En ganske almindelig lørdag i familien Danmark

Lørdag var fruen og jeg på tur.

Det er vi sjældent, og det kan jeg skrive så skråsikkert, fordi hun har fortalt mig det. Mange gange. Så der er helt sikkert noget om snakken, for hvad fruen siger …

Der var lavet en plan – eller faktisk var der først en anden plan. Hun skulle køre ud til Farre-slagteren fra morgenen af, og når hun så kom hjem, skulle vi til Vejle og ordne ting, som det hedder.

Jeg var tidligt oppe lørdag, og dagen blev indledt med, at bomuldshunden Conrad og jeg gik en tur i den kølige oktoberluft. Vi mødte ingen – der var bare mig og ham, og vi fik en god snak om tingene. Da vi kom hjem, fik han godbidder, fordi han var god til at gå tur, og Gud nåde og trøste den, som glemmer at give Conrad godbidder. Han er nemlig altid god til at gå tur, han både tisser og laver stort, og det hjælper ikke, at jeg med mellemrum påpeger, at jeg aldrig får godbidder, når jeg har tisset eller lavet stort.

Efterfølgende satte jeg mig ved computeren, fordi jeg var bagefter med at skrive, og roen var udtalt. Conrad havde smidt sig efter morgenmotion og godbidder, mens fruen og yngstedatteren ikke havde rejst sig fra nattesøvnen endnu. Pludselig stod fruen i døren – nyvasket og frisk men også lidt bidsk: Hvad er din tidsplan, sagde hun.

Min hjerne arbejdede straks på højtryk, for hvad var det korrekte svar? Jeg trak den lidt og sagde så: Jeg følger bare dig.

Det var et godt svar, fornemmede jeg, og fruen sagde så, at jeg skulle komme i gang, for vi skulle til slagteren sammen, og derfra skulle vi til Vejle for at ordne ting. Vi ville jo også gerne hjem igen i ordentlig tid, kunne jeg forstå. Jeg nævnte ikke med et eneste ord, at hun 10 timer tidligere havde nævnt, at hun selv ville køre til slagteren.

Nu er det faktisk også altid en fornøjelse at komme hos Farre-slagteren, hvor slagtemesteren er inkarneret Brøndby-fan, og da han hørte, jeg er begyndt at arbejde hos FC Midtjylland, udbrød han: Ja, så er der ingen rabat i dag. Vi købte blandt andet danske drømme, som var klassiske retter til en yderst favorabel pris, og så bestilte vi den farserede kalkun til jul. Alt var godt, da vi kørte ud af Farre med kurs mod Vejle.

Her var første stop Hans Laursen på Nørretorv i Vejle, for jeg skal have briller. Det kan jeg skrive så skråsikkert, fordi det har fruen fortalt mig. Mange gange. Så der er helt sikkert noget om snakken …, måske hænger det også sammen med, at jeg efterhånden holder bøger i strakte arme, når jeg læser om aftenen. Det gik godt hos Hans Laursen, hvor flinke og kompetente folk sørgede for, at jeg fandt de rette briller, jeg fik en synstest, som afslørede, at jeg ser godt, hvis afstanden er stor, mens det kniber lidt mere, når tingene kommer for tæt på. Klassisk, når man når min alder, kunne jeg forstå, og så sad jeg der og blev mindet om, at jeg skal skrive 5 først, når min alder nævnes.

Resten af turen i Vejle gik fint. Det støvregnede, men vi mødte et kært vennepar på strøget, og de var på vej i biografen til pensionistforestillingen midt på dagen. Så den mandlige del af venneparret kunne få sin middagslur til Lykke-Per.

Fruen skulle også lige vise mig en butik, som hun er vild med. Jeg skulle bare se den, sagde hun, men da vi trådte ind i butikken, skulle jeg også se alle de ting, hun ønskede sig. Det var en tøjbutik …, surprise, og det endte med, at fruen gik ud med en pose, hvor de nye bukser var i. Pæn butik, tænkte jeg, men det vigtigste var, at fruen var glad.

Og her skal det så nævnes, at fruen meget sjældent forkæler sig selv. Hun tænker altid på sine børn, mig, hunden og sig selv i nævnte rækkefølge, så der var intet galt i den handel. Så langt fra endda. Nu manglede vi så bare genbrugspladsen på vej hjem. Jeg havde fyldt bilen med affald inden vores udflugt, og nu skulle vi af med det. En lørdag er der altid mange mennesker på genbrugspladsen, også i støvregn, men jeg fandt en plads og gik i gang med at tømme bilen.

Da jeg var ved at være ved vejs ende, kiggede jeg ind i bilen. Her sad fruen. Jeg besluttede, at jeg ville sige, når jeg satte mig ind i bilen igen: Skal vi ikke aftale, at jeg klarer det her affald selv. På vejen hjem forsikrede fruen mig om, at hun bestemt havde tænkt på at stige ud og hjælpe, men på det tidspunkt var jeg næsten færdig. Desuden er du bare bedst til det, for du ved, hvilke containere affaldet skal i, sagde hun og tilføjede: Man skal gøre det, man er bedst til.

– Og du er bare bedst til det der med affald. Og jeg hader bare genbrugspladser, slog hun fast, mens hun kiggede kærligt på mig.

Resten af lørdagen gik fint – Tottenham vandt, og senere landede ældstedatteren fra Århus, så vi kunne spise noget af det lækre fra Farre-slagteren. Bagefter ryddede fruen op, mens jeg gik en tur med bomuldshunden, og så skulle vi se tv. Mennesker der bager om kap …, og det var der, jeg besluttede mig for at skrive om en ganske almindelig lørdag i vores lille familien Danmark.

En lørdag hvor vi endte med at skændes om fire trøfler med forskellig krymmel – jeg ville have den med tivoli-krymmel, men den tog yngstedatteren – og sød som hun er, ville hun selvfølgelig bytte. Det lykkedes ikke, for jeg åd min i én mundfuld, inden hun kunne nå at gøre noget.

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *