På gæstevisit i et af Guds fineste rum

Engang havde jeg en chefredaktør, som jeg beundrede dybt – og stadig beundrer dybt.

Han er intelligent, han har humor, han er belæst, og han er en fremragende formidler.

Han siger blandt andet, at en af landets største ressourcer er vores præster, og det er bare én af mange ting, han har ret i.

For nylig havde jeg fornøjelsen af at tale i Christianskirken i Fredericia i forbindelse med kirkens adventskalender, som med stor succes har kørt i 10 år.

Modellen er, at dagens lågeåbner får et motiv fra Bjørn Nørgaards sublime alterudsmykning til fri fortolkning, og skabelonen er den samme hver dag.

Motivet/lågen åbnes ved at blive belyst, salmen til dagens låge med tekst af Holger Lissner og musik af Michael Bojesen synges, dagens lågeåbner har fem-syv minutter til at fortolke, og der sluttes af med en salme, fadervor og et ”gå-ord”.

Seancen begynder klokken 17.17, og det varer 17 minutter.

En fremragende idé, som heldigvis oplever flot opbakning fra folk, hvilket jeg fik bevis for, da jeg fik æren.

Det var ikke kun min kone, mor, far og nærmeste familie, som sad i det fabelagtige rum – der var mange flere.

Både genkendelige ansigter og mennesker, jeg aldrig havde set, og det fortjener initiativet også.

Jeg talte om min oldemor. Som også var min mormor. Jeg kendte ikke min biologiske mormor og morfar, og oldemor var et fantastisk menneske, så hun havde ingen problemer med at være begge dele.

Momsemor, kaldte jeg hende, og da jeg var knægt, fortalte hun eventyr for mig på en måde, så det gippede i mig hver gang.

Den lille rødhætte, De tre bukke bruse og Den lille pige med svovlstikkerne.

Den sidste gjorde altid ondt i hjertet, og hun sad faktisk som en figur i Ødsted foran et hus, som vi passerede, hver gang vi kørte fra Vildbjerg ned til momsemor i Kolding.

Hun var så glad, momsemor, og hun elskede grin, glæde og snaps. Vi skrev mange breve til hinanden, havde lange snakke, hvor jeg følte mig som alt andet end et barn.

Hun opfordrede mig til at søge drømmen om at blive journalist, men hun lyttede ikke kun. Hun gav også noget. Blandt andet fortalte hun, at hun aldrig ville ende sine dage på Låsbyhøj. Eller et andet plejehjem. Forfærdelige steder, sagde hun.

I 1998 vågnede momsemor en april-dag i lejligheden på Fynsvej i Kolding. Aftenen inden var hun frisk, i en alder af 93 år, men i nattens løb fik hun hjerneblødning.

Hun kunne ikke tale, hun kunne ikke bevæge sig, og min far og jeg skulle bære hende ud af lejligheden.

Da vi nåede døren ud til trappeopgangen, satte momsemor hænderne mod karmen. Hun vidste, hvor hun skulle hen. Hun vidste, det var slut. Ikke mere snaps. Ikke flere grin. Slut med eventyr.

Hun var på Låsbyhøj i nogle måneder, blev siden flyttet til et andet plejehjem i byen, og her opholdt hun sig næsten ni år uden at sige noget. Uden at opfatte noget. Hun sad bare. Eller lå. Præcis på den måde hun for alt i verden ikke ønskede sig.

Og jeg løftede hende ud af lejligheden.

Det var dét, jeg talte om i Christianskirken med afsæt i Jobs Bog. For jeg var ikke tilfreds med Gud i den fase.

Hvorfor sov momsemor ikke bare ind den nat? Så havde hun haft 93 vidunderlige år frem til sidste dag, og hun takkede af uden smerter og frustrationer.

Men det er Gud, der har den, når det kommer til vores skæbne, og det fik jeg lov til at slutte fred med i et af de mest fabelagtige rum i landet.

Et sted med de fineste mennesker, som jeg endda har fornøjelsen af at kende, og for mig var det en kæmpe ære og fornøjelse. Langt mere end jeg gav udtryk for efterfølgende. Som jeg husker det.

Kirken og kirkens rum kan noget – i Christianskirken er det noget helt særligt.

Hvis du nogensinde får muligheden for at opleve adventskalenderen, skal du ikke tøve …, og der er ikke noget at frygte.

Jeg har været der.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til På gæstevisit i et af Guds fineste rum

  1. Mette skriver:

    Tak Flemming. Når jeg nu ikke vidste du var i Christianskirken er det så fint at læse med her. Kender rummet, kalenderen og mosaikkerne. Og kender en eller to der minder en hel del om momsemor…. men de bor derhjemme endnu.
    Godt nytår!
    Kh Mette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *