingen rolle for mig.

Jo, engang ville jeg gerne være gammel nok til at se sene fodboldkampe i tv. Der var også en periode, hvor jeg gerne ville være gammel nok til at gå i byen. På et tidspunkt trippede jeg også for at blive 18 år, så jeg kunne køre bil.

Men ellers betød alder intet for mig dengang.

Jeg så folk i 40’erne som ældgamle – og et stadie af livet, som jeg ikke på nogen måde kunne forholde mig til.

I dag er jeg 51 år, og i dag siger jeg, at alder bare er et tal, mens jeg inde bag facaden bliver endnu mere melankolsk, end jeg er i forvejen.

Jeg havde ingen problemer med at blive 25 år. Heller ikke 30 og 40 år. Men 50 år!

Den gjorde nas.

Det der femtal forrest gjorde bare slet ikke noget godt for mig.

Jeg føler mig ikke som 51-årig, men det er jeg jo. Med alt det der følger med. En krop i forfald som kæmper med visdommen om herredømmet i mit liv.

Du kan ikke høre en skid, siger børnene og fruen tit til mig, hvilket selvfølgelig ikke passer.

Bortset fra at jeg ikke hører vaskemaskinen bippe, når de hører det.

Til gengæld ser jeg rigtig godt.

Bare ikke for tæt på.

Derfor har jeg briller ved siden af sengen, hvis fruen nu ellers kan lade mig være i fred, så jeg kan læse en bog.

Forleden blev den fine dreng på billedet 75 år.

Det er min far.

Poul-Jørn Linnebjerg.

Jeg troede aldrig, han skulle blive 75 år.

Altså ikke fordi han skulle dø – men fordi han var min far. Og ens far er der jo bare. Ikke? For altid.

Så man kan bede om hjælp og gode råd. Så man kan gøre ham stolt. Eller glad.

Men med mine 51 år ved jeg, at sådan er det ikke.

Jeg har de fineste venner, som ikke har deres forældre længere. Det har jeg heldigvis, og jeg sætter uendelig stor pris på det.

Jeg accepterer endda, at både min 72-årige mor og 75-årige far elsker min kone mere end mig. At de bedårer og forkæler vores to døtre. Selv vores hund får mere kærlighed fra dem, end jeg får eller har fået …

Forleden samlede min far mandeklubben til stegt flæsk med persillesovs i anledning af de 75 levede år, og jeg var hidkaldt sammen med fruen og min mor for at servicere herrerne.

Det var en broget flok, de fleste 70+, men der var en enkelt gæv gut, som var noget yngre, men han var med.

Mens jeg stod og savlede over, hvor meget de spiste af min livret, blev jeg lidt misundelig på deres fællesskab.

At de har mandeklubben. At de rummer hinanden trods forskelligheder. Det var smukt, selv om detaljerne i deres snak måske fyldte vel rigeligt til mit ”unge” temperament.

Det var en fantastisk gruppe af mænd. Muntre og i gang med anden halvleg af livet. Med masser af visdom og hårdt arbejde på cv’et.

De spiste næsten det hele, og der var ellers rigeligt, men selvfølgelig endte det med, at der til sidst lå et enkelt stykke flæsk på et af fadene.

Alt andet var væk.

Jeg tog på et tidspunkt fadet og lokkede yngstemanden – tag det nu – men det gjorde han ikke.

Jeg lokkede videre flere gange, men ingen tog det. Til gengæld var al kraft suget ud af det stakkels stykke flæsk.

Næste dag snakkede jeg med min far i telefonen, og han fortalte, at så snart han havde sagt farvel til det sidste medlem af mandeklubben sent om aftenen, fandt han fadet med det enlige stykke flæsk.

Så tog han det, og det smagte vidunderligt.

Jeg vil også være 75 år.

Udgivet i Uncategorized | 4 kommentarer

Ord har ikke en chance mod billeder

Hjemme hos os bliver døtrene aldrig for gamle til to ting: Dels vil de altid gerne høre historien om, hvordan mor og far mødte hinanden.

Hvordan far blev jagtet rundt på gader og stræder i Vildbjerg. Ingen steder kunne han være i fred – ikke engang på grillbaren til en bøfsandwich og et spil flipper – og til sidst gav han selvfølgelig efter for ihærdigheden. Og lidt på grund af jægerens bagdel.

Sådan husker jeg det i hvert fald, og døtrene elsker historien – men de holder bestemt også af den rigtige historie …

Derudover elsker de, når jeg henter de gamle fotoalbums ned fra loftet. Dem med billeder på papir.

Fra mor og fars barndom og ungdom, fra fødsler, fødselsdage, juleaftener, nytårsaftener, fester, første skoledage, og hvad der nu ellers dukker frem af lækkerier.

– Hvorfor tager man ikke billeder på den måde mere, sagde den yngste forleden, mens hun kiggede i et album udelukkende med billeder af sig selv.

– Nååhhh, sagde hun forholdsvis mange gange.

– Ja, du var sød dengang, konstaterede jeg knastørt, men den slags fornærmelser har den yngste datter og familiens to andre kvinder for længst lært at overhøre.

Det gav mig idéen til et lille, moderne lysbilledshow af den slags, som folk sukkede over tidligere – for hvem hulan rager det udover dem, som viser billederne – men det tager Linnebloggen forholdsvis afslappet.

Det første billede er en meget stolt storesøster, som sidder med sin nye lillesøster i det bedste loppefund ever – den gule øreklapstol.

Der var dage, hvor storesøster nok mente, at lillesøster tog lidt rigeligt af den opmærksomhed, hun nåede at være ene om i godt to år, men sådan helt grundlæggende, uden filter af nogen art, var det kærlighed.

Det vilde er, at intet er forandret. De er begge i 20’erne nu, og der er dage, hvor de bander ret kraftigt af hinanden, men sådan helt grundlæggende er det stadig kærlighed. Stadig uden filter.

Det kommer til udtryk på mange måder – blandt andet savn, fordi storesøster nu bor i Århus – men også via bekymring, omsorg, grin, snak om de tåbelige forældre samt når den ene sætter studenterhue på den anden – hvilket de begge prøvede.

Billedet er taget af sublime Mette Mørk, og selv om døtrene er vidt forskellige, hænger de sammen. For altid.

Nytårsaften er jo den store festdag i løbet af året, og det næste billede er kun med for at vise, at min svoger engang havde hår som sin kone.

Hvilket dog ikke ændrer på, at champagne på en kold terrasse kunne noget særligt dengang i 1980’erne.

Og så til fodbold, undskyld kvindelige læsere, men turen til Saudi Arabien i slutningen af 1980’erne står stadig som noget surrealistisk for mig.

Vi måtte ikke gå i shorts igennem foyeren på hotellet, vi trænede enten meget tidligt eller sent på grund af varmen, vi måtte ikke være ved poolen på grund af solen, og vi spillede på King Fahd Stadium, hvor der var guld på vandhanerne i VIP-loungen. Her spillede vi med Ikast fS en kamp – kun med mandlige tilskuere – og på billedet ses Linnebloggens udsendte med Jan Larsen (kaldet arme og ben) samt Jens Madsen inden kampen, som vi varmede op til indendørs, hvor der var aircondition.

Engang var den ældste datter vild med heste og ridesport, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at få hende på andre tanker. På nær én gang.

Det var dengang, jeg skulle tage et billede af hende og en imødekommende, sød, smuk og smilende Tina Lund.

Den yngste datter driblede heldigvis udenom interessen for heste og ind på fodboldbanen i stedet, men inden hun nåede dertil, spiste hun is.

Softice med fint drys. Ikke det grove chokoladedrys. Altid det fine. Og sådan er det stadig.

Endnu en fodboldtur med Ikast fS – denne gang til Kenya – hvor der både ventede ophold i Nairobi, langt ude i provinsen samt i badebyen Mombassa.

En uforglemmelig tur hvor Hanne Boel tilfældigvis også var med sammen med sit band – hendes koncert nød vi ved Karen Blixens farm efter et solidt måltid med kød fra slanger, krokodiller og zebraer. Blandt andet.

Det næste billede viser et af mine største idoler. Min farfar. Købmand Linnebjerg fra Tværgade i Ikast. Han var på alle måder en fin mand og købmand. Ordentlig, omsorgsfuld, retfærdig, og så havde han vanvittig god humor.

Især elskede jeg historien om dengang, hvor en yngre mand kom ind i farfars købmandsbutik og skabte sig. Han fik lang snor, men til sidst gad farfar ikke høre mere på ham, så han tog ham i kraven, løftede manden 20 centimeter fra gulvet, og så stillede farfar ham hårdt ned på fliserne foran butikken med besked på ikke at komme igen.

Det lod han så være med.

Håndbold fyldte også en del i ungdommens Vildbjerg, og en af de første trænere, jeg havde, var Ulla Kiilerich.

Billedet er specielt, fordi jeg stadig var målmand dengang, hvilket jeg hurtigt stoppede med, da skuddene blev for hårde, men min officielle forklaring var ikke, at jeg var bange for bolden. Det var, at jeg altid havde drømt om at prøve mig selv af som playmaker …

Og så …, til den hysterisk store skare af kvindelige læsere af Linnebloggen er der selvfølgelig også noget.

Billedet er cirka 400 år gammelt, men sådan så man faktisk ud, når man så ofte som muligt spiste bøfsandwich hos Grill Aksel.

Voldsomt, jeg ved det, kvinder …, men alt for jer.

God weekend.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Hvem der bare var en sommerfugl

Det er en augustfredag sidst på eftermiddagen, og solen er ikke rejst på vinterferie endnu.

Fruen sidder på terrassen, og hun vakler mellem at se Toppen af poppen på iPad’en eller læse Alt For Damerne. Igen.

Jeg serverer et koldt glas hvidvin for hende (kun fordi hun har haft travlt på det seneste), og i den forbindelse får jeg øje på en sommerfugl, som ser ud til at være tæt på druknedøden i et af fruens fade med vand og blomster.

Faktisk er jeg overbevist om, at den allerede er død. Jeg prikker lidt til den, og den bevæger sig. Jeg er ikke biolog, så jeg aner ikke, om den bare er tørstig, eller om den virkelig er i problemer.

Jeg involverer fruen i dramaet, hun kommer hen med et stort blad og løfter sommerfuglen forsigtigt op og placerer den på en opsats af træ. Her sidder den så, sommerfuglen, og lader vinden tørre den gennemvåde krop.

Den sidder der længe, så på et tidspunkt føler jeg, at jeg må tage en snak med den. Så der står jeg, lettere foroverbøjet med hænderne på knæene, 51 år gammel, og siger noget i retning af: Nå, skal du bare lige tørres af vinden? Så du kan flyve ud i weekenden.

Fruen siger til gengæld ikke noget – hun er vant til, at jeg snakker med vores hund Conrad. Ham og jeg har mange gode snakke, og på det seneste er vi blandt andet blevet enige om, at Trump ryger sjovere og sjovere tobak, at vi har mistet et fantastisk menneske og en fabelagtig købmand i Lars Larsen, at rekrutteringen til Toppen af poppen ikke er ramt lige i røven denne sæson, at FC Midtjyllands nu forhenværende cheftræner Kenneth Andersen viser format ved frivilligt at slippe et cheftrænerjob, som mange vil give højre side af kroppen for at få, at det er fedt, at Premier League kører igen, og ikke mindst at der er en mening med, at romkuglerne fra bageren i Nr. Aaby er kåret til Danmarks bedste.

Sommerfuglen får lov til at sidde og tørre, fruen drikker hvidvin, og jeg går ind for at arbejde, fordi jeg er kendt for at arbejde mig selv halvt ihjel.

Eller også er jeg bare kommet bagud.

Men i hvert fald …, der går cirka 15 minutter, inden jeg igen runder terrassen for at se til sommerfuglen. Og fruens tomme vinglas – som jeg naturligvis reagerer på først.

Derfor er det først bagefter, jeg opdager, at sommerfuglen er væk.

Fruen har set det, hun har tjekket, om den er faldet død om og ligger et sted i nærheden, men ingen af os kan finde den.

Den er fløjet på weekend.

– Det hjalp åbenbart, at du tog en snak med den, siger fruen og griner på den måde, som jeg efter 1765 års samliv altid oversætter direkte til hånende og himmelvendte øjne.

Med en god følelse returnerer jeg til kontoret, det føles godt at gøre noget, selv for en sommerfugl, og så går der vel nye 15 minutter, inden fruen galoperer ind på kontoret.

Jeg tager hovedtelefonerne med musikken af og kigger spørgende på hende.

– Så sidder jeg ude på terrassen sådan her, siger hun og viser, at hun har begge sine arme på stolens armlæn:

– Så kommer der en sommerfugl og sætter sig lige her, siger hun og peger med store øjne på sin ene underarm.

– Jeg ved jo ikke, om det var dén sommerfugl, men vildt, ikke?

Er ovenstående autofiktion? Eller bare rå fiktion? Næh, den er skam god nok, det var det, der skete den fredag på vores terrasse.

Men det manglede da også bare.

Hvis jeg blev reddet fra den sikre druknedød, ville jeg selvfølgelig også sige tak – og så hørte jeg lige Lille Sommerfugl med Bjørn Tidmand:

Når jeg ser på dig,

ak, så tænker jeg,

hvem der bare var sommerfugl

’Og nu kan fruen og jeg så se frem til en fredag aften alene, da den ældste datter er til et smukt bryllup på Samsø, og den yngste datter er på besøg hos sin smukke veninde Maya.

Fruen og jeg skal diskutere, om vi skal lave den vildeste efternøler, men hun er lidt ramt af influenza, og jeg har ondt i ryggen, så den slutter nok hurtigt.

Så snakker vi nok om rimeligheden i, at vi skal se fodbold i stedet for plat underholdning på tv, og når vi så er færdige med det, plejer vi at gå i seng.

Men heldigvis har vi sommerfuglen at snakke om, og det føles rart.

God weekend.

PS. Nåede ikke at fange ”vores” sommerfugl på billede, så derfor er der et billede af smukke blomster samt hånden, som reddede sommerfuglen.

Det er ikke autentisk, jeg ved det. Undskyld.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Sommerferien 2019 var magisk

Vores sommerferie i Danmark er forbi, og med udsigt til en uge med masser af sol og temperaturer, der minder en del om Sydeuropa, er det passende at gøre status.

For jeg lever endnu. Fruen slog mig ikke ihjel, selv om hun som bekendt hellere end gerne vekslede en uge på Fanø og en uge i Søndervig med 14 dage på vores stamsted i Sydfrankrig.

Det sidste sted vender vi tilbage til næste år, og måske er det i virkeligheden kun derfor, at fruen lod mig leve – så jeg kan køre det meste af turen til næste sommer?

Men hvordan var Fanø så?

Det tykke hoved på stranden

Vidunderlig som altid, og vi nåede også at spise god mad sammen med skønne familiemedlemmer på øen, vi vandrede rundt på den brede strand, vi kiggede beundrende på de vilde kaniner, vi så Tour De France og FC Midtjyllands premieresejr i Superligaen, og vi mødte den eftertragtede Sønderho Burger hos Rudbecks.

Sønderho Burgeren

Det var så fint, men jeg var opmærksom på hver eneste trækning i fruens ansigt, for vejret var ikke for godt. Det lejede hus var nok heller ikke helt, som hun havde forventet, selv om det lå tæt på vandet, men vi klarede os igennem uden den store dramatik.

Skønne Fanø

Lidt gang i den kom der dog sidst på ugen. Jeg lå på gulvet og legede med hunden, det er mit job i familien, og jeg havde venstre albue i trægulvet.
Mit buttede hoved hvilede jeg så i min venstre hånd, og sådan havde jeg ligget mange gange i ugens løb uden væsentlige problemer – altså hvis man ser bort fra besværet med at komme på benene igen.

Det lykkedes dog også denne gang, men så opdagede jeg den her kæmpe bule på undersiden af albuen.

Det så voldsomt ud, men der var ingen smerter. Jeg kunne også bevæge armen. Men der var panik.

Den ene datter blev dårlig, fordi hun observerede, at jeg var utryg ved bulen, fruen blev dårlig ved synet af bulen, men hun skulle håndtere datteren, mens den anden datter fik travlt med at fjerne hunden fra mig, mens jeg lå i sofaen med armen opad.

Fordi hunden så sit snit til at lave en lille hundehvalp på mig. Da datteren fjernede hunden fra mig, tog den hendes trøje i sofaen, og så fik trøjen ellers samme tur.

Næste morgen var bulen der endnu, så jeg ringede til lægehuset på Fanø og talte med ikke bare øens men nok landets sødeste receptionist.

Jeg fik en tid med det samme, kom ind til en yngre og lige så sød læge, og han kiggede på bulen, undersøgte armen lidt nærmere og sagde:

– Det er ikke noget alvorligt – det er nok snarere det, vi kalder ”students elbow”, forklarede han.

Det refererer til, at studerende, som med albuerne i et bord studerer mange timer, kan få sådan en bule, fordi en slimsæk eller blodkar brister.

Lægen og jeg blev hurtigt enige om, at det nok ikke var det, jeg fejlede …, men man kan åbenbart også få ”students elbow”, hvis man lader en albue klare trykket fra en kvabset krop som min.

Av

Det hele endte lykkeligt, og vi forlod Fanø med samme dejlige følelse som altid, hvorefter kursen blev sat mod Søndervig.

Her var det ikke nødvendigt at holde helt så meget øje med fruens trækninger i ansigtet.

For det første var huset i særklasse, husets beliggenhed var om muligt endnu bedre, og jeg takkede hele ugen min gode bekendte for at give os lov til at leje det unikke sted.

Her boede vi

For første gang i mit liv sad jeg i et hus, hvor det både var muligt at se og høre Vesterhavet, og i løbet af ugen gik fruen indkøbs-amok hos Hvide Sande Røgeri, hun var på loppemarked, vi var sammen med smukke og dejlige venner, vi var ved stranden flere gange om dagen, fordi den lå for vores fødder, og der var sågar dage med sol.

Udsigt

Den sidste dag lå fruen faktisk i en hængekøje på terrassen det meste af dagen, og jeg burde nok have vendt hende på et tidspunkt, men jeg tænkte, at jeg stod bedre i forsvaret af Vesterhavs-ferien, hvis jeg gav mig selv argumentet: Jamen, du blev da skoldet.

Og det gjorde hun.

Så hun var ikke rød i hovedet af raseri, da jeg dybt deprimeret sagde, at jeg ikke ville hjem – det var bare solen – og da vi trillede hjemad, erkendte hun faktisk, at hun til enhver tid vil med til Vesterhavet igen.

Hvis det bliver i samme hus.

Sommerferien 2019 var magisk.

Savner allerede det her
Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Vi skal alle bede om et snarligt vejrskifte

I år bliver verden vidne til et fænomen, som kun kan opleves én gang hvert tiende år.

Sådan cirka.

Det er tidsintervallet hjemme hos os, når det kommer til råderet over sommerferien, og i år er det endelig min tur igen.

Fruen påstår garanteret, at jeg ikke kun har noget at sige om vores sommerferie hvert tiende år – det er da noget, vi er sammen om som familie – kan jeg høre hende sige, mens hun kigger på mig med det der blik, som får mit hoved til at nikke helt af sig selv.

Jeg har ikke det fulde overblik over, hvad andre familier gør.

Måske bliver de enige om feriedestinationer på store familiemøder, hvor alle byder ind i løbet af året.

Måske slår de tilfældigt op i et atlas og siger: Der skal vi da på sommerferie.

Familier med mindre børn vælger måske all-inclusive med vandland, andre et gammelt, primitivt stenhus på en bakketop i Toscana, og der er selvfølgelig også Australien. Eller den spanske solkyst. Og hvad med Mallorca? Eller Tenerife?

Hvis jeg må vælge, bliver det Vesterhavet.

Til enhver tid.

Og det bakker fruen selvfølgelig op om …, eller noget.

Det der Vesterhav kan noget – i al slags vejr. Hvert tiende år.

Som jeg bakker op om hendes forslag …, eller noget. Alle ni somre før og alle ni somre efter min valgte Vesterhavs-sommer.

Fruen vælger til gengæld Frankrig. Og altid Bastide Le Luget. Hos Evy og Mogens. Det er også en sand perle, som kun bliver smukkere på grund af det vidunderlige værtspar, og jeg har intet dårligt at sige om andet end dagsprogrammet:

8.45: Morgenmad

9.00: Solvogn ved poolen

12.30: Frokost (men kun fordi poolen holder siesta)

14.00: Solvogn ved poolen

21.00: Middag

Jeg har ikke problemer med morgenmaden. Heller ikke frokost og middag. Til gengæld har jeg det lidt stramt med mere end 10 daglige timer ved poolen.

Som regel under en bagende sol og med så høje varmegrader, at en bleg og midaldrende mand som mig sveder heftigt. Især under brysterne.

Fruen og den ældste datter elsker til gengæld solen, varmen samt solvognen.

Jo jo, selvfølgelig kører vi også lidt ud og rundt. Altså til loppemarkeder. Som fruen elsker. Ellers kører vi ikke så meget ud og rundt.

Jeg gør da slet ikke alene, for det med at køre ud og rundt …, det er da noget, vi er sammen om som familie.

Selvfølgelig er jeg med i Frankrig, hvert eneste år, men med tanke på min alder er det efterhånden en smule patetisk, at jeg laver bombere i poolen, for at få tiden til at gå.

Barnligt …, jeg ved det.

Tilbage til mit år. 2019. Tilbage til Vesterhavet.

Der er intet dagsprogram.

Til gengæld er der masser af fisk, podcast, bøger, hvidvin, brætspil, rødvin, aviser, stigegolf, pizzaer, gåture og måske endda et loppemarked, hvis der dukker et op.

Vejret?

Mellem 15 og 20 grader. Med enkelte byger.

Jeg er en færdig mand.

Fruen piller mig først fra hinanden psykisk, og når hun er færdig med det, skærer hun mig i meget små stykker, putter mig i små æsker, som hun begraver rundt omkring i tilfældige klitter.

Jeg beder alle om at bede om et snarligt vejrskifte. Jeg beder om en enkelt dag, hvor en solvogn er relevant.

Bare en enkelt dag.

God sommer – hvor end den tilbringes.

Træner til solvognen ved Vesterhavet …
Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Heldigvis stopper han aldrig med at skælde ud

Lad mig begynde med det triste først.

Lørdag den 1. juni var der Champions League-finale i fodbold, og mit ubetingede favorithold Tottenham var den ene part.

For første gang nogensinde.

Liverpool FC stod med fem sejre i den mest prestigefyldte europæiske klubturnering inden finalen i Madrid, men det lod de sig nu ikke mærke med.

De kunne ikke unde Nordlondons førende mandskab at smage lidt på det ultimative …, næh nej, de fik i første minut et straffespark, der var så sølle, at man mistænkte de rødklædte for at være fra Bayern i det sydlige Tyskland, og det betød, at Champions League-finalen 2019 varede i mindre end 30 sekunder.

For efter Salahs straffesparksscoring spillede Liverpool FC som B 1903 i gamle dage, med fokus på den gode, defensive organisation, og så fik de den tilfældige chance 10 minutter før tid, som sikrede dem sejren.

Tillykke med det – jeg står naturligvis ved mine vin-væddemål med fine Liverpool-folk – og selvfølgelig rørte det mig dybt, da Jordan Henderson efter kampen krammede længe med sin far, som har overlevet en kræftsygdom, men min smerte over nederlaget gik ikke væk.

Engang var jeg faktisk også vild med Liverpool FC, men jeg indrømmer gerne, at jeg har det lidt stramt med dem på bagkant af årets Champions League-finale – begejstringen over navne som Phil Neal, Ray Kennedy, Tommy Smith, Kevin Keegan, Emlyn Hughes, Jimmy Case, Terry McDermott og ikke mindst manager Bob Paisley er til at overse lige nu.

Nej, Tottenham sprudlede bestemt heller ikke i finalen.

Der var mange lunkne præstationer, og trods et enormt og glødende Spurs-hjerte erkender jeg, at jeg i løbet af finalen tænkte, at Dele Allis ugeløn på cirka 840.000 kroner måske er til den gode side.

Vurderet ud fra finalen alene.

Og et par andre kampe i løbet af sæsonen.

Men heldigvis kan fodbold meget andet end at skuffe en buttet, 51-årig mand, og det oplevede jeg nogle få dage forinden den famøse finale.

En betænksom fodboldformand fra Vildbjerg SF, min elskede barndomsklub, gjorde opmærksom på, at vores gamle ungdomstræner Steen Nielsen skulle have DBU’s sølvemblem overrakt inden hjemmekampen i jyllandsserien mod lokalrivalerne fra Herning Fremad.

Min gode ven og barndomskammerat Henrik bor i nærheden af mig, så vi kørte sammen mod Vildbjerg, for selvfølgelig ville vi være der – sammen med andre tidligere holdkammerater som John, Klaus, Arnth, Torben og Niller – og vi blev som altid modtaget hjerteligt på trappen ned til Vildbjerg Stadion.

– Hvad er det for nogle kanaljer, sagde Steen, da han fik øje på os, hvorefter den stod på hjertelige gensyns-kram.

Steen har altid brugt udtrykket kanaljer, og det var først som voksen, at det gik op for mig, at synonymer til kanaljer for eksempel er slyngler …, men Steen sagde det altid med glimt i øjet.

Og det gør han stadig.

Fodboldformand Lars Ebdrup holdt en fin tale for Steen, som fortjente hvert eneste af de rosende ord efter mange årtier som fodboldtræner, og jeg blev i den grad berørt af seancen.

En stolt Steen Nielsen, til venstre, på Vildbjerg Stadion.

Da han trænede os, var vi ikke ret gamle, men det var Steen nu ligeglad med.

Hvis man skal sige det på jysk, pakkede han ikke tingene ind, når han trænede os. Man kan også sige, at pædagogiske uddannelser ikke interesserede ham.

Måske er konklusionen bare, at han skældte os ud.

Meget. Og højt.

Jeg kan i hvert fald huske, at min mor ofte snakkede om, at Steen var for hård ved os, men det er ikke det billede, jeg har af ham.

Men hård og ubarmhjertig var han – engang smed han for eksempel min gode ven Henrik, som var vores ubetinget bedste spiller, ned på tredjeholdet, fordi Henrik valgte en børnefødselsdag i en spejderhytte frem for en træning med Steen.

Henrik fik en lang og flot karriere med fodbold på øverste hylde i Danmark og udlandet – kronet med ni A-landskampe – og han meldte kun afbud til fodbold én gang i hele sin karriere …

Efter kampen var der flere kram, og da vi kørte hjemad, var det med smil på læberne. På grund af det altid hyggelige gensyn med barndomsklubben og de mange dejlige mennesker, som i dag driver VSF i den ånd, vi med stor glæde husker tilbage på.

Billedet af Steen Nielsen er fra Alt om Sport i 1980 – en hård mand med et stort hjerte.

Vi grinede også lidt – for eksempel af at Steen stadig skælder ud.

Trods sin sygdom kører han hver dag op til det lokale autoværksted, som drives af en af fodboldklubbens fineste folk, og så får ung som gammel lige en omgang skæld ud.

Jeg vil vædde på, at kanaljer indgår i den daglige, verbale overhaling fra Steen.

Heldigvis.

Da han fik DBU’s sølvemblem, var jeg der sammen med gode venner og gamle holdkammerater.

Heldigvis!

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar