Farmand på Dæmningen

Vores to døtre brækkede sig af grin, da de hørte det. Først troede de ikke på det, men den var jo god nok, og så kollapsede de. Først og fremmest var det pinligt, men det var også lidt sjovt. Det var vel også chokerende men også en smule ynkeligt. De havde i hvert fald svært ved at være i sig selv.

Har du været på Dæmningen? Kom du først hjem halv fem i morges? Mellem de mange store latterudbrud haglede spørgsmålene ned over mig, og den ældste datter sendte en sms, så snart hun hørte rygterne cirkulere. Nok mest fordi jeg tusind gange har sagt til hende: Hvad er det for en tid at komme hjem på? Jeg svarede muntert på sms’en, og så skrev hun pludselig med versaler.

Hele miseren bestod for mit vedkommende i, at jeg havde været i byen. Til spisning med herlige og søde kollegaer fra Jysk Fynske Medier, og vi mødtes på Conrads i Vejles midtby. Fin mad var der, selv om bonderøven i mig savnede lidt mere hakket fars af en slags …, men til gengæld var der fri bar, og det hjalp selvfølgelig på det. Det var en morsom og hyggelig aften, hvor min kollega Jacob, der faktisk er en særdeles habil digter med udgivelser bag sig, havde lavet en sang, der ramte lige i panden på de tilstedeværende. Vi er en del af en efterhånden voldsom koncern, og det hænder, at der sendes en mail ud til alle, og så er der altid folk, der ikke finder det tilsendte interessant eller vedkommende. Så de trykker på “svar alle” og beder om at blive taget af listen. Det er foreslået flere gange, at man ikke trykker “svar alle”, men det er åbenbart et budskab, det er svært at trænge igennem med. Man kan selvfølgelig også bare slette mailen, hvilket jo nok tager kortere tid end at producere et modsvar. Til alle, vel at mærke.

Nå, men det er den slags, vi med rette morer os over, og da den frie bar lukkede ned for aftenen, var der en kompakt kerne i vældigt humør tilbage. Straks lød det: Vi skal videre. Og det skulle vi da. Ned på Dæmningen. Vejles festgade med diskoteker, barer, glade unge, opkast, slagsmål og pizzaslices skulder ved skulder. Og her sad jeg så med et par kollegaer – ved et bord/bænke sæt i en gård omringet af fest, larm og et væld af mennesker, der var cirka 30 år yngre end mig. Ikke så længe efter passerede klokken det tidspunkt, hvor jeg under normale omstændigheder overvejer at stå op og tisse første gang i løbet af natten. Men det var stadig muntert, og det var det længe, så da jeg endelig landede i indkørslen i Jelling, kørt til døren af en flink taxachauffør, var det allerede lyst. Måske fordi klokken var halv fem.

Det vækkede minder om ungdommens ture i Vildbjerg, hvor man altid sluttede af nede ved bageren med at købe rundstykker og basser ved vinduet i smøgen. Da jeg kom ind i vores hus, kiggede bomuldshunden op, og jeg kunne sagtens se, at den tænkte: Din gamle idiot, inden den smed hovedet ned igen. Jeg gik bare i seng – glad efter en på alle måder dejlig aften/nat. Jeg var på ingen måde plørefuld, jeg vidste, hvor jeg var, og hvem jeg var, og jeg stod da også op fem timer senere og gik i gang med at gøre badeværelserne rene. Jeg satte også en vask over, støvsugede og tænkte på alle de dejlige mennesker, jeg arbejder sammen med. Og så tænkte jeg på, at det var rigtig godt, at begge døtre var optaget af et serveringsjob langt fra Dæmningen lige præcis den fredag/lørdag. Så var der nemlig ingen risiko for, at der pludselig var en, der sagde: Hej far.

Det var dog ikke alle, der slap for den melding, men hvem det var, hører naturligvis til kollegalivets private fred. På samme måde er det med illustrationer fra aftenen og natten, men jeg har på fornemmelsen, at det ikke er kollegaerne, der er mest glade for det. Det er med garanti vores døtre. Farmand på Dæmningen er bare ikke det fedeste. Lidt sjovt, ja, men ellers bare ynkeligt og kikset. Vi ses på Temabar, Olivia og Frederikke …

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *