Slik eller ballade …, eller en olfert, måske?

Det der halloween …, det vender vi lige tilbage til.
Der er langt vigtigere ting at fokusere på. Det er de fleste ting selvfølgelig – et eksempel kan være, at vores græsplæne gror. Den var hårdt ramt af sommerens tørke, men jeg sagde fra begyndelsen: Den kommer sig.
Det var der ikke ret mange, som troede på, men det gør den. Det går langsomt, ja, men der sker noget. Time for time. Dag for dag.
Der bliver helt sikkert noget at arbejde med og på til foråret, men den kommer sig.

Og så har jeg fået briller.
Ikke rigtige briller men skærmbriller. Eller læsebriller, som folk fra min årgang kalder den slags.
Det var tiltrængt, for jeg tror, at fruen var lidt træt af, at hun hver aften skulle stå tre meter fra sengen og holde den bog, jeg nu læste i. For ellers kunne jeg ikke se ordene.
Gjorde fruen virkelig det?

Nej, det kan jeg lige fortælle dig, at hun ikke gjorde.
Hvis jeg foreslog det, ville jeg få en seriøs olfert, så i stedet lå jeg og læste med mere og mere strakte arme, som til sidst ikke var lange nok, og derfor åd jeg et hjørne af min stolthed i forhold til kroppens forfald.
– Og du kan heller ikke høre noget, sagde fruen, da brillen var på plads.
Jeg svarede selvfølgelig:
– Hvad?
-Hold kæft, hvor er du dum, sagde hun så.

Og sådan holder vi ellers snakken kørende hjemme hos os.
Det handlede nu mest om, at jeg ikke orkede at lukke hende ind i den verden, som handler om mandens selektive hørelse. Hvilket er noget ganske andet end nedsat hørelse.
Fænomenet kender kvinder af naturlige årsager ikke, og når fruen i lighed med sine kønsfæller lever i en virkelighed, hvor de mener, at alt, de siger, har afgørende betydning for både menneskeheden og kloden, bliver diskussionen om mandens selektive hørelse ligegyldig.

Men det er en fornøjelse med brillen – jeg er i gang med en bog, jeg fik af en kær kollega på min tidligere arbejdsplads.
Det er anden gang, jeg læser den, for første gang flød mange ord ud i ét i takt med, at mine strakte arme blev mere og mere trætte.
Men nu er den der – og bogen er fremragende.

Fremragende er til gengæld ikke det første ord, jeg bruger om halloween.
I stedet siger jeg tak for lort til Ekstra Bladet. Den lille tumling af en formiddagsavis begyndte i slutningen af 1990’erne at stå for halloween-arrangementer i det daværende Scala i København, og derfra stak det da helt af.
Fætter BR fulgte trop, det samme gjorde Tivoli, og i dag skærer vi i næsten en million græskar hvert eneste år, mens børn i mere eller mindre vellykkede horror-kostumer ringer på døre, fordi de kører en landsindsamling af slik.

– Slik eller ballade, siger de.
– Eller en olfert, måske, fristes man til at svare, men nu er jeg jo blød som Lurpak i solen, så jeg nænner det selvfølgelig ikke.
Den amerikaniserede udgave af halloween er uhyggelig i sig selv, og jeg fatter simpelthen ikke importen af groteske mærkedage fra blandt andet USA.
Vi kan da heller ikke være det bekendt overfor vores egen fastelavn? Hvordan tror I lige, den har det? Ramt på følelser og stolthed. Blottet for selvtillid.

Men halloween kan også være morsom.
Vi bor i en enklave for enden af en blind vej – en slags showroom for bøgehække – og den 31. oktober om aftenen trillede en bil ind i enklaven.
Ud hoppede nogle udklædte børn, som straks begyndte at ringe på dørene i enklaven.
Bilen holdt stille ved indkørslen til enklaven. Med lys på og motoren i gang. Det sidste sikkert for at de små, uhyggelige pus hurtigt kunne få varmen igen, når de returnerede til bilen.
Hvorefter de blev kørt videre til den næste enklave.
Det var altså sjovt.

Næste gang vi samles i enklaven, foreslår jeg, at vi den 31. oktober 2019 stiller en lille slikbod – med drive-in, naturligvis – op ved indkørslen til enklaven, og så kan forældre i deres biler trille forbi og hente slik til deres kære mellem 17.00 og 17.30.
Vi kan selvfølgelig også smide en stribe sømmåtter, som lige tager toppen af begejstringen over at blive kørt rundt til landsindsamlingen af slik.
Fruen vil helt sikkert sige, at jeg er en gammel sur mand, med læsebriller, men det er så hende, som bander højest, når det ringer på døren den 31. oktober om aftenen.
Det gør jeg trods alt ikke …, men jeg kan jo heller ikke høre noget.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *