Gode minder om gode folk

Da jeg i det sene forår 2018 besluttede mig for at sige op hos Jysk Fynske Medier efter to årtiers ansættelse, var jeg afklaret.

Det var jeg sådan set, indtil den dag jeg bad om fem minutter hos Greg. Eller Mogens Gregers Madsen, som den legendariske Vejle-redaktør også kaldes.

Han havde kort forinden tilbudt mig et nyt, attraktivt job, og min respons var en opsigelse.

Jeg mindede mig selv om, at jeg var afklaret.

Fusioner, fyringsrunder og ændringer i arbejdsform, som harmonerede dårligt med min måde at arbejde på, gjorde, at det ikke kunne være anderledes.

Alligevel blev jeg berørt, da jeg sad sammen med Greg.

Jeg havde tit siddet der, men som regel snakkede vi om fodbold, eller han lyttede til en af mine tossede idéer – som jeg oftest fik lov til at føre ud i livet.

Denne dag var det anderledes.

Jeg var ikke berørt på grund af min opsigelse, men pludselig, mens jeg sad i stolen, tænkte jeg på, at jeg sagde farvel til Greg.

Min opsigelse var også et farvel til et vidunderligt kuld af dygtige, seje, dejlige og sjove kollegaer.

Dét havde jeg svært ved at håndtere.

Egentlig har det ikke ændret sig – jeg savner stadig de mange fantastiske mennesker, jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med hos Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier.

Jeg er dog stadig afklaret, og heldigvis snitter jeg stadig tidligere kollegaer i forskellige sammenhænge.

Forleden kom fruen hjem fra sin butik i Vejle, og hun havde en meget stor og tung gave med hjem.

Som var til mig.

Afleveret i butikken, sagde hun bare.

Jeg pakkede ud, frem kom bogen Grundkøkken skrevet af Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg, og den var fra Benny F. Nielsen.

Fotografen, som med sine billeder har holdt røven oppe på mine tekster i avisen utallige gange, og han mener, det vil være en god bog for mig, fordi han følger lidt med her på bloggen, hvor mine manglende evner i køkkenet er en del af grundsubstansen.

Jeg blev simpelthen så glad.

For tanken, for bogen, og fordi det vækkede minder om mange fine oplevelser sammen med ham.

Præcis på samme måde havde jeg det, da jeg besøgte min barndomsby Vildbjerg sammen med min barndomskammerat Henrik, og det var Bent Olesen og Karl Johan Rasmussen, som arrangerede en hyggeaften med mennesker, som alle har haft en relation til Vildbjerg SF og klubbens jyllandsseriehold.

Pludselig var jeg sammen med Johs. Pedersen, legendarisk jyllandsserie-målmand med lækkert hår og overskæg, Gudmund Rønberg, elegant sweeper som spillede med bøllehat og Bruno Knudsen, som havde en fart, der i min barndomskrop mindede om noget fra en anden planet.

Mine første trænere, Sten Nielsen og John Aas, var der også, det samme var det tekniske vidunder Poul Måbjerg, den fabelagtige Per Hildebrandt, som bestemt ikke løb sig selv ihjel – men hvilket overblik, hvilken teknik.

Ivan Kristensen, min gamle chef, som jeg så brække kravebenet i en træningskamp på lysbanen, var der ligeledes, og ved I, hvem der faktisk også var der?

Grill-Aksel.

Altså dén Grill-Aksel?

Ja, sgu’ da.

Manden bag det bøfsandwich-fundament hele mit liv hviler på.

Det var en magisk aften.

Magi var der til gengæld ikke meget af, da jeg spillede fodbold, men i samme boldgade som ovenstående mødte jeg forleden den gamle holdlæge fra min tid i AGF.

Ulrich Fredberg, som jeg med mine glasben brugte masser af tid sammen med, kiggede på en skavank hos vores yngste datter, og selv om jeg dengang hellere havde spillet fodbold, var det en formildende omstændighed, at skadede spillere brugte en del tid sammen med Ulrich Fredberg.

En munter, dygtig, seriøs og ikke mindst rummelig mand, som gerne tog imod os spillere i privaten, hvis det ifølge ham var påkrævet.

Da vi kørte hjem, sagde den yngste datter:

– Han er godt nok rar. Ordentlig og omhyggelig.

Lige præcis.

Okay, gammelfar. Nok melankoli for denne gang. Ikke flere romantiske tilbageblik.

Jeg ved, mine døtre laver himmelvendte øjne, mens de siger: Hvor gammel er du lige, far?

Jeg er ligeglad, for jeg mener hvert eneste ord.

Og på et tidspunkt kommer døtrene utvivlsomt også til at værdsætte betydende relationer på en anden måde, end de gør i dag.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Mit første nederlag i 2020

Statusfald.

Det er skidegodt i en fortælling.

Sådan sagde min journalistiske nestor, Morten Guldberg, engang til mig, og det var bare én af mange kloge ting, han sagde til mig i de år, jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med ham.

Og nu skal I denondelynemig få statusfald.

Fruen indledte sit arbejdsliv den 2. januar i Henry sammen med Lotte, og på samme måde kom Linne & Co i gang med et nyt og spændende år, men jeg fandt dog tiden til at lave aftensmad.

Fordi jeg ville overraske og forkæle fruen og ikke mindst vores yngste datter, som i mange år ikke har spist kød.

Derfor producerede jeg en ”fars” til kartoffelfrikadeller, dertil en gulerodssalat samt nybagt brød og smør.

Det hele var klargjort, da fruen vendte hjem, og hun blev glædelig overrasket, for hun gik med en klar fornemmelse af, at jeg kun havde købt ind til aftensmaden.

Min plan var dog langt mere avanceret, for jeg købte ind, forberedte, og på toppen af det hele rummede jeg også gode og ægte intentioner om at producere.

Og det er så dér, det begynder at give mening med en sammentrækning af ordene status og fald.

For hvad ved jeg om den rette mængde af flydende stegemargarine? Og hvad med temperaturen på panden?

Det forhindrede mig ikke fra at gå i gang, men ret hurtigt stod jeg og fedtede med klumper af kartoffel-fars, som ikke havde intentioner om at hænge sammen.

Først bandede jeg indvendigt, mens fruen vimsede rundt om mig i køkkenet, for hun ville så gerne hjælpe, men hun holdt sig i skindet.

Så begyndte jeg at bande højt, mens fruen forsigtigt foreslog mere til at stege i på panden – samt ikke mindst en højere temperatur på panden.

– De skal stege – ikke koge, som hun forklarede.

Så min plan med en middelhøj temperatur var en fiasko. Hensigten var ellers, at skorpen ikke skulle blive alt for sort.

Men der ville først komme skorpe på min kartoffelfars i begyndelsen af april, hvis jeg fortsatte på samme måde – så meget kunne jeg trods alt se.

Jeg gjorde, som fruen sagde, og ret hurtigt dannede skorpen sig.

På det tidspunkt var min kulinariske selvtillid brudt ned. Jeg gav op. Overlod frivilligt det hele fruen. Forlod køkkenet som en slagen mand.

Fruen roste farsen. Og salaten.

– Og du har købt det rugbrød, jeg allerbedst kan lide, sagde hun.

Jeg hørte kun efter med et halvt øre, for jeg havde mere end nok at se til i forhold til ikke at banke hovedet ind i væggen. Eller krybe grædende sammen i fosterstilling.

Første nederlag i 2020 var i hus.

Nej, det er helt sikkert ikke det sidste …, jeg ved det, så nu følger lidt tid, hvor jeg holder mig til mine tre-fire signaturretter, for så er jeg i sikker havn.

Og det samme er dem, der skal indtage retterne.

De smagte nu godt, kartoffelfrikadellerne, selv om jeg fortsat hælder mest til den klassiske model, og den yngste datter var jublende lykkelig.

Også dagen efter hvor hun konfirmerede resterne til frokost.

Måske var det meget godt, at vi bestilte mad fra Conrads Catering nytårsaften – det var vennerne i huset helt sikkert tilfredse med.

Maden var fremragende som altid, og festen kørte allerede 18.30, som billedet af vores søde og smukke genboer viser …, men på det tidspunkt vidste vi jo heller ikke, at der stadig var 10 timer tilbage af nytårsløjerne.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Lad os være noget mere som Edith og Jens

Fruen og jeg har været sammen siden, Kirsten Hüttemeier lancerede skåneærmer på landsdækkende tv, men stadigvæk dukker der historier op, som overrasker.

Juleaften var fruen og jeg vært for min svigermor og svigerfar, som sjovt nok er fruens forældre, og det er jo altid en udpræget fornøjelse.

Nu tænker folk (og især svigermor) sikkert, at det skal han jo skrive, men jeg mener det, svigermor.

Din lækre hugorm …

På et tidspunkt faldt snakken på barndommens gade i Vildbjerg, som for fruens vedkommende var Rypevej.

Et klassisk parcelhuskvarter med stikveje til både højre og venstre, kælkebakken rundt om hjørnet, og et virvar af stier, som forbandt beboerne med andre kvarterer og ikke mindst den centrale del af metropolen Vildbjerg, hvor både skole, fritidscenter og handelsliv holdt til – blandt andre Grill-Aksel og diskotekerne Sølle Søren og Fuzzy for nu at nævne et par stykker …

Overfor fruen på Rypevej boede Edith og Jens med deres børn, blandt andre Anita, som var fruens bedste veninde.

De var sammen stort set hele tiden, og de legede ikke med dukker eller klædte sig ud som prinsesser.

De legede gemmeleg, eller spillede rundbold og fodbold med de andre børn på vejen, og de var nærmest uadskillelige i de år.

Anita og fruen var vel omkring otte år, mener fruen at huske om den dag, hvor hun sad på fortovet på sin side af stikvejen.

Hun sad med let bøjede ben, albuerne på knæene, og hovedet hvilede i hænderne, så de store øjne ikke fik hovedet til at styrte mod asfalten.

Ude på vejen kørte Anita rundt på sine skinnende nye rulleskøjter.

Fruen fulgte hver en bevægelse med øjnene. Hun var imponeret af Anitas evner på rulleskøjter, og hun var ikke mindst misundelig på rulleskøjterne.

Ifølge fruens hukommelse sad hun der cirka i en halv time, mens Anita kørte frem og tilbage på vejen.

Anita hoverede ikke. Hun blærede sig ikke. Hun var bare glad.

Pludselig stod der en kasse ved siden af fruen.

Inde i kassen var der et par skinnende nye rulleskøjter identiske med dem, Anita havde på ude på vejen.

Kassen var til fruen.

Stillet uden ståhej og store fanfarer.

Den stod der bare.

Det var, så vidt fruen husker, Anitas far Jens, som afleverede kassen med rulleskøjterne, og han var en ydmyg og stille mand.

Det er ikke mit indtryk, at Edith og Jens var stenrige, men de var heller ikke fattige.

De kom ud af en slægt, hvor hårdt arbejde og mådehold havde fin succes, men de kunne ikke holde ud at se datterens veninde sidde på kantstenen.

Derfor købte de et par rulleskøjter mere.

Ingen lange forklaringer, ingen ord, bare en papkasse ved siden af en pige, som på det tidspunkt ikke ønskede sig andet i hele verden.

Det er så fin en historie, og lad os alle gøre noget mere som Edith og Jens i 2020.

Det vil være en værdig afløser for ævl, kævl og ufred.

Med det ønsker Linnebloggen alle et godt og velsignet nytår – tak til jer som læste med – måske ”ses” vi i det nye år.

Vi ses, 2019

Udgivet i Uncategorized | 4 kommentarer

Glad jul til alle

Er Linnebloggen en blog, hvor man bestiller indhold?

Kan man virkelig det?

Ja da. Mod betaling. Naturligvis.

Nu har jeg i flere år kørt med Linnebloggen, men i modsætning til andre bloggere, har jeg aldrig modtaget noget som helst.

Ingen klapvogne, cremer eller tøj. Ikke engang en enkelt ribbenssandwich er det blevet til.

Fra nu af bliver det anderledes, og derfor forventer jeg også noget fra Peter, når dette indlæg udgives.

Det er nemlig ham, der har bestilt dette indlæg, så på et tidspunkt i 2020 regner jeg med at kunne indtage et stjerneskud uden beregning. Eller nyde et gratis ophold ved Vesterhavet.

Der er selvfølgelig en pris at betale, når man gør sig til overfor en af landets ”fineste” bloggere …

Peter er en ung mand med rødder i Thyborøn, og folk fra den egen har jeg grundlæggende den dybeste respekt for.

Peter arbejder i FC Midtjylland, hvor jeg er tilknyttet som konsulent, så jeg ved, han har en smuk kæreste, som er langt over Peters niveau – og hun er tilmed fremragende til bordfodbold – men han har nu fortjent hende.

Godt nok er han ikke så køn …, men til gengæld er han både sød, sjov og en på alle måder god mand.

Han bad om mine juletraditioner, så nu skal han få mine juletraditioner, og hvis du læser med her, får du dem også.

Det hele begynder alt for tidligt.

Jeg føler, at fruen først i august begynder at snakke om det træ, vi skal have til at stå på terrassen, indtil det skal ind i stuen.

Måske er det slet ikke først i august.

Måske er det tidligere.

Det er meget vigtigt for hende, og i år mistede hun tålmodigheden med mig.

En dag, da jeg kom hjem, lå der et stort og flot træ på tværs i indkørslen.

Der blev ikke sagt noget, det var der bare, og fruen ventede i stilhed på, at jeg slæbte træet om på terrassen.

I første omgang flyttede jeg det bare lidt, så jeg kunne komme ind og ud med bilen.

Hjemme hos os slås vi ikke med juletræsfoden.

Det er mange år siden, vi gik over til en model, hvor træet står i en metalkasse, som vi fylder med grus fra indkørslen.

Genial model, synes vi selv, og i år udviklede det sig aldrig, fordi fruen har åbnet butik igen, så hun har forbistret travlt, hvorfor det kniber med tiden til at skælde ud på mig, fordi jeg ikke får det træ op på terrassen, så der kan komme lys i.

Nu er der jo lyskæder i hækken i forvejen, tænker jeg uden overhovedet at have mod til at sige det højt.

Faktisk blev 2019 historisk, for træet rykkede direkte fra carporten og ind i stuen, men lidt scener blev det alligevel til på terrassen.

Mest fordi jeg bandede voldsomt, da jeg skulle rette den nederste del af stammen til med en sav.

Jeg bad fruen og den ældste datter om assistance, men det eneste, jeg fik ud af det, var hånende grin – åbenbart fordi jeg er komisk med en sav i hånden.

Kort efter var træet inde, og jeg begyndte at hente gruset. Skovlfuld efter skovlfuld. Mange af stenene røg som vanligt forbi, og mens jeg lå på alle fire for at samle løse sten op, begyndte fruen at gå rundt om træet med en lyskæde.

Jeg spurgte hende, om hun måske ville vente med det, indtil jeg lige havde samlet de sidste sten.

Det gad hun da godt, men stemningen blev lidt anspændt af min forespørgsel, men det er sådan, vi hygger os.

Da fruen rykkede stuebordet lidt væk, for at give træet den plads, det fortjener, væltede et stearinlys, og der røg stearin ned på gulvet.

Og fruens fødder.

Men det var ikke sjovt, forstod jeg ret hurtigt …

Stemningen fik lige et vrid mere over mod anspændt – lige på grænsen til dårlig.

Den ældste datter pyntede træet, og alt var godt igen, mens jeg fik ansvaret for at sætte stjernen på toppen, og jeg har en strategi om at nå det til tiden.

Eller endnu bedre …, inden fruen flækker mig med ord, fordi jeg ikke får den stjerne sat på.

Det skal nok gå det hele, og jeg tager mig selvfølgelig sammen.

I år kommer svigermor og svigerfar ned til deres yndlingssvigersøn nummer et, og det lyder måske lidt voldsomt, at jeg på den måde sætter mig over min svoger, men svoger ved det godt inderst inde.

Vi har snakket om det.

Eller …, jeg har nævnt det for både ham og svigermor og svigerfar. Mange gange.

Juleaften spiser vi god mad, farseret kalkun blandt andet, vi drikker blød og tung rødvin til, hvorefter svigerfar får lidt problemer med maven.

Det er lige så sikkert som Disneys Juleshow, og det hænger sammen med, at han altid tømmer slikfadet, inden vi skal spise.

Derfra er det rundt om træet til den falske lyd af et lille udsnit af julens salmer, og når jeg skriver lille, mener jeg lille.

Derefter begynder gaveræset, og jeg deler gaver ud. Engang stod døtrene for den del, men nu er de voksne, og så gør man ikke sådan noget længere.

Det er kun for børn og gamle mennesker.

De holder dog øje med mig, for jeg har det med at gemme alle pakker til mig selv, så når alle andre er færdige med at pakke ud, sætter jeg mig i fred og ro og pakker mine nye underbukser og strømper ud.

En rigtig dejlig tradition. Synes jeg.

Så siger vi tak for gaver, det var alt for galt, nej, der er bestemt ikke noget, der skal byttes og den slags venligheder, som, i respekt for julen, naturligvis også hører sig til hjemme hos os.

Jeg har leget med tanken om, at jeg et år skal gå fuldstændig amok, fordi jeg heller ikke det år fik det sommerhus ved Vesterhavet, som jeg har ønsket mig hele mit sølle liv, men jeg har en fornemmelse af, at Gud ikke ser med milde øjne på den slags, hvis jeg, mens Gud har juletravlt med at drysse kærlighed ned over os alle, opfører mig som et utaknemligt pattebarn.

Det gør jeg bestemt heller ikke 1. juledag, hvor vi i selskab med min familie samles om en klassisk julefrokost, hvor der hverken mangler mad, øl, snaps eller pakker til pakkespillet, og et spil Meyer bliver der som regel også tid til, selv om jeg ikke har tabt siden begyndelsen af 1980’erne.

2. juledag er der igen julefrokost, denne gang i selskab med fruens familie, og svoger og jeg er så glade for den dag, fordi svigermor ikke siger noget som helst til, at vi ser engelsk fodbold hele eftermiddagen.

Hun ved godt, hvad Boxing Day betyder, og det viser med al tydelighed, hvor meget svigermor elsker sine svigersønner – med den føromtalte margen til min fordel.

Det kunne fruen og min svigerinde lære lidt af.

Altså det med forståelsen for Boxing Day.

Nå, Peter fra Thyborøn …, det blev lidt langt, hva’?

Men så lærer du måske, at prisen er for voldsom, at du aldrig igen skal fremsætte ønsker til Linnebloggen, men det er ikke slut endnu.

For tilløbet til julen var nu også af den fine slags.

En ægte IT Superhelt og hans frue serverede for eksempel mad med hjemmelavet bearnaisesauce for mig og fruen, og vi skyllede det ned med dejlig vin fra Mallorca og hygge fra Jelling.

Der var også smørrebrød hos mine forældre, og i dag venter der mere smørrebrød, tror jeg nok, hos gode venner i byen, så tiden op til jul kan bestemt også noget.

Nu vil Linnebloggen gerne ønske Peter og alle andre en rigtig glædelig jul med håbet om, at vi i 2020 spreder julens varme, næstekærlighed og generøsitet til hinanden hele året.

Udgivet i Uncategorized | 4 kommentarer

Et historisk skriv

Der er tidspunkter, hvor man kunne få den mistanke, at Linnebloggen udelukkende blev etableret, for at jeg kunne skabe mig en platform, hvor jeg kunne ”svine” fruen til, men det er selvfølgelig ikke tilfældet.

Linnebloggen blev etableret, så jeg kunne ”svine” fruen OG døtrene til. Samt mig selv.

Indrømmet, fruen og døtrene har fået verbale klø i tidens løb, og måske er det nu, jeg skal trække lidt i land. Give lidt tilbage for det stof, fruen både frivilligt og ufrivilligt har leveret i Linnebloggens levetid.

Der er i hvert fald en god anledning, for hun har åbnet butik igen.

Henry, hedder den, og butikken er placeret på Vissingsgade, som er en hyggelig sidegade til Strøget i Vejle.

Hyggehjørnet

Jeg var med, da vi så på lokalet første gang, jeg var ikke vild med det, men når jeg ser lokalet i dag, bøjer jeg mig lige så stille i støvet – for det er blevet så fint.

Det er det med god hjælp og velvilje fra udlejer samt håndværksmæssige kræfter, som fruen har i sit netværk, og det hele er skabt på baggrund af de idéer, fruen har inde i hovedet.

Der var flere ting undervejs, som jeg rystede på hovedet ad – i hvert fald når fruen ikke kiggede – men når jeg ser butikken i dag, lader jeg som om, jeg aldrig overvejede at ryste på hovedet.

Miljø foran butikken

Jeg siger bare, at det præcis er, som jeg forestillede mig, mens fruen sender mig klassikeren – himmelvendte øjne.

Hun kigger til gengæld ikke på sin butik med himmelvendte øjne – tværtimod gør hun det med et blik, som jeg er misundelig på.

For hun er forelsket i den. Hun er vild med sin butik. Hvilket jeg sådan set godt forstår, når jeg ser den, men det gør naturligvis ondt, når man som jeg har tabt røven og har flere hår på næsen end på hovedet.

Et hjørne i butikken

Jeg er dog også glad og stolt, og det, der glæder mig klart mest, er, at fruen har fået en fantastisk og fremragende makker i butikken.

Lotte, hedder hun, og hun er enestående.

Jeg ser, hører og mærker, hvordan fruen omtaler Lotte.

Én ting er, at hun fagligt er på et sublimt niveau – de to er som siamesiske tvillinger, når det kommer til stilen i butikken – en anden ting er, at Lotte er et fantastisk menneske.

Hun er en slider, og mens hun er det, er hun smilende og i godt humør. Min frue er mere vild med Lotte, end hun er med mig.

Jeg forstår og accepterer det.

Lotte betyder alverden for Henry.

Fruen og Lotte

Så hvis du en dag er i Vejle, så kig ind til Lotte og fruen på Vissingsgade – de er skide søde, de har fine ting, og de er dygtige. Altså vildt dygtige.

Sig mig lige en ting …, er Linnebloggen ved at blive blød? Er Linnebloggen i gang med rygsvømning i forhold til fruen?

Nej, det er Linnebloggen ikke.

Fra nu af skruer jeg bissen på igen, og vi skal et godt stykke ind i 2028, inden jeg bliver blød igen.

I promise.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Julemarked, bøfsandwich og sejr

Fruen har slæbt mig med på mange julemarkeder i årenes løb, og hvis jeg skal gøre status over dem, her på kanten af julemarkedernes højtid, så har jeg aldrig grædt mig i søvn af glæde efter disse udflugter.

Derfor var fredag i denne uge da også lidt speciel for mig, for der ventede blandt andet en arbejdsopgave fra et julemarked. Og så i Aabenraa. Tænk sig …, jeg arme mand.

På vej derned tænkte jeg på, at der var formildende omstændigheder – jeg kunne nå over grænsen efter engelsk vingummi, og om aftenen ventede der mere arbejde med Superliga-fodbold med FC Midtjylland på Blue Water Arena i Esbjerg.

Altså ikke som spiller …, hvis en enkelt skulle være i tvivl.

Da jeg nærmede mig Julemarked på Krusmølle befandt jeg mig i smukt og kuperet terræn på den sydlige kant af Aabenraa Fjord, og i løbet af de næste par timer blev der revet og flået i mine fordomme om julemarkeder.

Den gamle vandmøllegård i bakkerne er rejst fra ruin til unikke rammer, og mødet med Nina, Cathrine, Marie, Gerda, Charlotte og Henrik forvandlede dyb skepsis til sådan en grundlæggende glæde.

– Det må godt smage lidt af blod, sagde Nina blandt andet med reference til det hårde arbejde, der følger med et fuldstændig vanvittigt julemarked, og jeg ved nu, at der bag Jul på Krusmølle står de mest fantastiske, smilende og dejlige mennesker.

33 år har Jul på Krusmølle eksisteret, 30.000 mennesker kigger årligt forbi, og der er på stedet også mulighed for at få serveret frokost i Fru Loffs Café – alt hjemmelavet/hjemmebagt af lokale råvarer og med en professionel køkkenchef i spidsen.

Imponerende var det at høre om tilblivelsen af julemarkedet, skabt på farmor Gerdas idé, og på samme måde hævede jeg da lige et øjenbryn, da Nina berettede om, at det hele, selv inventaret, bliver taget ned og pakket væk hvert eneste år.

– Det er vigtigt at starte fra nul hvert år, som Nina forklarede.

Ingen kompromiser, ingen hang til det lave gærde.

Fredagen var derfor allerede god, da jeg landede syd for grænsen for at finde engelsk vingummi og Nutella.

Også denne gang blev jeg overrasket over antallet af kunder, og grænsehandel ender for mig altid med en puls og et blodtryk, der er højere end min buttede krop umiddelbart indikerer.

Hvilket ikke siger så lidt.

Heldigvis udsætter jeg ikke mig selv for grænsehandel ret ofte, og der er også noget godt ved det, det skal man endelig huske, for på vej mod nord møder man jo grillen i Padborg, og lægevidenskaben bør ikke undervurdere en bøfsandwich med brun sovs i bestræbelserne på at sænke patienters puls og blodtryk.

Da jeg nåede Esbjerg, var der desværre kun plads til fem minutters gåtur på Sædding Strand, og selv en bøfsandwich-entusiast som mig erkender, at sådan en tur nok er endnu bedre for velværet.

Det der hav mod vest kan noget, som intet andet kan.

Og så videre til det fine Blue Water Arena hvor Esbjergs fans traditionen tro sang: Herning, luder, sønner, ned mod de midtjyske gæster.

Umiddelbart tænker jeg ikke, at forfatteren har gået på universitetet, det vil nok også være spild af krudt at søge ind, og jeg forstår simpelthen ikke, at fangruppen ikke tager færgen over til Fanø, hvor Johnny Madsen sikkert gerne vil hjælpe med lidt inspiration til sangskrivningen.

Jeg mener …, blandt mange guldkorn er han manden bag:

Ræk dem en hånd, John

Og swing dem en charleston

Det fik heldigvis en brat ende med Herning, luder, sønner, for FC Midtjylland sikrede sig tre nye point mod det sydvestjyske bundhold, og min fredag var tæt på at være perfekt.

Eneste minus var faktisk, at der ikke blev tid til at besøge min smukke kusine og hendes dejlige familie, som nu rummer et sæt nyfødte mirakler i skikkelse af søde tvillinger.

Det må blive en anden gang, med sikkerhed, tænker jeg, og nu hvor fredag er blevet til lørdag, har jeg sluttet fred med, at der faktisk findes julemarkeder, som kan noget.

Ret forude venter en koncert med The White Album i selskab med fruen – det fortjener hun midt i et voldsomt slid for at blive klar til åbningen af Henry i Vejle.

PS: Hun har endnu ikke fundet den rette til jobbet som ulønnet fejedreng.

God weekend.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Har du hyldet din VVS-mand i dag?

En af mine bedste og ældste venner er VVS-mand, præcis som hans far var det – dog med base i Herning i stedet for på Johansvej i Vildbjerg som farmand.

Henrik er ikke min VVS-mand, fordi han holder til på en adresse langt fra Jelling, hvor jeg bor, men min bedste og ældste ven kender til gengæld min VVS-mand.

De har været på mange ”faglige” ture sammen, ved jeg, og de har sikkert også drukket en del fadøl sammen, hvilket der selvfølgelig er noget smukt over. Især fordi de helt sikkert griner af mig.

Kim hedder min VVS-mand.

Han står bag Vonge Smede og VVS ApS, og i en tid, hvor folk brokker sig over både det ene og andet, så er dette indlæg det modsatte.

Jeg vil gerne hylde Kim samt Vonge Smede og VVS ApS.

Han var med, da vi byggede huset, og han har været med lige siden. I den grad.

Når han er her, ”sviner” vi selvfølgelig Henrik til – og på samme måde får jeg helt sikkert stryg, når Henrik og Kim er sammen for at drikke fadøl. Eller være “faglige”, som de kalder det.

Alt er, som det skal være.

Jeg er en mand, som er det for håndværkere, som Johnny Madsen er for modeindustrien – jeg har absolut intet at byde ind med.

Tit er jeg decideret misundelig på håndværkere, som bare kan deres ting. Jeg gad for eksempel godt være snedker. Alene på grund af duften af træ. Men jeg kan ikke engang lave en anstændig bordskåner, hvilket mine forældre med sikkerhed gerne skriver under på.

Da jeg var dreng, observerede jeg ofte min far, når han var håndværker. I dagligdagen var han godt nok sælger med lyseblå skjorte og mørkeblåt slips, men han kunne også det andet.

Han byggede for eksempel det hus, som rummede min opvækst i Vildbjerg, mens jeg ret hurtigt opgav tanken om at bygge et legehus til vores børn. Eller et hundehus til hunden. Det er der, vi er.

Mens vi har boet i vores hus, som er med oliefyr, har jeg ringet til Kim mange gange. Rigtig mange gange. Også i weekender.

Jeg har aldrig oplevet, at han ikke tager telefonen.

Sådan var det også forleden lørdag formiddag, hvor jeg netop havde været i bad.

Der var næsten ikke noget varmt vand, men kort forinden havde fruen og den hjemmeboende datter været i bad, så der var en fornuftig forklaring, tænkte jeg.

Lidt senere tjekkede jeg igen – der var stadig ikke varmt vand. Vandet var ikke iskoldt, men det var heller ikke brandvarmt.

Heldigvis var jeg alene hjemme, da jeg gik ud i baggangen for at kigge til oliefyret, for ellers havde kvinderne rystet på hovederne og sagt: La’ nu være.

Det er da også korrekt – når jeg kigger på vores oliefyr og installationerne, kunne det lige så godt være kvantefysik. Jeg fatter intet. Så da jeg havde kigget på oliefyr, rør og så videre i rundt regnet et kvarter, konkluderede jeg, at jeg nok hellere måtte ringe til Kim.

Jeg tænkte også: Jamen, det er jo lørdag.

Og så sagde jeg til mig selv: Han kan jo bare lade være med at tage den.

Men sådan er Kim ikke.

Han svarer sin telefon, når den ringer.

Vi snakkede lidt om det – eller det vil sige, Kim spurgte mig ud, og jeg svarede, så godt jeg kunne, mens jeg tænkte på, hvor ofte han egentlig griner af mig.

Han foreslog, at jeg sendte billeder af oliefyret, men han sagde også: Ellers kommer jeg lige forbi.

Og vi snakker stadig lørdag formiddag.

Jeg sendte billederne, Kim ringede mig op, han bad mig mærke på nogle af rørene, og ud fra mine tilbagemeldinger kom han med diagnosen.

– Slå lidt på termostaten, for det er den, det er gal med. Hvis du er heldig, sætter det gang i systemet, og hvis det ikke virker, ringer du bare igen. Så kommer jeg lige forbi.

Så kan det nok være håndværker-Flemming gik i gang. Straks søgte jeg ud mod min velassorterede værktøjskasse, jeg fandt en lille hammer, og så slog jeg på termostaten.

Flere gange. Og hårdt, som jeg havde fået besked på af Kim.

En halv time senere vendte det varme vand tilbage.

Jeg skrev en sms til Kim: Jeg tror, det lykkedes.

Kims svar var lige så knastørt, som det plejer at være: Der er da vist gået en VVS-mand tabt i dig …

Hvis jeg lige så bort fra Kims sarkastiske bemærkning, følte jeg mig faktisk sådan.

Da fruen og den yngste datter kom hjem igen, berettede jeg indgående om mine håndværksmæssige udfordringer i løbet af formiddagen.

– Men jeg har klaret det, forsikrede jeg med stolthed i stemmen, og jeg opdagede slet ikke, hvor ligeglade de var.

Måske vidste de, at jeg havde ringet til Kim.

Men læren er …, har du VVS-problemer, så ring til Vonge Smede og VVS ApS. Skulle Kim mod forventning ikke tage telefonen, så ringer du bare til mig.

Så kommer jeg med glæde forbi og slår på termostaten med min lille hammer. Også i weekenden. Når jeg leger håndværker, leger jeg nemlig, jeg er som Kim.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Jeg bestemmer absolut ingenting

I dag spurgte jeg fruen: Hvis vi nu spørger vores døtre om, hvem der bestemmer herhjemme, hvem vil de så pege på.

Fruen kigger på mig, som om jeg har fået pest og kolera i ansigtet.

– Det kommer an på, hvad det er?

– Hvad bestemmer jeg da, spørger jeg lettere overrasket.

Derefter er der stille i lidt for mange sekunder, inden fruen forsøger sig med:

– Du bestemmer da meget.

Og så den der stilhed igen. Ingen eksempler.

– Men hvad bestemmer jeg da, spørger hun lettere fornærmet.

– Alt, svarer jeg.

Det skulle jeg aldrig have sagt.

– Det er i hvert fald løgn. Jeg har for eksempel aldrig fået den hylde, jeg så gerne vil have her i køkkenet bag spisebordet. Jeg må heller ikke male, den væg der, siger hun og peger med en meget vred pegefinger på den hvide, fine væg bag mig.

Hun er for hidsig til at remse flere uretfærdigheder op, og på den måde finder jeg ud af, at hylden og maling af væggen lever i hende endnu.

Hvilket ikke er gode tegn.

Fruen har det nemlig med at lade ønsker hvile, når hun mærker min modstand på den måde, hvor jeg virkelig har hælene i. Hvor jeg leger rigtig mand.

Så går der lidt tid, inden hun prøver til igen. Leger jeg stadig rigtig mand, putter hun ønsket væk igen.

Men hun giver aldrig op.

Jeg har kendt hende i lidt over 6000 år, så jeg ved, hvad jeg taler om.

I den seneste periode har hun stort hver eneste dag talt til mig i koder, men efter lidt over 6000 år har jeg selvfølgelig lært at aflæse kodningen – hun siger noget helt andet.

Ordene væltede ned over mig, og jeg vidste hele tiden, at hun i virkeligheden sagde: Jeg vil gerne have min egen butik igen.

Så gik der en tid, hvor jeg legede rigtig mand.

Hun prøvede til.

Jeg legede rigtig mand.

Hun prøvede til igen.

Jeg legede rigtig mand igen.

Status er, at fruen lige om lidt åbner sin egen butik igen.

Henry, hedder den.

Placeret på skønne Vissingsgade i Vejle.

I 1985 blev Christiano Ronaldo født, og det var samme år, hvor fruen og jeg blev kærester.

Dengang kiggede hun på mig med et helt specielt blik, og det er selvfølgelig for længst stoppet, hvilket man ikke kan fortænke hende i.

Men nu er det der igen, blikket, men det skyldes ikke mig.

Det skyldes hendes egen butik.

Jo, det er vildt, at et butikslokale kan gøre det ved hende, som jeg gjorde i 1985, men omvendt har jeg i dag en alder, hvor en middagslur også har stor værdi.

Lige nu laver fruen mad, og bøfferne er klar.

Hvilken bøf skal husets rigtige mand mon have …?

God weekend.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Alderdom kan både være en hård og dejlig dom

Engang sad jeg på Vildbjerg Stadion.

Jeg var ikke ret gammel, måske 10-11 år, og i pausen af jyllandsserie-kampen, var der underholdning.

Det var noget med kendissser fra byen, som skulle konkurrere på løbebanen, og da én af dem skulle have hovedet nedad, udbrød han: Det er ikke så godt i dag.

Det spekulerede jeg meget over dengang.

Hvorfor var det ikke godt? Og hvorfor var det ikke godt lige præcis denne søndag eftermiddag?

Med alderen fandt jeg ud af, at når man bliver voksen og går i byen for at drikke mange store fadøl, er det ikke det fedeste at få hovedet nedad dagen efter.

I rigtig mange år spillede alder og dens visdom ellers ingen rolle for mig.

Jo, engang ville jeg gerne være gammel nok til at se sene fodboldkampe i tv. Der var også en periode, hvor jeg gerne ville være gammel nok til at gå i byen. På et tidspunkt trippede jeg også for at blive 18 år, så jeg kunne køre bil.

Men ellers betød alder intet for mig dengang.

Jeg så folk i 40’erne som ældgamle – og et stadie af livet, som jeg ikke på nogen måde kunne forholde mig til.

I dag er jeg 51 år, og i dag siger jeg, at alder bare er et tal, mens jeg inde bag facaden bliver endnu mere melankolsk, end jeg er i forvejen.

Jeg havde ingen problemer med at blive 25 år. Heller ikke 30 og 40 år. Men 50 år!

Den gjorde nas.

Det der femtal forrest gjorde bare slet ikke noget godt for mig.

Jeg føler mig ikke som 51-årig, men det er jeg jo. Med alt det der følger med. En krop i forfald som kæmper med visdommen om herredømmet i mit liv.

Du kan ikke høre en skid, siger børnene og fruen tit til mig, hvilket selvfølgelig ikke passer.

Bortset fra at jeg ikke hører vaskemaskinen bippe, når de hører det.

Til gengæld ser jeg rigtig godt.

Bare ikke for tæt på.

Derfor har jeg briller ved siden af sengen, hvis fruen nu ellers kan lade mig være i fred, så jeg kan læse en bog.

Forleden blev den fine dreng på billedet 75 år.

Det er min far.

Poul-Jørn Linnebjerg.

Jeg troede aldrig, han skulle blive 75 år.

Altså ikke fordi han skulle dø – men fordi han var min far. Og ens far er der jo bare. Ikke? For altid.

Så man kan bede om hjælp og gode råd. Så man kan gøre ham stolt. Eller glad.

Men med mine 51 år ved jeg, at sådan er det ikke.

Jeg har de fineste venner, som ikke har deres forældre længere. Det har jeg heldigvis, og jeg sætter uendelig stor pris på det.

Jeg accepterer endda, at både min 72-årige mor og 75-årige far elsker min kone mere end mig. At de bedårer og forkæler vores to døtre. Selv vores hund får mere kærlighed fra dem, end jeg får eller har fået …

Forleden samlede min far mandeklubben til stegt flæsk med persillesovs i anledning af de 75 levede år, og jeg var hidkaldt sammen med fruen og min mor for at servicere herrerne.

Det var en broget flok, de fleste 70+, men der var en enkelt gæv gut, som var noget yngre, men han var med.

Mens jeg stod og savlede over, hvor meget de spiste af min livret, blev jeg lidt misundelig på deres fællesskab.

At de har mandeklubben. At de rummer hinanden trods forskelligheder. Det var smukt, selv om detaljerne i deres snak måske fyldte vel rigeligt til mit ”unge” temperament.

Det var en fantastisk gruppe af mænd. Muntre og i gang med anden halvleg af livet. Med masser af visdom og hårdt arbejde på cv’et.

De spiste næsten det hele, og der var ellers rigeligt, men selvfølgelig endte det med, at der til sidst lå et enkelt stykke flæsk på et af fadene.

Alt andet var væk.

Jeg tog på et tidspunkt fadet og lokkede yngstemanden – tag det nu – men det gjorde han ikke.

Jeg lokkede videre flere gange, men ingen tog det. Til gengæld var al kraft suget ud af det stakkels stykke flæsk.

Næste dag snakkede jeg med min far i telefonen, og han fortalte, at så snart han havde sagt farvel til det sidste medlem af mandeklubben sent om aftenen, fandt han fadet med det enlige stykke flæsk.

Så tog han det, og det smagte vidunderligt.

Jeg vil også være 75 år.

Udgivet i Uncategorized | 4 kommentarer

Ord har ikke en chance mod billeder

Hjemme hos os bliver døtrene aldrig for gamle til to ting: Dels vil de altid gerne høre historien om, hvordan mor og far mødte hinanden.

Hvordan far blev jagtet rundt på gader og stræder i Vildbjerg. Ingen steder kunne han være i fred – ikke engang på grillbaren til en bøfsandwich og et spil flipper – og til sidst gav han selvfølgelig efter for ihærdigheden. Og lidt på grund af jægerens bagdel.

Sådan husker jeg det i hvert fald, og døtrene elsker historien – men de holder bestemt også af den rigtige historie …

Derudover elsker de, når jeg henter de gamle fotoalbums ned fra loftet. Dem med billeder på papir.

Fra mor og fars barndom og ungdom, fra fødsler, fødselsdage, juleaftener, nytårsaftener, fester, første skoledage, og hvad der nu ellers dukker frem af lækkerier.

– Hvorfor tager man ikke billeder på den måde mere, sagde den yngste forleden, mens hun kiggede i et album udelukkende med billeder af sig selv.

– Nååhhh, sagde hun forholdsvis mange gange.

– Ja, du var sød dengang, konstaterede jeg knastørt, men den slags fornærmelser har den yngste datter og familiens to andre kvinder for længst lært at overhøre.

Det gav mig idéen til et lille, moderne lysbilledshow af den slags, som folk sukkede over tidligere – for hvem hulan rager det udover dem, som viser billederne – men det tager Linnebloggen forholdsvis afslappet.

Det første billede er en meget stolt storesøster, som sidder med sin nye lillesøster i det bedste loppefund ever – den gule øreklapstol.

Der var dage, hvor storesøster nok mente, at lillesøster tog lidt rigeligt af den opmærksomhed, hun nåede at være ene om i godt to år, men sådan helt grundlæggende, uden filter af nogen art, var det kærlighed.

Det vilde er, at intet er forandret. De er begge i 20’erne nu, og der er dage, hvor de bander ret kraftigt af hinanden, men sådan helt grundlæggende er det stadig kærlighed. Stadig uden filter.

Det kommer til udtryk på mange måder – blandt andet savn, fordi storesøster nu bor i Århus – men også via bekymring, omsorg, grin, snak om de tåbelige forældre samt når den ene sætter studenterhue på den anden – hvilket de begge prøvede.

Billedet er taget af sublime Mette Mørk, og selv om døtrene er vidt forskellige, hænger de sammen. For altid.

Nytårsaften er jo den store festdag i løbet af året, og det næste billede er kun med for at vise, at min svoger engang havde hår som sin kone.

Hvilket dog ikke ændrer på, at champagne på en kold terrasse kunne noget særligt dengang i 1980’erne.

Og så til fodbold, undskyld kvindelige læsere, men turen til Saudi Arabien i slutningen af 1980’erne står stadig som noget surrealistisk for mig.

Vi måtte ikke gå i shorts igennem foyeren på hotellet, vi trænede enten meget tidligt eller sent på grund af varmen, vi måtte ikke være ved poolen på grund af solen, og vi spillede på King Fahd Stadium, hvor der var guld på vandhanerne i VIP-loungen. Her spillede vi med Ikast fS en kamp – kun med mandlige tilskuere – og på billedet ses Linnebloggens udsendte med Jan Larsen (kaldet arme og ben) samt Jens Madsen inden kampen, som vi varmede op til indendørs, hvor der var aircondition.

Engang var den ældste datter vild med heste og ridesport, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at få hende på andre tanker. På nær én gang.

Det var dengang, jeg skulle tage et billede af hende og en imødekommende, sød, smuk og smilende Tina Lund.

Den yngste datter driblede heldigvis udenom interessen for heste og ind på fodboldbanen i stedet, men inden hun nåede dertil, spiste hun is.

Softice med fint drys. Ikke det grove chokoladedrys. Altid det fine. Og sådan er det stadig.

Endnu en fodboldtur med Ikast fS – denne gang til Kenya – hvor der både ventede ophold i Nairobi, langt ude i provinsen samt i badebyen Mombassa.

En uforglemmelig tur hvor Hanne Boel tilfældigvis også var med sammen med sit band – hendes koncert nød vi ved Karen Blixens farm efter et solidt måltid med kød fra slanger, krokodiller og zebraer. Blandt andet.

Det næste billede viser et af mine største idoler. Min farfar. Købmand Linnebjerg fra Tværgade i Ikast. Han var på alle måder en fin mand og købmand. Ordentlig, omsorgsfuld, retfærdig, og så havde han vanvittig god humor.

Især elskede jeg historien om dengang, hvor en yngre mand kom ind i farfars købmandsbutik og skabte sig. Han fik lang snor, men til sidst gad farfar ikke høre mere på ham, så han tog ham i kraven, løftede manden 20 centimeter fra gulvet, og så stillede farfar ham hårdt ned på fliserne foran butikken med besked på ikke at komme igen.

Det lod han så være med.

Håndbold fyldte også en del i ungdommens Vildbjerg, og en af de første trænere, jeg havde, var Ulla Kiilerich.

Billedet er specielt, fordi jeg stadig var målmand dengang, hvilket jeg hurtigt stoppede med, da skuddene blev for hårde, men min officielle forklaring var ikke, at jeg var bange for bolden. Det var, at jeg altid havde drømt om at prøve mig selv af som playmaker …

Og så …, til den hysterisk store skare af kvindelige læsere af Linnebloggen er der selvfølgelig også noget.

Billedet er cirka 400 år gammelt, men sådan så man faktisk ud, når man så ofte som muligt spiste bøfsandwich hos Grill Aksel.

Voldsomt, jeg ved det, kvinder …, men alt for jer.

God weekend.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar