Ord har ikke en chance mod billeder

Hjemme hos os bliver døtrene aldrig for gamle til to ting: Dels vil de altid gerne høre historien om, hvordan mor og far mødte hinanden.

Hvordan far blev jagtet rundt på gader og stræder i Vildbjerg. Ingen steder kunne han være i fred – ikke engang på grillbaren til en bøfsandwich og et spil flipper – og til sidst gav han selvfølgelig efter for ihærdigheden. Og lidt på grund af jægerens bagdel.

Sådan husker jeg det i hvert fald, og døtrene elsker historien – men de holder bestemt også af den rigtige historie …

Derudover elsker de, når jeg henter de gamle fotoalbums ned fra loftet. Dem med billeder på papir.

Fra mor og fars barndom og ungdom, fra fødsler, fødselsdage, juleaftener, nytårsaftener, fester, første skoledage, og hvad der nu ellers dukker frem af lækkerier.

– Hvorfor tager man ikke billeder på den måde mere, sagde den yngste forleden, mens hun kiggede i et album udelukkende med billeder af sig selv.

– Nååhhh, sagde hun forholdsvis mange gange.

– Ja, du var sød dengang, konstaterede jeg knastørt, men den slags fornærmelser har den yngste datter og familiens to andre kvinder for længst lært at overhøre.

Det gav mig idéen til et lille, moderne lysbilledshow af den slags, som folk sukkede over tidligere – for hvem hulan rager det udover dem, som viser billederne – men det tager Linnebloggen forholdsvis afslappet.

Det første billede er en meget stolt storesøster, som sidder med sin nye lillesøster i det bedste loppefund ever – den gule øreklapstol.

Der var dage, hvor storesøster nok mente, at lillesøster tog lidt rigeligt af den opmærksomhed, hun nåede at være ene om i godt to år, men sådan helt grundlæggende, uden filter af nogen art, var det kærlighed.

Det vilde er, at intet er forandret. De er begge i 20’erne nu, og der er dage, hvor de bander ret kraftigt af hinanden, men sådan helt grundlæggende er det stadig kærlighed. Stadig uden filter.

Det kommer til udtryk på mange måder – blandt andet savn, fordi storesøster nu bor i Århus – men også via bekymring, omsorg, grin, snak om de tåbelige forældre samt når den ene sætter studenterhue på den anden – hvilket de begge prøvede.

Billedet er taget af sublime Mette Mørk, og selv om døtrene er vidt forskellige, hænger de sammen. For altid.

Nytårsaften er jo den store festdag i løbet af året, og det næste billede er kun med for at vise, at min svoger engang havde hår som sin kone.

Hvilket dog ikke ændrer på, at champagne på en kold terrasse kunne noget særligt dengang i 1980’erne.

Og så til fodbold, undskyld kvindelige læsere, men turen til Saudi Arabien i slutningen af 1980’erne står stadig som noget surrealistisk for mig.

Vi måtte ikke gå i shorts igennem foyeren på hotellet, vi trænede enten meget tidligt eller sent på grund af varmen, vi måtte ikke være ved poolen på grund af solen, og vi spillede på King Fahd Stadium, hvor der var guld på vandhanerne i VIP-loungen. Her spillede vi med Ikast fS en kamp – kun med mandlige tilskuere – og på billedet ses Linnebloggens udsendte med Jan Larsen (kaldet arme og ben) samt Jens Madsen inden kampen, som vi varmede op til indendørs, hvor der var aircondition.

Engang var den ældste datter vild med heste og ridesport, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at få hende på andre tanker. På nær én gang.

Det var dengang, jeg skulle tage et billede af hende og en imødekommende, sød, smuk og smilende Tina Lund.

Den yngste datter driblede heldigvis udenom interessen for heste og ind på fodboldbanen i stedet, men inden hun nåede dertil, spiste hun is.

Softice med fint drys. Ikke det grove chokoladedrys. Altid det fine. Og sådan er det stadig.

Endnu en fodboldtur med Ikast fS – denne gang til Kenya – hvor der både ventede ophold i Nairobi, langt ude i provinsen samt i badebyen Mombassa.

En uforglemmelig tur hvor Hanne Boel tilfældigvis også var med sammen med sit band – hendes koncert nød vi ved Karen Blixens farm efter et solidt måltid med kød fra slanger, krokodiller og zebraer. Blandt andet.

Det næste billede viser et af mine største idoler. Min farfar. Købmand Linnebjerg fra Tværgade i Ikast. Han var på alle måder en fin mand og købmand. Ordentlig, omsorgsfuld, retfærdig, og så havde han vanvittig god humor.

Især elskede jeg historien om dengang, hvor en yngre mand kom ind i farfars købmandsbutik og skabte sig. Han fik lang snor, men til sidst gad farfar ikke høre mere på ham, så han tog ham i kraven, løftede manden 20 centimeter fra gulvet, og så stillede farfar ham hårdt ned på fliserne foran butikken med besked på ikke at komme igen.

Det lod han så være med.

Håndbold fyldte også en del i ungdommens Vildbjerg, og en af de første trænere, jeg havde, var Ulla Kiilerich.

Billedet er specielt, fordi jeg stadig var målmand dengang, hvilket jeg hurtigt stoppede med, da skuddene blev for hårde, men min officielle forklaring var ikke, at jeg var bange for bolden. Det var, at jeg altid havde drømt om at prøve mig selv af som playmaker …

Og så …, til den hysterisk store skare af kvindelige læsere af Linnebloggen er der selvfølgelig også noget.

Billedet er cirka 400 år gammelt, men sådan så man faktisk ud, når man så ofte som muligt spiste bøfsandwich hos Grill Aksel.

Voldsomt, jeg ved det, kvinder …, men alt for jer.

God weekend.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Hvem der bare var en sommerfugl

Det er en augustfredag sidst på eftermiddagen, og solen er ikke rejst på vinterferie endnu.

Fruen sidder på terrassen, og hun vakler mellem at se Toppen af poppen på iPad’en eller læse Alt For Damerne. Igen.

Jeg serverer et koldt glas hvidvin for hende (kun fordi hun har haft travlt på det seneste), og i den forbindelse får jeg øje på en sommerfugl, som ser ud til at være tæt på druknedøden i et af fruens fade med vand og blomster.

Faktisk er jeg overbevist om, at den allerede er død. Jeg prikker lidt til den, og den bevæger sig. Jeg er ikke biolog, så jeg aner ikke, om den bare er tørstig, eller om den virkelig er i problemer.

Jeg involverer fruen i dramaet, hun kommer hen med et stort blad og løfter sommerfuglen forsigtigt op og placerer den på en opsats af træ. Her sidder den så, sommerfuglen, og lader vinden tørre den gennemvåde krop.

Den sidder der længe, så på et tidspunkt føler jeg, at jeg må tage en snak med den. Så der står jeg, lettere foroverbøjet med hænderne på knæene, 51 år gammel, og siger noget i retning af: Nå, skal du bare lige tørres af vinden? Så du kan flyve ud i weekenden.

Fruen siger til gengæld ikke noget – hun er vant til, at jeg snakker med vores hund Conrad. Ham og jeg har mange gode snakke, og på det seneste er vi blandt andet blevet enige om, at Trump ryger sjovere og sjovere tobak, at vi har mistet et fantastisk menneske og en fabelagtig købmand i Lars Larsen, at rekrutteringen til Toppen af poppen ikke er ramt lige i røven denne sæson, at FC Midtjyllands nu forhenværende cheftræner Kenneth Andersen viser format ved frivilligt at slippe et cheftrænerjob, som mange vil give højre side af kroppen for at få, at det er fedt, at Premier League kører igen, og ikke mindst at der er en mening med, at romkuglerne fra bageren i Nr. Aaby er kåret til Danmarks bedste.

Sommerfuglen får lov til at sidde og tørre, fruen drikker hvidvin, og jeg går ind for at arbejde, fordi jeg er kendt for at arbejde mig selv halvt ihjel.

Eller også er jeg bare kommet bagud.

Men i hvert fald …, der går cirka 15 minutter, inden jeg igen runder terrassen for at se til sommerfuglen. Og fruens tomme vinglas – som jeg naturligvis reagerer på først.

Derfor er det først bagefter, jeg opdager, at sommerfuglen er væk.

Fruen har set det, hun har tjekket, om den er faldet død om og ligger et sted i nærheden, men ingen af os kan finde den.

Den er fløjet på weekend.

– Det hjalp åbenbart, at du tog en snak med den, siger fruen og griner på den måde, som jeg efter 1765 års samliv altid oversætter direkte til hånende og himmelvendte øjne.

Med en god følelse returnerer jeg til kontoret, det føles godt at gøre noget, selv for en sommerfugl, og så går der vel nye 15 minutter, inden fruen galoperer ind på kontoret.

Jeg tager hovedtelefonerne med musikken af og kigger spørgende på hende.

– Så sidder jeg ude på terrassen sådan her, siger hun og viser, at hun har begge sine arme på stolens armlæn:

– Så kommer der en sommerfugl og sætter sig lige her, siger hun og peger med store øjne på sin ene underarm.

– Jeg ved jo ikke, om det var dén sommerfugl, men vildt, ikke?

Er ovenstående autofiktion? Eller bare rå fiktion? Næh, den er skam god nok, det var det, der skete den fredag på vores terrasse.

Men det manglede da også bare.

Hvis jeg blev reddet fra den sikre druknedød, ville jeg selvfølgelig også sige tak – og så hørte jeg lige Lille Sommerfugl med Bjørn Tidmand:

Når jeg ser på dig,

ak, så tænker jeg,

hvem der bare var sommerfugl

’Og nu kan fruen og jeg så se frem til en fredag aften alene, da den ældste datter er til et smukt bryllup på Samsø, og den yngste datter er på besøg hos sin smukke veninde Maya.

Fruen og jeg skal diskutere, om vi skal lave den vildeste efternøler, men hun er lidt ramt af influenza, og jeg har ondt i ryggen, så den slutter nok hurtigt.

Så snakker vi nok om rimeligheden i, at vi skal se fodbold i stedet for plat underholdning på tv, og når vi så er færdige med det, plejer vi at gå i seng.

Men heldigvis har vi sommerfuglen at snakke om, og det føles rart.

God weekend.

PS. Nåede ikke at fange ”vores” sommerfugl på billede, så derfor er der et billede af smukke blomster samt hånden, som reddede sommerfuglen.

Det er ikke autentisk, jeg ved det. Undskyld.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Sommerferien 2019 var magisk

Vores sommerferie i Danmark er forbi, og med udsigt til en uge med masser af sol og temperaturer, der minder en del om Sydeuropa, er det passende at gøre status.

For jeg lever endnu. Fruen slog mig ikke ihjel, selv om hun som bekendt hellere end gerne vekslede en uge på Fanø og en uge i Søndervig med 14 dage på vores stamsted i Sydfrankrig.

Det sidste sted vender vi tilbage til næste år, og måske er det i virkeligheden kun derfor, at fruen lod mig leve – så jeg kan køre det meste af turen til næste sommer?

Men hvordan var Fanø så?

Det tykke hoved på stranden

Vidunderlig som altid, og vi nåede også at spise god mad sammen med skønne familiemedlemmer på øen, vi vandrede rundt på den brede strand, vi kiggede beundrende på de vilde kaniner, vi så Tour De France og FC Midtjyllands premieresejr i Superligaen, og vi mødte den eftertragtede Sønderho Burger hos Rudbecks.

Sønderho Burgeren

Det var så fint, men jeg var opmærksom på hver eneste trækning i fruens ansigt, for vejret var ikke for godt. Det lejede hus var nok heller ikke helt, som hun havde forventet, selv om det lå tæt på vandet, men vi klarede os igennem uden den store dramatik.

Skønne Fanø

Lidt gang i den kom der dog sidst på ugen. Jeg lå på gulvet og legede med hunden, det er mit job i familien, og jeg havde venstre albue i trægulvet.
Mit buttede hoved hvilede jeg så i min venstre hånd, og sådan havde jeg ligget mange gange i ugens løb uden væsentlige problemer – altså hvis man ser bort fra besværet med at komme på benene igen.

Det lykkedes dog også denne gang, men så opdagede jeg den her kæmpe bule på undersiden af albuen.

Det så voldsomt ud, men der var ingen smerter. Jeg kunne også bevæge armen. Men der var panik.

Den ene datter blev dårlig, fordi hun observerede, at jeg var utryg ved bulen, fruen blev dårlig ved synet af bulen, men hun skulle håndtere datteren, mens den anden datter fik travlt med at fjerne hunden fra mig, mens jeg lå i sofaen med armen opad.

Fordi hunden så sit snit til at lave en lille hundehvalp på mig. Da datteren fjernede hunden fra mig, tog den hendes trøje i sofaen, og så fik trøjen ellers samme tur.

Næste morgen var bulen der endnu, så jeg ringede til lægehuset på Fanø og talte med ikke bare øens men nok landets sødeste receptionist.

Jeg fik en tid med det samme, kom ind til en yngre og lige så sød læge, og han kiggede på bulen, undersøgte armen lidt nærmere og sagde:

– Det er ikke noget alvorligt – det er nok snarere det, vi kalder ”students elbow”, forklarede han.

Det refererer til, at studerende, som med albuerne i et bord studerer mange timer, kan få sådan en bule, fordi en slimsæk eller blodkar brister.

Lægen og jeg blev hurtigt enige om, at det nok ikke var det, jeg fejlede …, men man kan åbenbart også få ”students elbow”, hvis man lader en albue klare trykket fra en kvabset krop som min.

Av

Det hele endte lykkeligt, og vi forlod Fanø med samme dejlige følelse som altid, hvorefter kursen blev sat mod Søndervig.

Her var det ikke nødvendigt at holde helt så meget øje med fruens trækninger i ansigtet.

For det første var huset i særklasse, husets beliggenhed var om muligt endnu bedre, og jeg takkede hele ugen min gode bekendte for at give os lov til at leje det unikke sted.

Her boede vi

For første gang i mit liv sad jeg i et hus, hvor det både var muligt at se og høre Vesterhavet, og i løbet af ugen gik fruen indkøbs-amok hos Hvide Sande Røgeri, hun var på loppemarked, vi var sammen med smukke og dejlige venner, vi var ved stranden flere gange om dagen, fordi den lå for vores fødder, og der var sågar dage med sol.

Udsigt

Den sidste dag lå fruen faktisk i en hængekøje på terrassen det meste af dagen, og jeg burde nok have vendt hende på et tidspunkt, men jeg tænkte, at jeg stod bedre i forsvaret af Vesterhavs-ferien, hvis jeg gav mig selv argumentet: Jamen, du blev da skoldet.

Og det gjorde hun.

Så hun var ikke rød i hovedet af raseri, da jeg dybt deprimeret sagde, at jeg ikke ville hjem – det var bare solen – og da vi trillede hjemad, erkendte hun faktisk, at hun til enhver tid vil med til Vesterhavet igen.

Hvis det bliver i samme hus.

Sommerferien 2019 var magisk.

Savner allerede det her
Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Vi skal alle bede om et snarligt vejrskifte

I år bliver verden vidne til et fænomen, som kun kan opleves én gang hvert tiende år.

Sådan cirka.

Det er tidsintervallet hjemme hos os, når det kommer til råderet over sommerferien, og i år er det endelig min tur igen.

Fruen påstår garanteret, at jeg ikke kun har noget at sige om vores sommerferie hvert tiende år – det er da noget, vi er sammen om som familie – kan jeg høre hende sige, mens hun kigger på mig med det der blik, som får mit hoved til at nikke helt af sig selv.

Jeg har ikke det fulde overblik over, hvad andre familier gør.

Måske bliver de enige om feriedestinationer på store familiemøder, hvor alle byder ind i løbet af året.

Måske slår de tilfældigt op i et atlas og siger: Der skal vi da på sommerferie.

Familier med mindre børn vælger måske all-inclusive med vandland, andre et gammelt, primitivt stenhus på en bakketop i Toscana, og der er selvfølgelig også Australien. Eller den spanske solkyst. Og hvad med Mallorca? Eller Tenerife?

Hvis jeg må vælge, bliver det Vesterhavet.

Til enhver tid.

Og det bakker fruen selvfølgelig op om …, eller noget.

Det der Vesterhav kan noget – i al slags vejr. Hvert tiende år.

Som jeg bakker op om hendes forslag …, eller noget. Alle ni somre før og alle ni somre efter min valgte Vesterhavs-sommer.

Fruen vælger til gengæld Frankrig. Og altid Bastide Le Luget. Hos Evy og Mogens. Det er også en sand perle, som kun bliver smukkere på grund af det vidunderlige værtspar, og jeg har intet dårligt at sige om andet end dagsprogrammet:

8.45: Morgenmad

9.00: Solvogn ved poolen

12.30: Frokost (men kun fordi poolen holder siesta)

14.00: Solvogn ved poolen

21.00: Middag

Jeg har ikke problemer med morgenmaden. Heller ikke frokost og middag. Til gengæld har jeg det lidt stramt med mere end 10 daglige timer ved poolen.

Som regel under en bagende sol og med så høje varmegrader, at en bleg og midaldrende mand som mig sveder heftigt. Især under brysterne.

Fruen og den ældste datter elsker til gengæld solen, varmen samt solvognen.

Jo jo, selvfølgelig kører vi også lidt ud og rundt. Altså til loppemarkeder. Som fruen elsker. Ellers kører vi ikke så meget ud og rundt.

Jeg gør da slet ikke alene, for det med at køre ud og rundt …, det er da noget, vi er sammen om som familie.

Selvfølgelig er jeg med i Frankrig, hvert eneste år, men med tanke på min alder er det efterhånden en smule patetisk, at jeg laver bombere i poolen, for at få tiden til at gå.

Barnligt …, jeg ved det.

Tilbage til mit år. 2019. Tilbage til Vesterhavet.

Der er intet dagsprogram.

Til gengæld er der masser af fisk, podcast, bøger, hvidvin, brætspil, rødvin, aviser, stigegolf, pizzaer, gåture og måske endda et loppemarked, hvis der dukker et op.

Vejret?

Mellem 15 og 20 grader. Med enkelte byger.

Jeg er en færdig mand.

Fruen piller mig først fra hinanden psykisk, og når hun er færdig med det, skærer hun mig i meget små stykker, putter mig i små æsker, som hun begraver rundt omkring i tilfældige klitter.

Jeg beder alle om at bede om et snarligt vejrskifte. Jeg beder om en enkelt dag, hvor en solvogn er relevant.

Bare en enkelt dag.

God sommer – hvor end den tilbringes.

Træner til solvognen ved Vesterhavet …
Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Heldigvis stopper han aldrig med at skælde ud

Lad mig begynde med det triste først.

Lørdag den 1. juni var der Champions League-finale i fodbold, og mit ubetingede favorithold Tottenham var den ene part.

For første gang nogensinde.

Liverpool FC stod med fem sejre i den mest prestigefyldte europæiske klubturnering inden finalen i Madrid, men det lod de sig nu ikke mærke med.

De kunne ikke unde Nordlondons førende mandskab at smage lidt på det ultimative …, næh nej, de fik i første minut et straffespark, der var så sølle, at man mistænkte de rødklædte for at være fra Bayern i det sydlige Tyskland, og det betød, at Champions League-finalen 2019 varede i mindre end 30 sekunder.

For efter Salahs straffesparksscoring spillede Liverpool FC som B 1903 i gamle dage, med fokus på den gode, defensive organisation, og så fik de den tilfældige chance 10 minutter før tid, som sikrede dem sejren.

Tillykke med det – jeg står naturligvis ved mine vin-væddemål med fine Liverpool-folk – og selvfølgelig rørte det mig dybt, da Jordan Henderson efter kampen krammede længe med sin far, som har overlevet en kræftsygdom, men min smerte over nederlaget gik ikke væk.

Engang var jeg faktisk også vild med Liverpool FC, men jeg indrømmer gerne, at jeg har det lidt stramt med dem på bagkant af årets Champions League-finale – begejstringen over navne som Phil Neal, Ray Kennedy, Tommy Smith, Kevin Keegan, Emlyn Hughes, Jimmy Case, Terry McDermott og ikke mindst manager Bob Paisley er til at overse lige nu.

Nej, Tottenham sprudlede bestemt heller ikke i finalen.

Der var mange lunkne præstationer, og trods et enormt og glødende Spurs-hjerte erkender jeg, at jeg i løbet af finalen tænkte, at Dele Allis ugeløn på cirka 840.000 kroner måske er til den gode side.

Vurderet ud fra finalen alene.

Og et par andre kampe i løbet af sæsonen.

Men heldigvis kan fodbold meget andet end at skuffe en buttet, 51-årig mand, og det oplevede jeg nogle få dage forinden den famøse finale.

En betænksom fodboldformand fra Vildbjerg SF, min elskede barndomsklub, gjorde opmærksom på, at vores gamle ungdomstræner Steen Nielsen skulle have DBU’s sølvemblem overrakt inden hjemmekampen i jyllandsserien mod lokalrivalerne fra Herning Fremad.

Min gode ven og barndomskammerat Henrik bor i nærheden af mig, så vi kørte sammen mod Vildbjerg, for selvfølgelig ville vi være der – sammen med andre tidligere holdkammerater som John, Klaus, Arnth, Torben og Niller – og vi blev som altid modtaget hjerteligt på trappen ned til Vildbjerg Stadion.

– Hvad er det for nogle kanaljer, sagde Steen, da han fik øje på os, hvorefter den stod på hjertelige gensyns-kram.

Steen har altid brugt udtrykket kanaljer, og det var først som voksen, at det gik op for mig, at synonymer til kanaljer for eksempel er slyngler …, men Steen sagde det altid med glimt i øjet.

Og det gør han stadig.

Fodboldformand Lars Ebdrup holdt en fin tale for Steen, som fortjente hvert eneste af de rosende ord efter mange årtier som fodboldtræner, og jeg blev i den grad berørt af seancen.

En stolt Steen Nielsen, til venstre, på Vildbjerg Stadion.

Da han trænede os, var vi ikke ret gamle, men det var Steen nu ligeglad med.

Hvis man skal sige det på jysk, pakkede han ikke tingene ind, når han trænede os. Man kan også sige, at pædagogiske uddannelser ikke interesserede ham.

Måske er konklusionen bare, at han skældte os ud.

Meget. Og højt.

Jeg kan i hvert fald huske, at min mor ofte snakkede om, at Steen var for hård ved os, men det er ikke det billede, jeg har af ham.

Men hård og ubarmhjertig var han – engang smed han for eksempel min gode ven Henrik, som var vores ubetinget bedste spiller, ned på tredjeholdet, fordi Henrik valgte en børnefødselsdag i en spejderhytte frem for en træning med Steen.

Henrik fik en lang og flot karriere med fodbold på øverste hylde i Danmark og udlandet – kronet med ni A-landskampe – og han meldte kun afbud til fodbold én gang i hele sin karriere …

Efter kampen var der flere kram, og da vi kørte hjemad, var det med smil på læberne. På grund af det altid hyggelige gensyn med barndomsklubben og de mange dejlige mennesker, som i dag driver VSF i den ånd, vi med stor glæde husker tilbage på.

Billedet af Steen Nielsen er fra Alt om Sport i 1980 – en hård mand med et stort hjerte.

Vi grinede også lidt – for eksempel af at Steen stadig skælder ud.

Trods sin sygdom kører han hver dag op til det lokale autoværksted, som drives af en af fodboldklubbens fineste folk, og så får ung som gammel lige en omgang skæld ud.

Jeg vil vædde på, at kanaljer indgår i den daglige, verbale overhaling fra Steen.

Heldigvis.

Da han fik DBU’s sølvemblem, var jeg der sammen med gode venner og gamle holdkammerater.

Heldigvis!

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Definitionen på kærlighed er tørsaltet bacon

I morgen fylder jeg 51 år.

Det vil sige, at jeg, onsdag den 8. maj 2019, var 50 år.

Så som 50-årig oplevede jeg mig selv løbe skrigende rundt i huset lidt før klokken 23.00.

Fruen står tidligt op hver dag, så hun var for længst gået i seng og sov trygt.

Det samme gjorde bomuldshunden Conrad, som lå sammenkrøllet i sin kurv i køkkenet, og han lignede en klump bomuld, som nød stilheden og udsigten til timer uden forstyrrelser af nogen art.

Og så var det, at en buttet 50-årig mand kom sprintende inde fra stuen, igennem køkken/alrum, ned mod kontoret, hvor den 50-årige vendte for at sprinte den modsatte vej igen.

Nu er sprinte måske et stærkt ord at bruge, men jeg følte, det gik hurtigt, og jeg var da også forpustet bagefter, selv om der vel højt sat var tale om en samlet ”sprint” på 15-16 meter.

Conrad sprang forvildet op fra sin kurv og begyndte selvfølgelig at gø som en gal. Meget er han blevet budt i sine godt seks år i bunden af Hvesager i Jelling, men nu blev det alligevel for åndssvagt.

Kort efter sad jeg i stolen i stuen igen, og mens jeg forsøgte at kontrollere vejrtrækningen igen, lå den yngste datter på gulvet og var ved at brække sig af grin.

Kort efter stod fruen i fruen.

– Hvad foregår der, spurgte hun søvndrukkent, mens hendes hår lignede noget, som havde sovet ret godt.

Ja, hvad foregik der egentlig?

Hvorfor løb jeg igennem huset som en gammel, patetisk idiot?

Fordi Tottenham dybt inde i overtiden scorede det mål, som sendte min favoritklub i Champions League-finalen på bekostning af unge, brave og velspillende mænd fra Ajax.

Det var næsten lige så surrealistisk som Liverpools comeback mod Barcelona dagen før, men mens jeg sad i stolen, kunne jeg godt selv se det.

Det var latterligt at rende rundt på den måde, men det er det, fodbold kan. Vække følelser. Og fruer. Og bomuldshunde.

Men hvor var det fedt, hvor var det vildt, og når man holder med Tottenham, så har man for længst vænnet sig til, at klubben ikke stikker snuden for langt frem – i hvert fald ikke når der er en pokal inden for rækkevidde.

I finalen venter Liverpool, og jeg kender mange fine mennesker, som holder med Liverpool, så det skal nok blive festligt den 1. juni, hvor finalen spilles i Madrid.

Dagen efter min hus-sprint var der bryllupsdag hjemme hos os, og da jeg først havde sikret mig, at der ikke var fiberskader, kiggede jeg på fruen, som jeg har været gift med i 21 år.

Vi blev kærester tilbage i 1985, hvilket dybest set gør os til Jellings svar på Keld & Hilda, og det fede er, at vi stadig griner. Både sammen og af hinanden.

Det er vigtigt, synes jeg.

Jo, vi skændes også, men det er faktisk kun, når fruen ikke forstår mig og mine handlinger …

Vi blev for mange år siden enige om, at en bryllupsdag ikke skal udvikle sig til et vanvittigt gaveræs, men jeg købte dog blomster til hende.

Den fineste og smukkeste buket fra den lokale blomster-pusher, og alene fruens glæde ved at modtage friske blomster, er det hele værd.

Men hun toppede den.

Jeg fik nemlig en pakke tørsaltet bacon fra Farre Slagteren.

Som fruen tilberedte om aftenen.

Sammen med friske kartofler og en skarp persillesovs.

Her skal det måske lige med, at fruen ikke spiser stegt flæsk og persillesovs, og den yngste datter er vegetar.

Så hun lavede det til mig.

Og kun mig.

Vi er færdige med at diskutere definitionen på kærlighed, ikke?

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Vi ville så gerne have Georg

Jeg indleder med fodbold, men kære kvinder …, læs endelig videre, for anslaget har direkte kurs mod en historie om en pragtfuld mand.

Da jeg voksede op i Vildbjerg, havde vi et ganske fornuftigt fodboldhold, og det var sådan set både udendørs og indendørs.

I sidstnævnte spillede jeg i mange år sammen med Henrik Risom, Kaj Stefansen og Preben Wind, og vi dannede en stærk kvartet.

Vi havde ingen udskiftere med, for ingen af os gad stå uden for banderne, så det var bare os fire under holdnavne som Calamus og Symatex.

Der var ikke mange modstandere, som voldte os problemer – der var til tider lidt bøvl med et Idom-mandskab, og så var der holdet fra Hammerum.

Hammerum-holdet blev trænet af en ung mand, som vi så meget op til, og han havde sin lillebror ”Tiller” på holdet, og derudover var der blandt andre Michael og Lars, som jeg husker det.

De var gode, og i tillæg var de fantastiske mennesker.

Jeg kan huske, at vi ofte talte om, hvordan vi kunne lokke Hammerum-træneren til Vildbjerg SF for at træne vores DM-mandskab i udendørs fodbold.

Det lykkedes desværre aldrig, men jeg har siden fundet ud af, at han faktisk var til samtale i Vildbjerg Fritidscenter, som det hed dengang.

Ret hurtigt faldt indholdet i aftalen på plads, men Hammerum-træneren takkede nej i sidste øjeblik, da han fik muligheder med sin egen fodboldkarriere i Herning Fremad.

Det gør lidt ondt at tænke på, at vi faktisk var så tæt på at blive forenet med ham.

Georg, hed den unge træner fra Hammerum.

Georg Sørensen.

I dag står han i spidsen for Messecenter Herning, og det har han gjort i mange år.

Folk, som har fulgt udviklingen i og omkring Messecentret, ved, at Georg Sørensen arbejdsmæssigt tilhører Superligaen i Danmark.

Tidligere på året fyldte han 60 år, og jeg takkede ydmygt ja til den invitation, jeg modtog i min indbakke, da Georg i Jyske Bank Boxen var vært for små 1000 mennesker fra nær og fjern.

Serviceniveauet for de mange gæster var fra øverste hylde, som sædvanligt i den virksomhed, og det var lige fra modtagelsen i døren, over de mange smil fra de ansatte, til en bugnende og velsmagende buffet samt fine ord fra scenen, hvilket jeg nød efter at have afleveret min gave og en karikaturtegning produceret af min lillebror på gavebordene, som ikke havde en chance for at rumme det, de skulle.

Karikaturtegningen af Georg Sørensen, som min dygtige lillebror står bag.

Ofte har jeg set Georg i selskab med medlemmer af det danske kongehus, store profiler indenfor underholdning, sport, musik, kultur og erhvervsliv, hvilket jeg har den dybeste respekt for.

Som jeg har det for det, han har gjort for Messecenter Herning, byen og en hel region, og som det også blev sagt fra talerstolen, bør tanken om Georg Sørensen Vej eller Georg Sørensens Plads et sted i nærheden af Messecenter Herning ikke være langt fra at blive virkelighed.

Det der med store fødselsdagsfester fik en helt ny betydning forleden i Jyske Bank Boxen.

Dét, som dog gør størst indtryk på mig, er Georg Sørensen som menneske.

Jeg møder ham heldigvis med mellemrum i forskellige sammenhænge, og der kan godt nok gå år imellem, men hver eneste gang er han smilende, imødekommende, og interesseret.

Det behøver han egentlig ikke overfor en, som engang gerne ville have ham som fodboldtræner.

Men sådan er han, og jeg har for længst forstået, hvorfor vi så gerne ville have ham som træner dengang.

Han var god til fodbold, men han var om muligt endnu mere god som menneske.

Hvilket han stadig er.

Dagen blev fuldendt for mig, da jeg forlod Jyske Bank Boxen, for udenfor råbte en mand mig an.

Der var noget bekendt ved ham, men jeg kunne ikke helt placere ham, da jeg gik hen imod ham.

Det observerede han, og sagde:

– Hvad nu, hvis jeg siger ”Tiller”?

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Linnebloggen er i høj grad også mad

Denne blog er en opmærksom blog, og jeg har noteret mig, at mad fylder en del i det danske blogunivers.

Det er ikke noget, Linnebloggen har brugt ret mange af de begrænsede ressourcer på, men hvis det er det, folk vil ha’, skal de have det.

Jeg lover, at det ikke bliver på niveau med AnneMad og Anne Hjernøe, som altid kan få mig til at se tv, som handler om mad – sammen med de smør-elskende Price-brødre – men jeg garanterer, at det handler om mad.

I dag er en god dag at indlede karrieren som madblogger, og nu skal I høre hvorfor.

Jeg har jo min egen ”koncern”, Linne & Co, og min største kunde er FC Midtjylland, hvilket giver mange fordele.

En af dem er, at jeg ofte har fornøjelsen af at spise frokost i IBF Arena, hvor søde Charlotte og hendes dygtige stab sørger for fremragende mad hver dag for både trup, stab og hangarounds som mig.

I dag var der blandt andet stegt flæsk med persillesovs, og det er lige præcis derfor, det er en god dag.

Lidt efter klokken 13.00 sad jeg med tårer i øjnene med en portion foran mig – og ganske kort efter var der ikke nogen portion tilbage.

Da jeg var hjemme igen, ville bomuldshunden Conrad på gåtur, og her kom jeg til at tænke på min gode kammerat, som sammen med sin smukke frue for nylig inviterede os på påskefrokost.

Vi sagde ja med det samme, men det begyndte skidt i år.

For det første havde jeg indkøbt forskellige specialøl, som jeg havde med, men min gode kammerat kan ikke lide specialøl.

Det kunne han heller ikke sidste år, hvor jeg også havde dem med. Eller alle de andre år, for den sags skyld.

Måske var det derfor, han serverede en Nordic for mig, da vi sad på terrassen inden maden.

En alkoholfri øl! Til en påskefrokost.

Min gode kammerat er et pragtfuldt menneske, men der er grænser. Selvfølgelig er der det.

Det skal dog understreges, at han hurtigt rettede op. Med rigtig øl og tarteletter med fyld fra Hopballe Mølle.

Pludselig var alt godt igen.

Det er det som regel også hjemme hos os, hvor fruen ved, at jeg elsker frikadeller, så dem lavede hun til mig forleden dag.

Jeg blev simpelthen så glad, selv om kartoflerne og den brune sovs var udskiftet med salat og brød.

Da jeg kastede mig over frikadellerne, gik det ret hurtigt op for mig, at de ikke var bygget på fars fra Farre-slagteren.

Det var kartoffel-frikadeller.

Jo, du læste rigtigt …, kartoffel-frikadeller.

Meget kan man byde mig, men når det kommer til frikadeller, er der ikke plads til eksperimenter – især fordi fruen laver fremragende frikadeller.

Jeg vil dog sige, at kartoffel-frikadellerne smagte okay.

Eller …, de smagte godt.

Naej …, de smagte forrygende.

Det gjorde de. Virkelig!

Dem skal vi helt sikkert have igen.

Nu er det så fredag, og X-Factor er heldigvis slut.

Ydermere kan jeg se frem til fruens hjemmelavede pizza, og selv om jeg elsker AnneMad, har hun ikke en chance, når det kommer til fruens hjemmelavede pizzaer.

Ikke en chance.

PS: Fredag aften er så også Liverpool mod Huddersfield på tv …, den tager jeg lige med fruen senere.

Velbekomme – og god weekend.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Påskeferien er overvurderet

Lad mig slå det fast med det samme – vores døtre er det bedste og fineste, der findes på denne jord.

Heldigvis er vores bomuldshund Conrad ikke en ret god læser, så han tøffer stadig rundt og tror, at han og jeg er de bedste venner i hele verden.

Han aner ikke, at døtrene kommer først.

Sammen med fruen, for dælen da. Naturligvis. Fruen.

Døtrene og fruen er det bedste og fineste, der findes på denne jord.

Den yngste datter bor stadig hjemme hos os, og selv om hun og fruen skændes det meste af tiden, ligner de også hinanden. Eller måske netop derfor.

Påskeferien var slet ikke i gang endnu, da jeg onsdag kom hjem fra arbejde og blev mødt af yngstedatteren, som stolt og glædestrålende orienterede mig om, at hun havde ryddet op i køkkenet og tømt opvaskemaskine.

Jeg erkender, at den slags er værd at fejre, men jeg ved også, at den imødekommende venlighed dækker over noget.

Den slags lærer man, når man lever sammen med tre kvinder.

Ganske rigtigt …, hun havde rokeret rundt på sit værelse, og undervejs havde støvsugeren sågar været på et sjældent besøg i den ende af huset, hvilket også er værd at fejre.

Men …, for der var et stort men for mig.

Nu hang fjernsynet ikke rigtigt i forhold til sengen, og mens yngstedatteren krammede mig, sagde hun, om jeg ikke lige kunne flytte det.

Åh, hvor sødt.

Næh.

For det er sådan cirka tre kvarter siden, at fjernsynet hang på det sted, det skulle flyttes til igen.

Okay, tre kvarter er måske en overdrivelse, men der er saftsuseme ikke gået ret lang tid.

Faktisk er de gamle huller ikke malet over endnu, og så vil der selvfølgelig være kvinder, som spørger, hvorfor i alverden jeg ikke har ordnet det endnu.

Fordi, kære kvinder, det sker hele tiden.

Det er et fuldtidsjob at lappe huller og male hjemme hos os, og jeg er ved at være en lille smule træt af det.

Jeg kender mange fine og dejlige mennesker, som dagligt beskæftiger sig med kristendommen, men når det handler om påsken, og især ferien omkring højtiden, er jeg en anelse lunken. Det indrømmer jeg gerne.

Fordi jeg ved, hvad det indebærer af interiør-rokeringer, og når kvinderne så siger, at jeg bare kan male hullerne over, bliver jeg ikke mindre lunken.

For hvis man maler ét sted på en væg, står resten af væggene tilbage og tænker: Hvad med os?

Men det er selvfølgelig noget sekundært.

Som kvinderne nok skal nævne.

Hvis de når det, inden der igen skal rokeres.

Men gjorde jeg det så?

Flyttede jeg fjernsynet tilbage til den placering, som det havde for ganske nylig?

Ja, det gjorde jeg da, og yngstedatteren sagde tak.

Hvilket også er værd at fejre.

Nu skal jeg lappe huller, men vi hænger bare et billede op, fortæller kvinderne mig.

Jeg drikker hvidvin, skal snart se Tottenham i Champions League, og i morgen tager jeg til København for at se FC Midtjylland genåbne spændingen i Superligaens mesterskabsslutspil i Parken.

Det skal nok gå det hele.

God og glædelig påske.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Sovs og svigerfar

Min svigerfar og jeg har kendt hinanden i noget, der ligner 34 år.

Det synes jeg egentlig, svigerfar har taget ganske pænt.

Første gang jeg mødte ham, bød han på tomatsuppe, selv om fruen var alt andet end begejstret over sin fars optræden den aften.

Det var en af de første gange, hvis ikke den første, jeg var budt indenfor på hendes teenageværelse, og det bankede ret hurtigt på døren.

– Vil du have noget tomatsuppe, spurgte svigerfar.

Jeg takkede nej, mens fruen slog sin far ihjel med øjnene – med et blik jeg har stiftet bekendtskab med mange gange siden.

Efterhånden er jeg immun overfor blikket, og jeg plejer at respondere ved at sige:

– Uh, jeg bliver simpelthen så bange og utryg, når du kigger vredt på mig, søde kone.

Som regel får det hende ikke i bedre humør.

Svigerfar blev ved med at banke på døren til teenageværelset.

– Er du sikker på, du ikke vil have tomatsuppe?

Det endte med, at fruen trampede ud af værelset, smækkede døren hårdt i, og kort efter førte hun en samtale med sin far, hvor hun sagde mest.

Jeg kan ikke huske, om svigerfar bankede på endnu engang efter den ”snak” – men det ville ligne ham bedst.

Mit første møde med svigerfar inkluderede mad, og sådan har det været mange gange siden, for svigerfar er glad for mad.

For eksempel er sovs en favoritspise for ham, og den passion deler vi, men jeg kan ikke følge med ham.

Senest blev det illustreret ved en fødselsdags-komsammen hos os, hvor vi fejrede fruen, svigerfar og en af mine niecer.

Der var kylling, fra Hopballe, naturligvis, og dertil var der friske kartofler, klassisk tilbehør og en salat med blandt andet spidskål, broccoli, tranebær og den slags lækre sager.

Og så var der sovs.

Skabt på smukkeste vis af min svigerinde.

Billedet nedenfor viser, at svigerfar elsker sovs. Måske mere end noget andet i denne verden.

Bortset fra formel 1. Og slik.

Og svigermor, for hulan da.

Det næste billede nedenfor beviser, at den store skål med salat ikke interesserer svigerfar.

Meget kan man byde ham …, men spidskål! Og broccoli! Næh, den går ikke. Og hvad i alverden er tranebær?

Han havde jo også grønt, som han sagde, mens han pegede ivrigt på sin agurkesalat.

Nå, men så blev første portion klaret, og på billedet nedenfor ser det ud til, at svigerfar gør klar til mere af svigermors hjemmelavede agurkesalat, som smager henrivende.

Det gjorde han faktisk.

Vi blev klar til runde to i en udmarvende sovse-konkurrence, hvor både svoger og jeg hurtigt accepterede, at vi var oppe mod overmagten.

Det har vi for længst sluttet fred med – når det kommer til sovs, slik og den slags lækre sager, har vi ikke en chance mod svigerfar.

Han skjuler ikke sin hang til kvalitet, når det kommer til mad. Og søde sager af enhver art.

Et af de ord, jeg har hørt mest, siden jeg blev kæreste med svigermor og svigerfars yngste datter i 1985, er Preben.

Med massivt tryk på første stavelse. PRE-ben.

Afsenderen er altid svigermor.

Når svigerfar tager mere sovs.

Eller angriber slikskålen juleaften.

Eller tager lagkage anden gang. Eller tredje.

Eller hugger slik fra kagemanden.

Da denne fødselsdags-komsammen sluttede, kulminerede det hele i en grad, jeg ikke har oplevet tidligere.

Da svigerfar rejste sig fra sin stol, havde han sovs på sin trøje.

Forneden.

Bagpå.

Jeg elsker svigerfar.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer