Glæde og vemod i en skøn blanding

Vi er i loungen på førstesalen i klubhuset hos Ringkøbing IF.

Vi er kun 10 personer, for det er det, vi må være i disse Covid 19-tider, og klubbens kommende cheftræner Claus Christiansen er i gang med en munter fortælling om, at han som FC Skanderborg-cheftræner kunne få spillerne til at løbe til Ry, hvis han bad dem om det.

Der bliver grinet lidt, mens historien falder på plads og synliggør fortællingen om en cheftræner, som på samme tid stiller krav og har en unik relation til de mennesker, han samarbejder med.

I få sekunder er der stille, og så bryder John Thomsen stilheden. Han er sportsjournalistikkens svar på Vesterhavets bølger – de har altid været der – og Tosh, som manden fra Ringkøbing Amts Dagblad kaldes, konstaterer knastørt:

– Du får nok svært ved at få spillerne herude til at løbe til Ry.

Det er en smuk og overraskende varm tirsdag i maj, og inden mødet i loungen tæt ved Green Arena er jeg ved Vesterhavet. Det er jeg hver gang, jeg får muligheden.

Blå himmel, ingen biler på parkeringspladsen ved Houvig Strand, og nede ved vandet er jeg helt alene. Intet eller noget er i nærheden. Bare mig og det magiske Vesterhav, som har sådan en dag, hvor Vesterhavet gør det, Vesterhavet skal gøre. Stille, blødt og roligt.

Jeg går en tur langs vandet, mens jeg nyder horisonten, lyden og samtidig bearbejder håbet om en aftale med Ringkøbing IF. Den falder heldigvis på plads kort efter, hvilket glæder mig enormt. En dejlig klub med dejlige mennesker. De lykkes med ærgerrighed og slid – sådan lidt på trods.

Efter to sjove, spændende, lærerige og inspirerende år hos FC Midtjylland, stopper vi som tidligere nævnt her på Linnebloggen samarbejdet med udgangen af maj, og den slags skaber naturligvis antydningen af panderynker hos en selvstændig.

Fruen kiggede på mig med det der blik: Hvad har du så tænkt dig, smarte? Døtrene bekymrede sig også, mens bekymring slet ikke slår til som beskrivelse af mine forældres tilstand. Jeg overtalte dog min mor til, at hun ikke skulle sende et brev til FC Midtjylland-direktør Claus Steinlein, hvor hun i upassende vendinger ville forklare ham, hvor dumt det er sådan at droppe hendes helt henrivende og fantastiske søn.

Det skal nok gå. Der dukker noget op. Det løser sig. Det sagde jeg. Især til min mor. Og mig selv. Men jeg anede det dybest set ikke. Corona-krisen bliver aldrig husket for at skabe decideret dynamik i erhvervslivet, så jeg var presset.

Så kom henvendelsen fra den vidunderlige vestkyst i Jylland. Kort efter kom endnu en henvendelse – denne gang fra det midtjyske uden FC foran.

Lifestyle & Design Cluster i Herning er et dynamisk netværk, som arbejder for at fremme innovation og bæredygtig vækst i primært små og mellemstore bolig- og beklædningsvirksomheder samt i de kreative brancher. De har brug for hjælp til at formidle de mange, gode og dynamiske historier, så nu får jeg også fornøjelsen af at udføre dén opgave i samarbejde med Maria, hvilket jeg glæder mig helt vildt til.

Det er nu ikke fordi, døtrene ser mig som det vildeste modeikon, selv om jeg har fortalt dem, at jeg faktisk er uddannet i modebranchen og har solgt min del af Ball-trøjer og Levis-jeans. Døtrene aner ikke, hvad jeg snakker om.

Heldigvis er det historiefortællingerne, der er i fokus i mit virke hos Lifestyle & Design Cluster, og jeg er sikker på, det bliver fint i selskab med dedikerede og engagerede mennesker.

Så det gik. Noget dukkede op. Du er så dygtig, sagde min mor. Eller heldig, sagde jeg. Nej, dygtig, sagde min mor. Så stod vi der og kiggede på hinanden. Med afstand.

På samme måde var det fredag, hvor jeg med afstand til de fleste var hos FC Midtjylland for at nikke pænt farvel til en flok mennesker, jeg holder meget af.

Med under armen havde jeg en kasse romkugler, og det var godt, for ude på banen fik jeg efter træningen det samme spørgsmål mange gange: Hvad har du med til os?

På trænerkontoret stod kassen med bunken af romkugler, og det virkede til at være godkendt. Selv om jeg kom lidt for sent ud på banen, så mine to, faste, og unge makkere, Mads og Lukas, ikke fik held af at sende mig ud i mit sidste FCM-interview.

Jeg var faktisk lidt rørt over, at alle tog så pænt imod mig. Fra kælder til kvist. Det har de nu altid gjort, men det rørte mig ekstra meget i går. Og jeg fik også en flot afskedsgave fra trænerkontoret i Ikast, og jeg fik næsten lyst til at sige, som min farmor altid sagde: Det sku I da æ ha’ gjort. Men de havde jo gjort det.

Da jeg forlod FC Midtjyllands trænerkontor, takkede jeg for gaven til indkøb af nyt tøj – tydeligvis en hentydning, sagde jeg, men straks lød fra alle sider: Du ser sgu’ godt ud.

Så sagde jeg, lettere overrasket over den fine tone i et fodboldmiljø, hvor de skarpe meldinger og godmodige drillerier flokkes:

– Det var det sidste, jeg hørte, da jeg forlod FC Midtjylland.

Lige inden jeg lukkede døren, råbte fysisk træner Christian Clarup:

– Hils Henry.

Fremragende indgang til pinsen, som skulle have været fejret med musik og Rød Tuborg på Jelling Musikfestival, men den slags pjat tillader Corona-virus ikke, så nu må vi selv finde på musikalske festivitas, og det lykkes vi nok også med på en eller anden måde.

Festivitas er der sådan set allerede, da der er udsigt til en weekend, hvor vi ikke skal se X Factor to dage i streg. Jeg lever med, at fodbold lige nu spilles uden tilskuere, og at Jelling Musikfestival desværre ikke bliver til noget, men X Factor to dage i streg er for voldsomt. Det er simpelthen for voldsomt.

Kære alle, nyd pinsen, og tag godt imod Helligånden og den kristne kirkes fødsel.

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Min mor har mange kram til gode

På loftet, i en af kasserne med de gamle papirbilleder, har jeg et billede af min mangeårige og dejlige kammerat John.

John, som også kaldes Riker eller landbetjentens søn, sidder på skødet af min mor, og så vidt jeg husker, stammer billedet fra en fodboldtur til Bornholm med Vildbjerg SF.

John er på billedet en ranglet og langlemmet teenager, som egentlig er for gammel til at sidde på skødet af en kammerats mor, men hverken John eller min mor tager notits af den slags bagateller.

De skraldgriner begge to.

Det er et skønt billede, og det er sådan, jeg husker min mor fra min barndom.

Grinende, rummelig, omsorgsfuld og glad. Især grinende. Og altid meget højt.

Alle i min omgangskreds elskede min mor, og det gør de nok stadig, selv om kontakten selvfølgelig ikke er, som den var, da vi rendte ind og ud af hinandens hjem i den trygge stationsby mellem Herning og Holstebro.

Det var lidt pinligt, kan jeg huske. Sådan at have en mor, der var så fantastisk, at alle i min omgangskreds kendte hende.

Og resten i byen vidste, hvem hun var.

I mange år var hun verdens bedste dagplejemor, som passede de sødeste børn, og i en forholdsvis sen alder uddannede hun sig til verdens bedste pædagog, hvilket fysisk og psykisk handicappede børn fik glæde af i mange år derefter.

Hensynsfuld, barmhjertig, betænksom og helt igennem godhjertet var og er det fundament, hun lever sit liv på.

I dag er det mors dag.

Desværre er det ikke muligt at give min mor de kram, hun fortjener.

Det forhindrer Covid-19, og få dage efter virussen sendte Danmark og resten af verden i knæ, fik min mor diagnosen knoglemarvskræft.

Derfor er hun ikke så glad, som hun plejer at være.

Hun griner ikke så meget for tiden. Og sjældent ret højt.

Ved siden af går min far og gør det så godt, han kan. Og lidt mere til.

Midt i det tragiske er det smukt at se dem sammen. Det er dem mod resten af verden og diagnosen. De gør det fremragende.

Ord slår ikke til, når min mors frygt for sygehuse skal beskrives. Jeg tror ikke, der findes noget i denne verden, hun frygter mere.

Nu er hun tvunget til at komme der mange gange om ugen. Til undersøgelser, blodprøver, behandlinger, og hvad lægerne nu ellers finder på for at slå tilbage mod en af de dårligste opfindelser nogensinde.

Jeg er bevidst om, at mange desværre er syge, også alvorligt, der findes mennesker, som mister sine kære, så det er på ingen måde noget særligt, at min mor er syg.

Men det gør ondt alligevel, og det lindrer ikke ligefrem med to meters afstand.

Heldigvis responderer min mor fint på de hårde behandlinger, og det giver næsten tårer i øjnene, når hun med en snert af begejstring i stemmen fortæller om de søde og kompetente læger og sygeplejersker, hun møder i både Vejle og Odense.

Hun får en klump i halsen, når hun snakker om dem, og hun kommer til at begave dem. Jeg kender min mor. Hun tænker altid på andre før sig selv.

Jeg kommer ikke ud af en familie, hvor vi snakker hinanden i sænk i forhold til følelser.

Det hører til sjældenhederne, at vi lige tager en verbal evalueringsrunde på den mentale tilstand hos hinanden, men det er ikke et udtryk for, at vi ikke vil hinanden det godt.

Så langt fra endda.

Det er bare vores families måde at gøre det på.

Både min lillebror og jeg – samt vores respektive familier – bekymrer os på vegne af både mor og far.

Jeg erkender gerne, at jeg har svært ved at håndtere den nuværende situation. Ikke mindst den manglende nærhed.

Jeg føler ikke, jeg er der nok.

For de to mennesker som er der og altid har været der for mig, min lillebror, svigerdøtre og børnebørn.

Jamen, det er jo også den Corona.

Ja, måske – men fakta er, at jeg ikke kan være der på den måde, jeg ønsker.

Så det er på afstand, når jeg nyder, at min far servicerer min mor med laks, rejer, vaniljeis og flødeboller.

De er seje, min mor og far.

Jeg får lidt dårlig samvittighed over, at min lillebror og jeg i vores unge år diskuterede, hvem vi ville bo hos, hvis de skulle skilles.

Ikke fordi der var optræk til det – men bare for at være forberedt.

Det ene argument handlede om, at far nok havde flest penge, men det andet argument var også værd at hæfte sig ved – nemlig at mor gav flest penge væk. Hvilket beskriver hende ganske glimrende.

Hvis jeg engang bliver rigtig voksen, vil jeg gerne have sat et lige så positivt aftryk i andre mennesker, som min mor har gjort indtil nu.

Kære mor, min trofaste følger af Linnebloggen, glædelig mors dag.

Du har mange kram til gode.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Linne & Co i modvind

Så gik den ikke længere.

Engang spillede jeg fodbold for Ikast fS, og de seneste to år har jeg via min virksomhed Linne & Co haft fornøjelsen af at være en del af FC Midtjylland – underligt nok ikke som spiller men som presse- og kommunikationsrådgiver.

Det slutter dog den 31. maj 2020.

En lidt lunken afslutning, kan man sige, da Corona-virus forhindrer guldkamp og sandsynligvis mesterskabsjubel som punktum, men det giver Spjalds stolthed Søren Bjerg fra den sportslige stab mulighed for knastørt at konstatere, at den lunkne afslutning passer meget godt med min generelle indsats de seneste to år …

Søren Bjerg i forklædning

Jeg kommer til at savne jargonen og dagligdagen i en innovativ klub, som med en midt- og vestjysk region i ryggen har revolutioneret dansk fodbold på 20 år.

En pestilens for mange, uden tvivl, men når folk er færdige med at irritere sig over de friske og til tider bevidst provokerende udmeldinger, står FC Midtjyllands sportslige og forretningsmæssige resultater stadig tilbage.

Og det er ikke slut endnu, hvilket nok irriterer endnu mere.

Nej, koden til europæisk fodbold er ikke for alvor brudt endnu, men det bliver den. Tro mig, det bliver den.

I løbet af de to år nåede jeg at arbejde sammen med mange dejlige, dedikerede og engagerede mennesker – både velkendte og nye ansigter – men min faste makker fra dag ét viste sig at være noget fra øverste hylde i Struer.

Mads, en dedikeret, engageret, flittig og lejlighedsvis temperamentsfuld ung mand, dannede jeg par med hele vejen.

Det var en udpræget fornøjelse.

Det var et parløb, hvor læringen og inspirationen gik begge veje. Hvor der var plads til uenigheder. Det var dog alle dage et samarbejde, hvor FC Midtjyllands bedste altid var i fokus.

Måske er Mads i virkeligheden symbolet på det, FC Midtjylland er bygget på.

Jeg tror det.

Jeg nåede også at samarbejde med en harmonisk og altid imødekommende spillertrup, selv om Alexander Scholz sagde nej, hver gang jeg nærmede mig.

Hvorefter han smilede og oftest stillede op.

Dybt professionelle spillere uden fine fornemmelser med anfører Erik Sviatchenko i spidsen – en enestående personlighed som sammen med de øvrige rutinerede spillere tager sig godt af de unge spillere, der arbejder ydmygt og stenhårdt for at skabe sig en karriere.

Jeg nåede også at tage imod brasilianske Evander, da han landede midt i Jylland direkte fra Rio de Janeiro.

Det første interview foregik på MCH Arena, svarene på engelsk var korte, tolken forlængede dem lidt, og på det tidspunkt anede jeg ikke, hvor fantastisk Evander har vist sig at være som spiller og menneske.

Alt det, og meget mere, fik jeg lov til, hvilket jeg er taknemmelig for, for jeg fik værdifuld erfaring og et hav af gode og sjove stunder.

Jeg lærte også, at det ikke vrimler med gode bobspillere i FC Midtjylland, at direktør Claus Steinlein er mand for at styre en partybus, at morgenmad og frokost i Ikast altid er topklasse, at juristen Kristian er en uundværlig og vigtig del af klubben, at de mange frivillige yder en altafgørende indsats, at fysisk træner Christian er i fornuftig form, at Lene er den administrative strateg, at BS Christiansens ro og overblik nærmest er skræmmende, at holdleder og materialeforvalter Jørn Kjær styrer med en hård men altid fair hånd, at sportschef Svend Graversen er fremragende i enhver ketsjersport, og ikke mindst at betegnelsen kriger er ganske rammende i forhold til Kristian Bach Bak.

Tre cheftrænere nåede jeg også at runde.

Jess Thorup, som efter et mesterskab hurtigt fik chancen i udlandet hos KAA Gent i Belgien, og den chance greb han selvfølgelig.

Analytisk og skarpt. Som altid.

Kenneth Andersen afløste ham, storvindende i dansk ungdomsfodbold, og en mand som jeg i min egenskab af sportsjournalist tidligere havde samarbejdet med, da han for mange år siden var serietræner i Billund.

Nu stod han på den store scene, med tv-kameraer foran sig hele tiden, og den rolle klarede han fremragende så længe, han orkede.

Da han frivilligt takkede af, blev han afløst af Brian Priske, som også er cheftræner i dag.

En fabelagtig motivator, som menneskeligt rummer langt mere, end han giver udtryk for. Det gælder ikke mindst i forhold til humor.

Et menneske med store kvaliteter, og en cheftræner som utvivlsomt går en stor fremtid i møde.

En sjældenhed på Linnebloggen …

Jamen, du lyder som om, du er et ikon, der takker af efter flere årtiers arbejde?

Det håber jeg sandelig ikke.

Egentlig vil jeg bare sige, at det var en fornøjelse, så længe det varede.

Og at Linne & Co efter den 31. maj 2020 har en del timer i overskud, hvis der skulle være behov for kommunikationsmæssig bistand af enhver art.

Det var bare det, og så lider jeg i stilhed over, at jeg ikke længere skal kramme Camilla Martin i forbindelse med Superligakampe.

Udgivet i Uncategorized | 3 kommentarer

En bulderbasse med næstekærlighed

I dag fylder fruen 50 år.

Da vi blev kærester, var hun 15 år.

Det var i barndommens Vildbjerg, hvor vi hver især og sammen sled hårdt på ruten mellem Rypevej 45 og Ågårdsvej 59.

Jeg har før underholdt med, hvordan hun jagtede mig rundt i byen – på fodboldbanerne, på grillbaren, i hallen, på skolen, på diskotek Sølle Søren – ingen steder kunne jeg være i fred … – så den fortælling er der ingen grund til at røre ved på denne store dag.

Lad os bare konstatere, at vi har været et team i 35 år.

Kærester, forlovede, venner, ægtepar, forældre og forholdsvis forskellige.

Normalt godkender fruen altid mine skriverier på Linnebloggen, hvis hun optræder i dem, men dette skriv har hun ikke set. Før nu.

Jo jo, jeg betragter bestemt mig selv som lidt af en rocker …, sådan bare at smide et indlæg op uden fruens godkendelse. Og så endda med vidunderlige billeder.

Til det, vil jeg gerne tilføje, at I bedes tage kontakt til de rette myndigheder, hvis der fra og med lanceringen af dette indlæg går for lang tid, inden jeg igen giver livstegn fra mig.

Så har fruen nemlig parteret mig med en grensaks.

Faktisk vil jeg kalde hende Henriette i dagens anledning, for det hedder hun. Eller bare Henry.

Jeg kalder hende kun Henriette, når jeg er rigtig gal på hende, hvilket selvfølgelig sker uhyre sjældent …, og jeg husker også, at hun i Vildbjerg kun var kendt som Klitte via familiens mellemnavn.

Når jeg ser billeder af mig selv fra midt i 1980’erne, undrer det mig fortsat, at hun valgte mig.

Det næste lyder måske voldsomt for folk, som kender mig i dag, men dengang var jeg grimmere, end jeg er i dag.

Især når man tænker på, at Henry dengang var en sød, smuk, smilende, glad og dejlig ung kvinde. Tilsat struttende babser og fast bagdel.

Så kom jeg der med mit latterlige lange nakkehår, dun på overlæben og en grotesk bleg hud og gjorde mig til.

Men vi var gode sammen lige fra begyndelsen. Fra første dag elskede mine forældre Henry mere end min lillebror og jeg.

Sådan er det stadig.

Vi har nået meget på 35 år.

Først den akavede teenagekærlighed og ikke mindst de første pinlige møder med vores respektive forældre. Henry troede, jeg løb skrigende væk, når jeg hver tirsdag aften hørte hendes far grine meget højt af Cosby & Co i fjernsynet.

Vi var sammen, da vi blev uddannede, vi har boet i Ikast, Vejle, Århus, Skive og Jelling sammen, vi har fejret et utal af mærkedage sammen, vi har skønne venner sammen, som går langt tilbage, vi har skabt nye, vidunderlige venskaber sammen, vi har bygget hus sammen, vi har været til Nathaniel Rateliff-koncert sammen, vi har været i modvind, vi har oplevet medvind, vi har skændtes, vi er blevet gode venner igen, vi har fejret jul og nytår sammen masser af gange, vi har været på ferier sammen, især på Bastide Le Luget i Sydfrankrig, vi har været på et utal af loppemarkeder sammen, vi har grint meget sammen, vi har heldigvis været ved Vesterhavet en del gange sammen, og vi har plantet hække sammen. Blandt andet.

Men det fineste, vi har præsteret sammen, er Olivia og Frederikke.

De to er os.

Det er kærlighed og stolthed.

Den første taget ved kejsersnit, fordi hun var så stædig, at hun ikke gad vende sig. Den anden født hurtigt og naturligt, mens jeg i hele processen ikke kunne gøre noget som helst rigtigt.

Som altid.

Det anede vi ikke, dengang i Vildbjerg, hvor søde Marianne Weiss var mellemhandler, men det var sådan det gik.

Heldigvis.

Selvfølgelig er der noget, som irriterer mig ved hende.

Hun snorker, men det gør jeg nu også.

Hun er et rodehoved.

Hun er mere kreativ end mig. Markant.

Hun laver fremragende mad – i modsætning til mig.

Hun er grotesk stædig.

Hun er en slider.

Jeg kalder hende en bulderbasse.

Det kan godt være, de struttende babser i lighed med den faste bagdel tager sig en lille bitte smule anderledes ud i dag, men så skulle I bare se mig …

For mig er Henry stadig hende fra 1985.

Jeg har den seneste tid tænkt meget over, hvorfor i alverden vi hænger sammen endnu.

Det er bestemt ikke min fortjeneste, for jeg er bare en mand, og så er det vel ikke nødvendigt at tilføje mere, men jeg har for længst fundet ud af, hvorfor hun i min verden er ganske speciel.

Der er naturligvis mange grunde til det, men den mest fremtrædende er for mig, at hun altid, til enhver tid, tænker på andre før sig selv.

Hun er, uden konkurrence, det mindst egoistiske menneske, jeg kender.

Det er en meget fin og smuk egenskab.

Derfor havde jeg også glædet mig til at se hende blive hyldet af familie og venner, for det fortjener hun om nogen, men det sætter Covid-19 effektivt en stopper for.

Vi vil dog gøre vores til, at dagen alligevel bliver god – med gaver, gåtur, kage og god mad med god vin – og så håber vi, at hun for en kort stund slipper sit tredje barn, butikken Henry i Vejle.

Den etablerede hun i november 2019, og selv om Covid-19, og senest en operation i hånden, ikke just har givet vind i ryggen, buldrer hun videre.

Hun giver ikke op.

Det har hun aldrig gjort.

Måske er det den reelle forklaring på, at vi stadig er sammen.

Hvis du ser hende i løbet af i dag, så trut i hornet, fløjt efter hende, eller råb tillykke med de 50.

Hun siger ofte, at jeg ikke kysser hende nok. Jeg er også vildt dårlig til at sige, jeg elsker hende. Siger hun.

Så i dag får hun kys – et på hver kind – og så vil jeg da også gerne sige, at jeg anser hende for at være en forholdsvis fornuftig udgave af det kvindelige køn …

Tillykke, bulderbasse.

Udgivet i Uncategorized | 10 kommentarer

Det er ikke tilfældigt men grundlæggende

Når jeg nu skriver Deadline Day, er mange kvinder måske hægtet af.

Det handler om den sidste dag i transfervinduet, hvor der kan købes og/eller sælges spillere i danske fodboldklubber, men kære kvinder …, denne historie handler ikke om fodbold.

Den handler om næstekærlighed. Og Deadline Day i januar 2020.

Samt ikke mindst pizzaer fra Glashuset i Ikast, fis, ballade samt mænd, der har det mande-sjovt. Hvilket ikke er uinteressant. Overhovedet.

Jeg har fornøjelsen af at være tilknyttet FC Midtjylland, som er en vild fodboldklub i Danmarks bedste række. Klubben er både innovativ, anderledes og ærgerrig – men det er også en klub, som folk udefra elsker at hade, hvilket dog ikke påvirker en generelt munter hverdag hos bonderøvene, som FC Midtjylland ofte betegnes.

På den sidste dag i januar var der traditionen tro Deadline Day i FC Midtjylland, som i alle andre danske klubber, og i FC Midtjylland er det lig med en lang arbejdsdag – som regel til klokken 23.59.59.

Det er også en fed dag, for lykkes det at hente nye profiler? Får vi solgt spillere? Lander lejeaftalerne ud og ind?

Det er en dag, hvor der til tider er fuldstændig ro, afventende stilhed med tid og plads til røverhistorier, og pludselig eksploderer det hele.

Modtagelse i Billund, lægetjek, underskrifter på kontrakter, juridisk papirgang som skal lykkes inden midnat.

Og det hele er nu og her. Hurtigt.

En tradition hos FC Midtjylland er, at på Deadline Day er der sushi til aftensmad, og jeg ved ikke, hvem der har fundet på det.

Men det er sådan, det er.

Hvilket jeg naturligvis respekterer.

Det betyder ikke, at jeg hylder det, for hvad er der nu i vejen med en bøfsandwich? Eller stegt flæsk med persillesovs?

Jeg har ikke været med så længe i FC Midtjylland, så jeg forholder mig selvfølgelig i ro. Jeg tager en enkelt reje omkranset af ris, og så er det fint.

Især med en burger på vej hjem.

I år var det dog anderledes.

Måske fordi sportschefen havde ansvaret for aftensmaden.

Han skulle godt nok føre nyindkøbte Dion Cools rundt til lægeundersøgelser og videre til Herning, hvor der var indkvartering på Hotel Eyde, og det hele skete omkring spisetid om aftenen.

Alligevel vendte han tilbage med aftensmad. Sen aftensmad men bestemt aftensmad.

Han havde købt sushi.

Som altid. Som han skulle.

Sportschefen er en god mand. Opflasket med gode værdier i sin familie og basen i Hanning, og da han hørte, at alle ikke var lige begejstret over udsigten til endnu en omgang sushi, tog han det seriøst.

Sportschefen

Jeg sagde: Slap af. Glem det. Det er ligegyldigt.

Sagt på vegne af mig selv og en af de unge, seje medlemmer af presseteamet.

Personligt havde jeg travlt med at skrive om en ny angriber, som plaffer mål ind, men jeg var stort set færdig, da der blev kaldt til middag.

Men jeg gav mig alligevel god tid, for så vigtig er sushi ikke.

Ingen grund til at stresse.

Da jeg kom ind til bordet, var der en stol ledig ved siden af det unge, seje medlem af presseteamet.

Faktisk er han chefen for pressen, og han er dygtig.

Det er ham og jeg, som ikke er vilde med sushi.

På bordet var der masser af sushi, der var øl, sodavand og en enkelt flaske vin, og så var der to pizzabakker.

Og så lander vi ved sportschefen fra Hanning igen.

Selv om han lige havde kørt rundt til lægeundersøgelse med en spiller og indkøb af sushi, forlod han igen matriklen uden at sige det for at indkøbe to pizzaer.

Det var dem, der stod på bordet.

På en eller anden måde var det rørende – jeg blev i hvert fald rørt – og pizzaerne var fremragende.

Det var stemningen også, et godt transfervindue og Ove Pedersen ved bordet, så bliver det aldrig kedeligt.

Kald det næstekærlighed. Kald det at se ud over egen næsetip. Kald det sportschefen fra Hanning.

Jeg har mødt hans far, og derfor ved jeg, at ovenstående ikke er et udtryk for tilfældigheder. Det er noget grundlæggende.

Og meget fint.

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Gode minder om gode folk

Da jeg i det sene forår 2018 besluttede mig for at sige op hos Jysk Fynske Medier efter to årtiers ansættelse, var jeg afklaret.

Det var jeg sådan set, indtil den dag jeg bad om fem minutter hos Greg. Eller Mogens Gregers Madsen, som den legendariske Vejle-redaktør også kaldes.

Han havde kort forinden tilbudt mig et nyt, attraktivt job, og min respons var en opsigelse.

Jeg mindede mig selv om, at jeg var afklaret.

Fusioner, fyringsrunder og ændringer i arbejdsform, som harmonerede dårligt med min måde at arbejde på, gjorde, at det ikke kunne være anderledes.

Alligevel blev jeg berørt, da jeg sad sammen med Greg.

Jeg havde tit siddet der, men som regel snakkede vi om fodbold, eller han lyttede til en af mine tossede idéer – som jeg oftest fik lov til at føre ud i livet.

Denne dag var det anderledes.

Jeg var ikke berørt på grund af min opsigelse, men pludselig, mens jeg sad i stolen, tænkte jeg på, at jeg sagde farvel til Greg.

Min opsigelse var også et farvel til et vidunderligt kuld af dygtige, seje, dejlige og sjove kollegaer.

Dét havde jeg svært ved at håndtere.

Egentlig har det ikke ændret sig – jeg savner stadig de mange fantastiske mennesker, jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med hos Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier.

Jeg er dog stadig afklaret, og heldigvis snitter jeg stadig tidligere kollegaer i forskellige sammenhænge.

Forleden kom fruen hjem fra sin butik i Vejle, og hun havde en meget stor og tung gave med hjem.

Som var til mig.

Afleveret i butikken, sagde hun bare.

Jeg pakkede ud, frem kom bogen Grundkøkken skrevet af Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg, og den var fra Benny F. Nielsen.

Fotografen, som med sine billeder har holdt røven oppe på mine tekster i avisen utallige gange, og han mener, det vil være en god bog for mig, fordi han følger lidt med her på bloggen, hvor mine manglende evner i køkkenet er en del af grundsubstansen.

Jeg blev simpelthen så glad.

For tanken, for bogen, og fordi det vækkede minder om mange fine oplevelser sammen med ham.

Præcis på samme måde havde jeg det, da jeg besøgte min barndomsby Vildbjerg sammen med min barndomskammerat Henrik, og det var Bent Olesen og Karl Johan Rasmussen, som arrangerede en hyggeaften med mennesker, som alle har haft en relation til Vildbjerg SF og klubbens jyllandsseriehold.

Pludselig var jeg sammen med Johs. Pedersen, legendarisk jyllandsserie-målmand med lækkert hår og overskæg, Gudmund Rønberg, elegant sweeper som spillede med bøllehat og Bruno Knudsen, som havde en fart, der i min barndomskrop mindede om noget fra en anden planet.

Mine første trænere, Sten Nielsen og John Aas, var der også, det samme var det tekniske vidunder Poul Måbjerg, den fabelagtige Per Hildebrandt, som bestemt ikke løb sig selv ihjel – men hvilket overblik, hvilken teknik.

Ivan Kristensen, min gamle chef, som jeg så brække kravebenet i en træningskamp på lysbanen, var der ligeledes, og ved I, hvem der faktisk også var der?

Grill-Aksel.

Altså dén Grill-Aksel?

Ja, sgu’ da.

Manden bag det bøfsandwich-fundament hele mit liv hviler på.

Det var en magisk aften.

Magi var der til gengæld ikke meget af, da jeg spillede fodbold, men i samme boldgade som ovenstående mødte jeg forleden den gamle holdlæge fra min tid i AGF.

Ulrich Fredberg, som jeg med mine glasben brugte masser af tid sammen med, kiggede på en skavank hos vores yngste datter, og selv om jeg dengang hellere havde spillet fodbold, var det en formildende omstændighed, at skadede spillere brugte en del tid sammen med Ulrich Fredberg.

En munter, dygtig, seriøs og ikke mindst rummelig mand, som gerne tog imod os spillere i privaten, hvis det ifølge ham var påkrævet.

Da vi kørte hjem, sagde den yngste datter:

– Han er godt nok rar. Ordentlig og omhyggelig.

Lige præcis.

Okay, gammelfar. Nok melankoli for denne gang. Ikke flere romantiske tilbageblik.

Jeg ved, mine døtre laver himmelvendte øjne, mens de siger: Hvor gammel er du lige, far?

Jeg er ligeglad, for jeg mener hvert eneste ord.

Og på et tidspunkt kommer døtrene utvivlsomt også til at værdsætte betydende relationer på en anden måde, end de gør i dag.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Mit første nederlag i 2020

Statusfald.

Det er skidegodt i en fortælling.

Sådan sagde min journalistiske nestor, Morten Guldberg, engang til mig, og det var bare én af mange kloge ting, han sagde til mig i de år, jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med ham.

Og nu skal I denondelynemig få statusfald.

Fruen indledte sit arbejdsliv den 2. januar i Henry sammen med Lotte, og på samme måde kom Linne & Co i gang med et nyt og spændende år, men jeg fandt dog tiden til at lave aftensmad.

Fordi jeg ville overraske og forkæle fruen og ikke mindst vores yngste datter, som i mange år ikke har spist kød.

Derfor producerede jeg en ”fars” til kartoffelfrikadeller, dertil en gulerodssalat samt nybagt brød og smør.

Det hele var klargjort, da fruen vendte hjem, og hun blev glædelig overrasket, for hun gik med en klar fornemmelse af, at jeg kun havde købt ind til aftensmaden.

Min plan var dog langt mere avanceret, for jeg købte ind, forberedte, og på toppen af det hele rummede jeg også gode og ægte intentioner om at producere.

Og det er så dér, det begynder at give mening med en sammentrækning af ordene status og fald.

For hvad ved jeg om den rette mængde af flydende stegemargarine? Og hvad med temperaturen på panden?

Det forhindrede mig ikke fra at gå i gang, men ret hurtigt stod jeg og fedtede med klumper af kartoffel-fars, som ikke havde intentioner om at hænge sammen.

Først bandede jeg indvendigt, mens fruen vimsede rundt om mig i køkkenet, for hun ville så gerne hjælpe, men hun holdt sig i skindet.

Så begyndte jeg at bande højt, mens fruen forsigtigt foreslog mere til at stege i på panden – samt ikke mindst en højere temperatur på panden.

– De skal stege – ikke koge, som hun forklarede.

Så min plan med en middelhøj temperatur var en fiasko. Hensigten var ellers, at skorpen ikke skulle blive alt for sort.

Men der ville først komme skorpe på min kartoffelfars i begyndelsen af april, hvis jeg fortsatte på samme måde – så meget kunne jeg trods alt se.

Jeg gjorde, som fruen sagde, og ret hurtigt dannede skorpen sig.

På det tidspunkt var min kulinariske selvtillid brudt ned. Jeg gav op. Overlod frivilligt det hele fruen. Forlod køkkenet som en slagen mand.

Fruen roste farsen. Og salaten.

– Og du har købt det rugbrød, jeg allerbedst kan lide, sagde hun.

Jeg hørte kun efter med et halvt øre, for jeg havde mere end nok at se til i forhold til ikke at banke hovedet ind i væggen. Eller krybe grædende sammen i fosterstilling.

Første nederlag i 2020 var i hus.

Nej, det er helt sikkert ikke det sidste …, jeg ved det, så nu følger lidt tid, hvor jeg holder mig til mine tre-fire signaturretter, for så er jeg i sikker havn.

Og det samme er dem, der skal indtage retterne.

De smagte nu godt, kartoffelfrikadellerne, selv om jeg fortsat hælder mest til den klassiske model, og den yngste datter var jublende lykkelig.

Også dagen efter hvor hun konfirmerede resterne til frokost.

Måske var det meget godt, at vi bestilte mad fra Conrads Catering nytårsaften – det var vennerne i huset helt sikkert tilfredse med.

Maden var fremragende som altid, og festen kørte allerede 18.30, som billedet af vores søde og smukke genboer viser …, men på det tidspunkt vidste vi jo heller ikke, at der stadig var 10 timer tilbage af nytårsløjerne.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Lad os være noget mere som Edith og Jens

Fruen og jeg har været sammen siden, Kirsten Hüttemeier lancerede skåneærmer på landsdækkende tv, men stadigvæk dukker der historier op, som overrasker.

Juleaften var fruen og jeg vært for min svigermor og svigerfar, som sjovt nok er fruens forældre, og det er jo altid en udpræget fornøjelse.

Nu tænker folk (og især svigermor) sikkert, at det skal han jo skrive, men jeg mener det, svigermor.

Din lækre hugorm …

På et tidspunkt faldt snakken på barndommens gade i Vildbjerg, som for fruens vedkommende var Rypevej.

Et klassisk parcelhuskvarter med stikveje til både højre og venstre, kælkebakken rundt om hjørnet, og et virvar af stier, som forbandt beboerne med andre kvarterer og ikke mindst den centrale del af metropolen Vildbjerg, hvor både skole, fritidscenter og handelsliv holdt til – blandt andre Grill-Aksel og diskotekerne Sølle Søren og Fuzzy for nu at nævne et par stykker …

Overfor fruen på Rypevej boede Edith og Jens med deres børn, blandt andre Anita, som var fruens bedste veninde.

De var sammen stort set hele tiden, og de legede ikke med dukker eller klædte sig ud som prinsesser.

De legede gemmeleg, eller spillede rundbold og fodbold med de andre børn på vejen, og de var nærmest uadskillelige i de år.

Anita og fruen var vel omkring otte år, mener fruen at huske om den dag, hvor hun sad på fortovet på sin side af stikvejen.

Hun sad med let bøjede ben, albuerne på knæene, og hovedet hvilede i hænderne, så de store øjne ikke fik hovedet til at styrte mod asfalten.

Ude på vejen kørte Anita rundt på sine skinnende nye rulleskøjter.

Fruen fulgte hver en bevægelse med øjnene. Hun var imponeret af Anitas evner på rulleskøjter, og hun var ikke mindst misundelig på rulleskøjterne.

Ifølge fruens hukommelse sad hun der cirka i en halv time, mens Anita kørte frem og tilbage på vejen.

Anita hoverede ikke. Hun blærede sig ikke. Hun var bare glad.

Pludselig stod der en kasse ved siden af fruen.

Inde i kassen var der et par skinnende nye rulleskøjter identiske med dem, Anita havde på ude på vejen.

Kassen var til fruen.

Stillet uden ståhej og store fanfarer.

Den stod der bare.

Det var, så vidt fruen husker, Anitas far Jens, som afleverede kassen med rulleskøjterne, og han var en ydmyg og stille mand.

Det er ikke mit indtryk, at Edith og Jens var stenrige, men de var heller ikke fattige.

De kom ud af en slægt, hvor hårdt arbejde og mådehold havde fin succes, men de kunne ikke holde ud at se datterens veninde sidde på kantstenen.

Derfor købte de et par rulleskøjter mere.

Ingen lange forklaringer, ingen ord, bare en papkasse ved siden af en pige, som på det tidspunkt ikke ønskede sig andet i hele verden.

Det er så fin en historie, og lad os alle gøre noget mere som Edith og Jens i 2020.

Det vil være en værdig afløser for ævl, kævl og ufred.

Med det ønsker Linnebloggen alle et godt og velsignet nytår – tak til jer som læste med – måske ”ses” vi i det nye år.

Vi ses, 2019

Udgivet i Uncategorized | 5 kommentarer

Glad jul til alle

Er Linnebloggen en blog, hvor man bestiller indhold?

Kan man virkelig det?

Ja da. Mod betaling. Naturligvis.

Nu har jeg i flere år kørt med Linnebloggen, men i modsætning til andre bloggere, har jeg aldrig modtaget noget som helst.

Ingen klapvogne, cremer eller tøj. Ikke engang en enkelt ribbenssandwich er det blevet til.

Fra nu af bliver det anderledes, og derfor forventer jeg også noget fra Peter, når dette indlæg udgives.

Det er nemlig ham, der har bestilt dette indlæg, så på et tidspunkt i 2020 regner jeg med at kunne indtage et stjerneskud uden beregning. Eller nyde et gratis ophold ved Vesterhavet.

Der er selvfølgelig en pris at betale, når man gør sig til overfor en af landets ”fineste” bloggere …

Peter er en ung mand med rødder i Thyborøn, og folk fra den egen har jeg grundlæggende den dybeste respekt for.

Peter arbejder i FC Midtjylland, hvor jeg er tilknyttet som konsulent, så jeg ved, han har en smuk kæreste, som er langt over Peters niveau – og hun er tilmed fremragende til bordfodbold – men han har nu fortjent hende.

Godt nok er han ikke så køn …, men til gengæld er han både sød, sjov og en på alle måder god mand.

Han bad om mine juletraditioner, så nu skal han få mine juletraditioner, og hvis du læser med her, får du dem også.

Det hele begynder alt for tidligt.

Jeg føler, at fruen først i august begynder at snakke om det træ, vi skal have til at stå på terrassen, indtil det skal ind i stuen.

Måske er det slet ikke først i august.

Måske er det tidligere.

Det er meget vigtigt for hende, og i år mistede hun tålmodigheden med mig.

En dag, da jeg kom hjem, lå der et stort og flot træ på tværs i indkørslen.

Der blev ikke sagt noget, det var der bare, og fruen ventede i stilhed på, at jeg slæbte træet om på terrassen.

I første omgang flyttede jeg det bare lidt, så jeg kunne komme ind og ud med bilen.

Hjemme hos os slås vi ikke med juletræsfoden.

Det er mange år siden, vi gik over til en model, hvor træet står i en metalkasse, som vi fylder med grus fra indkørslen.

Genial model, synes vi selv, og i år udviklede det sig aldrig, fordi fruen har åbnet butik igen, så hun har forbistret travlt, hvorfor det kniber med tiden til at skælde ud på mig, fordi jeg ikke får det træ op på terrassen, så der kan komme lys i.

Nu er der jo lyskæder i hækken i forvejen, tænker jeg uden overhovedet at have mod til at sige det højt.

Faktisk blev 2019 historisk, for træet rykkede direkte fra carporten og ind i stuen, men lidt scener blev det alligevel til på terrassen.

Mest fordi jeg bandede voldsomt, da jeg skulle rette den nederste del af stammen til med en sav.

Jeg bad fruen og den ældste datter om assistance, men det eneste, jeg fik ud af det, var hånende grin – åbenbart fordi jeg er komisk med en sav i hånden.

Kort efter var træet inde, og jeg begyndte at hente gruset. Skovlfuld efter skovlfuld. Mange af stenene røg som vanligt forbi, og mens jeg lå på alle fire for at samle løse sten op, begyndte fruen at gå rundt om træet med en lyskæde.

Jeg spurgte hende, om hun måske ville vente med det, indtil jeg lige havde samlet de sidste sten.

Det gad hun da godt, men stemningen blev lidt anspændt af min forespørgsel, men det er sådan, vi hygger os.

Da fruen rykkede stuebordet lidt væk, for at give træet den plads, det fortjener, væltede et stearinlys, og der røg stearin ned på gulvet.

Og fruens fødder.

Men det var ikke sjovt, forstod jeg ret hurtigt …

Stemningen fik lige et vrid mere over mod anspændt – lige på grænsen til dårlig.

Den ældste datter pyntede træet, og alt var godt igen, mens jeg fik ansvaret for at sætte stjernen på toppen, og jeg har en strategi om at nå det til tiden.

Eller endnu bedre …, inden fruen flækker mig med ord, fordi jeg ikke får den stjerne sat på.

Det skal nok gå det hele, og jeg tager mig selvfølgelig sammen.

I år kommer svigermor og svigerfar ned til deres yndlingssvigersøn nummer et, og det lyder måske lidt voldsomt, at jeg på den måde sætter mig over min svoger, men svoger ved det godt inderst inde.

Vi har snakket om det.

Eller …, jeg har nævnt det for både ham og svigermor og svigerfar. Mange gange.

Juleaften spiser vi god mad, farseret kalkun blandt andet, vi drikker blød og tung rødvin til, hvorefter svigerfar får lidt problemer med maven.

Det er lige så sikkert som Disneys Juleshow, og det hænger sammen med, at han altid tømmer slikfadet, inden vi skal spise.

Derfra er det rundt om træet til den falske lyd af et lille udsnit af julens salmer, og når jeg skriver lille, mener jeg lille.

Derefter begynder gaveræset, og jeg deler gaver ud. Engang stod døtrene for den del, men nu er de voksne, og så gør man ikke sådan noget længere.

Det er kun for børn og gamle mennesker.

De holder dog øje med mig, for jeg har det med at gemme alle pakker til mig selv, så når alle andre er færdige med at pakke ud, sætter jeg mig i fred og ro og pakker mine nye underbukser og strømper ud.

En rigtig dejlig tradition. Synes jeg.

Så siger vi tak for gaver, det var alt for galt, nej, der er bestemt ikke noget, der skal byttes og den slags venligheder, som, i respekt for julen, naturligvis også hører sig til hjemme hos os.

Jeg har leget med tanken om, at jeg et år skal gå fuldstændig amok, fordi jeg heller ikke det år fik det sommerhus ved Vesterhavet, som jeg har ønsket mig hele mit sølle liv, men jeg har en fornemmelse af, at Gud ikke ser med milde øjne på den slags, hvis jeg, mens Gud har juletravlt med at drysse kærlighed ned over os alle, opfører mig som et utaknemligt pattebarn.

Det gør jeg bestemt heller ikke 1. juledag, hvor vi i selskab med min familie samles om en klassisk julefrokost, hvor der hverken mangler mad, øl, snaps eller pakker til pakkespillet, og et spil Meyer bliver der som regel også tid til, selv om jeg ikke har tabt siden begyndelsen af 1980’erne.

2. juledag er der igen julefrokost, denne gang i selskab med fruens familie, og svoger og jeg er så glade for den dag, fordi svigermor ikke siger noget som helst til, at vi ser engelsk fodbold hele eftermiddagen.

Hun ved godt, hvad Boxing Day betyder, og det viser med al tydelighed, hvor meget svigermor elsker sine svigersønner – med den føromtalte margen til min fordel.

Det kunne fruen og min svigerinde lære lidt af.

Altså det med forståelsen for Boxing Day.

Nå, Peter fra Thyborøn …, det blev lidt langt, hva’?

Men så lærer du måske, at prisen er for voldsom, at du aldrig igen skal fremsætte ønsker til Linnebloggen, men det er ikke slut endnu.

For tilløbet til julen var nu også af den fine slags.

En ægte IT Superhelt og hans frue serverede for eksempel mad med hjemmelavet bearnaisesauce for mig og fruen, og vi skyllede det ned med dejlig vin fra Mallorca og hygge fra Jelling.

Der var også smørrebrød hos mine forældre, og i dag venter der mere smørrebrød, tror jeg nok, hos gode venner i byen, så tiden op til jul kan bestemt også noget.

Nu vil Linnebloggen gerne ønske Peter og alle andre en rigtig glædelig jul med håbet om, at vi i 2020 spreder julens varme, næstekærlighed og generøsitet til hinanden hele året.

Udgivet i Uncategorized | 4 kommentarer

Et historisk skriv

Der er tidspunkter, hvor man kunne få den mistanke, at Linnebloggen udelukkende blev etableret, for at jeg kunne skabe mig en platform, hvor jeg kunne ”svine” fruen til, men det er selvfølgelig ikke tilfældet.

Linnebloggen blev etableret, så jeg kunne ”svine” fruen OG døtrene til. Samt mig selv.

Indrømmet, fruen og døtrene har fået verbale klø i tidens løb, og måske er det nu, jeg skal trække lidt i land. Give lidt tilbage for det stof, fruen både frivilligt og ufrivilligt har leveret i Linnebloggens levetid.

Der er i hvert fald en god anledning, for hun har åbnet butik igen.

Henry, hedder den, og butikken er placeret på Vissingsgade, som er en hyggelig sidegade til Strøget i Vejle.

Hyggehjørnet

Jeg var med, da vi så på lokalet første gang, jeg var ikke vild med det, men når jeg ser lokalet i dag, bøjer jeg mig lige så stille i støvet – for det er blevet så fint.

Det er det med god hjælp og velvilje fra udlejer samt håndværksmæssige kræfter, som fruen har i sit netværk, og det hele er skabt på baggrund af de idéer, fruen har inde i hovedet.

Der var flere ting undervejs, som jeg rystede på hovedet ad – i hvert fald når fruen ikke kiggede – men når jeg ser butikken i dag, lader jeg som om, jeg aldrig overvejede at ryste på hovedet.

Miljø foran butikken

Jeg siger bare, at det præcis er, som jeg forestillede mig, mens fruen sender mig klassikeren – himmelvendte øjne.

Hun kigger til gengæld ikke på sin butik med himmelvendte øjne – tværtimod gør hun det med et blik, som jeg er misundelig på.

For hun er forelsket i den. Hun er vild med sin butik. Hvilket jeg sådan set godt forstår, når jeg ser den, men det gør naturligvis ondt, når man som jeg har tabt røven og har flere hår på næsen end på hovedet.

Et hjørne i butikken

Jeg er dog også glad og stolt, og det, der glæder mig klart mest, er, at fruen har fået en fantastisk og fremragende makker i butikken.

Lotte, hedder hun, og hun er enestående.

Jeg ser, hører og mærker, hvordan fruen omtaler Lotte.

Én ting er, at hun fagligt er på et sublimt niveau – de to er som siamesiske tvillinger, når det kommer til stilen i butikken – en anden ting er, at Lotte er et fantastisk menneske.

Hun er en slider, og mens hun er det, er hun smilende og i godt humør. Min frue er mere vild med Lotte, end hun er med mig.

Jeg forstår og accepterer det.

Lotte betyder alverden for Henry.

Fruen og Lotte

Så hvis du en dag er i Vejle, så kig ind til Lotte og fruen på Vissingsgade – de er skide søde, de har fine ting, og de er dygtige. Altså vildt dygtige.

Sig mig lige en ting …, er Linnebloggen ved at blive blød? Er Linnebloggen i gang med rygsvømning i forhold til fruen?

Nej, det er Linnebloggen ikke.

Fra nu af skruer jeg bissen på igen, og vi skal et godt stykke ind i 2028, inden jeg bliver blød igen.

I promise.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar