Jeg er da ikke en fingernegl

Nedenstående gæsteskribent har været på Linnebloggen én gang, og det var et muntert visit.

Nu er hun her igen, og det er en fornøjelse – om end klangen denne gang er anderledes. Til gengæld er den ærlig. Og modig. Jeg kan i hvert fald godt lide hende. God fornøjelse.

Når jeg ringer hjem til mine forældre, er det ofte for at spørge om, hvordan man betaler en regning.

Hvor mange minutter et perfekt blødkogt æg skal have.

Om den der kjole, jeg købte, da det var sommer, kan tåle 40 grader i vaskemaskinen. Eller også er det fordi, jeg ikke kan trække vejret.

Så laver vi vejrtrækningsøvelser. 77 kilometer fra hinanden. Og når det er overstået, fortæller de mig noget, jeg skal forholde mig til. Så griner jeg. Nogle gange hyperventilerer jeg igen. Så trækker vi vejret igen. Fire sekunder ind ad næsen. Hold den. Fire sekunder ud af munden. Og igen. Og igen. Og igen. Så ringer jeg af, og tager en pille. Ofte falder jeg i søvn med det samme, og sover som en sten.

Alle har angst i min familie. De er med i min sygdom.
Min mor, når hun kører fra Jelling til Aarhus for at hente mig hjem med et anfald.
Min far, når han for femte gang på en uge har mig halsende i røret.
Min lillesøster, når hun sender mig positive beskeder og ’’you can do it’’-qoutes på min telefon.
Uden dem ved jeg ikke, hvor jeg havde været i dag. Det var dem, der fik mig i behandling. Det er dem, der har fået mig på psykiatrisk hospital, hvor jeg følger et behandlingsforløb.

Og psykiatrisk hospital var altså det sidste sted, jeg skulle sætte mine designersko. Psykiatrisk hospital matcher ikke med prangende instagram-billeder og cafe-latte på fortovet i Aarhus. Men man kan godt begge dele. Det har jeg lært. Af min familie.

De husker mig på, at jeg også er Frederikke. Jeg er også hende, der skråler med – af svingende kvalitet – på diverse 80’er hits.

Jeg er stadig hende, der er virkelig dårlig til at rydde op efter sig selv. Jeg kan til hver en tid snuppe en middagslur, der bliver til en aftenslur. Og hende er der også plads til. Sammen med krampeanfaldene, sammen med medicinen, sammen med lægerne, sammen med dagene, hvor jeg ikke kan bevæge mig.

Takket være min familie er jeg ikke kun sygdom.

Der er jeg bare Frederikke.

Man er ikke en sygdom. Man har en sygdom.

Man er heller ikke en fingernegl, bare fordi man har en, vel?

Tak. Tak mor. Tak far. Tak Olivia. I er de eneste, der har regnet mig helt ud. Gudskelov.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

4 Responses to Jeg er da ikke en fingernegl

  1. Evy troelsen skriver:

    Kære Frederikke. Hvor er du en dejlig pige og godt du har den skønneste familie til at holde dig i hånden når det er svært. Du skriver fabelagtigt godt, så måske vil det hjælpe dig at skrive noget ned hver gang angsten kommer. Noget positivt og sjovt f.eks. Hvis det er muligt.😂. Du trænger måske snart til at opleve det Franske igen😎❤️😘👍 .knus fra Evy

  2. Else skriver:

    Hvor er du en heldig pige, trods dine anfald, fordi du har din dejlige famile. Det viser bare, at det vigtigste her i livet er sine kære omkring sig, de kan ikke købes for penge.
    Du er fantastisk til at skrive, bliv ved med det❤️. Selv om det er mange år siden jeg har set dig, så er du ofte i mine tanker. Jeg ønsker af hele mit hjerte at du en dag slipper for dine voldsomme anfald, det fortjener du.
    Ungdommen er stærkt presset i dag, hvert sekund er der en masser der tikker ind på telefonen, noget man skal forholde sig til, noget der gør en ked af det, noget der gør en glad.
    Kære Frederikke, når du har fundet din vej, så gå den og vær og lev i nuet, det kommer ikke igen.
    Pas godt på dig selv❤️.

    Kærlige tanker til dig og dine3 KÆRE

  3. Kirstine Marie bjørnsholm skriver:

    Du er så sej søde Frede!
    Jeg kender til vejrtrækningen og de gode opkald med sine forældre eller beskeder med gif fra min søster.
    Min dejligste vane er at skrive morgenbesker med min mor, det hjælper også starter dagen bare bedre.

    Jeg har altid syntes du var cool og det er du stadig 😘
    Kæmpe krammer

  4. Birgitte skriver:

    Du er ikke bare Frederikke – med angst…… Du er verdens bedste Frederikke – med angst. Dyb respekt for dig og alt det, du kan og gør👍👍😃

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *