Jeg er bare en utrænet gris

Søndag den 8. januar 2017. Bomuldshunden Conrad sov længe. Jeg vågnede lidt i ni, men jeg havde været vågen tidligere, sikkert omkring klokken syv, men der var helt stille. Og helt mørkt. Fruen snorkede ikke engang. Derfor faldt jeg åbenbart i søvn igen og vågnede først et par timer senere. Når jeg i min alder sover til klokken lidt i ni, ligner mine øjne noget, der er voldtaget af hvepse og myg. Man forstår naturligvis insekterne, for jeg er forholdsvis tiltrækkende, men pænt er det bestemt ikke.

Og nej …, faktisk er jeg ikke forholdsvis tiltrækkende. Jeg er grim. Og gammel. Jeg skrev på et tidspunkt, at jeg ikke kom i form i 2016. Jeg ved det …, jeg har skrevet meget vrøvl, men jeg mente det. Jeg kom ikke i form i året, der gik. Spørgsmålet er, om jeg nogensinde har været i form. Bortset fra de sæsoner som fodboldspiller, hvor Lennart Søderberg var cheftræner i Ikast fS. Der var alle i form. Han var en barsk svensker, Lennart, men han var også et fantastisk menneske. Og han fik folk i form.

Efter de blødkogte æg denne søndag var familien i en form for ingenmandsland. Der var ingen planer. Jeg foreslog en tur til Vesterhavet, hvilket ikke skabte jubel. Fruens forslag om en tur til Haderslev for at se på en skobutik, fremprovokerede heller ikke den store jubel. Så vi blev hjemme. Det er der også noget smukt over. Kæk som jeg er, spurgte jeg den yngste datter, om det var i dag, vi skulle i gang med  det der Kayla. Jeg regnede med, hun svarede nej, men det gjorde hun ikke. Hun sagde ja. Mine øjne var ikke længere så hævede, som de havde været, men mine øjenbryn hævede sig. Jeg skulle være med. Efter 20 års absolut pause. Helt og aldeles pause. Det blev en patetisk forestilling.

Flere gange har jeg sagt på typisk mandemåde, at så er Kayla vist heller ikke værre. Det gør jeg, når den yngste datter fortæller om ømheden i kroppen efter endnu en runde træning, som er opfundet af en australsk kvinde ved navn Kayla Itsines. Man kan følge hende på de sociale medier, forstår jeg, men mine planer går ikke umiddelbart i den retning. Den yngste datter fandt et program til mig – to gange fem øvelser der skulle klares to gange. Nogle af øvelserne var med 10 gentagelser, andre 12, 15 og helt op til vanvittige 24 gentagelser. Da jeg var igennem første runde, gav jeg op. Jeg har tit følt mig som en taber men aldrig så meget. Jeg ved godt, jeg er i dårlig form men ikke så dårlig form. Næste dag var jeg øm over det hele. Efter en fjerdedel af et program der ikke fremstod som fysisk terror.

Om jeg blev hånet? Det tror jeg nok. Fruen fulgte seancen, mens hun nonchalant lænede sig op ad dørkarmen. Hun rystede bare på hovedet, men det var ikke det værste, for det gør hun jo så tit, når det handler om mig. Næh …, langt værre var det, at jeg på pinligt få minutter spillede håneretten direkte i favnen på den yngste datter. Og hun modtog den med et smil. Det skal dog siges, at hun ikke udnyttede den maksimalt, hvilket viser noget om hendes store hjerte. Eller også var hun bare bekymret på vegne af sin far, der lå på sofaen ude af stand til at stave til is.

På den måde kom vi for alvor i gang med 2017 hjemme hos os, og da jeg igen fik en lille smule ilt til hjernen, besluttede jeg mig for, at det der Kayla …, det er ikke noget for mig. Jeg laver mit eget projekt. Med færre gentagelser og uden de vildt krævende øvelser. Det er der ingen, der tror på, jeg ved det, og jeg forstår det også. Men Kayla model Linne er født. Det bliver til at overkomme, i begyndelsen, og så bygger vi på, så jeg kan slette det patetiske indtryk fra søndag den 8. januar 2017. Mens jeg lå på sofaen, kunne jeg kun tænke på: Du er en utrænet gris.

Men nu er vi i gang – og jeg nævner ikke noget om ømheden efter en fjerdedel af et styrkeprogram, der ikke forskrækker en eneste. I stedet vil jeg sige, at hende, der lænede sig op ad dørkarmen, hun har fået ny bil. Fruen kører i VW Up fra nu af, og hun er lykkelig. Hun er godt nok billiderlig, og ville helst have en Audi Q7 som tullebil, men nu er det en VW Up. Da vi prøvekørte den, sagde hun efter 627 meters kørsel: Den er så fin. Den kører så godt. Og så var det afgjort. Altså indtil hun fik en Golf som lejebil, mens hun venter på, at Up’en bliver klargjort. Nu er Golf’en det ypperste. Den er så fin. Den kører så godt. Jeg frygter, når fruen får øje på VW Arteon, der er den nye topmodel på vej. For den er garanteret også fin. Og kører så godt. Og koster en halv milliard …

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Arsenal skaber altid familiekrise

Egentlig skulle det her være en nytårstale, præcis som Margrethe og Løkke-Lars foran et kamera, med levende lys på bordet, et juletræ i baggrunden og hilsner til søens folk, men efter moden overvejelse droppede jeg idéen. Fordi jeg er for grim. Jeg egner mig simpelthen ikke til at være foran et kamera, så det bliver på skrift. Årets sidste. Mens jeg visuelt gemmer mig og min grimhed til tider, hvor der ikke er anden udvej.

Indledningsvis ønsker jeg naturligvis alle et dejligt nytår med massiv medvind samt godhed, og samtidig takker jeg hver eneste, der har læst med på Linnebloggen undervejs i 2016. Jeg ved, min mor læser med – men ellers holder jeg ikke øje med, hvem der læser med. Eller hvor mange. Men tak til hver eneste af jer. Eller bare mor. Jeg aner det jo ikke. Men af hjertet tak. Hvor er I søde. Eller hvor er du sød, mor.

Det blev så heller ikke i 2016, jeg kom i form. Eller stoppede med at ryge. Faktisk blev der tale om et år, hvor jeg fik mere at slå mig selv i hovedet med. Hvilket jeg aldrig tøver med. Nu ved jeg ikke, om der laves målinger på den slags, men på listen over alverdens største vatarme, spiller jeg en afgørende rolle i topstillingen. Men 2017 bliver anderledes. For eksempel underskrev jeg for nylig en kontrakt med den yngste datter, og kontrakten indeholder en stålfast aftale om, at jeg kobler mig på bikini body guide af Kayla Itsines – en træning den yngste datter allerede er hamrende sej til. Det er mest fordi, jeg efterhånden har krop til bikini – eller i hvert fald en barm, der er forholdsvis seriøs. Men også fordi den yngste datter siger, det er hårdt, mens jeg vedvarende ryster på hovedet. Jeg sidder i saksen nu. Og jeg kunne ikke drømme om at spille sølle på grund af ømme muskler, når den tid kommer.

Det er lidt sjovt …, da jeg i sin tid tumlede med at etablere denne blog, gik tankerne i retning af, at jeg ville skrive det, jeg ikke kunne skrive i avisen om sport. Sådan er det slet ikke gået. I stedet har jeg trukket familien og dagligdagens ”fester” ind i det, og jeg må sige, det er sjovere. Langt sjovere. Altså at skrive, hvilket er det eneste, jeg har en reel mulighed for at vurdere. For eksempel er det oplagt at skrive om julen 2016, der gik, som julen 2016 skulle gå. Vi havde besøg af mine forældre og min fars lillebror, der er familiens, og mange andres, faste og kompetente bilpusher. Det sjove er, at bilpusheren fik langt flest gaver. Det er helt vildt, så mange den mand er på gave med.

Han var der også 1. juledag hos mine forældre, hvor der traditionen tro var indbudt til klassisk julefrokost. Min lillebror, der er markant sjovere og mere bredskuldret end mig, var der også sammen med sine to børn, og alt var, som det skulle være. Indtil jeg så den trøje, min lillebrors søn havde på. Det var en Arsenal-trøje. Min lillebror er fuldstændig ligeglad med fodbold, og sønnen havde kun trøjen på, fordi den var pæn, forklarede han. Men alligevel. Jeg sagde desperat, at intet med Arsenals logo er pænt. Lad os bare sige, at stemningen var en anelse akavet over den stegte sild. Han holder faktisk med Manchester United, min lillebrors søn, og det er trods alt bedre. Alt andet end Arsenal er bedre. I 2017 skal den knægt have en Tottenham-trøje. Stakkels dreng.

Anden juledag var jeg sammen med fruen og døtrene hos min svigerfamilie i Tjørring. Jeg ved ikke, hvor mange der kender min svigermor, men hun er heldig. Med at have svoger og mig. Tænk hvad hun kunne være endt ud med – og så fik hun svoger og mig til sine to døtre. Jamen …, det er et sandt eventyr, selv om svoger og mig naturligvis kommenterede, at de to duge ikke var samme farve 2. juledag. Vi nævnte også, at der ikke var frikadeller. Her er det måske på sin plads at nævne, at den man tugter, elsker man, og det ved svigermor. Som hun ved, at hun er heldig. Med svoger og mig.

Det skal helt bestemt også nævnes, at der sædvanen tro ikke manglede noget hos svigermor og svigerfar, for 2. juledag var der på toppen af Tjørring Bakke almindelige sild, kryddersild og stegte sild, der var også fiskefileter, tunmousse med rejer, leverpostej med bacon, mørbrad i flødesovs med løg og champignon, ribbensteg med rødkål og det berømte prik over i’et var tarteletter. Samt masser af øl og snaps til at skylle ned med. Nå, hvad brokker du dig så over, din tykke, gamle mand? Jeg brokker mig overhovedet ikke …, jeg vil bare sige, at den overdådige menu hvert eneste år må være et udtryk for, at svigermor elsker sine svigersønner. Hvilket man forstår. Man ser og mærker ligefrem kærligheden i hendes blik og grin på billedet, mens svigerfar ser en anelse mere skeptisk ud. Det sidste er garanteret på grund af min svoger …

Nu har vi så kun nytårsaften tilbage. Årets sidste dag. 365 af dem er ved at være brugt, og man skal lade være med at evaluere alt for hårdt på, om de blev brugt godt nok. Det glemmer vi nemlig – at bruge dagene godt. Eller jeg gør i hvert fald. At være glad for hver dag. Og nat. Jeg er faktisk slet ikke vild med nytårsaften, og det har jeg aldrig, når jeg tænker tilbage, været. Nu tænker de gæster, vi skal have på årets sidste dag garanteret, at det har noget med dem at gøre. Det har det ikke. Ikke ret meget i hvert fald …, men konerne er heldigvis søde, smukke og sjove.

Til sidst bare en hilsen til søens, luftens og landjordens folk. Og en speciel hilsen til min gode ven Jensen, der ikke har haft det let i år. Han holder nemlig med Nottingham Forest i fodbold, så modgangen har været udtalt. Stakkels mand. Han kommer heldigvis nytårsaften, og her vil resten af selskabet bære ham igennem med en ægte tro på, at 2017 bliver forrygende. Også omkring Sherwood-skoven. Godt nytår og tak. Ikke mindst til min frue siden 1985 (hvor jeg, efter hendes mangeårige og patetiske jagt på mig, gav efter …).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Nå, men så glædelig jul da

Hvert eneste år, omkring juletid, læser jeg digtsamlingen Solhveger. Den er fra 1946 og skrevet af Gunhild Ingfeldt. Hun var min morsomme, kærlige, rummelige og elskede oldemor, der også var en forrygende historiefortæller. Vi har skrevet mange og lange breve til hinanden, da jeg var en knægt, der tumlede gevaldigt med skråskriften. Hende savner jeg, og så snart jeg tager fat i den lille røde bog, tænker jeg tilbage på de mange fantastiske stunder i lejligheden på Fynsvej i Kolding eller i sommerhuset Bambi i Hejlsminde. Jeg fik bogen i julen 1988, og jeg håber, hun glæder sig over, at bogen vedvarende skaber stor værdi på jord, mens hun holder gang i himlen med en snaps og en god fortælling.

På en af de første sider, skrev hun et godt råd til mig:

Går du på glatis og falder, min ven

så le med de andre og rejs dig igen

Hun underskriver sig som mormor, og det skyldes, at jeg aldrig kendte min biologiske mormor – så den rolle tog oldemor på sig. For os var hun altid mormor, eller momsemor, og hun rummede snildt at være begge dele. Og altid med højt humør, gang i gaden og røverhistorier på stribe. Samt, når tiden var til det, seriøse snakke, hvor aldersforskellen forsvandt på et splitsekund. Mormor talte aldrig ned til os – heller ikke når hun tusindvis af gange gav sin levende version af historien om de tre bukke bruse, der skulle over broen, for at græsse på den modsatte side. Under broen boede en trold, og trolden ville æde dem alle sammen, men med kløgt og frækhed kom de tre gedebukke naturligvis i sikkerhed.

Linnebloggen er bevidst om, at julen ikke kun er glæde, samvær og kærlighed. Det er også tiden på året, hvor vi savner. Noget er ikke, som det burde være. Vi mangler folk. Forleden modtog jeg en fuldstændig genial video fra en kær ven. På videoen spiller en velklædt mand luftguitar til Dire Straits, og han giver den gas. I baggrunden står jeg i et sæt tøj, der får en til at tænke på, om den pågældende designer mon blev stenet ihjel. Det burde vedkommende. Jeg fik tårer i øjnene af grin, og det gjorde døtrene godt nok også …, eller det vil sige, først udtrykte de nærmest rædsel, så grinede de vildt, og til sidst var de rystede. Det mest rørende ved videoen er dog ubetinget, at manden med luftguitaren og pandebånd som Mark Knopfler er min gode ven Julle, som i en alder af bare 47 år døde. Og videoen er fra “lille” Julle. Tak, det var rart at se ham igen.

Den slags spreder, midt i det sorte, smil og glade minder, og det skal man også huske på. For mig bød 2016 blandt andet på et vidunderligt minde i forbindelse med et interview, hvor jeg for første gang nogensinde var starstrucked. Altså for alvor. Det var, da jeg pludselig sad med skuespilleren Bodil Jørgensen over en frokost på en café på en stille gade i latinerkvarteret i Aarhus. Jeg har altid lært, at man skal passe på med at møde sine store idoler, for der er en risiko for at ridse i det glorificerede billede, man har af vedkommende. Det gælder så ikke Bodil Jørgensen. Hun var præcis lige så sød, afslappet, smuk, vidende og alt muligt andet, som jeg regnede med – også selv om hun ikke ville løfte sløret for de kommende dramaer i tv-serien Badehotellet, hvor hun blændende spiller fru Andersen.

Nå, men julen kommer, og jeg kan slå fast, at det heller ikke blev i 2016, jeg kom i form, men der er bestemt tanker om, at det skal ske i 2017. Ikke stærke tanker, bare tanker. Må jeg ikke have lov til at takke alle, der læser med – og fortsæt endelig med at kommentere, kom gerne med positive tilråb eller svinere. Nu vil jeg pakke alle mine julegaver ud, og så begynder forberedelserne til et nyt tiltag – Linnebloggens nytårstale. Jeg vil ikke afsløre noget af indholdet, først skal jeg også holde møde med mine taleskrivere …, men jeg vil gerne slå fast, at fruen samt de to døtre ydmygt har henvendt sig for at spørge, om de også i 2017 må blive udstillet, latterliggjort, rost og alt det andet. Efter moden overvejelse har jeg accepteret deres anmodning.

Så rigtig meget glædelig jul – pas godt på hinanden (og svigerfar …, du skal som vanligt også passe på slikskålen i juledagene).

Udgivet i Uncategorized | 6 kommentarer

Hvad sker der med de der sko?

Min kone kan sige mange grimme til mig. Nåh, det lyder interessant, tænker de lumre mænd garanteret, mens de griner på den der bøvede måde. Kvinderne derimod …, de griner overhovedet ikke. De tænker bare, at jeg sikkert har fortjent det. Fordi jeg er dum. Og grim. Gammel. Og mand.

Midt i december, hvert eneste år, siger hun altid noget meget grimt. Måske er det ikke det grimmeste, hun kan sige, men det er afgjort en top-5 ting. ”På søndag skal vi ud og købe julegaver sammen”. Nu har jeg aldrig været den store tilhænger af det der pengebytteri, som der reelt er tale om den 24. december, når vi har sunget første og sidste vers af et par salmer. Omvendt ved jeg godt, det hører sig til, så i år forberedte jeg mig aldeles fremragende, synes jeg selv.

Det var ikke sådan, jeg kom med dårlige undskyldninger eller noget – jeg var bare klar med en seddel: Hvem skal der købes til, hvad skal de have, og så en ruteplan der minimerede enhver form for tidsspilde. Det var en meget konkret plan, uden indlagt gløgg og hygge, det indrømmer jeg, men der er jo ingen grund til at slentre rundt, når der er en konkret opgave at løse. Det gik nu forholdsvis hurtigt galt. Vi havde vores ældste datter med i bilen til Vejle, for hun skulle på arbejde, så vi læssede hende af på en sidegade til strøget i Vejle, men inden datteren og fruen fik ævlet farvel, kørte en lille, grim fransk bil forbi os og tog den eneste parkeringsplads, der var tilbage på vejen.

Kan du virkelig hidse dig op over det, spurgte fruen? Ja. Helt uden problemer. Efter et par runder i Vejles midtby fandt vi endelig en parkeringsplads, og den var endda gratis, fordi det var søndag. De der parkeringsselskaber er ved at falde lidt af på den, tænkte jeg. I den første butik havde de ikke det, vi skulle have, og det lykkedes mig faktisk at trække fruen ud af butikken, inden hun fik gode idéer. Men efter et par succesfulde indkøb af julegaver fra listen, skal jeg lige love for, det gik galt.

Vi trådte ind hos Helle M, den fineste forretning med sko, og min frue kender ejeren. Hendes søde datter var også i butikken, og der gik ikke fire sekunder, inden jeg var hægtet af. Et par sekunder senere fandt fruen det flotteste par sko i hele verden. Et par sko, forstod jeg, det var umuligt at leve foruden. Altså for min frue. Så gik der tre sekunder, og så var det pludseligt muligt at leve uden de første sko – for nu så fruen de sko, ejeren af butikken havde på. Dem kunne man så slet ikke leve foruden. Det var der, jeg gik ud på gaden for at trække lidt frisk luft.

Da fruen kom ud, lang tid efter, smilede hun, og jeg tænkte straks, at endnu en julegave kunne slettes fra vores omfattende liste. Men sådan hang det nu ikke sammen. Fruen havde købt et par sko til selv. Med hæl. Jeg mindes, at jeg mumlede noget om, at hun er bedst i flade sko, men det hørte hun ikke. Derfor sagde jeg heller ikke noget om, at vi faktisk gik ind i forretningen for at kigge på hjemmesko til min far. Og kom ud med et par bordeauxrøde sko med hæl.

Men jeg elsker jo min frue, så da jeg i dag var i Århus for at lave et interview, nåede jeg også at købe et par julegaver samt en fredagsgave til hende. Selv om jeg stadig skumlede lidt over den der julegaveindkøbs-oplevelse hos Helle M i Vejle. Hvordan kan jagten på et par hjemmesko til en farfar ende med et par højhælede sko i dyb bordeaux? Det må en feminist forklare mig en dag. Jeg købte undertøj til fruen i fredagsgave. Det kan hun godt lide. Altså fruen. Jeg ved, det er letkøbt, men den unge ekspedient kunne altså godt lide, at jeg kunne størrelserne, og det er rart, når man nu er lidt lunken ved at bevæge sig rundt blandt bh’ere og trusser i alverdens afskygninger. Man gider jo ikke være en gammel gris. Jeg vil bare glæde fruen. Med et beskedent supplement til de bordeauxrøde sko. Og så finder vi en løsning på den der gave til farfar inden den 24. december.

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Måske har Jas fat i noget

Stemningen var måske ikke sitrende og intens, men den var anderledes. Fordi vi talte om noget andet. Der var familiebal, eller i hvert fald fødselsdag, og så samler familier sig. Sådan er det også hos os, og det var vores yngste datter, der var i centrum denne dag. 19 år blev hun, men fokus flyttede sig, da dumme mig stillede et spørgsmål.

Med i selskabet var Line og Jas, og Line er ældste datter af min kones søster. Engang for mange år siden kørte jeg fra Vejle igennem et ruskende snevejr for at nå frem til sygehuset i Herning, hvor jeg kunne holde nyfødte Line i mine arme. Det var turen værd, og jeg husker stadig, at jeg sad i min catalinamodel af en brun ruskindsjakke og kiggede på det her lille, vidunderlige menneske. Nu er Line selv mor. Til fantastiske Ardel. Farmand hedder Jas, og han har sine muslimske rødder i Irak. Han er ubetinget en guttermand – bare sådan, helt grundlæggende, et godt menneske.

Af nysgerrighed spurgte jeg, hvad der skulle ske i forhold til Ardel, når nu mor og far har et henholdsvis kristent og muslimsk udgangspunkt. Selvfølgelig var der styr på det – for Ardel navngives, og så må han, når de store brune øjne bliver gamle nok, tage stilling til, hvad han vil i forhold til troen. Men snakken sluttede ikke der, og så var det, jeg fik dårlig samvittighed over at stille så tåbeligt et spørgsmål til en fødselsdag med gaver, flag, kagemand og jeg skal komme efter dig.

Jas var fuldstændig kølig og rolig, og på et tidspunkt diskuterede vi den danske samfundsopbygning generelt – ikke mindst strafferammen for at træde ved siden af.

– Vi er for slappe i Danmark, sagde Jas blandt andet, inden han tilføjede, at milde, eller ingen, konsekvenser har det med at friste svage og dumme sjæle. Risikoen er værd at tage, for der sker ikke alverden ved det, hvis noget går galt. Det er en af mine kæpheste – for på den ene side er jeg enig med Jas. Vi er for slappe med straffen – i hvert fald på visse områder. På den anden side er jeg bevidst om de samfundsøkonomiske belastninger, der følger med en strammere strafferamme.

Det tænkte jeg ikke over, da jeg for nylig sad en ganske almindelig formiddag på mit hjemmekontor og skrev. Pludselig hørte jeg en ukendt lyd. Jeg tænkte, at naboen nok fik leveret varer. Eller at de var hjemme og i gang med noget oprydning. Få minutter senere hørte jeg en bil ræse fra naboens grusbelagte indkørsel, og jeg kiggede ud af vinduet og fulgte bilen med den lukkede trailer ud af enklaven.

Der var så meget fart på, at den hvide trailer var tæt på at tippe omkuld, da bilen svingede ud af enklaven. Få minutter efter trillede en patruljevogn ind i enklaven. Der havde, ved højlys dag, været indbrud hos naboen. Fine møbler, lamper og computere fra Apple var kastet ind i traileren. Den lyd, jeg hørte, var en stor sten, der blev kastet ind igennem et vindue. Alarmsystemet blev sparket til plukfisk. Klokken lidt over 10 om formiddagen. Og det var, fortalte politiet, ikke første gang, tumlingerne var på spil – og heldigvis blev de fanget kort efter.

Og så var det, jeg tænkte: Måske har Jas fat i noget.

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Grøntsagerne er tilbage

Fruen er tilbage. Hun er landet efter en stor oplevelse i Vietnam – og mange tak for det, kære Gud. Og bestemt også Erik fra B-Green, der passede på hende, hver eneste af de 12 gange, de lettede eller landede i løbet af turen. Én af flere følgevirkninger er, at der nu igen er grotesk mange grøntsager på middagsbordet hos os, og det skal man selvfølgelig lige vænne sig til …, men efter en forrygende uge ryster det ikke for alvor.

Det forrygende inkluderer naturligvis, at Tottenham vandt med overbevisende 5-0 over Swansea, men medvirkende er det i høj grad også, at ugens fem hverdage blev afsluttet med en dobbelt koncert i Byens Hus i hjembyen Jelling fredag aften. Signe Svendsen var der sammen med Dorthe Gerlach, og jeg var der sammen med fruen i selskab med dejlige venner. Vennerne er nogenlunde jævnaldrende med os, og noget af det, vi snakkede om inden koncerten, var det efterhånden svigtende syn hos os alle. Flere har allerede briller – andre af os er tæt på – og det kom der flere muntre situationer ud af. Hvilket billedet måske indikerer.

img_2034

I forhold til Signe Svendsen og Dorthe Gerlach vil jeg skrive noget, der med sikkerhed bringer feministers pis (undskyld sproget) i kog – men hvorfor må man ikke skrive, at de er smukke og søde? For det er de. De er også fremragende sangere, sangskrivere og musikere. Samt charmerende, sjove og intellektuelt skarpe. Jeg ved godt, feministerne bliver ih og åh så trætte, men jeg er ih og åh så ligeglad. Koncerten var fremragende, hvor de hver især var på scenen afsluttende med tre numre sammen, og der er intet lummert i, at jeg også skriver, de er er søde og smukke. Min frue er i hvert fald med rette helt rolig, for hun ved jo, at jeg bare er en buttet, bleg og barnlig fantast, der med mellemrum skriver de mest mærkelige ting (og billedet af Signe Svendsen er taget af skønne Mette Mørk).

Signe Svendsen igen i Byens Hus i dobbeltkoncert - denne gang med Dorthe Gerlach

Men tak til Signe Svendsen, Dorthe Gerlach, Jelling Musikforening og Jelling Musikfestival for vedvarende at skabe liv i en by, der har sine udfordringer, hvis man ser bort fra sten, et par høje og kristendommens entré i landet. Hvor mange udfordringer midtjyske Sunds har, ved jeg ikke, men de har da Sunds Sø som back up. Og tradition for at have en genial præst. For os bød ugen på et besøg i Sunds til familiefødselsdag for skønne Trine og lige så skønne Jas, der er gift med Trines storesøster Line. Der var scambled eggs, bacon, pølser, blødkogte æg, pandekager, hjemmebagte boller, rundstykker, snaskede snegle og saftsuseme også en Dagmar-tærte. Jeg siger det bare – i Sunds spiser man så godt, at Vægtvogterne overvejer at etablere et hovedsæde i byen.

Og så var Ardel der. Han er søn af Line og Jas og har de største brune øjne, jeg nogensinde har set. Engang tryllede jeg for Ardels mor, og hun fatter stadigvæk ikke, hvad det var, der foregik. Sådan er magic, som jeg siger. Når Ardel bliver lidt ældre end de seks måneder, han er nu, skal “Onkel Bob” banke rusten af tryllerierne og atter folde sig ud. Det er blandt andet noget med at få en mønt til at forsvinde, og så dukker den op igen i håret på en person i lokalet. Eller mellem brysterne på fruen. Ardels mor fandt det vildt fascinerende engang for mange år siden. Jeg er sikker på, Ardel får det på samme måde. Ham og mig forstår hinanden. Indtil videre er det dog fint nok, hvis han bare må have min ene pegefinger mellem gummerne. Eller rive mig i det sparsomme hår, jeg har på hovedet. Så det gør vi. Ardel og mig.

ardel

Og så er der kun søndagen tilbage – og en Hanne Boel-koncert på Fermaten i Herning. Hende hørte jeg senest for cirka 30 år siden. I Kenya. Vi var der med fodboldholdet fra Ikast fS, hun var der sammen med sit band, vi styrede endda mod Afrika i samme fly, og det var magisk at sidde på gulvet foran scenen efter en portion mad med lidt slangekød, lidt zebra og til sidst krokodillekød til at skylle ned med. Jeg husker ikke, om der også var afrikanske grøntsager – men hvis der var, gjorde det i hvert fald ikke et ret stort indtryk på mig.

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Nej, vi får ikke rugbrød hele tiden

Selv døtrenes veninder spørger: Nå, får I så rugbrød til aftensmad hele tiden? Og døtrenes veninder er med sikkerhed ikke de eneste, der tænker stakkels børn, når min frue rejser helt ud til Østens mystik i Vietnam på forretningsrejse. For hvordan skal det ikke gå de stakkels børn, når de nu er alene med deres far, som i kulinariske sammenhænge er så sølle, at der snakkes om det over køledisken i den lokale brugs.

Lad mig på denne “festlige” Vild med dans-finaledag slå noget fast. Jeg gider ikke lave mad, men jeg kan godt. Mandag fik vi karbonader, tirsdag et kartoffelfad, som yngstedatteren kaldte min signaturret, mens hun kværnede to portioner. Og resten til frokost dagen efter. Onsdag var der stegt flæsk, torsdag frikadellesandwich, og i dag er der schnitzler med karry og nødder med tilhørende kartoffeltårne med mos. Og salat. Masser af salat. Det har der også været de andre dage. Masser af grønt, gult, rødt og orange. Uhmmm, salat er godt (bare nævnt i tilfælde af at Linnebloggen læses i Vietnam …).

Jeg har nok selv en del af skylden for, at synet på mig og mad rækker til et blødkogt æg (som jeg altså er decideret fremragende til at lave), for jeg taler gerne mig selv ned, når det kommer til mad. Mest fordi jeg ikke gider lave mad. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at fruen er markant bedre til det, end jeg er. Og markant skal læses helt bogstaveligt.  Men for eksempel er jeg heller ikke så utilnærmelig, barsk og overlegen, som jeg til tider giver udtryk for. Jeg er blød, rund, sød og har let til tårer. Der er ikke meget jægersoldat over mig, men sådan bliver jeg til tider opfattet – og jeg ved det, for der er folk, der har sagt det til mig.

Så …, på samme måde er det med maden – vi får ikke rugbrød til aftensmad hele tiden. Overhovedet. Dog skal det nævnes, at onsdagens menu stod min mor for. Hun lavede stegt flæsk til mig, fiskefileter til yngstedatteren samt risengrød til den ældste datter. Ja, sådan en mor har jeg. Hvad så med din far? Han serverede øl fra Bøgedal til aftensmaden. Ja, sådan en far har jeg.

fisk-mor

Vi har løbende været i kontakt med fruen, der også spiser godt i Vietnam. På billedet er menuen den sjældne elefantørefisk, og den indtages på en lille ø i Mekong-deltaet i det sydlige Vietnam. Indrømmet, lidt mere eksotisk end frikadellesandwich i Jelling eller stegt flæsk i Nr. Vilstrup, men der skal nu ikke lyde brok herfra. Og det gør der heller ikke fra Vietnam, hvor fruen er med en af hendes tidligere og meget kære leverandører fra tiden med egen butik. Missionen er at sammensætte kommende kollektioner af krukker, og for fruen er det en oplevelse for livet og arbejde. For virksomhedens chef Erik tipper det nok over til mest at være arbejde, da han har været i Vietnam utallige gange, så han kender de eksotiske omgivelser og den massive trafik i Ho Chi Minh.

Her i Jelling er der nu fred og ro, hvis man lige ser bort fra politiets skyderi ved byens asylcenter, og yngstedatteren og mig diskuterer, om der skal ses Vild med dans-finale eller AC Horsens mod AGF i Superligaen. Jeg er blød som smør, så det skal være Vild med dans, får jeg besked på. Det er okay med mig – der er jo en pose Griller fra Kims, og så er det faktisk ligegyldigt, hvad der er på tv-skærmen. Jamen, hvor er den ældste datter? Hun arbejder. Stenhårdt. Hos Moss Copenhagen i Vejle. I morgen tidlig arbejder hun igen hos Henrys by Rebekka, som er Jellings førende butik, og som lørdag fra klokken 10 til 14 viser sig frem for første gang på byens bedste placering på Gormsgade 17. Men i aften gælder det Black Friday for ældstedatteren. I ved …, den der fredag, hvor folk går uhæmmet amok, fordi der er tilbud på varer. Det hele, igen, importeret fra USA, hvor fredagen efter Thanksgiving udgør startskuddet til forbrugsfesten, der også, i visse kredse, kaldes jul.

griller

Mens jeg knaser mine Griller, vil jeg tænke på, at Erik fra B-Green tog min kone med hen til den etbenede skopudser i Ho Chi Minh. En yngre skopudser med kone og tre børn. Erik gav ham, hvad der svarer til cirka 35 danske kroner, som han altid gør. Fruen gjorde det samme. Den etbenede skopudser var bundlykkelig. Black Friday er latterlig i forvejen. Jeg ved ikke, hvordan man skal beskrive den, når man tænker på den etbenede skopudser …

Nå, men nu skal der varmes op til Vild med dans-finalen. Jeg hepper på Sharin Foo. Hun er ikke med, siger yngstedatteren. Nå, men så Julie Berthelsen. Hun er ude, lyder meldingen. Hvad med så med Astrid Krag? Heller ikke med. Lorte program.

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Jeg ønsker mig faktisk underbukser. Punktum.

Peter har den gren så kær,

 hvorpå trommen hænger

 hver gang han den kommer nær

 vil han ikke længere.

 Hvad du ønsker skal du få

 når jeg blot tør stole på

 at du ej vil tromme

 før min sang er omme

Ham der Peter Christian Frederik Faber er jeg så træt af. Den danske digter og telegrafdirektør, som i 1848 skrev Højt fra træets grønne top, var jo fyldt med løgn. I hvert fald i tredje vers (se ovenfor), hvor han skrev: Hvad du ønsker, skal du få. Det passer simpelthen ikke. Hvert år til min fødselsdag, og hver eneste jul, ønsker jeg mig strømper og underbukser, og jeg får det aldrig. Faktisk bekendtgjorde familiens tre kvindelige skikkelser for flere år siden, at det er forbudt for mig at skrive strømper og underbukser på ønskesedlen. Hvide T-shirts er siden tilføjet listen.

Jamen, det er det, jeg ønsker mig, forklarer jeg. Hvilket ikke betyder noget som helst, forstår jeg. Jeg skal ønske mig noget, pigerne finder spændende eller sjovt at give mig. Jeg har forsøgt mig med, at jeg ønsker mig søde og rare børn, men de to døtre afviser det ønske med, at jeg allerede har søde og rare børn. Jeg plejer at svare, at jeg i givet fald har flere børn, end de to jeg kender til …, og så får jeg skæld ud igen. Både af døtrene og deres mor. Jeg har også forsøgt mig med at sige noget om, at de skal være kreative og købe gaver uden ønskeseddel. Det må man heller ikke. Der skal være en ønskeseddel. Måske giver det dem inspiration til at købe noget, der ikke står på ønskesedlen.

Det er okay, jeg har meldt mig ind i legen for mange år siden, men i år overrasker jeg nok en anelse. Jeg har nemlig lavet to ønskesedler. Version 1 er den ønskeseddel, der er en realistisk chance for at se noget fra, når jeg pakker ud den 24. december 2016. Ønskesedlen er lavet med sitrende hænder, for jeg er sikker på, at listen med forbudte ønsker snart udvides. For mit vedkommende handler det om bøger, LP’ere og CD’ere. Hvis det sker, holder jeg ikke jul og fødselsdag længere. Jeg mener …, hvorfor skulle man? Én boggave skal der som minimum være. Altid. Og det samme med musik. Altid. Til hver eneste fødselsdag og hver eneste jul. Ellers er det ikke rigtig fødselsdag og jul.

Version 2 er listen med alle mine “forbudte” ønsker, og den stikker jeg lige til pigerne også, for jeg ønsker mig faktisk underbukser. Punktum. Og hvis det overhovedet bliver jul næste år, bliver det uden ønskesedler. Der bytter vi bare penge …

img_1969img_1970

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Lykkelige og seje kvinder er sagen

I dag får vi besøg af nabomand og børn, desværre uden smukke Karen, og jeg skal nok lade være med at svine nabomanden til – det har jeg prøvet i dette forum, og det kan nok være, det vækkede naboens fynske bagland. I den milde udgave fik jeg skæld ud, men det var nu bare, som vanligt, drillerier med bid dengang. Jeg lærte dog af det, så derfor vil jeg bare sige: Vi glæder os uendeligt til at se vores nabomand og børnene. Uendeligt. Helt op til skyerne. Det bliver helt fantastisk.

Det er nu ikke kun derfor, det er en vanvittig god fredag. Er det så fordi, der er fodboldlandskamp, så man endelig er fri for at glo på det der danseprogram? Det kunne det faktisk godt være, men der er mere i denne fredag. Meget mere. Jamen, er det så, at jeg lørdag skal hylde en lang mand for de første 60 års tilværelse med god mad, dejlige mennesker og, tror jeg, øl fra Hancock? Det kunne det bestemt også sagtens være. Men der er mere endnu, og det handler om kvinder. Lykkelige og seje kvinder.

Lørdag den 22. oktober 2016 lukkede min frue sin butik. Henrys nåede at leve i små 10 år, og jeg skal hilse og sige, at fruen ikke var i godt humør. En arbejdsskade stoppede hende, så der var ikke noget med at komme med alt for mange “sjove” bemærkninger, hvilket jeg ellers, altså i egen optik, er fabelagtig til. Mine forældre opdragede mig heldigvis med pli og anstændighed, så jeg slappede af. Tog bestik af situationen. Sagde i stedet at nye døre altid åbner sig, når andre lukker i. Den slags klassiske morfar-råd. Responsen var himmelvendte øjne fra fruen, men det er jeg jo så vant til.

Forsøget på at sælge butikken strandede flere gange, på grund af både det ene og det andet, og til sidst var der bare at dreje nøglen for sidste gang. Ingen mirakler. Altså indtil Rebekka dukkede op. En af de mange dejlige kunder fra butikken havde modet, lysten, evnerne og ikke mindst opbakningen fra sin mand til at føre Henrys videre. Der blev handlet, skrevet under og skålet. Jeg kan ikke forklare med ord, hvad det gjorde ved min frue. At der var en, der ønskede at føre hendes “baby” videre og videreudvikle butikken derfra. På byens bedste placering for en detailbutik.

img_1950

Henrys by Rebekka er en smuk konstellation, og jeg glæder mig på Jellings vegne. Der var mange søde og velmenende ord, da fruen lukkede og slukkede, og den opbakning får byen nu mulighed for at vise i praksis, når butikken fortsætter. Det er derfor, denne fredag er så uendelig smuk. Så er der måske en enkelt eller to, der tænker: Hvem er den lykkelige, og hvem er den seje kvinde? Både fruen og Rebekka er seje, og det er også min fornemmelse, at de begge er lykkelige. Selvfølgelig har Rebekka kriller i maven, det skal man have, men det bliver godt. For de lykkelige og seje kvinder. Også tillykke til Rebekkas mand …, jeg går ud fra, han overtager mit job som ulønnet fejedreng …

Nå, men nabomanden er her lige om lidt, så jeg vil nette mig og gøre klar til en hjertelig modtagelse, som jeg håber, han husker at fortælle sit fynske bagland om. Det er min fornemmelse, at det ikke er nok, når jeg siger, hvor smuk Sydfyn er. Eller at Albani Classic smager okay. At Ale No. 16 fra Bryggeriet Vestfyen smager himmelsk. At Faldsled Kro holder et “fornuftigt” niveau. At OB’s manglende niveau er de andres skyld. Der skal mere til på denne så smukke fredag.

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Hvad en ribbenssandwich ikke kan gøre

Forleden sad vi, min kone og vores to voksne døtre, omkring aftensmaden efter en af de første dage, hvor min kone ikke længere var butiksejer. Det har givet hende muligheden for og tiden til at smutte til Vejle i ny og næ, og det havde hun været denne dag, mens døtrene passede deres respektive studier. Jeg havde passet mit skriveri hjemme, og nu fremførte jeg en klassisk mandlig scene – altså hvor jeg havde ondt af mig selv.

-I var jo bare kørt, og der var ikke noget brød, så jeg kunne ikke få frokost. Så sad jeg der, helt alene uden bil, og der var ikke noget mad. Så jeg måtte i fryseren og fandt en tarvelig suppe, som det tog en halv dag at tø op. Og den smagte dårligt, lød den sølle melding fra mig. Nu vil der måske være en enkelt, der helt naturligt tænker: Kunne du ikke bare bevæge din buttede og blege krop op i byen, på gåben sammen med hunden, og købe noget brød. Nej, det kunne jeg ikke bare lige, for hunden var syg, så den skulle ingen steder.

Da jeg berettede om min helt horrible dag med kikset suppe-frokost, mærkede jeg straks, at der spredte sig en anspændt stemning ved bordet. Ikke på en kritisk måde – mere sådan noget med sigende blikke og en anelse ti-hi. Jeg kiggede på vores yngste datter, som grundlæggende ikke tager pis på sin far. Hun sagde: Du siger det selv, mor. Jeg kiggede over på min henrivende og mangeårige partner, der allerede hoppede let i stolen. Så meget grinede hun. Jeg sagde: Hvad?

Og så kom det. Da min kone var på sin smuttur til Vejle, tog hun den yngste datter med hjem efter endt undervisning på Campus Vejle. Men inden de styrede mod Jelling, rundede min kone lige Kokkens Pølsevogn i Vejle og købte en ribbenssandwich. Kender I ikke Kokkens Pølsevogn? Stor fejl. Kæmpe stor fejl. Især hvis man er til ribbenssandwich. Det er min påstand, at de ikke laves bedre i hele landet. Plus det nordlige Tyskland. Samtidig er betjeningen hos Jess munter på den både gode og sjove måde. Min kone havde, mens jeg sjoskede rundt i en tarvelig suppe, klemt landets bedste ribbenssandwich ned. Velvidende at jeg elsker netop dén ribbenssandwich lige så meget som Søs Fenger og Signe Svendsen.

kokkens

Men det blev afsløret der, over aftenmadsbordet på Hvesager. Jeg siger jer, at stemningen blev akavet. Jeg har den tvivlsomme evne at blive indebrændt sur. Det er ikke noget med at gå amok suppleret af råb og skrig. Det er mere smertende skuffelse. Uden ord. Bare dyb skuffelse. Jeg vil ikke sige, at jeg tog vielsesringen af (det var kun for fotografens skyld), men det var saftsuseme tæt på. Da jeg havde sovet på det, var jeg mere rolig. Min kone knoklede i 10 år med sin butik, og når hun på sin ugentlige lukkedag mandag en enkelt gang eller to forvildede sig til Vejle, havde Kokkens Pølsevogn lukket, fordi den faste lukkedag hos Jess også er mandag. Så det var hende, når alt kommer til alt, velundt. Men alligevel …, ikke?

img_1937

Til sidst skal jeg blot samle op på dem, der bekymrer sig om ordene vedrørende vores hund Conrad. Bomuldshunden er ikke fem år endnu, men forleden blev vi tvunget til dyrlæge med den. Conrad gad ikke gå, han gad ikke spise, den bageste del af kroppen rystede, og så er det jo heldigt, vi har verdens bedste dyrlæge. Verdens bedste? Ja, uden konkurrence. Ejerne Karina og Morten samt i lige så høj grad Rikke gør, at Givskud Dyreklinik for os er det samme, som Kokkens Pølsevogn er, når det kommer til ribbenssandwich. Uovertruffen service, fabelagtig kvalitet og kompetence fra øverste hylde. Man bliver glad. Men der blev konstateret gigt i Conrads ryd. ikke noget farligt endnu. Og så sidder min kone og mig i sofaen. Det er fredag, døtrene er ude, vist nok til noget J-dag halløj, som jeg svagt erindrer noget om, og vi diskuterer, om vi skal se Vild med dans eller Esbjerg fB mod AaB og siden AGF mod Silkeborg IF. Med tanke på den der ribbenssandwich bliver det helt sikkert fodbold …

 

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer