Hvem skabte egentlig påsken?

Min eneste trøst er, at jeg nok ikke var alene. Mange andre mænd blev givetvis slæbt ud til planteskoler og byggemarkeder op til påske. Fordi fruen var forårskåd og havde masser af gode idéer til udvikling af haven. Nu passer det jo ikke, at påsken er noget, fanden har skabt, men man tror det næsten, når man oplever mængden af opgaver, der pludselig hober sig op med udsigten til en lille klump af fridage. Så skal der sættes 40 meter hæk. Så skal der indkøbes højbede. Så skal der hentes jord til højbedene. Så skal der købes blomster og planter med så fine latinske navne, at man bukker dybt i respekt. Der skal også samles et eller andet drivhus, fruen fik i fødselsdagsgave.

-Det her skal vi ikke samle i dag, sagde jeg, da jeg kiggede på side et i montagevejledningen for drivhuset. Det så mere indviklet ud end et legekøkken fra Fisher Price, og så ved forældre, at det ikke er lige til at gå til. Jeg sagde det også på bagkant af plantningen af 160 hækplanter, hvor fruen og jeg samarbejdede. Det gik nu rigtig fint …, indtil vi blev trætte og havde ondt i vores rygge. Hvilket skete forholdsvis tidligt i forløbet. Hækken skulle stå, hvor der var græs, så først skulle der fjernes græs, så skulle der graves en rende i det lerede jord, den opgravede jord skulle moses, hækplanterne skulle sættes, jorden skulle ned igen, og der skulle stampes. Over 40 meter. Bagefter samlede vi højbede, og på det tidspunkt var der måske en enkelt muskel omkring næseryggen, jeg ikke havde ondt i. Det var der, jeg fik montagevejledningen til drivhuset i hånden.

Jeg vidste, at fruen vidste, at jeg ville sige, at vi ikke skal samle det drivhus nu. Hun kiggede på mig på den der måde. Jeg læste videre i montagevejledningen og fandt en trumf. – Man skal bruge silikone, sagde jeg. Der var stille i to-tre sekunder, og så sagde fruen: Har vi det? Jeg var lige ved at skrige, om hun måske er gift med en tømremester, men hun vidste det godt. Hun pakkede drivhuset sammen igen. Pludselig gav det mening, at langfredag har netop det navn. Engang havde fruen sig egen butik, og det gav hende 14 dages ferie om året. Dengang var der ikke tid til at få gode idéer. Der var sandelig ikke tid til at tænke på højbede, og der var slet ikke tid til at tænke på, hvad påsken skulle bruges til – for den skulle bruges i butikken. Det var tider. Altså for mig.

Måske hænger det også sammen med, at jeg er ualmindelig sølle, når jeg bevæger mig ind på en planteskole. I endnu mere udpræget grad når jeg bevæger mig ind i et byggemarked. Jeg ender altid med at købe afløbsrens, efter jeg har gået rundt og set lidt handyman-agtig ud. Det er patetisk i sin reneste form. Jeg går ofte og spekulerer på, hvor mange mænd der gør det samme som mig – altså lader som om man faktisk ved, hvad man leder efter i byggemarkedet. Nå, men i dag er det lørdag, og det blev en fridag efter hårdt pres fra mig. Der var tid til at se Tottenham vinde en ny overbevisende sejr i Premier League, mens jeg nød udsigten til en lille del af den nye bøgehæk. Fruen har haft det lidt svært i dag, hun hader fridage, hvor der ikke er noget konkret at forholde sig til – men en enkelt romantisk komedie blev det da til. Og så laver hun hjemmelavet kartoffelsalat lige nu. Meget kan man sige om fruen, men hendes kartoffelsalat er modbydelig god, og påske er også tilgivelse. Det går den rigtige vej.

I morgen, påskedag, har fruen indkaldt sine svigerforældre, og det tager jeg som et udtryk for, at hvis håndværksmæssige ting skal gøres ordentligt, skal min far på banen. Der venter utvivlsomt flere opgaver på mig, men det bliver ikke betydende opgaver. Hun har opgivet mig. Igen. Hvilket er ganske forståeligt. I stedet spekulerer jeg på 2. påskedag. Jeg bliver nødt til at finde på noget, vi skal ud af huset, ellers skal der sikkert indrettes en filial af Jesperhus Blomsterpark i det hjørne af haven, hvor der stadig er lidt græs at spore. Jeg har fortalt hende, at påsken er kristendommens vigtigste højtid, men det rører hende ikke. Da jeg skærtorsdag ringede til min chef, var det dog ikke for at brokke mig over fruen, men bare for at stille et fagligt spørgsmål. Min chef havde god tid til at snakke, for han sad i bilen sammen med sin kone. De var på vej hjem fra …

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

2017 bliver et båt-båt år

Dette galleri indeholder 4 billeder.

Indtil nu har min frue været muggen i 2017. Eller knotten, om man vil. Det er ikke sådan, hun fnysende arrig smider med ting eller slår mig, men humøret har bare ikke været så højt, som humør kan være. Et … Læs resten

Flere gallerier | 2 kommentarer

Når en god dag bliver ekstra god

Hvad er det nu, man giver en mand, når han fylder 50 år? En mand, som har en skøn kone, dejlige børn og sit gode humør. Og humor, ikke mindst. Han har kort sagt det, han skal og kan bruge, og opstår der et nyt behov, køber han det. Altså ikke kone, børn og det der – men alt det andet.

Det dilemma stod jeg i for nylig, da min gode kammerat Jensen rundede de fem årtier. Jeg havde ikke råd til at give ham en Ferrari, for det ville han garanteret gerne have. Eller sin egen golfbane. Derfor rundede jeg i første omgang klassiske ting som et stykke Ralph Lauren-tøj, gode vine, et par sneakers og andre emner fra den skuffe, vi normalt trækker ud. Men for det første køber han det som sagt selv, hvis han mangler det, og for det andet er der ikke sådan for alvor kammeratlig bund i sådan en gave, vel? Og det skulle der være.

Nu er det ikke nogen hemmelighed, at jeg er ualmindelig godt gift. Henry, hedder hun – eller Henriette når jeg en sjælden gang er rigtig gal på hende – og det er hende, jeg søger, når jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Og nej …, så ofte er det heller ikke. Men vi snakkede lidt frem og tilbage om gaven til Jensen, og pludselig er vi på et spor, hvor det handler om at give ham en dag. En hel dag. Som vi tror, han vil elske. Så det gav vi ham. Uden stress, uden omkostninger og krav til ham, ingen stram tidsplan, besøg hos fine steder for at købe god mad og vin, plads til en middagslur undervejs, men det var en risikobetonet gave – for det er ikke altid, den slags dage går, som de er tænkt.

Da vi nåede frem til den lørdag, det skulle være, indledte vi om formiddagen med at køre til Farre, hvor en ypperlig slagter er placeret. Hos Aalbæk Specialiteter fandt vi det fine kød, og her skal det så sandelig nævnes, at vi kørte i Mercedes. Sådan en har Jensen nemlig, og en del af gaven var også, at der blev afregnet efter statens takster, hvilket han dog har været for beskeden til at sende en faktura på endnu. Derefter til Vejle og Havnens Vin og Tobak, hvor Jensen og jeg efter ekspertråd fandt frem til nogle forskellige flasker Zinfandel fra Californien. På samme tid var konerne også i Vejle for at købe grøntsager hos den biodynamiske stjerne på Nørretorv, de var også hos Havnens Fiskehus for at finde sager til forretten, og minsandten om vi ikke mødte hinanden over en ribbenssandwich hos Kokkens Pølsevogn, da vi afsluttede indkøbsturen. Heldigvis kom fruerne lidt efter os, så de hørte ikke, at Jensen og jeg stod og var vældig kække. Det gik dog over, da fruerne kom. Hvilket kokken i pølsevognen ikke undlod at gøre opmærksom på. Lige inden vi kørte til bageren for købe de kager, vi havde glemt, vi skulle købe.

Så var der langt om længe tid til en middagslur, og klokken 15.00 samledes vi igen. Udhvilet og med nye kræfter. Først lidt kaffe, kage og rolig snak. Siden fælles tilberedelse af maden, mens der blev smagt en lille bitte smule på de indkøbte vine. På det tidspunkt anede ingen af os, at vi var midt i en unik dag, men det var vi. Det udviklede sig præcis, som det var tænkt, og Jensen, den høflige mand, gav heldigvis udtryk for det samme. Det blev sent – trætte og mætte skiltes vi, da mørket for længst havde fået fat, men det var, på alle måder, en god dag. Det er alle de andre dage selvfølgelig også – den her var bare ekstra god.

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Hvem bestemmer gennembruddet?

Her til morgen faldt jeg tilfældigvis over turnéplanen for Jacob Dinesen. Udsolgt stod der stort set over det hele, og Tønders bud på en Springsteen er da også aldeles fremragende, så det overrasker sådan set ikke, at folk valfarter til koncerterne. Jeg spekulerede bare på, hvorfor lige præcis Jacob Dinesen og band lige nu skriver udsolgt, hver gang de stiller sig op på en scene. De er dygtige, jo, men det er der jo så mange, der er.

Fredag aften var jeg i Bygningen i Vejle for at høre Kajsa Vala med band, og de er aldeles fremragende. Lyden fra Nashville blandet med lidt Aabyhøj og en sammentømret enhed på scenen. Der var sådan cirka 25 mennesker i den lille sal. Det fik mig til at spekulere på, hvorfor lige præcis Kajsa Vala ikke oplever det samme, som sønderjyske Springsteen. Er det noget med spilletid i radioen? Er det et kommercielt anliggende? Hvem er det, der bestemmer, om et band får bid for alvor?

Man kan selvfølgelig gøre som Folkeklubben har gjort – spillet koncerter igen og igen i hvert et hjørne af landet. I begyndelsen var der heller ikke udsolgt, for nu at sige det mildt, men det er der nu. Også i store Vega i København. Deres vej har heddet landevej. Jeg ved da godt, at alle begynder et sted. Selv de største spillede engang foran en fætter og en nabo, inden det hele eksploderede, men jeg kan simpelthen ikke fatte, at der ikke er flere, der har fået øje på Kajsa Vala. Hun leverer, sammen med sin bedre halvdel Anders Thorborg samt Astrid Noringriis, Nis Hybel og Martin Pedersen på et niveau, der sagtens kunne bære udsolgt.

Nå, men forhåbentlig bliver de ved, Kajsa Vala og band, selv om det er op ad bakke, som det hedder. I aften prøver vi så igen – denne gang med Pligten Kalder og i selskab med dejlige venner. Der er udsolgt, selv om de aldrig har fået et gennembrud – og heller ikke får det. Hvordan kan jeg tillade mig at skrive det? Fordi Torben Steno selv har sagt det, da jeg fik fornøjelsen af at møde dem til Jelling Musikfestival, og det står i nedenstående artikel, hvis du har lyst til at læse det. God weekend – især til Kajsa Vala og band.

Pligten Kalder er skam alvorligt nok

Af Flemming Linnebjerg

flli@vafo.dk

Der er ingen grund til at forberede sig alt for meget før et interview med Pligten Kalder. Det kører alligevel af sporet på den gode måde.

Hvis man mere end én gang går ind på det samme værtshus på Vesterbro i København, kan det få flere konsekvenser.

Det mest realistiske er, at man kommer med i et band, en eventgruppe eller noget politisk.

– På en sløj dag kan man også score en dame, påpeger Johan Olsen.

– Det sidste døjer jeg altså ikke så meget med længere, siger 56-årige Torben Steno, som, med egne ord, i stedet bøvler en del med afblomstret seksualitet.

Min chef sagde det, da han bad mig tage en snak med hjertekammer et og to i bandet Pligten Kalder på Jelling Musikfestival: Det bliver sjovt, lød det med myndig redaktørstemme, og min kære og musikelskende redaktør fik ret.

Scenen for interviewet ender med at blive Søpavillionens terrasse, hvor Torben Steno placerer mig mellem sig selv og Johan Olsen.

– Så kan du snakke med os begge to, siger Torben Steno triumfererende efter offentliggørelsen af interviewets bordplan.

Skæve titler

Ingen af de to herrer vil høre tale om, at Pligten Kalder nævnes som et sideprojekt, selv om journalisten og orgelfetichisten Torben Steno har nok andet at se til i lighed med Johan Olsen, som ud over at være forsanger i Magtens Korridorer ernærer sig som biolog og forsker.

De bryder sig ganske enkelt ikke om klangen i ordet, for Pligten Kalder tager de seriøst. De har det sjovt, mens de tager det alvorligt -men Pligten Kalder er ikke for sjov.

Sådan har det været, siden dengang de mødte hinanden på stamværtshuset Märkbar på Vesterbro.

De gad godt nok ikke spille til værtshusets juleklippedag, men de begyndte i stedet at lave musik sammen hos Torben Steno, hvilket der siden er kommet en EP, et album og sange som ” Den polske kavalergang”, ” Tre ældre kvinder på en tom bøssebar i november”, ” Hvorfor er jeg ikke død” samt ” Tavse gæster” ud af.

– Hvor mange job har I egentlig i løbet af et år? -600.

Torben Steno holder masken. I 15 sekunder. Og så tilføjer han: 20. Eller 18 måske.

Det er ikke det eneste af mine, synes jeg selv, gennemarbejdede og gennemresearchede spørgsmål, som viser sig at være ubrugeligt.

Det er de stort set alle, hvilket går op for mig 30 sekunder efter, jeg har fået Johan Olsen og Torben Steno som bordherrer.

Tekstkontrast til jargon

For nok er de med i et lyrisk laboratorium, der har udviklet sig til et samfundskommenterende band, som Johan Olsen siger, men de har det frem for alt sjovt og godt med det, de laver.

Albummet ” Du skulle have været der i går” fra 2014 har fået god kritik, men det er nu ikke så underligt ifølge Johan Olsen og Torben Steno.

– Det er fordi, det er skide godt, siger førstnævnte.

– Ja, det er høj kvalitet, supplerer Torben Steno.

Bandets sange er ikke just munterheden selv, hvilket egentlig er en skarp kontrast til jargonen hos Torben Steno og Johan Olesen, og som Torben Steno siger i forbindelse med præsentationen af det første nummer til koncerten i Jelling: -Vi begynder med vores gladeste sang -og derfra går det bare nedad.

Jeg prøver med et mine gennemarbejdede og gennemresearchede spørgsmål igen, men det skulle jeg ikke have gjort. Jeg spørger, om man kan sige, at Pligten Kalders tekster og musik ikke appellerer til de intellektuelle.

– Jeg håber sandelig, vores sange kommer ind under huden hos folk. At vi rammer folks følelser, svarer Johan Olsen.

– Hov, de intellektuelle har altså også følelser, påpeger Torben Steno straks og fortæller, at bandets tekster faktisk bruges til tekstanalyse i gymnasiet.

Slår aldrig igennem

På den danske musikscene findes der mange aktører, som tager sig selv højtideligt, men den gruppe tilhører Pligten Kalder ikke.

Som Torben Steno siger:

– Vi er ikke slået igennem endnu.

Efter en lille kunstpause siger han:

– Og det kommer vi heller ikke til.

Han udgør minimum 65 pct. af bandets kreative kraft, og på den baggrund burde han have mest i løn, mener Johan Olsen. Som ligeledes holder en kunstpause, inden han siger: -Men det får han ikke.

– Jeg er ellers klart det medlem af bandet, som er mest afhængig af pengene, siger Torben Steno, der beskriver sig selv som en meget principfast mand.

– På nær hvis der er penge i ikke at være det.

Derefter fortæller de om dengang, de satte en journalist stævne på et værtshus i København. De blev hurtigt enige om, at de kendte journalistens spørgsmål, og journalisten kendte deres svar, så kunne han ikke bare skrive det uden snak? Det gjorde han så, og alle ” vores” svar var rigtige, som Johan Olsen siger.

Der er kun en halv times tid til Pligten Kalders koncert i Søpavillionen. Duné spiller højt på den store scene i baggrunden, og Torben Steno læner sig frem og siger til Johan Olsen:

– Skal vi ikke lave en sætliste?

– God idé, siger Johan Olsen og rejser sig. Pligten kalder.

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Det hele begyndte i Isenvad

Den 12. februar 1967 var der fest i forsamlingshuset i midtjyske Isenvad. Det var bryllupsfest, to unge mennesker sagde ja til et liv side om side, i med- og modgang, og det blev efterfølgende behørigt fejret med klar suppe, hovedretten var kødet, som suppen var kogt på – tilsat sur/sød sovs – og til dessert var der en klassisk is. Der var 30-35 mennesker, og der blev ikke serveret alkohol, for den slags brugte man ikke i gommens familie. Det havde den fordel, at brudeparret efter festen, omkring midnat, selv kørte hjem til det nyindkøbte hus på Markvænget i Studsgaard. Turen tog de i en Volvo 544, som gommen lånte af sin bror.

Det var min mor og far, der blev gift den februardag i Isenvad, og min mor var dengang i praktik i en børnehave, mens min far kørte med is for Premier Is. Netop isen spillede en central rolle i deres forhold, for det var noget med, at ismanden faldt for den unge pige i en af de iskiosker, han besøgte på sin rute. Kæmpe Eskimo kan føre til meget. De er heldigvis stadig sammen, og derfor fejrede de for nylig guldbryllup – 50 år efter den indledende, klare suppe i forsamlingshuset.

Det er nu ikke fordi, de har haft medvind hele vejen, faktisk var der fra begyndelsen udfordringer, fordi min mors forældre, blandt andet, ikke var tilfreds med valget af svigersøn. Det havde den drastiske konsekvens, at kontakten blev brudt, og derfor mødte jeg aldrig min mormor og morfar. Som jeg forstår det, gik jeg ikke glip af noget. Det var dog også kun at betragte som en svag sommerbrise i ansigtet i forhold til, hvad der ventede. Ikke mindst da jeg, godt et år efter brylluppet, kom til verden. Jeg valgte at sige tak for fødsel med en lille lækker anretning bestående af en veltilberedt portion kolik garneret med skrig og skrål.

Så var de i gang – og siden sørgede jeg for, at de aldrig for alvor faldt til ro hjørnesofaen bygget op af brune, velourbeklædte moduler. I skolen var karaktererne nogenlunde hæderlige, især i dansk og idræt, men de blev altid suppleret af vendinger som: Flemming er urolig timerne, eller Flemming udnytter ikke sit potentiale. Dertil skal regnes et utilstedeligt temperament, som ganske ofte, eller rettere sagt hver weekend, bragte min mor og far i forlegenhed, når jeg kortsluttede på fodbold- og håndboldbanen. Der var også det der med, at jeg i en periode “lånte” mønter i mors pung eller “glemte” at betale for slik hos FC Marked. Og den største fejl af alle – at jeg begyndte at ryge.

Okay, der var enkelte snert af optur, hvor jeg bragte en smule glæde til mine forældre. Jeg var for eksempel fuldstændig vild med de børn, min mor passede i sine mange år som dagplejemor, så ren elendighed var det altså ikke. Det var kun tæt på. I forbindelse med guldbrylluppet trak mine forældre sig, helt ud til kanten af Vesterhavet i det nordvestlige hjørne af Jylland, hvor resten af den nærmeste familie gjorde dem selskab. Det var unikt. Frostklart, høj himmel, vandet lige bag klitterne på sommerhusets grund, og familien tæt på hinanden. Da vi forlod det lille stykke paradis mellem Blokhus og Løkken, tænkte jeg på, at dagene var kernen i det at være til. Og at min mor og far er seje. Og søde.

At der ikke var stor fest, med dem i centrum, overraskede mig ikke. De er ydmyge folk, men de slipper ikke for at komme på Linnebloggen. Og så bliver det vel ikke større …, selv om jeg er ganske klar over, at der i disse tider er mennesker der mener, at mange andre familieformer er mere hippe.

Jeg mener nu, at der er noget ganske smukt over at danne par i 50 år.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Den gamle, sure mand er glad

Ganske ofte beskyldes jeg for at være en gammel og sur mand. Det forstår jeg egentlig godt. Jeg er 48 år, og så er man gammel. I hvert fald i følge døtrene. Og fruen, for den sags skyld. Det hjælper så heller ikke, at jeg også ser gammel ud. Min surhed kan ikke diskuteres eller gradueres – jeg er grundlæggende sur for en sikkerheds skyld. Eller …, faktisk er det ikke så galt, men jeg erkender, at jeg fra naturen er udstyret med et udtryk, der sagtens kan rime på sur. Eller arrogant og utilnærmelig.

Der skal meget til at ændre det udtryk, men det sker. For eksempel når jeg skriver en mail til Velfac for at spørge, hvor jeg kan købe en lille reservedel til vores indgangsdør i huset. Få dage senere var reservedelen hos mig. Uden beregning. Den slags elsker gamle, sure mænd. Men det er da også klasse, ikke? Det var dog ikke helt nok, for døren og låsen drillede stadig. Så ringede jeg til min nabo Søren, der er uddannet tømrer. Fem minutter efter stod han der, og selv om opgaven viste sig at være kompliceret, gik han ikke hjem, inden han det var løst. Undervejs gik han sågar hjem og pillede en liste af sin egen dør, og først bagefter kørte han til Århus sammen med sin kone. Mit største problem ved den historie er, at jeg aldrig kan betale tilbage, for jeg kan ikke noget, Søren ikke selv kan klare.

Samme følelse sad jeg med denne fredag, hvor der var indkaldt til kursus hos Jysk Fynske Medier, hvor jeg på en eller anden måde har sneget mig til stadig at være ansat. Et nyt redaktionelt system venter ret forude, og det var det, vi skulle introduceres til. Det lyder ikke som noget for en gammel, sur mand, vel? På en fredag. Men det var det. For det første var det fantastisk at være i selskab med dejlige kollegaer. Derudover var vores underviser, Kim Stagaard, både kompetent, munter og i stand til at tale et sprog, alle forstod. Okay, jeg stillede vel mange spørgsmål, men det er jo legalt, når man har min alder. Og så lever jeg med, at det hedder digital first og ikke digital først.

Jeg sad, præcis som i folkeskolen, på bageste række. Oppe foran sad de kloge og stræberne, mens vi på bageste række vippede på stolene og gemte os bag vittige kommentarer, når vi kæmpede med at finde ud af, hvad Kim Stagaard talte om. Det var, og det tænkte jeg flere gange, smadder hyggeligt. Selv om jeg sad tæt på min gamle sportsmakker Anders og fotografen Benny. Ja, dem på billedet.

På rækken foran os sad Palle blandt andre. Han er webredigerende, og hvis han ikke havde stillet så mange kloge spørgsmål, var vi gået på weekend umiddelbart efter frokost. Nu blev den alligevel 10 minutter over tre, inden vi kom derfra, og som journalist er det jo at betragte som heftigt overarbejde. Jeg ved om nogen, at humor og sarkasme på skrift er farlige sager, så måske skal jeg lige understrege, at Palle er en kær, dygtig og humoristisk kollega – og ja,  det er ham på billedet. Det med overarbejdet er til gengæld helt uden humor og sarkasme …

 

I bilen på vej hjem var jeg faktisk i noget, der minder om godt humør. Det kunne ikke slå mig ud, at folk som vanligt kørte elendigt (bortset fra mig), at der kommer X Factor i fjernsynet i aften, eller at Tottenham igen igen igen kiksede fælt i løbet af ugen. Jo, jeg blev lidt forskrækket, for jeg var jo nærmest glad. Så glad at jeg faktisk ringede hjem til fruen. Er du allerede i Skibet, sagde hun og tilføjede: Så kan du lige nå at sige hej til min mor og far. Så let kan glæde maltrakteres. Svigermor og svigerfar sad hjemme hos os. Arghhh, svigermor og svigerfar …, I ved, det er gøgleri. Jeg er en værre røver af en svigersøn. Jeg elsker min svigermor og svigerfar – og faktisk bliver svigermor 70 år lige om lidt. Ikke at man kan se det – men det gør hun, og jeg har store planer om at hylde hende så meget til festen, at hun bryder fuldstændig sammen og hulkende siger: Du er den bedste svigersøn, man kan ønske sig.

Da jeg kom hjem, lavede jeg naturligvis straks lidt Rune Klan-løjer, som billedet viser. Fordi jeg var så glad for at se svigermor og svigerfar. Da de kørte, gik jeg ind til computeren, satte Neil Youngs On The Beach på, og så skrev jeg det her. Egentlig bare for at sige god weekend. Den bliver god. Allerede lørdag kulminerer det i selskab med gode venner hele dagen. Jeg er glad. Jeg er en gammel, sur og glad mand.

 

Udgivet i Uncategorized | En kommentar

Nu bor jeg så i et par støvler

Hvis min kone ikke havde været med, havde jeg ikke købt dem. Men hun sagde: Du kommer til at bo i dem. Og hvem vil ikke gerne have et par støvler, man kan bo i? Vi var i en af de smalle gader i indre København, og vi var to jyder på tur, der havde fået øje på et par sorte støvler i en lille butik, hvor det charmerende trægulv alene var en oplevelse. Eller det vil sige – min kone havde fået øje på et par sorte støvler. Jeg så dem også, jeg har tit set dem, men jeg har også set prisen, så jeg var som udgangspunkt ikke interesseret.

Støvlerne var nedsat med 50 procent, men i min verden stod vi stadig ansigt til ansigt med en mindre formue. Jeg kunne, minimum, få tre par støvler for prisen på det ene par, tænkte jeg, mens jeg prøvede støvlerne. De var fine, læderet var som smør, og der var intet at udsætte på kvalitet, udførsel og fremtoning. Alligevel ville jeg gerne lige tænke over det. Gå lidt rundt, måske vende tilbage, måske prøve dem igen, og så, sandsynligvis, ende med ikke at købe dem. De tanker faldt til jorden, da jeg så min kones blik. Jeg kender det blik. Det er noget med, at “hvis du ikke gør, som jeg tænker, flækker jeg dig i syv-otte stykker og dropper dig i en å, hvor delene først bliver fundet om seks år”. Så jeg købte støvlerne.

Det interessante ved den handel var nu slet ikke ovenstående, men derimod en “sælger” der virkede ligeglad. Han havde, i sine lidt for korte bukser, meget travlt med at pynte en gine. Det gik han vældig meget op i, hvilket der naturligvis ikke er noget galt i – med mindre der er kunder i butikken. Og det var vi. Endda meget potentielle kunder i butikken. Jo, han kom med henkastede bemærkninger henne fra ginen, da vi fedtede lidt rundt i størrelserne, men det var det. Hvis min farfar, der var købmand i marv og ben, havde levet, ville han have givet den unge mand en ørefigen og bedt ham om at glemme alt om den gine og fokusere på det, han egentlig var der for – nemlig de mennesker, der åbner døren og træder ind, fordi der måske er noget, de vil købe.

Det tænkte jeg på, da jeg gik med støvlerne i en fin papirpose i hovedstadens indre. Jeg tænkte på, hvor svært den unge mand havde ved at slippe ginen, da vi mere eller mindre selv havde fundet ud af alt og var klar til at betale. Han havde lidt bøvl med en enkelt nål på ginens skjorte, og det ville han tydeligvis gerne have styr på, inden han skulle modtage en mindre formue for ikke at lave noget som helst. Jeg spekulerede også på kontrasten i, at vi nogle dage i forvejen havde handlet ny bil. Jamen, man kan da ikke sammenligne prisen på en ny bil og et par støvler. Jo, det kan man faktisk i dette tilfælde.

Hos Bilernes Hus i Silkeborg mødte vi først eleven René, der gjorde det fremragende. For ham var der kun os i hele verden, og så snart han fornemmede, vi ville handle, sagde han: Jeg henter lige min kollega. Få sekunder senere stod Daniel der. Han var lige så fremragende – bare med mere erfaring. Vi handlede bil hos dem, selvfølgelig, og da jeg afhentede bilen, var der pludselig lidt bøvl med en enkelt knap i bilen, hvilket blevet klaret kvikt. Med service og kunden i centrum. Det var alt andet end gunstigt for dem, at der ved aflevering af bilen, var kludder med en knap, men de beklagede og klarede det professionelt. Det var fuldstændig umuligt at brokke sig – fordi René og Daniel agerede, som de gjorde fra første sekund.

Lige nu snakkes der en del om at flytte forskellige større eller mindre sager fra København mod vest. DR har allerede besluttet at rykke vejret og sporten til Aarhus, og der hviskes også om at rykke Radio 24syv til Jylland. Det har jeg sådan set ikke ret mange meninger om, bortset fra at København stadig er landets centrum, men skal vi ikke aftale én ting: Serviceniveauet fra København må aldrig krydse Storebælt. Tilbage i København …, jeg begyndte allerede at bo i støvlerne om aftenen, hvor fruen og jeg først skulle spise på Ravage og siden i Skuespilhuset for at overvære Højskolesangbogen.  De var gode, støvlerne, og på et tidspunkt, mens vi sad på restauranten sagde fruen: Der sidder to lige bag os, og de kigger altså rigtig meget på dig og dine støvler. I Skuespilhuset observerede jeg flere blandt publikum, der kiggede beundrende på mine støvler. Og vi taler både kvinder og mænd. I alle aldre.

Da fruen og mig returnerede til hotellet, blev vi overraskede over aktiviteten i hotellets bar. Okay, det var fredag, og vi er jyder, men klokken var mange. Så lavede vi, jeg-er-københavner-agtig-tricket, og gik ind i baren og bestilte en drink. Så sad vi der, sammen med udlændinge, københavnske hipstere og en enkelt sugardaddy med en meget ung, lyshåret kvinde/pige, der havde et så pløret udtryk i øjnene, at man fik mistanke om, at hun kun sad med den gråhårede tegneseriefigur for pengene. Og så gik vi i seng. Altså fruen og mig. Da jeg tog støvlerne af, havde jeg en kæmpe vabel på den ene hæl. Jeg betragtede det som tømmermænd efter indflytningsfesten i støvlerne, men han kunne nu godt have sagt det, den unge mand i butikken. For så havde han da sagt et eller andet.

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Jeg er bare en utrænet gris

Søndag den 8. januar 2017. Bomuldshunden Conrad sov længe. Jeg vågnede lidt i ni, men jeg havde været vågen tidligere, sikkert omkring klokken syv, men der var helt stille. Og helt mørkt. Fruen snorkede ikke engang. Derfor faldt jeg åbenbart i søvn igen og vågnede først et par timer senere. Når jeg i min alder sover til klokken lidt i ni, ligner mine øjne noget, der er voldtaget af hvepse og myg. Man forstår naturligvis insekterne, for jeg er forholdsvis tiltrækkende, men pænt er det bestemt ikke.

Og nej …, faktisk er jeg ikke forholdsvis tiltrækkende. Jeg er grim. Og gammel. Jeg skrev på et tidspunkt, at jeg ikke kom i form i 2016. Jeg ved det …, jeg har skrevet meget vrøvl, men jeg mente det. Jeg kom ikke i form i året, der gik. Spørgsmålet er, om jeg nogensinde har været i form. Bortset fra de sæsoner som fodboldspiller, hvor Lennart Søderberg var cheftræner i Ikast fS. Der var alle i form. Han var en barsk svensker, Lennart, men han var også et fantastisk menneske. Og han fik folk i form.

Efter de blødkogte æg denne søndag var familien i en form for ingenmandsland. Der var ingen planer. Jeg foreslog en tur til Vesterhavet, hvilket ikke skabte jubel. Fruens forslag om en tur til Haderslev for at se på en skobutik, fremprovokerede heller ikke den store jubel. Så vi blev hjemme. Det er der også noget smukt over. Kæk som jeg er, spurgte jeg den yngste datter, om det var i dag, vi skulle i gang med  det der Kayla. Jeg regnede med, hun svarede nej, men det gjorde hun ikke. Hun sagde ja. Mine øjne var ikke længere så hævede, som de havde været, men mine øjenbryn hævede sig. Jeg skulle være med. Efter 20 års absolut pause. Helt og aldeles pause. Det blev en patetisk forestilling.

Flere gange har jeg sagt på typisk mandemåde, at så er Kayla vist heller ikke værre. Det gør jeg, når den yngste datter fortæller om ømheden i kroppen efter endnu en runde træning, som er opfundet af en australsk kvinde ved navn Kayla Itsines. Man kan følge hende på de sociale medier, forstår jeg, men mine planer går ikke umiddelbart i den retning. Den yngste datter fandt et program til mig – to gange fem øvelser der skulle klares to gange. Nogle af øvelserne var med 10 gentagelser, andre 12, 15 og helt op til vanvittige 24 gentagelser. Da jeg var igennem første runde, gav jeg op. Jeg har tit følt mig som en taber men aldrig så meget. Jeg ved godt, jeg er i dårlig form men ikke så dårlig form. Næste dag var jeg øm over det hele. Efter en fjerdedel af et program der ikke fremstod som fysisk terror.

Om jeg blev hånet? Det tror jeg nok. Fruen fulgte seancen, mens hun nonchalant lænede sig op ad dørkarmen. Hun rystede bare på hovedet, men det var ikke det værste, for det gør hun jo så tit, når det handler om mig. Næh …, langt værre var det, at jeg på pinligt få minutter spillede håneretten direkte i favnen på den yngste datter. Og hun modtog den med et smil. Det skal dog siges, at hun ikke udnyttede den maksimalt, hvilket viser noget om hendes store hjerte. Eller også var hun bare bekymret på vegne af sin far, der lå på sofaen ude af stand til at stave til is.

På den måde kom vi for alvor i gang med 2017 hjemme hos os, og da jeg igen fik en lille smule ilt til hjernen, besluttede jeg mig for, at det der Kayla …, det er ikke noget for mig. Jeg laver mit eget projekt. Med færre gentagelser og uden de vildt krævende øvelser. Det er der ingen, der tror på, jeg ved det, og jeg forstår det også. Men Kayla model Linne er født. Det bliver til at overkomme, i begyndelsen, og så bygger vi på, så jeg kan slette det patetiske indtryk fra søndag den 8. januar 2017. Mens jeg lå på sofaen, kunne jeg kun tænke på: Du er en utrænet gris.

Men nu er vi i gang – og jeg nævner ikke noget om ømheden efter en fjerdedel af et styrkeprogram, der ikke forskrækker en eneste. I stedet vil jeg sige, at hende, der lænede sig op ad dørkarmen, hun har fået ny bil. Fruen kører i VW Up fra nu af, og hun er lykkelig. Hun er godt nok billiderlig, og ville helst have en Audi Q7 som tullebil, men nu er det en VW Up. Da vi prøvekørte den, sagde hun efter 627 meters kørsel: Den er så fin. Den kører så godt. Og så var det afgjort. Altså indtil hun fik en Golf som lejebil, mens hun venter på, at Up’en bliver klargjort. Nu er Golf’en det ypperste. Den er så fin. Den kører så godt. Jeg frygter, når fruen får øje på VW Arteon, der er den nye topmodel på vej. For den er garanteret også fin. Og kører så godt. Og koster en halv milliard …

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Arsenal skaber altid familiekrise

Egentlig skulle det her være en nytårstale, præcis som Margrethe og Løkke-Lars foran et kamera, med levende lys på bordet, et juletræ i baggrunden og hilsner til søens folk, men efter moden overvejelse droppede jeg idéen. Fordi jeg er for grim. Jeg egner mig simpelthen ikke til at være foran et kamera, så det bliver på skrift. Årets sidste. Mens jeg visuelt gemmer mig og min grimhed til tider, hvor der ikke er anden udvej.

Indledningsvis ønsker jeg naturligvis alle et dejligt nytår med massiv medvind samt godhed, og samtidig takker jeg hver eneste, der har læst med på Linnebloggen undervejs i 2016. Jeg ved, min mor læser med – men ellers holder jeg ikke øje med, hvem der læser med. Eller hvor mange. Men tak til hver eneste af jer. Eller bare mor. Jeg aner det jo ikke. Men af hjertet tak. Hvor er I søde. Eller hvor er du sød, mor.

Det blev så heller ikke i 2016, jeg kom i form. Eller stoppede med at ryge. Faktisk blev der tale om et år, hvor jeg fik mere at slå mig selv i hovedet med. Hvilket jeg aldrig tøver med. Nu ved jeg ikke, om der laves målinger på den slags, men på listen over alverdens største vatarme, spiller jeg en afgørende rolle i topstillingen. Men 2017 bliver anderledes. For eksempel underskrev jeg for nylig en kontrakt med den yngste datter, og kontrakten indeholder en stålfast aftale om, at jeg kobler mig på bikini body guide af Kayla Itsines – en træning den yngste datter allerede er hamrende sej til. Det er mest fordi, jeg efterhånden har krop til bikini – eller i hvert fald en barm, der er forholdsvis seriøs. Men også fordi den yngste datter siger, det er hårdt, mens jeg vedvarende ryster på hovedet. Jeg sidder i saksen nu. Og jeg kunne ikke drømme om at spille sølle på grund af ømme muskler, når den tid kommer.

Det er lidt sjovt …, da jeg i sin tid tumlede med at etablere denne blog, gik tankerne i retning af, at jeg ville skrive det, jeg ikke kunne skrive i avisen om sport. Sådan er det slet ikke gået. I stedet har jeg trukket familien og dagligdagens ”fester” ind i det, og jeg må sige, det er sjovere. Langt sjovere. Altså at skrive, hvilket er det eneste, jeg har en reel mulighed for at vurdere. For eksempel er det oplagt at skrive om julen 2016, der gik, som julen 2016 skulle gå. Vi havde besøg af mine forældre og min fars lillebror, der er familiens, og mange andres, faste og kompetente bilpusher. Det sjove er, at bilpusheren fik langt flest gaver. Det er helt vildt, så mange den mand er på gave med.

Han var der også 1. juledag hos mine forældre, hvor der traditionen tro var indbudt til klassisk julefrokost. Min lillebror, der er markant sjovere og mere bredskuldret end mig, var der også sammen med sine to børn, og alt var, som det skulle være. Indtil jeg så den trøje, min lillebrors søn havde på. Det var en Arsenal-trøje. Min lillebror er fuldstændig ligeglad med fodbold, og sønnen havde kun trøjen på, fordi den var pæn, forklarede han. Men alligevel. Jeg sagde desperat, at intet med Arsenals logo er pænt. Lad os bare sige, at stemningen var en anelse akavet over den stegte sild. Han holder faktisk med Manchester United, min lillebrors søn, og det er trods alt bedre. Alt andet end Arsenal er bedre. I 2017 skal den knægt have en Tottenham-trøje. Stakkels dreng.

Anden juledag var jeg sammen med fruen og døtrene hos min svigerfamilie i Tjørring. Jeg ved ikke, hvor mange der kender min svigermor, men hun er heldig. Med at have svoger og mig. Tænk hvad hun kunne være endt ud med – og så fik hun svoger og mig til sine to døtre. Jamen …, det er et sandt eventyr, selv om svoger og mig naturligvis kommenterede, at de to duge ikke var samme farve 2. juledag. Vi nævnte også, at der ikke var frikadeller. Her er det måske på sin plads at nævne, at den man tugter, elsker man, og det ved svigermor. Som hun ved, at hun er heldig. Med svoger og mig.

Det skal helt bestemt også nævnes, at der sædvanen tro ikke manglede noget hos svigermor og svigerfar, for 2. juledag var der på toppen af Tjørring Bakke almindelige sild, kryddersild og stegte sild, der var også fiskefileter, tunmousse med rejer, leverpostej med bacon, mørbrad i flødesovs med løg og champignon, ribbensteg med rødkål og det berømte prik over i’et var tarteletter. Samt masser af øl og snaps til at skylle ned med. Nå, hvad brokker du dig så over, din tykke, gamle mand? Jeg brokker mig overhovedet ikke …, jeg vil bare sige, at den overdådige menu hvert eneste år må være et udtryk for, at svigermor elsker sine svigersønner. Hvilket man forstår. Man ser og mærker ligefrem kærligheden i hendes blik og grin på billedet, mens svigerfar ser en anelse mere skeptisk ud. Det sidste er garanteret på grund af min svoger …

Nu har vi så kun nytårsaften tilbage. Årets sidste dag. 365 af dem er ved at være brugt, og man skal lade være med at evaluere alt for hårdt på, om de blev brugt godt nok. Det glemmer vi nemlig – at bruge dagene godt. Eller jeg gør i hvert fald. At være glad for hver dag. Og nat. Jeg er faktisk slet ikke vild med nytårsaften, og det har jeg aldrig, når jeg tænker tilbage, været. Nu tænker de gæster, vi skal have på årets sidste dag garanteret, at det har noget med dem at gøre. Det har det ikke. Ikke ret meget i hvert fald …, men konerne er heldigvis søde, smukke og sjove.

Til sidst bare en hilsen til søens, luftens og landjordens folk. Og en speciel hilsen til min gode ven Jensen, der ikke har haft det let i år. Han holder nemlig med Nottingham Forest i fodbold, så modgangen har været udtalt. Stakkels mand. Han kommer heldigvis nytårsaften, og her vil resten af selskabet bære ham igennem med en ægte tro på, at 2017 bliver forrygende. Også omkring Sherwood-skoven. Godt nytår og tak. Ikke mindst til min frue siden 1985 (hvor jeg, efter hendes mangeårige og patetiske jagt på mig, gav efter …).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Nå, men så glædelig jul da

Hvert eneste år, omkring juletid, læser jeg digtsamlingen Solhveger. Den er fra 1946 og skrevet af Gunhild Ingfeldt. Hun var min morsomme, kærlige, rummelige og elskede oldemor, der også var en forrygende historiefortæller. Vi har skrevet mange og lange breve til hinanden, da jeg var en knægt, der tumlede gevaldigt med skråskriften. Hende savner jeg, og så snart jeg tager fat i den lille røde bog, tænker jeg tilbage på de mange fantastiske stunder i lejligheden på Fynsvej i Kolding eller i sommerhuset Bambi i Hejlsminde. Jeg fik bogen i julen 1988, og jeg håber, hun glæder sig over, at bogen vedvarende skaber stor værdi på jord, mens hun holder gang i himlen med en snaps og en god fortælling.

På en af de første sider, skrev hun et godt råd til mig:

Går du på glatis og falder, min ven

så le med de andre og rejs dig igen

Hun underskriver sig som mormor, og det skyldes, at jeg aldrig kendte min biologiske mormor – så den rolle tog oldemor på sig. For os var hun altid mormor, eller momsemor, og hun rummede snildt at være begge dele. Og altid med højt humør, gang i gaden og røverhistorier på stribe. Samt, når tiden var til det, seriøse snakke, hvor aldersforskellen forsvandt på et splitsekund. Mormor talte aldrig ned til os – heller ikke når hun tusindvis af gange gav sin levende version af historien om de tre bukke bruse, der skulle over broen, for at græsse på den modsatte side. Under broen boede en trold, og trolden ville æde dem alle sammen, men med kløgt og frækhed kom de tre gedebukke naturligvis i sikkerhed.

Linnebloggen er bevidst om, at julen ikke kun er glæde, samvær og kærlighed. Det er også tiden på året, hvor vi savner. Noget er ikke, som det burde være. Vi mangler folk. Forleden modtog jeg en fuldstændig genial video fra en kær ven. På videoen spiller en velklædt mand luftguitar til Dire Straits, og han giver den gas. I baggrunden står jeg i et sæt tøj, der får en til at tænke på, om den pågældende designer mon blev stenet ihjel. Det burde vedkommende. Jeg fik tårer i øjnene af grin, og det gjorde døtrene godt nok også …, eller det vil sige, først udtrykte de nærmest rædsel, så grinede de vildt, og til sidst var de rystede. Det mest rørende ved videoen er dog ubetinget, at manden med luftguitaren og pandebånd som Mark Knopfler er min gode ven Julle, som i en alder af bare 47 år døde. Og videoen er fra “lille” Julle. Tak, det var rart at se ham igen.

Den slags spreder, midt i det sorte, smil og glade minder, og det skal man også huske på. For mig bød 2016 blandt andet på et vidunderligt minde i forbindelse med et interview, hvor jeg for første gang nogensinde var starstrucked. Altså for alvor. Det var, da jeg pludselig sad med skuespilleren Bodil Jørgensen over en frokost på en café på en stille gade i latinerkvarteret i Aarhus. Jeg har altid lært, at man skal passe på med at møde sine store idoler, for der er en risiko for at ridse i det glorificerede billede, man har af vedkommende. Det gælder så ikke Bodil Jørgensen. Hun var præcis lige så sød, afslappet, smuk, vidende og alt muligt andet, som jeg regnede med – også selv om hun ikke ville løfte sløret for de kommende dramaer i tv-serien Badehotellet, hvor hun blændende spiller fru Andersen.

Nå, men julen kommer, og jeg kan slå fast, at det heller ikke blev i 2016, jeg kom i form, men der er bestemt tanker om, at det skal ske i 2017. Ikke stærke tanker, bare tanker. Må jeg ikke have lov til at takke alle, der læser med – og fortsæt endelig med at kommentere, kom gerne med positive tilråb eller svinere. Nu vil jeg pakke alle mine julegaver ud, og så begynder forberedelserne til et nyt tiltag – Linnebloggens nytårstale. Jeg vil ikke afsløre noget af indholdet, først skal jeg også holde møde med mine taleskrivere …, men jeg vil gerne slå fast, at fruen samt de to døtre ydmygt har henvendt sig for at spørge, om de også i 2017 må blive udstillet, latterliggjort, rost og alt det andet. Efter moden overvejelse har jeg accepteret deres anmodning.

Så rigtig meget glædelig jul – pas godt på hinanden (og svigerfar …, du skal som vanligt også passe på slikskålen i juledagene).

Udgivet i Uncategorized | 6 kommentarer