Lidt om guld, vaser og dybe snakke mellem modne mænd

Erik Sviatchenkos lille, skønne søn beroligede mig i pausen.

Stillingen var 2-0 til AaB på MCH Arena, og spillet havde ikke været godt i første halvleg af FC Midtjyllands guldfest.

– Vi har jo vundet pokalen, sagde han, da han møvede sig ud til 15 minutters bevægelse.

I den alder er det hårdt at sidde stille og følge med i en fodboldkamp, men inden han forsvandt sammen med lillesøster, mor, mormor og morfar, supplerede han med endnu en konstatering:

– Men ikke over Barcelona.

Da han sagde det, rystede han alvorligt på hovedet, så de lyse krøller bevægede sig, men vi blev enige om, at vi klarer Barcelona en anden dag.

Foto: Danmarks bedste fodboldfotograf Lars Rønbøg

For han havde selvfølgelig ret – uanset resultatet af opgøret mod AaB løftede farmand og resten af FC Midtjylland-mandskabet DM-pokalen som det synlige bevis på klubbens tredje mesterskab på seks år – så der var ingen grund til panik.

Jeg fik lov at være med, fordi jeg i mesterskabssæsonen var tilknyttet klubbens presse- og kommunikationsafdelingen, og det var jeg selvfølgelig beæret over, men det var næsten for meget.

Jeg havde intet som helst med det DM-guld at gøre – ud over at arbejde i den klub, som fortjent vandt det – men til gengæld mærkede jeg en ægte og dyb glæde hos de mange, dejlige mennesker, som hver eneste dag skaber fundamentet for, at FCM kan vinde sin tredje DM-titel på seks år til en del af landet, som i sin fortid ikke er kendt for at fyre fodboldrelaterede guldfester af.

Jeg er bevidst om, at man er en bonderøv ved den mindste berøring med FC Midtjylland. En højtråbende bonderøv. Uden stil. Skabninger som foretrækker bøfsandwich frem for grød til frokost.

Bonderøve. Det er det, vi er.

Med brun sovs i mundvigene siger jeg bare 14.

14 point.

Ned til nummer to.

Apropos brun sovs – forleden var jeg sammen med to mennesker, jeg holder meget af. Engang var vi i mange år en del af en velfungerende, ambitiøs og ikke mindst dejlig sportsredaktion.

Vi var samlet hos den gamle redaktør, og når man er det, vanker der fremragende mad og vin fra hylden lige over fremragende.

Det var som altid rart, muntert og hyggeligt, men det var også anderledes.

På en rigtig god måde.

For vi talte ikke kun om fodbold. Faktisk næsten ikke. Denne aften handlede det ikke om at genopfriske gamle røverhistorier – eller udfaldet af vores vilde bordfodbold-kampe.

Vi snakkede om livet. Meningen med det hele. Parforhold. Forventninger. Håb. Ikke mindst til os selv.

Jeg kan ikke tale for de andre, men for mig var det en sublim aften, og det var ikke kun fordi, den gamle redaktørs skønne hustru gjorde os selskab – det var i lige så høj grad stemningen og ikke mindst emnerne, vi snakkede om.

Noget, vi over sommeren har snakket om hjemme hos os, er vaser.

Følgere af disse skriverier vil vide, at fruen i løbet af sommeren faldt over en vase, som vi åbenbart manglede.

Prisen snakker vi ikke om.

Forleden var jeg forbi mine forældre, og her fik jeg en lille kasse med hjem. Det gør jeg tit, og der er altid gode sager. For eksempel tøj min mor har renset for os.

Denne gang var der dog vaser, store og små, og jeg tænkte straks: de ligner noget, jeg har set før.

Min far lurede også lidt, men det var af en anden grund:

– De er vist fra mit barndomshjem, sagde han, men min mor korrigerede straks, og det gjorde hun med den skarpe retorik, som min far kender alt for godt – og forstår.

Han stod tilbage uden den store lyst til at bidrage med flere ord, og grinende viste min mor mig, at de bare stod øverst på en reol i et af de værelser, de ikke bruger længere.

Jeg kiggede ind – øverste hylde var tom – og så forklarede min mor, at vaserne var fra min oldemor, dejlige fru Ingfeldt, hvilket jeg selvfølgelig gjorde min tavse far opmærksom på:

– Nå far, så har vi fået lidt fra mors gren af familien – spændende hvad der kommer fra din side.

Vi grinede, jeg tog kassen under armen, og fruen blev meget glad for vaserne, men hun har stadig ikke den store lyst til at snakke om prisen på hendes lille bitte vase fra sommerlandet.

Og da slet ikke i forhold til prisen på indholdet af kassen fra mine forældre.

Undskyld …, fra min mor.

Humor på skrift kan være farlig, så måske bør jeg lige understrege, at jeg igennem årene selvfølgelig har fået rigtig meget af min far – for eksempel har jeg en hammer, hvor der står Jens Linnebjerg på træhåndtaget, og det betyder, at min farfar, købmand Linnebjerg fra Ikast, har brugt den hammer.

Det kan også noget, selv om jeg er sikker på, at fruen på den lange bane får mere ud af vaserne, end jeg gør af hammeren.

Til gengæld er jeg god til at gøre rent og vaske tøj.

PS: Den ene af vaserne står nu på vores store badeværelse. I den står fruens og min tandbørste og læner sig roligt op ad hinanden med en tube tandpasta som dækning for den kraftige vind.

Det er så fint.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Vasen fik ikke lov at stå alene

Der var en overgang i løbet af ferien, hvor jeg i min midaldrende naivitet troede, at det blev ved vasen.

I ved …, den lille lyseblå sag fra Royal Copenhagen, som vi havde manglet, men nu endelig fundet i et smukt baghus i Ulfborg af alle steder.

Vasen var nu nok betalt, vil jeg mene, men enken, som solgte den, var så sød, og hun fortalte rørende om sit nylige tab af sin mand, mens vi stod ude på værkstedet.

Det var her, manden holdt til. Det var her, han istandsatte ting, og han blev kun forstyrret, når der var brug for en handyman inde i udstillingslokalerne, hvor fine antikviteter er smukt arrangeret på tre plan.

Værktøjet, som der var meget af, hang stadig på de faste pladser på væggen, lod jeg mærke til, mens enken fortalte, at hun savner ham hver eneste dag.

55 år fik de sammen, men kærligheden lever videre.

Sådan må det også være med vasen – kærligheden til den gror med tiden og lever for altid – men det blev selvfølgelig ikke bare ved en enkelt, lille vase.

Jeg burde have vidst det – jeg har trods alt kendt fruen siden, den 19-årige nationalist Gavrilo Princip myrdede Franz Ferdinand og udløste 1. verdenskrig – men der er åbenbart noget om det der med livslang læring.

I hvert fald kom fruen en feriedag hjem fra det, jeg umiddelbart betragtede som en rolig shoppetur til Ringkøbing med døtrene, og der havde hun opdaget den her butik, som havde SÅ mange fine ting.

– Vi skal hente tingene i morgen ved middagstid, forklarede fruen.

– Hvad har du købt, spurgte jeg lettere ængsteligt.

– Bare et bord og lidt forskelligt.

Dét svar betød, at halvdelen af varebilen nu var optaget – så meget har jeg trods alt lært – men der var mere.

– Vi skal lige hjem til hende, der har butikken først, for jeg har købt af hendes inventar, så jeg sagde, at vi kunne komme forbi privaten med varebilen og køre nyt inventar ned i butikken for hende.

Jeg nikkede – ikke som en uforbeholden accept af den indgåede aftale, men mere som en anerkendelse af det store hjerte og hjælpsomheden – typisk fruen.

Der var et bord. Og lidt forskelligt.

Det fandt jeg ud dagen efter, da varebilen holdt midt i skønne Ringkøbing, og pludselig så jeg mig selv udefra.

Ikke noget kønt syn, indrømmet, men pludselig var jeg i gang med det, jeg har gjort så ofte før – nemlig at slæbe gamle ting ind i varebilen, mens fruen næsten ikke kunne være i sig selv af ren lykke.

– Er den ikke fed?

Det sagde hun mange gange, mens de tyske turister på den modsatte side af vejen spekulerede på, hvorfor i alverden ham den buttede og blege mand gad slæbe så mange ting ud af varebilen – for så at fylde den med andre ting bagefter.

Det er bevidst, jeg kalder det ting, for tyskerne tænkte helt sikkert skrammel, men det ved jeg selvfølgelig intet om.

Det var bare en fornemmelse, jeg havde, mens jeg svedte mere og mere under brysterne.

Kort efter var vi på vej mod øst, og fruen var glad. Vi købte en sandwich, vi skulle spise på vejen, og selvfølgelig spildte jeg karrydressing på min hvide t-shirt.

Da vi kom hjem, skulle tingene lige ud af bilen igen, for fruen skulle hente blomster i den, så jeg tog alle tingene ud.

Senere kom hun hjem igen, nu med planter og andet godt, og så skulle tingene ind igen.

Pladsen var væsentlig mindre, men det hele skulle være der.

– Jeg skal jo bruge det, forklarede fruen.

Selvfølgelig.

Ind med tingene igen efter et kort ophold i carporten, og det kunne lige akkurat være der, hvilket naturligvis ikke hænger sammen med min erfaring i at pakke biler med …, ting.

Det var omkring det tidspunkt, jeg tænkte på, at vores Vesterhavs-sommerferie i Corona-skyggen alligevel sluttede smukt.

Vi blev nemlig af gode folk inviteret til guldkamp på MCH Arena, og både fruen og den yngste datter ville med, mens den ældste datter passede bomuldshunden og fik mulighed for at vaske sit tøj inden returnering til studier og Århus.

Det blev en smuk aften i Herning, hvor FC København blev slået 3-1, og dermed var det tredje mesterskab til FC Midtjylland hjemme.

Indtil for nylig arbejdede jeg i klubben, og det var rart at se mange velkendte og dejlige ansigter igen.

Det var også fedt at opleve Ståle Solbakken.

FCK-manageren stod på første række til en forestilling, han ikke kunne tænke sig værre, men alligevel stillede han op – både før og efter kampen – og han lykønskede med guldet.

Format, hedder den slags i Jylland.

Det er da også lidt vildt – at et område så langt fra det meste – nu har tre DM-titler og en pokaltitel trods sin unge alder.

Jo, FC København er væsentlig stærkere på den europæiske scene. Ja, Brøndby IF’s fanskare er fuldstændig unik, det samme er AGF’s genopstandelse samt FC Nordsjællands kompromisløse tilgang til brug af unge og egen-uddannede spillere.

Men bonderøvene vandt det danske mesterskab. Igen.

Det bør udløse andet end hånende og nedladende kommentarer.

I løbet af kampen opfattede jeg ikke, hvor nervøs den yngste datter var. Hun var ikke begejstret efter første halvleg, bagud 1-0, og udligningen til 1-1 hjalp ikke meget.

Det blev først lidt bedre med Anders Dreyers drømmescoring til 2-1, og noget, der mindede om ro, indfandt sig, da Mabil lidt efter gjorde det til 3-1 kort før slutfløjtet.

Da vi kom hjem, modtog jeg følgende billede fra hende, da hun skulle sove:

Og nu venter hverdagen igen på os, og det er der intet i vejen med – vasen har fundet sin plads i hjemmet, og de mange ting er på plads i fruens butik i Vejle.

Tirsdag morgen åbner Henry igen døren til Vissingsgade 2E, og fruen vil sammen med dygtige og søde Marie være klar til at servicere de mange dejlige kunder.

Hvis du ser tingene i lokalet, altså dem fra Ringkøbing, så er de SÅ fede.

Nævn det gerne, fordi så kommer fruen hjem til mig i morgen aften og siger:

– Der var en kunde, som sagde, at tingene var fede.

Og så vil hun kigge på mig og følge op med:

– Det var jo det, jeg sagde …

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Sdr. Fjand mod Sydfrankrig

Sommerferie i Danmark spiller altid en rolle her på Linnebloggen, og sådan er det også i år.

Derudover fylder brætspillet Partners ligeledes mere og mere, og på den måde er det genkendeligt at følge Linnebloggen, hvilket skulle være godt, har jeg læst.

I år tilbringes sommeren i Danmark, og det skyldes ikke mindst, at mine søde forældre har svær sygdom i dagligdagen lige nu.

Men de er seje, min mor og far, og vi er glade for at være tættere på dem end ellers.

Normalt er vi i Sydfrankrig lige nu – hos skønne Evy og Mogens på Bastide Le Luget – og jeg erkender, at der har været tidspunkter, når jeg gik med hunden, hvor jeg tænkte: Sdr. Fjand er bestemt fin, men der er heller ikke noget i vejen med en croissant og udsigt til Mt. Ventoux samt en dag ved poolen i Sydfrankrig.

Slagregn mellem de store grantræer i bunden af Nissum Fjord kontra 30-35 grader i Vénéjan …, jeg har virkelig tænkt på mange gange, hvor glad Conrad (hunden) er for at være på den jyske vestkyst, for det har bestemt også stor værdi.

Han brød sig ikke om Hvide Sande – for mange mennesker og for meget asfalt – men nu kører det for bomuldshunden.

Han nyder de lange ture på grusvejene i klitplantagen, og så handler det om at hvile, indtil næste tur.

Men lad os lige tage Partners først – tidligere har jeg her berettet om, at jeg ikke bryder mig om at tabe.

Det gør jeg tit i Partners.

Fruen og jeg mod døtrene.

Min gode nabo Jakob mod vores fruer.

Men så …, i Hvide Sande. Med udsigt til Mamrelund fra det skønneste hus fik jeg endelig en makker, som løftede mig.

Maya, yngstedatterens søde veninde, besøgte os, og jeg ville være på hold med hende i Partners.

Kort efter havde vi maltrakteret modstanderne.

Maya er et dejligt menneske, og hun holder sig aldrig tilbage – for eksempel sagde hun til mig i Hvide Sande: Du har et hår på næsen.

Til gengæld er vi ustoppelige i Partners, og jeg siger med stolthed, at jeg aldrig har tabt med Maya som makker.

Selvfølgelig skulle der tages vinderbillede efterfølgende, og billedet symboliserer meget godt den arrogance, vi spiller med i Partners, Maya og jeg. Vi er et ret vildt makkerpar.

Det var dengang, nu er vi i Sdr. Fjand, og døtrene har smadret fruen og jeg i Partners flere gange, men jeg har undladt at rive spillepladen fra hinanden.

Vi spiller nemlig med et helt nyt spil, som jeg indkøbte, fordi jeg rev det gamle spil fra hinanden efter endnu et af utallige nederlag.

Det nye spil har jeg ikke rørt – men det er ikke fordi, jeg vinder. Maya er væk, jeg er tilbage i nederlagets deprimerende verden, og jeg er rasende.

Det er fruen sådan set også.

Vejret er ikke godt.

Vinden er let til frisk, for nu at sige det mildt, og derudover kommer der byger med jævne mellemrum.

Så kigger fruen på mig, og siger: Hvor varmt er der nede ved Evy og Mogens?

– Mellem 28 og 35 grader, svarer jeg.

Hun kigger på mig på den måde, som jeg ikke bryder mig ret meget om.

Om lidt skal vi spille Partners igen.

Fruen og jeg mod døtrene.

Sommeren 2020 kan noget.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Findes der smukke sandaler til smukke kvinder?

Dette skriv udvikler sig måske. Der er en risiko for, at tonen bliver hård – grænsende til det perfide, men sådan må det være.

Det handler om fruen. Og mig. Samt fruens unuancerede syn på mine sko, og mit ærlige og selvfølgelig nuancerede syn på hendes helt igennem afskyelige sandaler.

Og det er ikke fordi, det er fruens sandaler – det vedrører sandaler generelt.

Jo, Birkenstock går an, så absolut, men det går galt, når tankerne går i retning af en ”lukket” sandal rundt om hælen. Med flad og tynd bund.

Jeg tænker Jesus, og det er ikke fordi, der er noget i vejen med ham, men hvorfor i alverden greb farmand ikke ind, da sønnen begyndte at gå på vandet i sandaler, som åbenbart stadig inspirerer virksomheder, der betragter sig selv som en del af modebranchen?

Er det ikke lidt for almindeligt til Linnebloggen? Nej, det er det ikke. For det første er intet for almindeligt til Linnebloggen, men det her handler om noget andet – nemlig magtkamp. Positionering i et parforhold.

Forleden modtog fruen en pakke, og i pakken gemte sig et par sandaler. Godt nok i den forkerte farve – men dog sandaler, som fruen selv havde bestilt, mens hun var fuldstændig ved sine fulde fem. Det var en ”lukket” sandal. Med flad og tynd bund.

En genkendelig scene udspillede sig derefter – hun pakkede sandalerne ud, så tilfreds ud, og så viste hun sandalerne til vores yngste datter og mig.

Ingen af os var begejstrede.

Jeg sagde noget i stil med: Dem bryder jeg mig ikke om.

Det var ikke det, jeg skulle have sagt.

Fruen var rasende på den måde, jeg har kendt i 36 år – og jeg aner stadig ikke, hvordan jeg skal reagere.

– Hvad med dine egne sko, lød det fra fruen.

Hun slog igen med en klassiker, og jeg sagde:

– Hvad filan er der nu i vejen med mine sko? Og hvordan bliver de en del af en snak om dine nye sandaler?

Jeg var uforstående.

– Du er for gammel til de sko, smældede fruen verbalt.

For gammel?!

Hvad snakker du om?

Det er helt almindelige, hvide sneakers fra henholdsvis Nike og Adidas. Det kan alle vel.

– Du er alt for gammel til de sko.

Jeg lader billederne tale for sig selv, og jeg er forberedt på, at kvinderne naturligvis tager fruens parti, men jeg orker ikke diskussionen længere – jeg synes bare ikke, at ”lukkede” sandaler til kvinder er smukke. Punktum.

Forberedt var jeg til gengæld ikke forleden på motorvejen mellem Herning og Vejle. Jeg lyttede til en podcast – denne gang Bech bag bolden med Martin Jørgensen som gæst, og det skyldtes to ting – dels har jeg stor respekt for Troels Bech, og derudover havde jeg fornøjelsen af at spille sammen med Martin Jørgensen i AGF for mange år siden.

Lige siden har jeg skamrost ham. Som menneske og fodboldspiller.

I podcasten falder snakken pludselig på Martins ungdomsår, hvor han var til fællestræninger for udvalgte hold i Vildbjerg.

Så snakkede de lidt om de flotte baner i Vildbjerg, og Troels Bech nævnte også noget om fodboldtalenter fra Vildbjerg.

– Så mener du vel Flemming Linnebjerg, lød det hurtigt fra Martin Jørgensen.

– Han var en af dem, svarede Troels Bech. Mens jeg var ved at køre galt.

– Altså hvis man kan kalde ham for en fodboldspiller, kom det knastørt fra en grinende Martin Jørgensen.

Nu har jeg år efter år skamrost vognmandens søn fra Ryomgaard, og så bliver man skåret midt over.

Jeg skal have en snak med Martin på et tidspunkt …, men jeg holder præcis lige så meget af ham som altid – og det var skide sjov sagt. Og korrekt, ikke mindst.

Til tider er han lidt introvert, men i sikker havn er han levende, humoristisk, vidende og som altid ydmyg – og jeg er stadig af den holdning, at lige præcis Martin Jørgensen har fortjent hver eneste millimeter af den succes, han som fodboldspiller i høj grad oplevede i serie A og på det danske landshold.

Og lyt endelig til Bech bag bolden – det er fodbold på en anden og dybere måde. Også den med Martin Jørgensen 😉

Til sidst en servicemeddelelse – jeg har købt et nyt spil Partners, som er klar til sommerferien.

Årsagen er, at det gamle spil, som vi havde lånt af den ældste datter, er gået i stykker. Simpelthen slidt.

Eller …, først rev jeg spillepladen over på den ene led. Forleden gik det helt galt. Fruen og jeg har spillet en del med vores søde genboer, Janne og Jakob, og mændene var bagud. Det blev kun værre denne aften.

Jakob og jeg var grotesk uheldige. Pigerne var så heldige, at ord ikke beskriver det. Det hjalp bestemt ikke, at Janne hele tiden sagde vupti, når de lykkedes med noget. Hvilket skete ofte. Fordi de var heldige.

Da vi havde tabt to gange, rev jeg pladen over igen. Og igen. Og igen. Kort i min nærhed mistede også livet, mens brikkerne lå spredt over hele rummet.

Til sidst lå der en bunke pap midt på bordet, og det var barnligt, indrømmet, men jeg bryder mig ikke ret meget om at tabe.

Da roen var ved at indfinde sig igen, kiggede en fortsat fnysende arrig Jakob på Janne, som med en læsebrille på næsen var ved at finde frem til noget på sin telefon. Sikkert for at hovere.

Jakob rakte ud, han fjernede Jannes læsebriller, og så knækkede han dem midt over, hvorefter han smed dem ud på køkkengulvet.

Det er, efter et meget langt liv og mange oplevelser, noget af det sjoveste, jeg har oplevet.

Jakob bryder sig heller ikke om at tabe, men han viser det sjældent. Indtil han knækkede Jannes læsebriller.

Nu er et nyt spil indkøbt, Janne har masser af læsebriller på lager, og jeg har besluttet, at min indgang til Partners fremover bliver afslappet og i DGI’s ånd – det vigtige er at være med.

Alle er søde og har fortjent at vinde.

Så ser vi, hvordan det går …

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Glæde og vemod i en skøn blanding

Vi er i loungen på førstesalen i klubhuset hos Ringkøbing IF.

Vi er kun 10 personer, for det er det, vi må være i disse Covid 19-tider, og klubbens kommende cheftræner Claus Christiansen er i gang med en munter fortælling om, at han som FC Skanderborg-cheftræner kunne få spillerne til at løbe til Ry, hvis han bad dem om det.

Der bliver grinet lidt, mens historien falder på plads og synliggør fortællingen om en cheftræner, som på samme tid stiller krav og har en unik relation til de mennesker, han samarbejder med.

I få sekunder er der stille, og så bryder John Thomsen stilheden. Han er sportsjournalistikkens svar på Vesterhavets bølger – de har altid været der – og Tosh, som manden fra Ringkøbing Amts Dagblad kaldes, konstaterer knastørt:

– Du får nok svært ved at få spillerne herude til at løbe til Ry.

Det er en smuk og overraskende varm tirsdag i maj, og inden mødet i loungen tæt ved Green Arena er jeg ved Vesterhavet. Det er jeg hver gang, jeg får muligheden.

Blå himmel, ingen biler på parkeringspladsen ved Houvig Strand, og nede ved vandet er jeg helt alene. Intet eller noget er i nærheden. Bare mig og det magiske Vesterhav, som har sådan en dag, hvor Vesterhavet gør det, Vesterhavet skal gøre. Stille, blødt og roligt.

Jeg går en tur langs vandet, mens jeg nyder horisonten, lyden og samtidig bearbejder håbet om en aftale med Ringkøbing IF. Den falder heldigvis på plads kort efter, hvilket glæder mig enormt. En dejlig klub med dejlige mennesker. De lykkes med ærgerrighed og slid – sådan lidt på trods.

Efter to sjove, spændende, lærerige og inspirerende år hos FC Midtjylland, stopper vi som tidligere nævnt her på Linnebloggen samarbejdet med udgangen af maj, og den slags skaber naturligvis antydningen af panderynker hos en selvstændig.

Fruen kiggede på mig med det der blik: Hvad har du så tænkt dig, smarte? Døtrene bekymrede sig også, mens bekymring slet ikke slår til som beskrivelse af mine forældres tilstand. Jeg overtalte dog min mor til, at hun ikke skulle sende et brev til FC Midtjylland-direktør Claus Steinlein, hvor hun i upassende vendinger ville forklare ham, hvor dumt det er sådan at droppe hendes helt henrivende og fantastiske søn.

Det skal nok gå. Der dukker noget op. Det løser sig. Det sagde jeg. Især til min mor. Og mig selv. Men jeg anede det dybest set ikke. Corona-krisen bliver aldrig husket for at skabe decideret dynamik i erhvervslivet, så jeg var presset.

Så kom henvendelsen fra den vidunderlige vestkyst i Jylland. Kort efter kom endnu en henvendelse – denne gang fra det midtjyske uden FC foran.

Lifestyle & Design Cluster i Herning er et dynamisk netværk, som arbejder for at fremme innovation og bæredygtig vækst i primært små og mellemstore bolig- og beklædningsvirksomheder samt i de kreative brancher. De har brug for hjælp til at formidle de mange, gode og dynamiske historier, så nu får jeg også fornøjelsen af at udføre dén opgave i samarbejde med Maria, hvilket jeg glæder mig helt vildt til.

Det er nu ikke fordi, døtrene ser mig som det vildeste modeikon, selv om jeg har fortalt dem, at jeg faktisk er uddannet i modebranchen og har solgt min del af Ball-trøjer og Levis-jeans. Døtrene aner ikke, hvad jeg snakker om.

Heldigvis er det historiefortællingerne, der er i fokus i mit virke hos Lifestyle & Design Cluster, og jeg er sikker på, det bliver fint i selskab med dedikerede og engagerede mennesker.

Så det gik. Noget dukkede op. Du er så dygtig, sagde min mor. Eller heldig, sagde jeg. Nej, dygtig, sagde min mor. Så stod vi der og kiggede på hinanden. Med afstand.

På samme måde var det fredag, hvor jeg med afstand til de fleste var hos FC Midtjylland for at nikke pænt farvel til en flok mennesker, jeg holder meget af.

Med under armen havde jeg en kasse romkugler, og det var godt, for ude på banen fik jeg efter træningen det samme spørgsmål mange gange: Hvad har du med til os?

På trænerkontoret stod kassen med bunken af romkugler, og det virkede til at være godkendt. Selv om jeg kom lidt for sent ud på banen, så mine to, faste, og unge makkere, Mads og Lukas, ikke fik held af at sende mig ud i mit sidste FCM-interview.

Jeg var faktisk lidt rørt over, at alle tog så pænt imod mig. Fra kælder til kvist. Det har de nu altid gjort, men det rørte mig ekstra meget i går. Og jeg fik også en flot afskedsgave fra trænerkontoret i Ikast, og jeg fik næsten lyst til at sige, som min farmor altid sagde: Det sku I da æ ha’ gjort. Men de havde jo gjort det.

Da jeg forlod FC Midtjyllands trænerkontor, takkede jeg for gaven til indkøb af nyt tøj – tydeligvis en hentydning, sagde jeg, men straks lød fra alle sider: Du ser sgu’ godt ud.

Så sagde jeg, lettere overrasket over den fine tone i et fodboldmiljø, hvor de skarpe meldinger og godmodige drillerier flokkes:

– Det var det sidste, jeg hørte, da jeg forlod FC Midtjylland.

Lige inden jeg lukkede døren, råbte fysisk træner Christian Clarup:

– Hils Henry.

Fremragende indgang til pinsen, som skulle have været fejret med musik og Rød Tuborg på Jelling Musikfestival, men den slags pjat tillader Corona-virus ikke, så nu må vi selv finde på musikalske festivitas, og det lykkes vi nok også med på en eller anden måde.

Festivitas er der sådan set allerede, da der er udsigt til en weekend, hvor vi ikke skal se X Factor to dage i streg. Jeg lever med, at fodbold lige nu spilles uden tilskuere, og at Jelling Musikfestival desværre ikke bliver til noget, men X Factor to dage i streg er for voldsomt. Det er simpelthen for voldsomt.

Kære alle, nyd pinsen, og tag godt imod Helligånden og den kristne kirkes fødsel.

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Min mor har mange kram til gode

På loftet, i en af kasserne med de gamle papirbilleder, har jeg et billede af min mangeårige og dejlige kammerat John.

John, som også kaldes Riker eller landbetjentens søn, sidder på skødet af min mor, og så vidt jeg husker, stammer billedet fra en fodboldtur til Bornholm med Vildbjerg SF.

John er på billedet en ranglet og langlemmet teenager, som egentlig er for gammel til at sidde på skødet af en kammerats mor, men hverken John eller min mor tager notits af den slags bagateller.

De skraldgriner begge to.

Det er et skønt billede, og det er sådan, jeg husker min mor fra min barndom.

Grinende, rummelig, omsorgsfuld og glad. Især grinende. Og altid meget højt.

Alle i min omgangskreds elskede min mor, og det gør de nok stadig, selv om kontakten selvfølgelig ikke er, som den var, da vi rendte ind og ud af hinandens hjem i den trygge stationsby mellem Herning og Holstebro.

Det var lidt pinligt, kan jeg huske. Sådan at have en mor, der var så fantastisk, at alle i min omgangskreds kendte hende.

Og resten i byen vidste, hvem hun var.

I mange år var hun verdens bedste dagplejemor, som passede de sødeste børn, og i en forholdsvis sen alder uddannede hun sig til verdens bedste pædagog, hvilket fysisk og psykisk handicappede børn fik glæde af i mange år derefter.

Hensynsfuld, barmhjertig, betænksom og helt igennem godhjertet var og er det fundament, hun lever sit liv på.

I dag er det mors dag.

Desværre er det ikke muligt at give min mor de kram, hun fortjener.

Det forhindrer Covid-19, og få dage efter virussen sendte Danmark og resten af verden i knæ, fik min mor diagnosen knoglemarvskræft.

Derfor er hun ikke så glad, som hun plejer at være.

Hun griner ikke så meget for tiden. Og sjældent ret højt.

Ved siden af går min far og gør det så godt, han kan. Og lidt mere til.

Midt i det tragiske er det smukt at se dem sammen. Det er dem mod resten af verden og diagnosen. De gør det fremragende.

Ord slår ikke til, når min mors frygt for sygehuse skal beskrives. Jeg tror ikke, der findes noget i denne verden, hun frygter mere.

Nu er hun tvunget til at komme der mange gange om ugen. Til undersøgelser, blodprøver, behandlinger, og hvad lægerne nu ellers finder på for at slå tilbage mod en af de dårligste opfindelser nogensinde.

Jeg er bevidst om, at mange desværre er syge, også alvorligt, der findes mennesker, som mister sine kære, så det er på ingen måde noget særligt, at min mor er syg.

Men det gør ondt alligevel, og det lindrer ikke ligefrem med to meters afstand.

Heldigvis responderer min mor fint på de hårde behandlinger, og det giver næsten tårer i øjnene, når hun med en snert af begejstring i stemmen fortæller om de søde og kompetente læger og sygeplejersker, hun møder i både Vejle og Odense.

Hun får en klump i halsen, når hun snakker om dem, og hun kommer til at begave dem. Jeg kender min mor. Hun tænker altid på andre før sig selv.

Jeg kommer ikke ud af en familie, hvor vi snakker hinanden i sænk i forhold til følelser.

Det hører til sjældenhederne, at vi lige tager en verbal evalueringsrunde på den mentale tilstand hos hinanden, men det er ikke et udtryk for, at vi ikke vil hinanden det godt.

Så langt fra endda.

Det er bare vores families måde at gøre det på.

Både min lillebror og jeg – samt vores respektive familier – bekymrer os på vegne af både mor og far.

Jeg erkender gerne, at jeg har svært ved at håndtere den nuværende situation. Ikke mindst den manglende nærhed.

Jeg føler ikke, jeg er der nok.

For de to mennesker som er der og altid har været der for mig, min lillebror, svigerdøtre og børnebørn.

Jamen, det er jo også den Corona.

Ja, måske – men fakta er, at jeg ikke kan være der på den måde, jeg ønsker.

Så det er på afstand, når jeg nyder, at min far servicerer min mor med laks, rejer, vaniljeis og flødeboller.

De er seje, min mor og far.

Jeg får lidt dårlig samvittighed over, at min lillebror og jeg i vores unge år diskuterede, hvem vi ville bo hos, hvis de skulle skilles.

Ikke fordi der var optræk til det – men bare for at være forberedt.

Det ene argument handlede om, at far nok havde flest penge, men det andet argument var også værd at hæfte sig ved – nemlig at mor gav flest penge væk. Hvilket beskriver hende ganske glimrende.

Hvis jeg engang bliver rigtig voksen, vil jeg gerne have sat et lige så positivt aftryk i andre mennesker, som min mor har gjort indtil nu.

Kære mor, min trofaste følger af Linnebloggen, glædelig mors dag.

Du har mange kram til gode.

Udgivet i Uncategorized | 3 kommentarer

Linne & Co i modvind

Så gik den ikke længere.

Engang spillede jeg fodbold for Ikast fS, og de seneste to år har jeg via min virksomhed Linne & Co haft fornøjelsen af at være en del af FC Midtjylland – underligt nok ikke som spiller men som presse- og kommunikationsrådgiver.

Det slutter dog den 31. maj 2020.

En lidt lunken afslutning, kan man sige, da Corona-virus forhindrer guldkamp og sandsynligvis mesterskabsjubel som punktum, men det giver Spjalds stolthed Søren Bjerg fra den sportslige stab mulighed for knastørt at konstatere, at den lunkne afslutning passer meget godt med min generelle indsats de seneste to år …

Søren Bjerg i forklædning

Jeg kommer til at savne jargonen og dagligdagen i en innovativ klub, som med en midt- og vestjysk region i ryggen har revolutioneret dansk fodbold på 20 år.

En pestilens for mange, uden tvivl, men når folk er færdige med at irritere sig over de friske og til tider bevidst provokerende udmeldinger, står FC Midtjyllands sportslige og forretningsmæssige resultater stadig tilbage.

Og det er ikke slut endnu, hvilket nok irriterer endnu mere.

Nej, koden til europæisk fodbold er ikke for alvor brudt endnu, men det bliver den. Tro mig, det bliver den.

I løbet af de to år nåede jeg at arbejde sammen med mange dejlige, dedikerede og engagerede mennesker – både velkendte og nye ansigter – men min faste makker fra dag ét viste sig at være noget fra øverste hylde i Struer.

Mads, en dedikeret, engageret, flittig og lejlighedsvis temperamentsfuld ung mand, dannede jeg par med hele vejen.

Det var en udpræget fornøjelse.

Det var et parløb, hvor læringen og inspirationen gik begge veje. Hvor der var plads til uenigheder. Det var dog alle dage et samarbejde, hvor FC Midtjyllands bedste altid var i fokus.

Måske er Mads i virkeligheden symbolet på det, FC Midtjylland er bygget på.

Jeg tror det.

Jeg nåede også at samarbejde med en harmonisk og altid imødekommende spillertrup, selv om Alexander Scholz sagde nej, hver gang jeg nærmede mig.

Hvorefter han smilede og oftest stillede op.

Dybt professionelle spillere uden fine fornemmelser med anfører Erik Sviatchenko i spidsen – en enestående personlighed som sammen med de øvrige rutinerede spillere tager sig godt af de unge spillere, der arbejder ydmygt og stenhårdt for at skabe sig en karriere.

Jeg nåede også at tage imod brasilianske Evander, da han landede midt i Jylland direkte fra Rio de Janeiro.

Det første interview foregik på MCH Arena, svarene på engelsk var korte, tolken forlængede dem lidt, og på det tidspunkt anede jeg ikke, hvor fantastisk Evander har vist sig at være som spiller og menneske.

Alt det, og meget mere, fik jeg lov til, hvilket jeg er taknemmelig for, for jeg fik værdifuld erfaring og et hav af gode og sjove stunder.

Jeg lærte også, at det ikke vrimler med gode bobspillere i FC Midtjylland, at direktør Claus Steinlein er mand for at styre en partybus, at morgenmad og frokost i Ikast altid er topklasse, at juristen Kristian er en uundværlig og vigtig del af klubben, at de mange frivillige yder en altafgørende indsats, at fysisk træner Christian er i fornuftig form, at Lene er den administrative strateg, at BS Christiansens ro og overblik nærmest er skræmmende, at holdleder og materialeforvalter Jørn Kjær styrer med en hård men altid fair hånd, at sportschef Svend Graversen er fremragende i enhver ketsjersport, og ikke mindst at betegnelsen kriger er ganske rammende i forhold til Kristian Bach Bak.

Tre cheftrænere nåede jeg også at runde.

Jess Thorup, som efter et mesterskab hurtigt fik chancen i udlandet hos KAA Gent i Belgien, og den chance greb han selvfølgelig.

Analytisk og skarpt. Som altid.

Kenneth Andersen afløste ham, storvindende i dansk ungdomsfodbold, og en mand som jeg i min egenskab af sportsjournalist tidligere havde samarbejdet med, da han for mange år siden var serietræner i Billund.

Nu stod han på den store scene, med tv-kameraer foran sig hele tiden, og den rolle klarede han fremragende så længe, han orkede.

Da han frivilligt takkede af, blev han afløst af Brian Priske, som også er cheftræner i dag.

En fabelagtig motivator, som menneskeligt rummer langt mere, end han giver udtryk for. Det gælder ikke mindst i forhold til humor.

Et menneske med store kvaliteter, og en cheftræner som utvivlsomt går en stor fremtid i møde.

En sjældenhed på Linnebloggen …

Jamen, du lyder som om, du er et ikon, der takker af efter flere årtiers arbejde?

Det håber jeg sandelig ikke.

Egentlig vil jeg bare sige, at det var en fornøjelse, så længe det varede.

Og at Linne & Co efter den 31. maj 2020 har en del timer i overskud, hvis der skulle være behov for kommunikationsmæssig bistand af enhver art.

Det var bare det, og så lider jeg i stilhed over, at jeg ikke længere skal kramme Camilla Martin i forbindelse med Superligakampe.

Udgivet i Uncategorized | 3 kommentarer

En bulderbasse med næstekærlighed

I dag fylder fruen 50 år.

Da vi blev kærester, var hun 15 år.

Det var i barndommens Vildbjerg, hvor vi hver især og sammen sled hårdt på ruten mellem Rypevej 45 og Ågårdsvej 59.

Jeg har før underholdt med, hvordan hun jagtede mig rundt i byen – på fodboldbanerne, på grillbaren, i hallen, på skolen, på diskotek Sølle Søren – ingen steder kunne jeg være i fred … – så den fortælling er der ingen grund til at røre ved på denne store dag.

Lad os bare konstatere, at vi har været et team i 35 år.

Kærester, forlovede, venner, ægtepar, forældre og forholdsvis forskellige.

Normalt godkender fruen altid mine skriverier på Linnebloggen, hvis hun optræder i dem, men dette skriv har hun ikke set. Før nu.

Jo jo, jeg betragter bestemt mig selv som lidt af en rocker …, sådan bare at smide et indlæg op uden fruens godkendelse. Og så endda med vidunderlige billeder.

Til det, vil jeg gerne tilføje, at I bedes tage kontakt til de rette myndigheder, hvis der fra og med lanceringen af dette indlæg går for lang tid, inden jeg igen giver livstegn fra mig.

Så har fruen nemlig parteret mig med en grensaks.

Faktisk vil jeg kalde hende Henriette i dagens anledning, for det hedder hun. Eller bare Henry.

Jeg kalder hende kun Henriette, når jeg er rigtig gal på hende, hvilket selvfølgelig sker uhyre sjældent …, og jeg husker også, at hun i Vildbjerg kun var kendt som Klitte via familiens mellemnavn.

Når jeg ser billeder af mig selv fra midt i 1980’erne, undrer det mig fortsat, at hun valgte mig.

Det næste lyder måske voldsomt for folk, som kender mig i dag, men dengang var jeg grimmere, end jeg er i dag.

Især når man tænker på, at Henry dengang var en sød, smuk, smilende, glad og dejlig ung kvinde. Tilsat struttende babser og fast bagdel.

Så kom jeg der med mit latterlige lange nakkehår, dun på overlæben og en grotesk bleg hud og gjorde mig til.

Men vi var gode sammen lige fra begyndelsen. Fra første dag elskede mine forældre Henry mere end min lillebror og jeg.

Sådan er det stadig.

Vi har nået meget på 35 år.

Først den akavede teenagekærlighed og ikke mindst de første pinlige møder med vores respektive forældre. Henry troede, jeg løb skrigende væk, når jeg hver tirsdag aften hørte hendes far grine meget højt af Cosby & Co i fjernsynet.

Vi var sammen, da vi blev uddannede, vi har boet i Ikast, Vejle, Århus, Skive og Jelling sammen, vi har fejret et utal af mærkedage sammen, vi har skønne venner sammen, som går langt tilbage, vi har skabt nye, vidunderlige venskaber sammen, vi har bygget hus sammen, vi har været til Nathaniel Rateliff-koncert sammen, vi har været i modvind, vi har oplevet medvind, vi har skændtes, vi er blevet gode venner igen, vi har fejret jul og nytår sammen masser af gange, vi har været på ferier sammen, især på Bastide Le Luget i Sydfrankrig, vi har været på et utal af loppemarkeder sammen, vi har grint meget sammen, vi har heldigvis været ved Vesterhavet en del gange sammen, og vi har plantet hække sammen. Blandt andet.

Men det fineste, vi har præsteret sammen, er Olivia og Frederikke.

De to er os.

Det er kærlighed og stolthed.

Den første taget ved kejsersnit, fordi hun var så stædig, at hun ikke gad vende sig. Den anden født hurtigt og naturligt, mens jeg i hele processen ikke kunne gøre noget som helst rigtigt.

Som altid.

Det anede vi ikke, dengang i Vildbjerg, hvor søde Marianne Weiss var mellemhandler, men det var sådan det gik.

Heldigvis.

Selvfølgelig er der noget, som irriterer mig ved hende.

Hun snorker, men det gør jeg nu også.

Hun er et rodehoved.

Hun er mere kreativ end mig. Markant.

Hun laver fremragende mad – i modsætning til mig.

Hun er grotesk stædig.

Hun er en slider.

Jeg kalder hende en bulderbasse.

Det kan godt være, de struttende babser i lighed med den faste bagdel tager sig en lille bitte smule anderledes ud i dag, men så skulle I bare se mig …

For mig er Henry stadig hende fra 1985.

Jeg har den seneste tid tænkt meget over, hvorfor i alverden vi hænger sammen endnu.

Det er bestemt ikke min fortjeneste, for jeg er bare en mand, og så er det vel ikke nødvendigt at tilføje mere, men jeg har for længst fundet ud af, hvorfor hun i min verden er ganske speciel.

Der er naturligvis mange grunde til det, men den mest fremtrædende er for mig, at hun altid, til enhver tid, tænker på andre før sig selv.

Hun er, uden konkurrence, det mindst egoistiske menneske, jeg kender.

Det er en meget fin og smuk egenskab.

Derfor havde jeg også glædet mig til at se hende blive hyldet af familie og venner, for det fortjener hun om nogen, men det sætter Covid-19 effektivt en stopper for.

Vi vil dog gøre vores til, at dagen alligevel bliver god – med gaver, gåtur, kage og god mad med god vin – og så håber vi, at hun for en kort stund slipper sit tredje barn, butikken Henry i Vejle.

Den etablerede hun i november 2019, og selv om Covid-19, og senest en operation i hånden, ikke just har givet vind i ryggen, buldrer hun videre.

Hun giver ikke op.

Det har hun aldrig gjort.

Måske er det den reelle forklaring på, at vi stadig er sammen.

Hvis du ser hende i løbet af i dag, så trut i hornet, fløjt efter hende, eller råb tillykke med de 50.

Hun siger ofte, at jeg ikke kysser hende nok. Jeg er også vildt dårlig til at sige, jeg elsker hende. Siger hun.

Så i dag får hun kys – et på hver kind – og så vil jeg da også gerne sige, at jeg anser hende for at være en forholdsvis fornuftig udgave af det kvindelige køn …

Tillykke, bulderbasse.

Udgivet i Uncategorized | 10 kommentarer

Det er ikke tilfældigt men grundlæggende

Når jeg nu skriver Deadline Day, er mange kvinder måske hægtet af.

Det handler om den sidste dag i transfervinduet, hvor der kan købes og/eller sælges spillere i danske fodboldklubber, men kære kvinder …, denne historie handler ikke om fodbold.

Den handler om næstekærlighed. Og Deadline Day i januar 2020.

Samt ikke mindst pizzaer fra Glashuset i Ikast, fis, ballade samt mænd, der har det mande-sjovt. Hvilket ikke er uinteressant. Overhovedet.

Jeg har fornøjelsen af at være tilknyttet FC Midtjylland, som er en vild fodboldklub i Danmarks bedste række. Klubben er både innovativ, anderledes og ærgerrig – men det er også en klub, som folk udefra elsker at hade, hvilket dog ikke påvirker en generelt munter hverdag hos bonderøvene, som FC Midtjylland ofte betegnes.

På den sidste dag i januar var der traditionen tro Deadline Day i FC Midtjylland, som i alle andre danske klubber, og i FC Midtjylland er det lig med en lang arbejdsdag – som regel til klokken 23.59.59.

Det er også en fed dag, for lykkes det at hente nye profiler? Får vi solgt spillere? Lander lejeaftalerne ud og ind?

Det er en dag, hvor der til tider er fuldstændig ro, afventende stilhed med tid og plads til røverhistorier, og pludselig eksploderer det hele.

Modtagelse i Billund, lægetjek, underskrifter på kontrakter, juridisk papirgang som skal lykkes inden midnat.

Og det hele er nu og her. Hurtigt.

En tradition hos FC Midtjylland er, at på Deadline Day er der sushi til aftensmad, og jeg ved ikke, hvem der har fundet på det.

Men det er sådan, det er.

Hvilket jeg naturligvis respekterer.

Det betyder ikke, at jeg hylder det, for hvad er der nu i vejen med en bøfsandwich? Eller stegt flæsk med persillesovs?

Jeg har ikke været med så længe i FC Midtjylland, så jeg forholder mig selvfølgelig i ro. Jeg tager en enkelt reje omkranset af ris, og så er det fint.

Især med en burger på vej hjem.

I år var det dog anderledes.

Måske fordi sportschefen havde ansvaret for aftensmaden.

Han skulle godt nok føre nyindkøbte Dion Cools rundt til lægeundersøgelser og videre til Herning, hvor der var indkvartering på Hotel Eyde, og det hele skete omkring spisetid om aftenen.

Alligevel vendte han tilbage med aftensmad. Sen aftensmad men bestemt aftensmad.

Han havde købt sushi.

Som altid. Som han skulle.

Sportschefen er en god mand. Opflasket med gode værdier i sin familie og basen i Hanning, og da han hørte, at alle ikke var lige begejstret over udsigten til endnu en omgang sushi, tog han det seriøst.

Sportschefen

Jeg sagde: Slap af. Glem det. Det er ligegyldigt.

Sagt på vegne af mig selv og en af de unge, seje medlemmer af presseteamet.

Personligt havde jeg travlt med at skrive om en ny angriber, som plaffer mål ind, men jeg var stort set færdig, da der blev kaldt til middag.

Men jeg gav mig alligevel god tid, for så vigtig er sushi ikke.

Ingen grund til at stresse.

Da jeg kom ind til bordet, var der en stol ledig ved siden af det unge, seje medlem af presseteamet.

Faktisk er han chefen for pressen, og han er dygtig.

Det er ham og jeg, som ikke er vilde med sushi.

På bordet var der masser af sushi, der var øl, sodavand og en enkelt flaske vin, og så var der to pizzabakker.

Og så lander vi ved sportschefen fra Hanning igen.

Selv om han lige havde kørt rundt til lægeundersøgelse med en spiller og indkøb af sushi, forlod han igen matriklen uden at sige det for at indkøbe to pizzaer.

Det var dem, der stod på bordet.

På en eller anden måde var det rørende – jeg blev i hvert fald rørt – og pizzaerne var fremragende.

Det var stemningen også, et godt transfervindue og Ove Pedersen ved bordet, så bliver det aldrig kedeligt.

Kald det næstekærlighed. Kald det at se ud over egen næsetip. Kald det sportschefen fra Hanning.

Jeg har mødt hans far, og derfor ved jeg, at ovenstående ikke er et udtryk for tilfældigheder. Det er noget grundlæggende.

Og meget fint.

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Gode minder om gode folk

Da jeg i det sene forår 2018 besluttede mig for at sige op hos Jysk Fynske Medier efter to årtiers ansættelse, var jeg afklaret.

Det var jeg sådan set, indtil den dag jeg bad om fem minutter hos Greg. Eller Mogens Gregers Madsen, som den legendariske Vejle-redaktør også kaldes.

Han havde kort forinden tilbudt mig et nyt, attraktivt job, og min respons var en opsigelse.

Jeg mindede mig selv om, at jeg var afklaret.

Fusioner, fyringsrunder og ændringer i arbejdsform, som harmonerede dårligt med min måde at arbejde på, gjorde, at det ikke kunne være anderledes.

Alligevel blev jeg berørt, da jeg sad sammen med Greg.

Jeg havde tit siddet der, men som regel snakkede vi om fodbold, eller han lyttede til en af mine tossede idéer – som jeg oftest fik lov til at føre ud i livet.

Denne dag var det anderledes.

Jeg var ikke berørt på grund af min opsigelse, men pludselig, mens jeg sad i stolen, tænkte jeg på, at jeg sagde farvel til Greg.

Min opsigelse var også et farvel til et vidunderligt kuld af dygtige, seje, dejlige og sjove kollegaer.

Dét havde jeg svært ved at håndtere.

Egentlig har det ikke ændret sig – jeg savner stadig de mange fantastiske mennesker, jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med hos Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier.

Jeg er dog stadig afklaret, og heldigvis snitter jeg stadig tidligere kollegaer i forskellige sammenhænge.

Forleden kom fruen hjem fra sin butik i Vejle, og hun havde en meget stor og tung gave med hjem.

Som var til mig.

Afleveret i butikken, sagde hun bare.

Jeg pakkede ud, frem kom bogen Grundkøkken skrevet af Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg, og den var fra Benny F. Nielsen.

Fotografen, som med sine billeder har holdt røven oppe på mine tekster i avisen utallige gange, og han mener, det vil være en god bog for mig, fordi han følger lidt med her på bloggen, hvor mine manglende evner i køkkenet er en del af grundsubstansen.

Jeg blev simpelthen så glad.

For tanken, for bogen, og fordi det vækkede minder om mange fine oplevelser sammen med ham.

Præcis på samme måde havde jeg det, da jeg besøgte min barndomsby Vildbjerg sammen med min barndomskammerat Henrik, og det var Bent Olesen og Karl Johan Rasmussen, som arrangerede en hyggeaften med mennesker, som alle har haft en relation til Vildbjerg SF og klubbens jyllandsseriehold.

Pludselig var jeg sammen med Johs. Pedersen, legendarisk jyllandsserie-målmand med lækkert hår og overskæg, Gudmund Rønberg, elegant sweeper som spillede med bøllehat og Bruno Knudsen, som havde en fart, der i min barndomskrop mindede om noget fra en anden planet.

Mine første trænere, Sten Nielsen og John Aas, var der også, det samme var det tekniske vidunder Poul Måbjerg, den fabelagtige Per Hildebrandt, som bestemt ikke løb sig selv ihjel – men hvilket overblik, hvilken teknik.

Ivan Kristensen, min gamle chef, som jeg så brække kravebenet i en træningskamp på lysbanen, var der ligeledes, og ved I, hvem der faktisk også var der?

Grill-Aksel.

Altså dén Grill-Aksel?

Ja, sgu’ da.

Manden bag det bøfsandwich-fundament hele mit liv hviler på.

Det var en magisk aften.

Magi var der til gengæld ikke meget af, da jeg spillede fodbold, men i samme boldgade som ovenstående mødte jeg forleden den gamle holdlæge fra min tid i AGF.

Ulrich Fredberg, som jeg med mine glasben brugte masser af tid sammen med, kiggede på en skavank hos vores yngste datter, og selv om jeg dengang hellere havde spillet fodbold, var det en formildende omstændighed, at skadede spillere brugte en del tid sammen med Ulrich Fredberg.

En munter, dygtig, seriøs og ikke mindst rummelig mand, som gerne tog imod os spillere i privaten, hvis det ifølge ham var påkrævet.

Da vi kørte hjem, sagde den yngste datter:

– Han er godt nok rar. Ordentlig og omhyggelig.

Lige præcis.

Okay, gammelfar. Nok melankoli for denne gang. Ikke flere romantiske tilbageblik.

Jeg ved, mine døtre laver himmelvendte øjne, mens de siger: Hvor gammel er du lige, far?

Jeg er ligeglad, for jeg mener hvert eneste ord.

Og på et tidspunkt kommer døtrene utvivlsomt også til at værdsætte betydende relationer på en anden måde, end de gør i dag.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar