Den hippe farve er grøn og hedder skov

Engang havde fruen sin egen butik. Henrys hed den, og hun var boss, mens jeg var ulønnet fejedreng med tryk på ulønnet. En af de få ting, jeg havde indflydelse på, var udsmykningen af væggene. Altså på de små, bitte pletter bar væg, der fandtes, når fruen var færdig med at indrette og gøre butikken indbydende og lækker. På en af de minimale pletter placerede jeg nedenstående billede – for der skal også være noget for mændene, argumenterede jeg, og fruen accepterede. Eller …, hun vurderede, at kampen ikke var værd at kæmpe. Fordelen var, at jeg fik mange snakke med de mænd, der blev trukket med ind i butikken, mens deres koner/kærester sagde naeej, ihhh og åhhhh. Jeg snakkede altid med mændene om, hvilken kamp billedet stammer fra …?

Nå, men dengang fruen havde butikken, knoklede hun hele tiden. Hun havde Henrys i 10 år, hun gav sig selv to ugers ferie om året – men kun fordi jeg sagde, hun skulle – og resten af tiden knoklede hun. Meget tidlig morgen, meget sen aften, i weekender. Hun havde lukket om mandagen, og der havde hun så fri. Næh, det havde hun ikke. Der var hun hos leverandører, besøgte loppemarkeder, flyttede rundt i butikken, var ude hos kunder eller noget helt andet. Kort sagt – fruen havde fri to uger om året. Der var perioder, hvor jeg tænkte, at hun skulle skrue lidt ned for tempoet. Når hun kom hjem om aftenen og satte sig i sofaen, gik der et sted mellem 21 og 49 sekunder, inden hun sov. Jeg havde faktisk en smule ondt af hende.

Og nu beder jeg til, at hun igen får lige så travlt. Det gør jeg, fordi jeg for første gang i mange år har oplevet en ferieuge med hende, hvor hun ikke er selvstændig, og det er ikke ret sjovt. For en mand. Nu skal det lige nævnes, at fruen, sådan helt generelt, er et menneske, der er decideret dårlig til at slappe af, og nu har hun fået nyt job hos en af de leverandører, der var med hende fra butikkens begyndelse. Det er et fremragende sted, og hun elsker både arbejdet og ikke mindst de mennesker, hun arbejder sammen med, men det er noget andet end at have sin egen butik. Der er også travlt, men det er mere fra klokken noget til klokken noget andet. Da hun havde butikken, var der ikke noget, der hed klokken.

Det mærkede jeg i uge 28 2017. Vores første ferieuge sammen, og hun havde godt nok snakket om, at der skulle laves om i både det ene og andet rum, men det var aldrig blevet til noget, fordi hun havde for travlt. Men nu havde hun pludselig ferie. Uden program overhovedet. Hun kunne læse en bog. Hun kunne slappe af og gå ud til højbedene i haven og plukke lidt salater. Hun kunne køre en tur. Ud i naturen eller til en storby. Men sådan er fruen ikke. Hvis pulsen kommer under 180, går hun i panik. Så der skulle rokeres rundt i stuen. Og soveværelset. Her skal jeg måske lige indskyde, at det er umuligt at holde tal på, hvor mange gange jeg har vendt sofaerne. Flyttet det gamle tandlægeskab. Trukket antennekabler fordi fjernsynet skulle flyttes. Malet vægge. Ændret på vægudsmykning. Og nu stod jeg midt i det igen.

For at vinde lidt tid, havde jeg sagt: Sælg stolene og sofaerne i stuen, og så tager vi den derfra. Et par timer senere kom fruen og sagde: Så er det solgt. Kort efter sad jeg i min fars bil med en trailer bag os. Mission nye sofaer var i gang. På det tidspunkt havde jeg allerede malet den ene væg i soveværelset. I grøn. Eller skovgrøn, som farven hedder. Reoler var smidt ud, et nyt bord var sat op, og jeg havde sagt nej til at male væg nummer to i soveværelset. Og jeg havde skrevet ferie på væggen – bare hvis fruen havde glemt, at uge 28 faktisk var en ferieuge. En uge hvor man ikke laver noget. Eller kun laver det, man har lyst til. Uden at kigge på uret. Man skal ikke nå noget. Det kan man glemme alt om, når man er gift med en kvinde, der har damp – og ryger sjov tobak. Som supplement til EPO. Tempoet er vanvittigt. Nærmest uudholdeligt – men nu er det hele så småt landet. Så længe det varer.

Da jeg spurgte den yngste datter: Hvad er det mest spændende ved det nye projekt, svarede hun knastørt: Det er, hvor længe det holder. I mit inderste håber jeg på et halvt år, men jeg ved af erfaring, at det er optimistisk grænsende til det naive. Jeg frygter lidt, at fruen brækker sig over skovgrøn allerede i september. Og til den tid er stuens indretning sikkert også decideret latterlig. Til gengæld ved jeg, at der er håb om forholdsvis ro i de næste par ferieuger – men omvendt er jeg bevidst om, at det kun er en mand, der kan være så dum at tænke sådan. Jeg pustede mig lidt op, da hun i sin tid begyndte at snakke om soveværelset. Jeg sagde: Hvad vil du have – der er en seng, sengelamper, sengeborde og det tv, du gerne vil have. Hvad er det, du mangler?

Det var så åbenbart skovgrønt på en væg, fandt jeg ud af. Og udskiftning af reoler med en retro-bordplade. Så ved jeg det. Måske skal det nævnes, at jeg er en farce, når det kommer til håndværk, så da jeg skulle montere den der retro-bordplade, svedte jeg betragteligt under brysterne. Det var svært at bore i den plade – i hvert fald indtil jeg observerede, at min DeWalt-maskine skruede den forkerte vej. Jeg sagde ikke noget til fruen om det – jeg sagde bare til hende, at jeg nok fik svært ved at falde i søvn på grund af skønheden i det “nye” rum. Man kan jo ikke sove, når en så smuk skovgrøn farve stirrer på en hele tiden …

God sommer(ferie) til jer alle 🙂

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Stadig ung med de unge

Som jeg husker det, var der ikke stor fest, da jeg afsluttede handelsskolen, men jeg blev selvfølgelig heller ikke student med hue og den slags. Og karaktererne var vel heller ikke til fest. Til gengæld havde jeg mange gode fodboldsnakke med Poulsen, der underviste i økonomi og regnskab – og havde generelt et dejligt år i Herning. Og så var det året, hvor jeg fandt sammen med fruen. Med lidt hjælp fra Marianne, som også gik på handelsskolen og var veninde med fruen.

Jeg var nu heller ikke klog nok til hue og hyldest, så det var en etårig handelsuddannelse og direkte i lære i en tøjbutik. Tillykke med det, var vel det vildeste på den tid. En moderne udgave af at komme ud og tjene tidligt, kan man sige. Jeg er på vej til at sige, at vores to døtre er langt bedre uddannet end mig. Den ældste blev student fra det almene gymnasium for lang tid siden, den yngste blev handelsstudent for ganske nylig.

Der var fester med den ældste, der var fester med den yngste. Selvfølgelig. Sådan er det, og måske er det fordi, jeg er ved at være gammel, men jeg bliver simpelthen så rørt. For eksempel ved at se den yngste, som jeg stadig kan huske som en lille klump, jeg bar i én hånd. Eller at se forholdet mellem hende og storesøster. At se deres mange glade venner vælte ind i teltet for at køre en fest. Det rører mig også, at vores venner og familie brugte tiden på at hjælpe os. Dagen efter studenterfesten, da både telt og hus sejlede, trådte et kært vennepar uopfordret ind i huset. For at rydde op og vaske op. Ord slår ikke til, når man skal beskrive den slags. Få dage senere var de der igen, da teltet i haven skulle ned.

Det kan godt være, vi gik til den på Sølle Søren og Fuzzy i Vildbjerg for efterhånden ganske mange år siden, men jeg har aldrig holdt så mange fester og drukket så meget så mange dage i træk, som den yngste datter og vennerne gjorde for nylig. Eller gør, hedder det vel, for der dukker stadig studenterfester op – eller det kalder de i hvert fald undskyldningen for at spille ølbowling eller beer pong. Så sidder jeg der og er misundelig på, at jeg ikke kan være med – ikke for at drikke men for at vinde – men jeg er jo bare en gammel nar.

Næste år fylder jeg 50 år, og måske er tiden moden til at opføre sig som et menneske, der snart har levet i fem årtier. Måske skal jeg droppe min tur på Dæmningen i Vejle sådan cirka hvert femte år. Jeg skal helt sikkert ikke lade mig rive med af de unges drukspil. Men jeg stopper ikke med at være plat. Eller sjov, som det hedder i min egen verden. Jeg vil stadigvæk drille de unge. Grine med de unge. Tale med de unge. Lytte til de unge. Lære af de unge. Lære de unge noget. Få optur over de mange muligheder, der venter de unge. Og jeg vil have lov til at sige ja, når min gode kammerat, landbetjentens søn fra Vildbjerg, runder mig til studenterfesten og siger: Jeg har udfordret dine to døtre i beer pong.

Man siger ikke nej til en konkurrence, og landbetjentens søn har en fortid som en af landets bedste håndboldspillere, så hvad kunne gå galt? For dem, der ikke kender beer pong, er det et spil, hvor man stiller 10 glas op som kegler i bowling i hver ende af et aflangt bord. I glassene er der en eller anden form for alkohol, og så skal man kaste en bordtennisbold ned i modstanderholdets glas. Lykkes det, skal modstanderholdet drikke glassets indhold, og så handler det om at få udryddet modstanderholdets glas først. For vores to døtre handlede det ikke så meget om, at de ikke måtte tabe – det centrale for dem var, at deres far ikke måtte være ham, der sikrede sejren til de “voksne”. Kære venner, nedenstående video viser, hvordan det gik, da jeg sidst var ung med de unge …

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Farmand på Dæmningen

Vores to døtre brækkede sig af grin, da de hørte det. Først troede de ikke på det, men den var jo god nok, og så kollapsede de. Først og fremmest var det pinligt, men det var også lidt sjovt. Det var vel også chokerende men også en smule ynkeligt. De havde i hvert fald svært ved at være i sig selv.

Har du været på Dæmningen? Kom du først hjem halv fem i morges? Mellem de mange store latterudbrud haglede spørgsmålene ned over mig, og den ældste datter sendte en sms, så snart hun hørte rygterne cirkulere. Nok mest fordi jeg tusind gange har sagt til hende: Hvad er det for en tid at komme hjem på? Jeg svarede muntert på sms’en, og så skrev hun pludselig med versaler.

Hele miseren bestod for mit vedkommende i, at jeg havde været i byen. Til spisning med herlige og søde kollegaer fra Jysk Fynske Medier, og vi mødtes på Conrads i Vejles midtby. Fin mad var der, selv om bonderøven i mig savnede lidt mere hakket fars af en slags …, men til gengæld var der fri bar, og det hjalp selvfølgelig på det. Det var en morsom og hyggelig aften, hvor min kollega Jacob, der faktisk er en særdeles habil digter med udgivelser bag sig, havde lavet en sang, der ramte lige i panden på de tilstedeværende. Vi er en del af en efterhånden voldsom koncern, og det hænder, at der sendes en mail ud til alle, og så er der altid folk, der ikke finder det tilsendte interessant eller vedkommende. Så de trykker på “svar alle” og beder om at blive taget af listen. Det er foreslået flere gange, at man ikke trykker “svar alle”, men det er åbenbart et budskab, det er svært at trænge igennem med. Man kan selvfølgelig også bare slette mailen, hvilket jo nok tager kortere tid end at producere et modsvar. Til alle, vel at mærke.

Nå, men det er den slags, vi med rette morer os over, og da den frie bar lukkede ned for aftenen, var der en kompakt kerne i vældigt humør tilbage. Straks lød det: Vi skal videre. Og det skulle vi da. Ned på Dæmningen. Vejles festgade med diskoteker, barer, glade unge, opkast, slagsmål og pizzaslices skulder ved skulder. Og her sad jeg så med et par kollegaer – ved et bord/bænke sæt i en gård omringet af fest, larm og et væld af mennesker, der var cirka 30 år yngre end mig. Ikke så længe efter passerede klokken det tidspunkt, hvor jeg under normale omstændigheder overvejer at stå op og tisse første gang i løbet af natten. Men det var stadig muntert, og det var det længe, så da jeg endelig landede i indkørslen i Jelling, kørt til døren af en flink taxachauffør, var det allerede lyst. Måske fordi klokken var halv fem.

Det vækkede minder om ungdommens ture i Vildbjerg, hvor man altid sluttede af nede ved bageren med at købe rundstykker og basser ved vinduet i smøgen. Da jeg kom ind i vores hus, kiggede bomuldshunden op, og jeg kunne sagtens se, at den tænkte: Din gamle idiot, inden den smed hovedet ned igen. Jeg gik bare i seng – glad efter en på alle måder dejlig aften/nat. Jeg var på ingen måde plørefuld, jeg vidste, hvor jeg var, og hvem jeg var, og jeg stod da også op fem timer senere og gik i gang med at gøre badeværelserne rene. Jeg satte også en vask over, støvsugede og tænkte på alle de dejlige mennesker, jeg arbejder sammen med. Og så tænkte jeg på, at det var rigtig godt, at begge døtre var optaget af et serveringsjob langt fra Dæmningen lige præcis den fredag/lørdag. Så var der nemlig ingen risiko for, at der pludselig var en, der sagde: Hej far.

Det var dog ikke alle, der slap for den melding, men hvem det var, hører naturligvis til kollegalivets private fred. På samme måde er det med illustrationer fra aftenen og natten, men jeg har på fornemmelsen, at det ikke er kollegaerne, der er mest glade for det. Det er med garanti vores døtre. Farmand på Dæmningen er bare ikke det fedeste. Lidt sjovt, ja, men ellers bare ynkeligt og kikset. Vi ses på Temabar, Olivia og Frederikke …

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Min vinpusher er ordentlig – og hedder Jesper

Egentlig ville jeg bare aflevere en buket blomster til min mor i anledning af mors dag. Når jeg tænkte mig om, vidste jeg godt, der var Grejsdalsløbet, og det betød, at jeg holdt nede ved Haraldskær uden mulighed for at slippe igennem. Jeg erkender, jeg var irriteret, da jeg bakkede bilen for at vende. Buketten skulle min mor have, så jeg måtte over Vejle for at komme til Nr. Vilstrup fra Jelling, hvilket bestemt er en omvej. På vejen faldt pulsen, og jeg tænkte, at den frivillige mand faktisk var flink og rolig, da han dirigerede mig den modsatte vej. Jeg tænkte også, at det selvfølgelig er godt, når velpolstrede folk dyrker motion på en cykel. Det burde jeg selv gøre. Og min mor fik jo buketten i sidste ende. Og blev glad. Ingen døde eller alvorligt sårede …, så rolig nu.

Hvorfor blev jeg så irriteret? Som jeg gjorde den lørdag morgen, fruen og jeg kom til Farre Slagteren få minutter inden åbning. Der stod en mand i forvejen. Vi var der som nummer to. Siden kom en ældre kvinde til som nummer tre, og derefter endnu en kvinde, der kastede sin bil ind på parkeringspladsen få sekunder inden åbning. Da de søde folk i butikken låste op, buldrede kvinden, der kom som nummer fire, ind og købte det, hun skulle købe. Bagefter tog den ældre kvinde over og lod sig ekspedere. Bagved stod manden, der var klar nummer et i køen. Han sagde ikke noget. Fordi han er en høflig, velopdragen og politisk kendt personlighed i området. Jeg stod bagest med fruen og var sådan set klar til at dele minimum to flyveskaller ud til de to kvinder, men jeg gjorde det ikke. Mest fordi jeg havde travlt med at styre fruen, så hun ikke fløj i flæsket på to kvindelige udgaver af manglende ordentlighed.

Og nu vi er ved fruen – for nylig fejrede vi bryllupsdag. 19 år – og hvis man så tæller det lange tilløb til ægteskabet med, snakker vi 32 år. Nu er vi i Jylland, så der er ingen grund til at gå amok, men det er forholdsvis lang tid. Især for fruen. For hende må det føles som skræmmende lang tid. Jeg har tit spekuleret på, hvorfor hun hænger på. Altså .., jeg laver da et anstændigt kartoffelfad. Jeg er også nogenlunde til rengøring og vask af tøj men køn kan man ikke ligefrem kalde mig. Men fruen var da med, da vi fejrede dagen i Aarhus med døtrene. På Mackies, selvfølgelig. Og vi bestilte det, vi plejer. Alt var, som det skulle være.

Det var det også et par dage senere, hvor jeg fyldte år. Jeg blev så mange år, at en depression med sikkerhed er under opsejling. Næste gang, jeg har fødselsdag, fylder jeg 50. Jeg er med andre ord i gang med det sidste år af livets anden ungdom, men det glemte jeg helt, da døtrene ved frokosttid kom hjem med smørrebrød til deres gamle far. Om aftenen supplerede fruen samt min mor og far selskabet, og der var stegt flæsk med persillesovs. Og et par enkelte fiskefileter, fordi fruen, efter alle de år, endnu ikke har taget bacon til sig sådan for alvor. Hvis jeg absolut skal sige noget om hende, der dufter en smule negativt, må det være den manglende fascination af bacon. Det er en ubegribelig brist. Til gengæld har hun lært, at Tottenham er det gode hold, mens vi betragter Arsenal som noget, Gud opfandt for ikke at lave det hele smukt.

Smuk har jeg også en kær kollega, der er. Altså ikke på den måde …, og faktisk har jeg jo mange kære kollegaer, der er smukke, men der er kun én af dem, der er min private vinpusher. Jesper hedder han, og han er indbegrebet af en ordentlig mand. Til tider ligefrem sjov. Han holder med Vejle Boldklub, Juventus og Liverpool FC i fodbold, men det kan jo kun være på grund af en kemisk brist i Jespers hjerne, så det skal ikke komme ham til skade. Til gengæld koster det ham efterhånden ganske dyrt. På et tidspunkt ville han gerne vædde med mig. Tre flasker vin på højkant. Hvem slutter bedst i Premier League: Tottenham eller Liverpool? Det har givet mig god vin de seneste år, og i dag fik jeg de tre nyeste flasker. Da han tog dem ud af bilen, var der også en kasse med seks flasker vin. Hvem er det til? Nåh, det er til Michael (en af de kære og smukke kollegaer), forklarede Jesper. De to har også haft et væddemål kørende de seneste år. Jesper holder hvert år på, at Vejle Boldklub rykker op, mens Michael siger nej. Sidstnævnte mangler desperat plads i sin vinkælder. God weekend.

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Dun på overlæben og couscous

Engang var jeg på efteruddannelseskursus i Aarhus, hvor kursuslederen var Anders Agger, I ved …, ham der er skyld i, at en hel del kvinder bliver bløde i knæene, og temaet for kurset var idéudvikling. Jeg har været på mange kurser men aldrig et om idéudvikling, der efter min mening er en groft undervurderet disciplin. Det var et fremragende kursus, ikke kun fordi Jan Gintberg var med som lille-kursusleder hele ugen, men også på grund af de mange spændende og inspirerende gæsteindlæg fra eksempelvis Steffen Brandt. Dog var det, mest af alt, fantastisk, at det rent faktisk handlede om idéudvikling. Og én-til-én respons fra kursusleder og lille-kursusleder, som, det erkender jeg gerne, begge kan et eller andet med original idéudvikling.

Nå, men vi blev brølefulde på kursets næstsidste dag, som traditionen byder, og sidstedagens få timer havde derfor mest lille-kursusleder til at styre konklusionsfasen, fordi kursuslederen bøvlede lidt med sin mave. I ugens løb var en af gæstelæreren fra dansk tv, og han fortalte om, hvordan der udvikles nye tv-koncepter. Dét var interessant, for hvis der er noget, der hidser mig op, er det kaskaden af, efter min mening, elendigt tv. Det seneste eksempel er Min fede træner på TV 3, men listen med uhyrligheder synes uendelig. Amalies verden, Paradise Hotel, Familien fra Bryggen, Hjem til gården samt BS og ægteskabsprøven. Blot for at nævne et lille udsnit. Nævnes skal også talentløse talentshows, folk der danser eller bager og selvfølgelig også mennesker, der bytter familier, mens kameraet ruller.

På kurset fandt jeg ud af, at der blandt andet bruges en tv-tese, der siger: Hvad nu hvis …, og det handler om, hvad der skaber godt tv. Hvad nu hvis …, køkkenchefen på det fineste hotel i København bytter plads med kogekonen i et forsamlingshus i det vestlige Jylland? Hvad nu hvis …, man sætter en ateist til at styre en Gudstjeneste? Hvad nu hvis …, de voksne går i skole i stedet for børnene? Hvad nu hvis …, vi fjerner alle kvinder fra en landsby? Hvad nu hvis …, vi tvinger politikere i en løgnedetektor? Hvad nu hvis …, Vejle Boldklub bliver en magtfaktor i dansk fodbold igen? Ja, alle vilde tanker er tilladt, og spørgsmålet er så, hvad der sker, hvis man gør den slags?

I min verden intet. Absolut intet. Det er tomt. Fordi det ikke har noget som helst at gøre med virkeligheden. Dén er til gengæld altid interessant, og som kursusleder Anders Agger engang har sagt, er der ingen grund til at skabe en virkelighed – den vi har, har så rigeligt at byde på. Jeg er fuldstændig enig, men jeg er også bevidst om, at tv-folkene ikke idéudvikler, som de gør, hvis der ikke var seere til det. Selvfølgelig er der det. Men så er jeg sådan en finkulturel karl, der ser ned på alle dem, der ikke bryder sig om det samme som mig? Næh, jeg er ikke finkulturel overhovedet. Jeg har ikke styr på alverdens store filosoffer og tænkere. Jeg ser for eksempel masser af fodbold, hvilket aldrig har sagt det finkulturelle parnas ret meget. Jeg ser også badehotellet, og jeg glæder mig som en lille dreng til, at der kommer nye afsnit. Jeg fatter intet af opera men er forholdsvis tosset med Neil Young.

Men nu vil jeg fortælle, hvad god idéudvikling er i min verden. Det er, når en flok mennesker sætter sig om et bord og siger: Hvad nu hvis …, vi “laver” mad til de mange travle familier? Til en overkommelig pris. Hvad nu hvis …, vi leverer fine, fortrinsvis økologiske, råvarer ved hoveddøren, sammen med klokkeklare opskrifter, hvad sker der så? En hel del, vil jeg mene. Det er denondelyneme en god idé. Vi debuterede i denne uge med en madkasse fra Skagenfood. Tre dage uden at skulle tænke på menu. Noget af maden skulle tilberedes, ja, men det var bare at følge opskrifterne. Mormorkylling med hjemmelavet agurkesalat eksempelvis. Pludselig tog jeg mig selv i at æde rabarberkompot. Stegt hjertesalat. Og couscous med alverdens ting i. Blandt andet. Jeg kan stadig høre mig selv sige: De bagte rødspættefileter med æblecouscous, kartofler og dild smagte rigtig godt. Mættende uden at være tungt.

Jo, det sagde jeg faktisk. Mættende uden at være tungt. Jesus Christ! Men så gik jeg også en lang tur med bomuldshunden bagefter, hvor jeg tænkte på, at god idéudvikling selvfølgelig ikke skal trække tæppet helt væk under en mand, der normalt hylder brun sovs og fars af en slags. Eller en ribbenssandwich fra Kokkens Pølsevogn i Vejle. Nu er det fredag, jeg slår et smut forbi Farre-slagteren, og i aften venter en koncert med Kajsa Vala og band i Byens Hus i hjembyen Jelling. For mig er to ugers ferie ved at være forbi, og jeg idéudviklede en del på, hvordan ferien skulle bruges, men det meste blev ikke til noget. For eksempel at jeg skulle samle en reol til cd-samlingen. Jeg magtede det ikke. Til gengæld idéudviklede jeg lidt på en sommerserie til avisen, så hvis der findes fine par, der kan og vil fortælle om, hvordan de mødte hinanden i sin tid, er jeg interesseret. Til inspiration mødte fruen og jeg hinanden i 1985, hvor hun faldt pladask for mig i folkeskolen …, sådan husker jeg det i hvert fald. Hun jagtede mig længe, hun så alle mine fodboldkampe, og der var jo ikke noget at sige til det …, for jeg havde dun på overlæben og et seriøst langt nakkehår, der burde have placeret mig midt i Østtyskland.  Hvis fruen havde idéudviklet en smule dengang, havde vi ikke været sammen i dag. Jeg mener …, dun på overlæben og langt nakkehår. Ikke engang TV 3 ville finde på den slags.

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Hvem skabte egentlig påsken?

Min eneste trøst er, at jeg nok ikke var alene. Mange andre mænd blev givetvis slæbt ud til planteskoler og byggemarkeder op til påske. Fordi fruen var forårskåd og havde masser af gode idéer til udvikling af haven. Nu passer det jo ikke, at påsken er noget, fanden har skabt, men man tror det næsten, når man oplever mængden af opgaver, der pludselig hober sig op med udsigten til en lille klump af fridage. Så skal der sættes 40 meter hæk. Så skal der indkøbes højbede. Så skal der hentes jord til højbedene. Så skal der købes blomster og planter med så fine latinske navne, at man bukker dybt i respekt. Der skal også samles et eller andet drivhus, fruen fik i fødselsdagsgave.

-Det her skal vi ikke samle i dag, sagde jeg, da jeg kiggede på side et i montagevejledningen for drivhuset. Det så mere indviklet ud end et legekøkken fra Fisher Price, og så ved forældre, at det ikke er lige til at gå til. Jeg sagde det også på bagkant af plantningen af 160 hækplanter, hvor fruen og jeg samarbejdede. Det gik nu rigtig fint …, indtil vi blev trætte og havde ondt i vores rygge. Hvilket skete forholdsvis tidligt i forløbet. Hækken skulle stå, hvor der var græs, så først skulle der fjernes græs, så skulle der graves en rende i det lerede jord, den opgravede jord skulle moses, hækplanterne skulle sættes, jorden skulle ned igen, og der skulle stampes. Over 40 meter. Bagefter samlede vi højbede, og på det tidspunkt var der måske en enkelt muskel omkring næseryggen, jeg ikke havde ondt i. Det var der, jeg fik montagevejledningen til drivhuset i hånden.

Jeg vidste, at fruen vidste, at jeg ville sige, at vi ikke skal samle det drivhus nu. Hun kiggede på mig på den der måde. Jeg læste videre i montagevejledningen og fandt en trumf. – Man skal bruge silikone, sagde jeg. Der var stille i to-tre sekunder, og så sagde fruen: Har vi det? Jeg var lige ved at skrige, om hun måske er gift med en tømremester, men hun vidste det godt. Hun pakkede drivhuset sammen igen. Pludselig gav det mening, at langfredag har netop det navn. Engang havde fruen sig egen butik, og det gav hende 14 dages ferie om året. Dengang var der ikke tid til at få gode idéer. Der var sandelig ikke tid til at tænke på højbede, og der var slet ikke tid til at tænke på, hvad påsken skulle bruges til – for den skulle bruges i butikken. Det var tider. Altså for mig.

Måske hænger det også sammen med, at jeg er ualmindelig sølle, når jeg bevæger mig ind på en planteskole. I endnu mere udpræget grad når jeg bevæger mig ind i et byggemarked. Jeg ender altid med at købe afløbsrens, efter jeg har gået rundt og set lidt handyman-agtig ud. Det er patetisk i sin reneste form. Jeg går ofte og spekulerer på, hvor mange mænd der gør det samme som mig – altså lader som om man faktisk ved, hvad man leder efter i byggemarkedet. Nå, men i dag er det lørdag, og det blev en fridag efter hårdt pres fra mig. Der var tid til at se Tottenham vinde en ny overbevisende sejr i Premier League, mens jeg nød udsigten til en lille del af den nye bøgehæk. Fruen har haft det lidt svært i dag, hun hader fridage, hvor der ikke er noget konkret at forholde sig til – men en enkelt romantisk komedie blev det da til. Og så laver hun hjemmelavet kartoffelsalat lige nu. Meget kan man sige om fruen, men hendes kartoffelsalat er modbydelig god, og påske er også tilgivelse. Det går den rigtige vej.

I morgen, påskedag, har fruen indkaldt sine svigerforældre, og det tager jeg som et udtryk for, at hvis håndværksmæssige ting skal gøres ordentligt, skal min far på banen. Der venter utvivlsomt flere opgaver på mig, men det bliver ikke betydende opgaver. Hun har opgivet mig. Igen. Hvilket er ganske forståeligt. I stedet spekulerer jeg på 2. påskedag. Jeg bliver nødt til at finde på noget, vi skal ud af huset, ellers skal der sikkert indrettes en filial af Jesperhus Blomsterpark i det hjørne af haven, hvor der stadig er lidt græs at spore. Jeg har fortalt hende, at påsken er kristendommens vigtigste højtid, men det rører hende ikke. Da jeg skærtorsdag ringede til min chef, var det dog ikke for at brokke mig over fruen, men bare for at stille et fagligt spørgsmål. Min chef havde god tid til at snakke, for han sad i bilen sammen med sin kone. De var på vej hjem fra …

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

2017 bliver et båt-båt år

Dette galleri indeholder 4 billeder.

Indtil nu har min frue været muggen i 2017. Eller knotten, om man vil. Det er ikke sådan, hun fnysende arrig smider med ting eller slår mig, men humøret har bare ikke været så højt, som humør kan være. Et … Læs resten

Flere gallerier | 2 kommentarer

Når en god dag bliver ekstra god

Hvad er det nu, man giver en mand, når han fylder 50 år? En mand, som har en skøn kone, dejlige børn og sit gode humør. Og humor, ikke mindst. Han har kort sagt det, han skal og kan bruge, og opstår der et nyt behov, køber han det. Altså ikke kone, børn og det der – men alt det andet.

Det dilemma stod jeg i for nylig, da min gode kammerat Jensen rundede de fem årtier. Jeg havde ikke råd til at give ham en Ferrari, for det ville han garanteret gerne have. Eller sin egen golfbane. Derfor rundede jeg i første omgang klassiske ting som et stykke Ralph Lauren-tøj, gode vine, et par sneakers og andre emner fra den skuffe, vi normalt trækker ud. Men for det første køber han det som sagt selv, hvis han mangler det, og for det andet er der ikke sådan for alvor kammeratlig bund i sådan en gave, vel? Og det skulle der være.

Nu er det ikke nogen hemmelighed, at jeg er ualmindelig godt gift. Henry, hedder hun – eller Henriette når jeg en sjælden gang er rigtig gal på hende – og det er hende, jeg søger, når jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Og nej …, så ofte er det heller ikke. Men vi snakkede lidt frem og tilbage om gaven til Jensen, og pludselig er vi på et spor, hvor det handler om at give ham en dag. En hel dag. Som vi tror, han vil elske. Så det gav vi ham. Uden stress, uden omkostninger og krav til ham, ingen stram tidsplan, besøg hos fine steder for at købe god mad og vin, plads til en middagslur undervejs, men det var en risikobetonet gave – for det er ikke altid, den slags dage går, som de er tænkt.

Da vi nåede frem til den lørdag, det skulle være, indledte vi om formiddagen med at køre til Farre, hvor en ypperlig slagter er placeret. Hos Aalbæk Specialiteter fandt vi det fine kød, og her skal det så sandelig nævnes, at vi kørte i Mercedes. Sådan en har Jensen nemlig, og en del af gaven var også, at der blev afregnet efter statens takster, hvilket han dog har været for beskeden til at sende en faktura på endnu. Derefter til Vejle og Havnens Vin og Tobak, hvor Jensen og jeg efter ekspertråd fandt frem til nogle forskellige flasker Zinfandel fra Californien. På samme tid var konerne også i Vejle for at købe grøntsager hos den biodynamiske stjerne på Nørretorv, de var også hos Havnens Fiskehus for at finde sager til forretten, og minsandten om vi ikke mødte hinanden over en ribbenssandwich hos Kokkens Pølsevogn, da vi afsluttede indkøbsturen. Heldigvis kom fruerne lidt efter os, så de hørte ikke, at Jensen og jeg stod og var vældig kække. Det gik dog over, da fruerne kom. Hvilket kokken i pølsevognen ikke undlod at gøre opmærksom på. Lige inden vi kørte til bageren for købe de kager, vi havde glemt, vi skulle købe.

Så var der langt om længe tid til en middagslur, og klokken 15.00 samledes vi igen. Udhvilet og med nye kræfter. Først lidt kaffe, kage og rolig snak. Siden fælles tilberedelse af maden, mens der blev smagt en lille bitte smule på de indkøbte vine. På det tidspunkt anede ingen af os, at vi var midt i en unik dag, men det var vi. Det udviklede sig præcis, som det var tænkt, og Jensen, den høflige mand, gav heldigvis udtryk for det samme. Det blev sent – trætte og mætte skiltes vi, da mørket for længst havde fået fat, men det var, på alle måder, en god dag. Det er alle de andre dage selvfølgelig også – den her var bare ekstra god.

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Hvem bestemmer gennembruddet?

Her til morgen faldt jeg tilfældigvis over turnéplanen for Jacob Dinesen. Udsolgt stod der stort set over det hele, og Tønders bud på en Springsteen er da også aldeles fremragende, så det overrasker sådan set ikke, at folk valfarter til koncerterne. Jeg spekulerede bare på, hvorfor lige præcis Jacob Dinesen og band lige nu skriver udsolgt, hver gang de stiller sig op på en scene. De er dygtige, jo, men det er der jo så mange, der er.

Fredag aften var jeg i Bygningen i Vejle for at høre Kajsa Vala med band, og de er aldeles fremragende. Lyden fra Nashville blandet med lidt Aabyhøj og en sammentømret enhed på scenen. Der var sådan cirka 25 mennesker i den lille sal. Det fik mig til at spekulere på, hvorfor lige præcis Kajsa Vala ikke oplever det samme, som sønderjyske Springsteen. Er det noget med spilletid i radioen? Er det et kommercielt anliggende? Hvem er det, der bestemmer, om et band får bid for alvor?

Man kan selvfølgelig gøre som Folkeklubben har gjort – spillet koncerter igen og igen i hvert et hjørne af landet. I begyndelsen var der heller ikke udsolgt, for nu at sige det mildt, men det er der nu. Også i store Vega i København. Deres vej har heddet landevej. Jeg ved da godt, at alle begynder et sted. Selv de største spillede engang foran en fætter og en nabo, inden det hele eksploderede, men jeg kan simpelthen ikke fatte, at der ikke er flere, der har fået øje på Kajsa Vala. Hun leverer, sammen med sin bedre halvdel Anders Thorborg samt Astrid Noringriis, Nis Hybel og Martin Pedersen på et niveau, der sagtens kunne bære udsolgt.

Nå, men forhåbentlig bliver de ved, Kajsa Vala og band, selv om det er op ad bakke, som det hedder. I aften prøver vi så igen – denne gang med Pligten Kalder og i selskab med dejlige venner. Der er udsolgt, selv om de aldrig har fået et gennembrud – og heller ikke får det. Hvordan kan jeg tillade mig at skrive det? Fordi Torben Steno selv har sagt det, da jeg fik fornøjelsen af at møde dem til Jelling Musikfestival, og det står i nedenstående artikel, hvis du har lyst til at læse det. God weekend – især til Kajsa Vala og band.

Pligten Kalder er skam alvorligt nok

Af Flemming Linnebjerg

flli@vafo.dk

Der er ingen grund til at forberede sig alt for meget før et interview med Pligten Kalder. Det kører alligevel af sporet på den gode måde.

Hvis man mere end én gang går ind på det samme værtshus på Vesterbro i København, kan det få flere konsekvenser.

Det mest realistiske er, at man kommer med i et band, en eventgruppe eller noget politisk.

– På en sløj dag kan man også score en dame, påpeger Johan Olsen.

– Det sidste døjer jeg altså ikke så meget med længere, siger 56-årige Torben Steno, som, med egne ord, i stedet bøvler en del med afblomstret seksualitet.

Min chef sagde det, da han bad mig tage en snak med hjertekammer et og to i bandet Pligten Kalder på Jelling Musikfestival: Det bliver sjovt, lød det med myndig redaktørstemme, og min kære og musikelskende redaktør fik ret.

Scenen for interviewet ender med at blive Søpavillionens terrasse, hvor Torben Steno placerer mig mellem sig selv og Johan Olsen.

– Så kan du snakke med os begge to, siger Torben Steno triumfererende efter offentliggørelsen af interviewets bordplan.

Skæve titler

Ingen af de to herrer vil høre tale om, at Pligten Kalder nævnes som et sideprojekt, selv om journalisten og orgelfetichisten Torben Steno har nok andet at se til i lighed med Johan Olsen, som ud over at være forsanger i Magtens Korridorer ernærer sig som biolog og forsker.

De bryder sig ganske enkelt ikke om klangen i ordet, for Pligten Kalder tager de seriøst. De har det sjovt, mens de tager det alvorligt -men Pligten Kalder er ikke for sjov.

Sådan har det været, siden dengang de mødte hinanden på stamværtshuset Märkbar på Vesterbro.

De gad godt nok ikke spille til værtshusets juleklippedag, men de begyndte i stedet at lave musik sammen hos Torben Steno, hvilket der siden er kommet en EP, et album og sange som ” Den polske kavalergang”, ” Tre ældre kvinder på en tom bøssebar i november”, ” Hvorfor er jeg ikke død” samt ” Tavse gæster” ud af.

– Hvor mange job har I egentlig i løbet af et år? -600.

Torben Steno holder masken. I 15 sekunder. Og så tilføjer han: 20. Eller 18 måske.

Det er ikke det eneste af mine, synes jeg selv, gennemarbejdede og gennemresearchede spørgsmål, som viser sig at være ubrugeligt.

Det er de stort set alle, hvilket går op for mig 30 sekunder efter, jeg har fået Johan Olsen og Torben Steno som bordherrer.

Tekstkontrast til jargon

For nok er de med i et lyrisk laboratorium, der har udviklet sig til et samfundskommenterende band, som Johan Olsen siger, men de har det frem for alt sjovt og godt med det, de laver.

Albummet ” Du skulle have været der i går” fra 2014 har fået god kritik, men det er nu ikke så underligt ifølge Johan Olsen og Torben Steno.

– Det er fordi, det er skide godt, siger førstnævnte.

– Ja, det er høj kvalitet, supplerer Torben Steno.

Bandets sange er ikke just munterheden selv, hvilket egentlig er en skarp kontrast til jargonen hos Torben Steno og Johan Olesen, og som Torben Steno siger i forbindelse med præsentationen af det første nummer til koncerten i Jelling: -Vi begynder med vores gladeste sang -og derfra går det bare nedad.

Jeg prøver med et mine gennemarbejdede og gennemresearchede spørgsmål igen, men det skulle jeg ikke have gjort. Jeg spørger, om man kan sige, at Pligten Kalders tekster og musik ikke appellerer til de intellektuelle.

– Jeg håber sandelig, vores sange kommer ind under huden hos folk. At vi rammer folks følelser, svarer Johan Olsen.

– Hov, de intellektuelle har altså også følelser, påpeger Torben Steno straks og fortæller, at bandets tekster faktisk bruges til tekstanalyse i gymnasiet.

Slår aldrig igennem

På den danske musikscene findes der mange aktører, som tager sig selv højtideligt, men den gruppe tilhører Pligten Kalder ikke.

Som Torben Steno siger:

– Vi er ikke slået igennem endnu.

Efter en lille kunstpause siger han:

– Og det kommer vi heller ikke til.

Han udgør minimum 65 pct. af bandets kreative kraft, og på den baggrund burde han have mest i løn, mener Johan Olsen. Som ligeledes holder en kunstpause, inden han siger: -Men det får han ikke.

– Jeg er ellers klart det medlem af bandet, som er mest afhængig af pengene, siger Torben Steno, der beskriver sig selv som en meget principfast mand.

– På nær hvis der er penge i ikke at være det.

Derefter fortæller de om dengang, de satte en journalist stævne på et værtshus i København. De blev hurtigt enige om, at de kendte journalistens spørgsmål, og journalisten kendte deres svar, så kunne han ikke bare skrive det uden snak? Det gjorde han så, og alle ” vores” svar var rigtige, som Johan Olsen siger.

Der er kun en halv times tid til Pligten Kalders koncert i Søpavillionen. Duné spiller højt på den store scene i baggrunden, og Torben Steno læner sig frem og siger til Johan Olsen:

– Skal vi ikke lave en sætliste?

– God idé, siger Johan Olsen og rejser sig. Pligten kalder.

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Det hele begyndte i Isenvad

Den 12. februar 1967 var der fest i forsamlingshuset i midtjyske Isenvad. Det var bryllupsfest, to unge mennesker sagde ja til et liv side om side, i med- og modgang, og det blev efterfølgende behørigt fejret med klar suppe, hovedretten var kødet, som suppen var kogt på – tilsat sur/sød sovs – og til dessert var der en klassisk is. Der var 30-35 mennesker, og der blev ikke serveret alkohol, for den slags brugte man ikke i gommens familie. Det havde den fordel, at brudeparret efter festen, omkring midnat, selv kørte hjem til det nyindkøbte hus på Markvænget i Studsgaard. Turen tog de i en Volvo 544, som gommen lånte af sin bror.

Det var min mor og far, der blev gift den februardag i Isenvad, og min mor var dengang i praktik i en børnehave, mens min far kørte med is for Premier Is. Netop isen spillede en central rolle i deres forhold, for det var noget med, at ismanden faldt for den unge pige i en af de iskiosker, han besøgte på sin rute. Kæmpe Eskimo kan føre til meget. De er heldigvis stadig sammen, og derfor fejrede de for nylig guldbryllup – 50 år efter den indledende, klare suppe i forsamlingshuset.

Det er nu ikke fordi, de har haft medvind hele vejen, faktisk var der fra begyndelsen udfordringer, fordi min mors forældre, blandt andet, ikke var tilfreds med valget af svigersøn. Det havde den drastiske konsekvens, at kontakten blev brudt, og derfor mødte jeg aldrig min mormor og morfar. Som jeg forstår det, gik jeg ikke glip af noget. Det var dog også kun at betragte som en svag sommerbrise i ansigtet i forhold til, hvad der ventede. Ikke mindst da jeg, godt et år efter brylluppet, kom til verden. Jeg valgte at sige tak for fødsel med en lille lækker anretning bestående af en veltilberedt portion kolik garneret med skrig og skrål.

Så var de i gang – og siden sørgede jeg for, at de aldrig for alvor faldt til ro hjørnesofaen bygget op af brune, velourbeklædte moduler. I skolen var karaktererne nogenlunde hæderlige, især i dansk og idræt, men de blev altid suppleret af vendinger som: Flemming er urolig timerne, eller Flemming udnytter ikke sit potentiale. Dertil skal regnes et utilstedeligt temperament, som ganske ofte, eller rettere sagt hver weekend, bragte min mor og far i forlegenhed, når jeg kortsluttede på fodbold- og håndboldbanen. Der var også det der med, at jeg i en periode “lånte” mønter i mors pung eller “glemte” at betale for slik hos FC Marked. Og den største fejl af alle – at jeg begyndte at ryge.

Okay, der var enkelte snert af optur, hvor jeg bragte en smule glæde til mine forældre. Jeg var for eksempel fuldstændig vild med de børn, min mor passede i sine mange år som dagplejemor, så ren elendighed var det altså ikke. Det var kun tæt på. I forbindelse med guldbrylluppet trak mine forældre sig, helt ud til kanten af Vesterhavet i det nordvestlige hjørne af Jylland, hvor resten af den nærmeste familie gjorde dem selskab. Det var unikt. Frostklart, høj himmel, vandet lige bag klitterne på sommerhusets grund, og familien tæt på hinanden. Da vi forlod det lille stykke paradis mellem Blokhus og Løkken, tænkte jeg på, at dagene var kernen i det at være til. Og at min mor og far er seje. Og søde.

At der ikke var stor fest, med dem i centrum, overraskede mig ikke. De er ydmyge folk, men de slipper ikke for at komme på Linnebloggen. Og så bliver det vel ikke større …, selv om jeg er ganske klar over, at der i disse tider er mennesker der mener, at mange andre familieformer er mere hippe.

Jeg mener nu, at der er noget ganske smukt over at danne par i 50 år.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer