Frostposer betyder faktisk noget

Bare som info – nedenstående er en verdenssensation, fordi det er det første gæsteindlæg nogensinde på Linnebloggen. Leveret af smukke Frederikke Klitte Linnebjerg. Nyd det!

Efter at have boet i Aarhus C i et lille halvt års tid nu, er der intet som at komme hjem til familien på weekend. Det er der flere grunde til.

Eksempelvis er det en fornøjelse at finde ud af, at det altså ikke altid udelukkende var mig, der svinede “børne-badeværelse” til med tandpasta, bind, make-up og vasketøj på gulvet. Jeg klapper i mine små fede hænder, hver gang min far råber ’’OOOOOLIVIA.’’
Derudover er det fantastisk at vide, at den der med, ’’du må selv bestemme, når du er 18’’ ikke holder. Heller ikke når man lige om lidt runder de 23. Lørdag morgen – 8.45 – min mor tænder spotlyset på mit ret tomme børneværelse og siger – meget højt og meget frisk – godmorgen. Jeg vender mig væk, men finder hurtigt ud af, at man selvfølgelig på ingen måde selv bestemmer, hvornår man står op under familien Linnebjergs tag. ’’HERHJEMME SIGER VI GODMORGEN TIL HINANDEN.’’

Men det dejligste er nu, at man bliver mindet om, at jeg er en del af en solid kernefamilie. To forældre – sammen siden 1700-et-eller-andet. To børn, rækkehus, hund og bil. Mine forældre kan nærmest afslutte hinandens sætninger. Og min far har endnu ikke fejlet i, at få min mor til at knække sammen af grin ved udelukkende at sige; ’’Tror du ikke, jeg kan få dig til at grine?’’
Det man savner allermest, ved at flytte hjemmefra, er de små hverdagsting man misser. Når mor og far slås over opvasken, når min lillesøster har succes på arbejdet, eller når min lille hund lægger hovedet på skrå. Og selvom jeg facetimer eller snapper (Ja, selv en snapchat-gruppe har familien Danmark) med dem hver evig eneste dag – så er der stadig ting, man går glip af.

Der var dog en ting, jeg heldigvis ikke missede. Og det priser jeg mig stadig lykkelig over. For kernefamilien er ikke lutter lagkage og da bestemt ikke en dans på roser.
Jeg sad og ordnede noget på min computer i sengen, min mor var i gang med at lave noget mad i køkkenet, og min far gjorde (som sædvanligt) badeværelse rent. Rent geografisk var vi i hvert vores rum.
Pludselig ud af ingenting råber min mor: ’’Hvorfor fanden bliver du VED med at købe frostposer, når vi har SÅ mange i forvejen’’.
På det tidspunkt trækker jeg på smilebåndet. Tænk sig at hidse sig op over frostposer. Og ikke engang fordi at manden har glemt at købe dem – han har simpelthen købt for mange. Det var egentlig ikke rettet direkte mod min far – mere ligesom et retorisk spørgsmål ud i køkken/alrummet. Som om der forventedes, at køkkenet ligesom svarede ’’det er jeg sgu ked af, sorry.’’

Det var ikke det, der skete. Hvad der derimod skete var, at min far fortsatte rengøringen på badeværelset. Han svarede ikke. Men han sagde dog – akkurat lavt nok til at min mor ikke kunne høre det, men at jeg kunne. ’’Årh, så hold dog din kæft.’’
Så lukkede jeg min computer i og grinede. Jeg elsker mine forældres forhold, og tænk sig lige at have været kærester siden man var 15 og 17 år gamle og her 32 år senere er det største irritationsmoment frostposer. Jeg tager tilbage til Aarhus fyldt op af julehygge og mors mad, og skriver mig bag øret, at min kommende mand i hvert fald skal have styr på antallet af frostposer i køkkenskuffen …

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Alt det gode ved sko med bløde såler

Så tror jeg nok lige, vi fik skudt 2018 i gang. Eller det vil sige …, den rigtige historie er, at vi sad meget roligt i gode venners lag, og snakken mellem mændene handlede blandt andet om pensionsopsparing og om det gode ved sko med bløde såler. Naturligvis også Dronningens nytårstale. Og fodbold. Men altså også pensionsopsparing og det gode ved sko med bløde såler. Så sad man der og glædede sig over, at man fik sig en middagslur inden den store aften, så det var muligt at bringe en smule konstruktivt ind i den alt andet end uvæsentlige debat – mens vi med mellemrum grinede højt af emnerne. For selv i overgangen mellem 2017 og 2018 betragter vi selvfølgelig os selv som lidt unge og hippe. Selv om den mandlige trio bestod af to lige under 50 år og en enkelt lige over 50 år. Til gengæld er vores koner unge og smukke. Jo, de er.

Nå, men maden var også smuk. For første gang bestilte vi udefra, hos Skyttehuset i Vejle, og den var fremragende. 350 kroner pr. næse kostede det. Til den pris var det aldeles fremragende. Der var også quiz undervejs, og de var også fremragende, selv om jeg kun vandt én af dem. Nok fordi jeg stod for den anden, og dermed var uden vinderchancer, men hvorfor også nævne det? Ja, hvorfor egentlig, din blærerøv. Måske skulle du i stedet nævne, at du sammen med ham med hang til bløde såler aftalte, at I skulle have en flaske vin med til den mandlige vært nytårsaften. Pigerne havde naturligvis sørget for de smukkeste blomster til den kvindelige vært, det er fra os alle, sagde kvinderne, men vi skulle selvfølgelig også have vin med til manden. Én flaske hver. Det blev aftalt i sidste øjeblik, så det var vin fra hylden. Jeg har ikke en stor hylde, eller kælder, til vin, så mit bidrag blev oversøisk. Da vi sad til nytårsmiddagen gik det nærmest i slowmotion op for mig, at ham med hang til de bløde såler havde taget to Amarone-flasker med til værten. Og havde to mere med i reserve. Mod min ene oversøiske.

Jeg var stadig knust, da jeg på en af januars første dage stod og baksede med en grøntsagslasagne. Ja, helt uden kød. Men sådan er det at have en hjemmeboende datter, der forsager kød og alle kødets gerninger, og jeg erkender, at det smagte ganske glimrende. Ikke fordi jeg lavede den – bare fordi. Okay, nu er dit nytårsfortsæt måske, at du kun spiser grøntsagslasagne i hele 2018? Næh, det sagde jeg ikke, og i det hele taget har jeg aldrig rigtig lært at elske nytårsfortsætter. Men jeg vil gerne sige: Der skal skrues ned for rygning, rødvinen, og det sure buttede hoved, jeg render rundt med. Og så tager jeg gerne en portion grøntsagslasagne igen. Og jeg laver også flere af de øvelser, min søde kiropraktor opfordrer mig til at lave. Jeg lover det.

Jeg lover også, at jeg varetager de opgaver, der venter forude arbejdsmæssigt med stor ydmyghed. Guuud …, har du fået arbejde, vil mange sikkert spørge nu. Ja, det har jeg. En af Vejle Amts Folkeblads mest ikoniske, sødeste og produktive medarbejdere stopper, og jeg har fået tildelt Vibeke Kruses stol, når hun i det sene forår meget fortjent får mere tid til sig selv. Det er jeg stolt af. Jeg har også lidt præstationsangst, men Vibeke ved, at jeg efter bedste evne vil forsøge at løfte arven efter hende, når det kommer til eksempelvis navnestof og hendes evne til at beskrive mennesker i kunst og kulturen. Jeg glæder mig også til at blive en fast del af en velfungerende og humørfyldt Vejle-redaktion, som til gengæld bør juble over, at der kommer et menneske, der ikke holder med Manchester United.

I 1998 trådte jeg første gang ind ad døren på Bugattivej i Vejle, og der har været storslåede stunder undervejs. Ikke mindst i bordfodbold, hvor jeg stadig er forsvarende VAF-mester i single. Egentlig skulle jeg kun være der fem år, sagde jeg til mig selv. Dengang i 1998. Nu er der snart gået 20 år. Heldigvis er der lang tid til, at 2018 er gået, hvis det da ikke går lige så hurtigt som 2017. Sådan er det altid – lige nu er følelsen, at der venter et langt år forude, men lige om lidt er det nytårsaften igen. Med masser af Amarone-vine. Og en enkelt oversøisk.

PS: Det kan allerede nu afsløres, at næste indlæg på Linnebloggen, bliver et gæsteindlæg – og det bliver godt.

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Godt nytår til Vesterhavet og alle mennesker

Mellem jul og nytår læste jeg en lille sag med Iben Maria Zeuthen i “mit” fagblad, Journalisten, hvor det blandt andet handlede om, at ting bliver for korte, for hurtige, i journalistikken. Nu er jeg i forvejen kæmpe fan af Iben Maria Zeuthen, og det blev bestemt ikke mindre af at læse hendes ord i Journalisten. “Der er alt for meget tilberedt færdigmad”, sagde hun blandt andet og stangede direkte mod tempoet og den til tider hysteriske hang efter clicks.

I dag er hun aktuel med “Stille før optagelse” på Radio24syv, hvor hun inden lavede det geniale program “Det næste kapitel”, som var et format, hvor hun talte med et menneske i en time, hvorefter de holdt en pause på nogle dage, inden de mødtes igen for at tale en time mere. Fordi man altid tænker …, hvorfor spurgte jeg ikke om det? Hvorfor spurgte jeg ikke mere ind til det der? Og så videre. Genialt format. Intet mindre. Men meget upassende i nutidens mediebillede. Eller måske ikke.

Her på Linnebloggen er der ingen regler. Ingen trends får lov at styre indholdet. Ingen chefer skriger tempoet op. Måske kommer der et indlæg. Måske gør der ikke. Vi må se. Hvad tiden bringer. Eller ikke bringer. Og længden …, den styrer Linnebloggen selv. 36.890 tegn, hvis det skal være. Hvad så med dem, der ikke læser til ende? Ja, hvad med dem? Forhåbentlig ser de Badehotellet.

Er det overhovedet interessant, at jeg “sviner” fruen til hele tiden? Når hun for eksempel glemmer, at hun står for kirsebærsovsen til svigermors velsmagende risalamande juleaften? Eller når min elskelige onkels lige så elskelige kone regner med, at hun “bare” skal lave stegte sild til mine forældre og ikke til en julefrokost 1. juledag med 11 personer. Det er det måske ikke, og selvfølgelig blev det en vidunderlig jul alligevel, men det er virkelighed – det bedste råstof, vi har. Mit store idol Anders Agger siger det selv …, der er ingen grund til at forme diverse tv-formater, for man kan bare dykke ned i virkeligheden. Den er et drama i sig selv men kan være tidskrævende at folde ud i forhold til en konstrueret virkelighed. Som regel er det tiden værd.

Nå, men nok om det, for dette er årets sidste indlæg. Linnebloggen siger farvel til 2017, som blev året, hvor jeg heller ikke lykkedes med at lokke fruen med til Ringkøbing. Altså sådan for at bo der. Fast. Heldigvis fik jeg bogen Vesterhavet i julegave – et magisk værk med fabelagtige billeder, små lokale portrætter samt større fortællinger fra kendte mennesker med en relation til Vesterhavet. Når jeg engang får råd, køber jeg et sommerhus på de kanter. Og fruen må gerne komme på besøg, selv om hun skælder mig huden fuld, fordi jeg ævler om det der Vesterhav hele tiden. Fruen skælder mig ud mange gange, med god grund, men hvis jeg virkelig skal hidse hende op, skal jeg bare nævne Vesterhavet. Det fremprovokerer en meget ægte irritation og vrede hos hende – selv om hun egentlig også holder af vestkysten.

Nu tripper vi nervøst inden årets sidste dag, som vi tilbringer i selskab med gode venner. Værterne Jensen og hans vidunderlige frue. Friis og hans vidunderlige frue. Det bliver godt. Jeg mener …, de kører begge Mercedes, og Jensen har en saltbøsse med lys. Den slags skal man ikke undervurdere i vores alder. Når 2017 bliver til 2018 må vi se, hvad Linnebloggen har tænkt af tanker for det nye år. Måske noget med gæsteindlæg (dog ikke fra fruen …), og der er også tænkt på videoklip. Jo, Linnebloggen er med helt fremme, når det gælder den teknologiske udvikling.

Og så …, på årets tredjesidste dag sagde fruen pludselig: Skal vi ikke køre en tur til Vesterhavet? Og købe friske fisk i Hvide Sande til aftensmaden? Aldrig er jeg set hurtigere oppe fra den bløde sofa. Jeg glemte alt om udsigten til middagslur. Til Vesterhavet? Ja da. På vej derud røg vi ind i seriøse byger, men da vi kom helt tæt på Danmarks vestlige kant, slog den blå himmel porten op, og vi sagde godt nytår til Vesterhavet under solens stråler og med en bidende vind i kæberne. Bagefter til Hvide Sande Røgeri, hvor vi i selskab med det meste af Niedersachsen og Mecklenburg-Vorpommern handlede friske fisk. Små glæder, ja, men dog glæder. Vesterhavet kan et eller andet. Noget der påvirker humøret, tankerne, pulsen, det hele. I positiv retning. Hver gang. Godt nytår. Især til fruen, døtrene og alle de andre, der har spillet en rolle på Linnebloggen i det snart forgangne år.

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Det skal nok blive jul alligevel

Den unge pige bag disken sagde, at de desværre ikke kunne pakke ind. Til det sagde jeg: Nå, for søren, og det er jo altid sådan, at man først bagefter kommer i tanke om, hvad man skulle have sagt. For eksempel: Hvorfor ikke? Du har da to arme. Til gengæld, sagde den unge pige, havde jeg mulighed for at købe en pose for tre kroner og halvtreds øre til mine varer. Jeg kiggede ned på legetøj for hundredevis af kroner, så kiggede jeg op på hende igen, bare lige for at se, om hun mente det. Det gjorde hun. Jeg sagde nej tak men ikke på gensyn, for jeg kommer der aldrig igen.

I forvejen var humøret ikke det bedste, fordi jeg var med fruen på den årlige helvedes-tur med indkøb af julegaver, og jeg havde så meget lyst til at fortælle min afdøde købmands-farfar om hændelsen. Han ville have rystet gevaldigt på hovedet. Måske gør han det alligevel. Heldigvis findes der stadig fine folk, der kender værdien af serviceniveau. Vores ovn ville pludselig ingenting, og det var naturligvis krise tæt på jul. Jeg ringede til min el-pusher, Allan fra AC El, og han sendte en mand samme eftermiddag. En af firmaets mest rutinerede folk, som skulle på pension dagen efter. Egentlig ville han være mekaniker i sin tid, men der var ingen læreplads at få, så da han så, at en elektriker søgte en elev, tog han det. Og blev i branchen i 50 år. Vi snakkede lidt om fiskeri og jagt, som han blandt andet skal bruge tiden på nu, mens han stille og roligt fiksede vores ovn.

Man bliver så glad, hvilket den yngste datter bestemt ikke var, da hun forleden ringede hjem, og jeg skal straks understrege, at dette skrives med accept fra hende. Hun havde lånt bilen på arbejde i Vejle, og da hun ville finde en plads i et parkeringshus præget af hektisk aktivitet op mod jul, følte hun sig stresset af en stor mørk firehjulstrækker, som pressede gevaldigt på bagfra. Derfor kom hun skævt ind i båsen og ramte en allerede parkeret bil. Hun var sønderknust, ville overføre selvrisikoen fra forsikringen med det samme, men det lykkedes dog at tale hende til ro og i stedet lære hende, at man, når sådan noget sker, sætter en seddel med kontaktinfo under vinduesviskeren på den bil, det gik ud over. Og derefter tage billeder som dokumentation.

Nu kan hun så glæde sig over, at hun er medlem af den eksklusive familieklub, der har ridser og buler på cv’et, og selv om det er en floskel, er det vigtigste jo altid, at der ikke er personskade. Og manden, der ejede den påkørte bil, tog det særdeles pænt, så det bliver alligevel jul i det lille hjem. Jeg er også klar til det efter tre måneder som vikar hos Fredericia Dagblad. Her arbejder en lille, homogen gruppe af mennesker hver eneste dag dedikeret i en branche, hvor hænderne bliver færre, mens kravet om tempo øges, og flere platforme skal serviceres. Det var en fornøjelse at være der. Ikke kun fordi de er skide søde, men også fordi de er skide dygtige og værner om det, et lokalt dagblad for altid skal overleve på – nemlig kvalitet.

Så er der nok en enkelt eller to, der tænker: Hvad i alverden lavede Flemming et sted med fokus på kvalitet …, men jeg havde da mit gode humør med på arbejde hver dag. Og så gav jeg trøfler og studenterbrød på sidste vikar-dag. Jo jo, jeg bragte skam også mine bidrag. Nu sidder jeg så og venter på familiens tre kvindelige medlemmer bliver færdige med at arbejde, så vi kan komme i gang med at holde den jul. Fruen og jeg har givet hinanden en fælles julegave på forhånd, så nu bliver det afsindigt spændende at se, om der alligevel sniger sig en gave eller to ind under træet, hvor der står til fruen fra Julemanden. Uh ha, det kilder i maven. Til sidst vil Linnebloggen gerne ønske min mor og eventuelle andre læsere en rigtig glædelig jul.

 

 

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Fruen skal ikke med på arbejde

Forleden havde jeg fruen med på arbejde. Lidt underligt, erkender jeg, og jeg huskede straks tilbage på dengang, hvor jeg havde døtrene med, når muligheden bød sig. Det var dengang, Fredericia HK betød noget i dansk tophåndbold, og hvor den ældste datter “forelskede” sig i målmand Jan “Tromle” Nielsen.

Han var en mur i Fredericia-målet, og så var han, og er stadig, en ualmindelig rar fyr. Da Fredericia HK engang på en fjern udebane i Nordsjælland reddede eksistensen i den bedste række, forærede han mig sin målmandstrøje. Ikke fordi jeg skulle have den – men jeg skulle tage den med hjem og give den til den ældste datter, som på det tidspunkt var i de første teenageår. Hvis man skal beskrive, hvad det betød for hende, slår ingen ord til. Det var derfor, “Tromle” var noget særligt – den nuværende direktør i Århus Håndbold var ikke kun en fremragende målmand, han var og er også et fremragende menneske.

Nå, men fruen var faktisk også med til håndbold, og det var såmænd ligeledes Fredericia HK, vi skulle følge. På udebane mod Lemvig-Thyborøn Håndbold i Lemvig Idræts- og Kulturcenter på Christinelystvej, og det var godt nok “kun” i den næstbedste række, men det var arbejde. Og håndbold. På vejen derop tog vi min barndomskammerat fra Vildbjerg med. Landbetjentens søn gjorde os selskab i Holstebro, hvor han er direktør for håndboldklubben TTH Holstebro, og jeg kan forholdsvis hurtigt beskrive ham: En aldeles fremragende håndboldspiller, en doven fodboldspiller, en damernes ven, og vigtigst af alt et helt igennem godt menneske.

Da vi nåede frem, blev vi modtaget af flinke folk fra Lemvig-Thyborøn Håndbold, og det skal de ha’ – naturen er fabelagtig på de kanter, men folkene er det bedste ved Nordvestjylland. Kort efter trådte årets træner 2017 indenfor – det viste sig, at Claus Uhrenholt samme dag skulle præsenteres som ny cheftræner hos Lemvig-Thyborøn Håndbold fra den kommende sæson. Fruen forsvandt sammen med landbetjentens søn og Uhrenholt ind i VIP-lokalet, mens jeg luskede ind i en halvkold hal for at gøre klar til dækningen af kampen.

Mens jeg gjorde det, sad fruen sammen med fine og ikke mindst søde folk i VIP-lokalet og spiste, men hun kom dog ind i hallen kort før kampstart. Hun placerede sig lige foran pressepladserne, hvor jeg sad, og jeg forsøgte at skjule min bitterhed over, at hun havde hygget sig sammen med fine folk fra Lemvig og omegn. Nu er det faktisk sådan, at Fredericia HK i Jimmi Andersen har en målmand, der på mange måder minder om Jan “Tromle” Nielsen, og der gik da heller ikke længe efter kampstart, inden fruen vendte sig om og sagde til mig: Han er godt nok god.

Okay, engang var det, sådan helt uskyldigt, den ældste datter, der var vild med en målmand i Fredericia HK, men nu begyndte fruen også …! Jeg beroligede mig selv med, at Jimmi Andersen er en ganske ung mand, og at fruen passer meget bedre sammen men gammel, utrænet mand. I løbet af anden halvleg stoppede fruen da også med at vende sig om for at rose ham. Det var i den fase af kampen, hvor Lemvig-Thyborøn vekslede et truende nederlag til en smal sejr, og på det tidspunkt vrimlede det ikke ligefrem med storslåede redninger.

På vej hjem spekulerede jeg på, hvordan jeg reagerer, hvis jeg en dag får Jimmi Andersens målmandstrøje. Ikke fordi jeg selv skal have den – men fordi jeg skal give den til fruen – og jeg nåede frem til, at “Tromles” trøje er den eneste, der nogensinde kommer indenfor hos os. Da vi nåede et godt stykke mod syd, foreslog jeg, at det kunne være godt med lidt pommes frites og lignende, men fruen var ikke sulten. Hun havde jo spist med Nordvestjyllands elite i VIP-lokalet. Det var der, jeg besluttede, at fruen aldrig skal med på arbejde igen.

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Lumskebugten udmærker sig på mange måder

Linnebloggen er ikke just kendt for følsomme indlæg, men det her er noget i den stil. Jeg beklager.

Forleden var jeg på Lumskebugten i Vejle. Det er et af byens gamle værtshuse, placeret tæt på havnen, og stedet udmærker sig på mange måder. Dels er der en stor flok af stamkunder, sammenholdet er unikt, der må ryges, og så er ejer Johnny Beck, bare sådan helt grundlæggende, et godt menneske.

Selskabet var også godt, med masser af kollegaer, så det var både rart og trygt, men anledningen brød jeg mig ikke ret meget om. Vi sagde nemlig farvel til en af landets fineste fotografer. En skarp kollega med kompromisløs fokus på kvalitet. Endnu en sparerunde blev for meget for Mads, så nu har han købt et autoværksted, og heldigvis virkede han glad for sin beslutning.

Han var en glimrende vært, der var øl i stride strømme, der var fine og velfortjente ord, og det var fredag. Da jeg forlod stedet, var jeg en smule nedtrykt. Og smilede alligevel lidt. Nedtrykt fordi branchen er presset – smilende fordi jeg stadig er i den omgivet af vidunderlige kollegaer.

I forhold til mit arbejde er der tale om forelskelse. Jeg elsker mit arbejde i en grad, som nærmest er vulgær. Selvfølgelig er der gode og mindre gode dage – men grundlæggende er det fantastisk at få løn for at fortælle historier om mennesker og den virkelige verden. Det var det, jeg ville, skrev jeg i alle mine håndskrevne breve til min elskelige oldemor, mens hun levede. Vi var pennevenner, da jeg var knægt, og jeg ærgrer mig stadig over, at hun ikke nåede at opleve det. Hun nåede kun at se, at jeg levede af at spille fodbold i en periode, og hun tænkte sikkert som de fleste andre: Det er han godt nok ikke ret god til.

Min far sagde engang til mig, da jeg skulle lave noget andet efter fodboldkarrieren: Tag journalistikken, det er mere sikkert end at fortsætte i fodbolden. Det var det så ikke, men det kunne ingen vide dengang, og der findes ingen fortrydelse hos mig. Overhovedet. Jeg bliver, med fokus på de gode fortællinger, gerne ved i mange år endnu. Jeg kunne selvfølgelig også købe et autoværksted som Mads, men det vil være en dårlig idé. Ikke mindst for kunderne.

Nu venter en weekend, der byder på god mad og kolde øl i selskab med prægtige mennesker i det vestjyske samt håndbolddækning i samme område, så det skal nok gå det hele. Det bedste er dog uden konkurrence, at der er udsigt til en fredag aften, hvor Vild med dans er pist væk. I stedet er der kvindehåndbold, og det er, siger fruen, dét, vi skal se. Så det gør vi selvfølgelig.

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Mere bulgur end bacon

Det begyndte allerede på vej til Århus. Fruen mente, jeg kørte for stærkt. For aggressivt. Mens jeg tænkte på, hvor godt det er, hun ikke ved, hvordan jeg kører, når hun ikke er med, forklarer jeg hende, at min reaktion og måde at køre på måske hænger sammen med, at der åbenbart er en messe for trafiktumlinger i Århus samme dag – og at de har aftalt at køre samlet i overhalingsbanen hele vejen. Jeg vil ikke afvise, at der også var en enkelt i flokken, som kun lå derude, fordi de havde hørt rygter om, at der kørte to lastbiler i inderbanen oppe omkring Aalborg Syd – og så er det bestemt ikke for tidligt at trække ud et sted mellem Vejle og Århus.

Fruen rystede på hovedet, altså af mig, og det var egentlig også en skidt begyndelse, jeg havde gang i, for vi var på tur sammen. På vej ud til den ældste datter i Århus. Vi skulle hygge, skulle vi. Ordne noget med nogle gaver først, og så skulle vi ned til vandet hos datteren for at hænge en hylde op. Så vil enkelte måske tænke: Mon Flemming havde sin far med? Næh, men jeg havde fars boremaskine med, for det er værktøjet og ikke mine evner, der med meget jævne mellemrum udfordrer mig i den slags situationer.

Det gik fint med at ordne gaverne, altså da vi først havde fundet en parkeringsplads, for i Århus holder man i kø for den slags. Jeg aner ikke, om det er normalt – eller det kun var på grund af trafiktumling-messen – men inderst inde var jeg ligeglad, for vores plan var forholdsvis klar: Ned og hænge hylden op, intet problem, og så en frokost sammen med datteren, hvilket givetvis passede hende ganske glimrende. Nu ved jeg jo, at hun bor i gåafstand af Havnens Perle, og vi snakker bøfsandwich, som er ganske seriøs, så det var  oplagt – gå langs vandet efter kampen med hylden, og så fejre nye håndværksmæssige højdepunkter på Havnens Perle. I stedet for at køre ind i trafikkaos endnu engang for at lande på en af de hippe caféer eller spisesteder, hvor bulgur står langt stærkere end bacon.

Det der med hylden …, det gik godt. De fire huller blev boret uden problemer af nogen art. Fruen holdt den ene bærearm til hylden, den til venstre, mens jeg selv styrede den til højre. Da hylden skulle op, passede det perfekt i højre side. I venstre side afveg hullerne over hinanden med et par millimeter. Fruen, som er meget temperamentsfuld, var snart klar med en forklaring om, at det i hvert fald ikke var hende, der havde gjort noget galt. Nu har jeg kendt hende i 374 år, så jeg ved, det er en voldsom stramning af virkeligheden, men da jeg ikke har noget temperament …, sagde jeg ikke noget. Jeg løste det bare. Og så var der frokost.

Inde midt i Århus. På en café. Hvor der ikke var skyggen af bøfsandwich. Til gengæld sad vi lige ved siden af en ung pige, der havde bestemt sig for, at denne dag var dagen, hvor hun meget højt ville fortælle sin spisende partner om …, ingenting. På et tidspunkt vendte jeg om – ikke for at se hende men ham. Jeg ville se, hvordan en ung mand, der holder til den slags, ser ud. Han så ganske almindelig ud, sagde “nå”, “seriøst”, og “det mener du ikke” med jævne mellemrum. Ikke fordi det betød noget for den unge kvinde, hun havde ikke behov for motivation. Hun plaprede løs. Højt. Meget højt. Er jeg så bare en gammel sur mand? Nej! Det der var vildt – faktisk så vildt, at den ældste datter på et tidspunkt sagde: Hun snakker godt nok højt hende der.

Efter en, for mit vedkommende, middelmådig frokost, gik turen tilbage til datterens lejlighed, og på vejen passerede vi igen …, ak ja, Havnens Perle. Egentlig var jeg slet ikke sur eller irriteret. For bag i bilen lå 12 gaver. Fra den ældste datter. Fire adventsgaver til lillesøster, mor og far. Den slags kan jeg ikke stå for. Forleden sagde en kær kollega til mig, at hun tænkte på mig, da hun hørte om en, der var hård udenpå og blød indeni. Hun har for længst gennemskuet mig, men til gengæld ved hun garanteret ikke, at Tottenham i dag møder haderklubben over alle på udebane. Dette er skrevet inden kampen, så jeg er ikke påvirket. Jeg er hverken henrykt eller nedtrykt. Jeg er bare klar til at servere til en god venindes 50-års kvindefødselsdag i aften. Hvis Tottenham taber, er der én genstand til hver. Og sådan bliver det. Til gengæld …, hvis Tottenham vinder …, jeg siger ikke mere. Bortset fra god weekend.

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Frygtede slag til mine fede kæber

-Hvad er en flot kjole så for dig?

Jeg kender min frue indgående, så jeg kan sagtens høre, når hun egentlig har mest lyst til at klappe mig en knytnæve på en af mine fede kæber. Eller måske begge to. Det var bare fordi, jeg kom til at sige, at jeg ikke syntes, vært Sarah Grünewalds kjole var helt fantastisk. Men Karina Frimodts kjole var flot. Det er den altid, sagde jeg som supplement. Det fattede min kone straks – du syntes bare, hun er en smuk kvinde. Fruen kender mig indgående.

Men sig mig lige, kære Flemming, sidder du foran Vild med dans en fredag aften, hvor Silkeborg IF og AC Horsens spiller i Superligaen? Ja, det gør jeg – det var pest eller kolera – så jeg ser på kjoler. Med hovedtelefoner på. Og en helt vidunderlig spilleliste i ørene, mens jeg skriver disse ord (ved lejlighed bør du, kære læser, tjekke Nicki Bluhm & The Gramblers). I alrummet sidder den yngste datter med sin elskelige storesøster og de to mest vidunderlige veninder, man kan tænke sig. Lige nu spiller de Hint, men der er også gjort klar til beer pong, og måske skal jeg være med der. I hvert fald fejrede jeg store triumfer med min gode kammerat til yngste datterens studenterfest i sommeren 2017. Landbetjentens søn og jeg vandt forholdsvis ubesværet over Olivia og Frederikke. Hvilket ikke passede døtrene. Især fordi jeg afgjorde …, nå, pyt nu med det …, for det handler jo ikke om at vinde men om at være med.

Søndag fylder den yngste datter 20 år, og det er forholdsvis syret, for jeg husker stadig klart og tydeligt, da jeg bar hende i én hånd, mens storesøster desperat prøvede at at vende opmærksomheden mod sig selv ved at sige: Se mig, far. SE MIG, far. Nu er de begge voksne, smukke og dejlige mennesker. Okay, de slider ikke sig selv ihjel, og vores biler er deres biler. Men ellers er de søde. Jeg vil sige, at det er noget af det bedste, fruen og jeg har præsteret sammen, og det siger altså ikke så lidt. Vi har trods alt kendt hinanden, siden Danmark slog Sovjet 4-2 i Idrætsparken, og for dem, der er født efter det tidspunkt, var det i 1985.

1985!?!? Har du været sammen med fruen i 32 år? Du er jo sindssyg. Arghh …, du har ikke smagt hendes karbonader, kan jeg konkludere …, og hvis den skal vendes helt korrekt, er det vel hende, der er sindssyg. 32 år med mig. Så snakker vi altså seriøs præstation. Og nu bærer vi ikke vores børn i én hånd længere, men vi skal ikke have en efternøler. Vi har jo Conrad, vores lille bomuldshund, og jeg har erkendt, at han vil lege baby hele sit liv. Tidligt op, sene aftenture, og derimellem lidt søvn, mad og leg. Samt en morfar i sofaen. Eller bedst af det hele – i sengen. Helst helt alene. Og så gør det heller ikke noget, hvis der i løbet af dagen bliver tid til lidt hundekysseri med nabohundene Mille eller Sif. Det var nu sådan, det liv skulle skrues sammen.

Nå, men ugen lakkede på alle måder vidunderligt mod enden – blandt andet fordi jeg modtog et billede og en besked fra Danmarks bedste fodboldfotograf, Lars Rønbøg. Han havde i gemmerne fundet et billede fra foråret 1995, dengang der var 20.000 til fodbold i Århus, og billedet siger alt om Lars Rønbøgs kvaliteter, da han har fanget en af meget få højdepunkter fra min tid som fodboldspiller. Det billede bliver især min mor meget glad for. Sandsynligvis er hun også den eneste. Altså bortset fra mig.

Hovsa, så gik Karina i Vild med dans selvfølgelig lige videre sammen med sin fine kjole og lige så fine Daniel. Et dejligt billede på at livet er værd at leve. Hvis det kniber med at huske det, kan jeg bare kigge på den yngste datter – som lige om lidt ryger i byen med slænget, og de er garanteret først tilbage, når bomuldshunden begynder at overveje, om man egentlig ikke skal op for at få lidt ud af dagen. Det er omkring det tidspunkt, hvor jeg tisser for anden gang, hvorefter jeg kigger på fruen og stille konkluderer, at det vist bliver mig, der tager morgenturen med bomuldshunden.

PS: Karina Frimodts leopardkjole var da flot, ikke …?

 

 

Udgivet i Uncategorized | 5 kommentarer

Jeg har gjort noget ulovligt

For nylig overtrådte jeg en klassisk grænse for journalister. Jeg tog imod en gave, mens jeg var på arbejde. Det er ulovligt, jeg ved det. Man må ikke. Aldrig.

Det er helt og aldeles forbudt i bestræbelserne på at bevare sin integritet – man må ikke være i lommen på nogen, skylde nogen noget, og det gør jeg nu. Jeg har selvfølgelig en forklaring, det har de fleste som regel, men min er god, for hvem kan stå for otteårig charme?

Det var i Snoghøj, ikke langt fra Lillebælts vestlige kant, og jeg var ude som journalist for at lave en historie med Jette. En sej kvinde der stammer fra Tversted i Nordjylland og heldigvis aldrig slipper sin accent. Vi sad i køkkenet, og på et tidspunkt gjorde Vigga os selskab. Vigga er otte år og går i 3. klasse, hun taler allerede lidt tysk, selv om de først skal have det i 5. klasse, fortalte hun stolt, mens hun sad oppe på køkkenøen midt i lokalet.

Jo, her må man godt sidde, fortalte Vigga, som til gengæld straks understregede, at samme øvelse ikke går ude på badeværelset, for der hænger bordet på væggen. Du kan se her, sagde hun og pegede på bunden af køkkenøen – den står jo på noget, kan du nok forstå. Jeg nikkede. Kort efter viste Vigga lige et par cirkusnumre med hunden, og så forsvandt hun igen. Viggas mor smilede, og det var også svært andet.

– Den er til dig, sagde Vigga, da hun atter gjorde sin entré i køkkenet. Hun rakte sin ene hånd frem mod mig, og på den spinkle pegefinger hang min farvestrålende og smukke gave. – Skal jeg have den, spurgte jeg, og Vigga nikkede. – Er du sikker? Vigga nikkede igen. – Jamen, det har jo taget så lang tid at lave, argumenterede jeg, og det havde det, bekræftede Vigga. Sådan cirka halvanden uge, men hun havde andre, garanterede hun, og skulle hun løbe tør, var det bare at komme i gang med produktionen igen. Jeg kunne ikke sige nej, og hvis I så charmerende og søde Vigga, ville I have det på præcis samme måde. Undskyld, Lars Werge, min formand hos Dansk Journalistforbund, men nu hænger nedenstående smukke gave hjemme, så jeg ser på den hver eneste gang, jeg sidder og skriver.

Jeg smiler altid, når jeg ser på den, for så tænker jeg på Vigga – og ikke mindst hendes kommentar, da vi snakkede om, at hun lige om lidt skal være blomsterpige og overrække Kronprinsesse Mary en buket blomster, når hun besøger Viggas fars arbejde. Jeg tænkte, at det var en stor ting for en pige på otte år, men Vigga lod ikke til at være videre imponeret. – Hvor er det spændende – hvad vil du sige til hende, når du overrækker hende blomsterne, spurgte jeg meget voksent. – Mary Christmas, svarede Vigga og flækkede af grin. Da jeg kørte fra Snoghøj tænkte jeg på, hvor heldig jeg er at have et arbejde, hvor det blandt andet er muligt at møde Vigga. Jeg spekulerede også på, om ikke jeg skal være bedre til at tage imod, for det er jeg godt nok ikke ret god til.

Heller ikke da den yngste datter forleden lavede en seriøs rengøring af fruens bil. Bagefter klarede hun også min bil. Hun kiggede ængsteligt på mig, da hun var færdig, for hun ved i lighed med sin søster, at far sjældent nøjes med at sige tak og give et kram. Der er altid et eller andet, der kan blive bedre. Det skal jeg vænne mig af med. Til gengæld ved hun ikke, i lighed med sin søster, at jeg havde tårer i øjnene, da de blev smukke studenter. De ved heller ikke, hvor stolt de har gjort mig mange gange, når folk fortæller, hvor dygtige og søde de er på deres respektive arbejdspladser. Eller hvor meget jeg savner dem, når de ikke er hjemme – for så skal jeg drille mor alene.

PS: Olivia …, husk at du skal bruge Ajax-vand til rengøring af bilen næste gang …

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Anbefaler september-sol i Sydfrankrig

Syv skridt var, hvad vi nåede at gå, inden fruen lavede første stop. Ved stand nummer tre på venstre side. Hos en meget sød fransk kvinde. For folk, der ikke kender loppemarkedet i sydfranske Carpentras, kan jeg informere om, at det er forholdsvis tidligt på et marked, der med sine næsten 100 stande fylder godt på parkeringspladsen midt i den idylliske by.

Selvfølgelig talte jeg ikke, men det var med sikkerhed under 10 skridt, vi nåede, inden de ældre franske mænd, der nød formiddagskaffen på caféerne, kunne se en bleg, dansk mand traske tilbage mod bilen med et skab i favnen. De grinede sikkert ned i kaffen – se nu den klovn af en dansker, konen kører jo rundt med ham.

De franske mænd vidste selvfølgelig heller ikke, at det var fruens tur. Turen til Sydfrankrig i september var en fødselsdagsgave til fruen, og det var en gave, der inkluderede frit lejde i forhold til, hvad der skulle være på programmet. Det turde jeg godt, for jeg var sikker på, at hun kun ville nyde solen ved swimmingpoolen på Bastide Le Luget – specielt efter 14 dages dansk sommerferie i tvivlsomt vejr. Der var nemlig sådan cirka 28 grader og minimalt med skyer i den uge, vi var der.

Men selvfølgelig …, det var en naiv mandlig tanke på baggrund af antallet af markeder i området, og med den tidlige tur tilbage til bilen frygtede jeg da lidt, hvor mange gange jeg skulle tage ruten – til stor morskab for de ældre, franske mænd. Det gik nu ikke så galt, og det var ikke fordi, der ikke var ting, der fristede fruen, men hun holdt sig overraskende fint i skindet. Hvilket i praksis betød, at hun ikke købte flere store sager, der absolut skulle bæres op i bilen.

Så da jeg, med favnen fuld af alverdens småting, skridtede væk fra loppemarkedet, kunne jeg gøre det med rank ryg. Tilbage til poolen. Tilbage til sol og udsigt til Mont Ventoux. Altså …, det der med at tage sydpå i den første uge i september …, det kan anbefales. Det var fuldstændig magisk under solen, mens en syndflod af regn væltede ned over Danmark, og en eftermiddags-gin & tonic fremstår bare friskere, når den står på et gammelt fransk jernbord i et autentisk miljø langt fra turistfælder.

Jo, det var da lidt grænseoverskridende, at jeg selv skulle lave bombere i poolen. Normalt er døtrene jo med, og så er det lidt mere legalt at tumle rundt i vandet. De var dog hjemme denne gang, men bombere skal jo laves, når muligheden byder sig. Fruen rystede bare på hovedet – også når jeg foreslog, om vi skulle lave en konkurrence om, hvem der kunne skabe det største plask. Heldigvis kunne jeg ikke se mig selv. Hvor bleg jeg var. Hvor buttet jeg var. Hvor utrimmet jeg var. Dybest set var det nok det bedste ved hele turen, at jeg aldrig ved selvsyn konstaterede, hvor ynkelig jeg egentlig tager mig ud. Fruen slog da også fast, at det var sidste gang, jeg brugte de sorte Puma-shorts som badebukser. Min plan er nu at købe Speedo-badebukser i neonfarver. Jeg skal nok få fruen til at tigge og bede om at få de sorte Puma-shorts tilbage …

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar