Mig og min sjældne kvast

Ofte står min henrivende frue til ”klø” på Linnebloggen.

Andre gange er det de skønne døtre, min dejlige mor og far, eller andre vidunderlige mennesker, som, bevidst eller ubevidst, leverer stof til en god historie.

Denne gang skal jeg selv latterliggøres. Mere end nogen anden. Nogensinde.

Så er I advaret – dette indlæg handler meget om mig, men måske trøster det en smule, at det kun er sådan, fordi jeg dummede mig. Heftigt.

Jeg indleder med at fortælle to ting som baggrundsviden:

1. Jeg er uddannet i tøjbranchen. Det er godt nok mange år siden, men det er et faktum. Jeg solgte i sin tid både Levis, Paul & Shark, Ball og Danslips.

2. Jeg føler mig ikke gammel. Jeg er godt nok 50 år, men jeg er ikke gammel. Jeg ved da, hvad der rører sig blandt de unge, jeg er stadig hurtig i tanke og handling, jeg ejer de sociale medier …, eller noget.

Så altså …, jeg er modebevidst og langt fra alderdomshjemmet.

En dag kom jeg i tanke om, at jeg ville have mig en ny hue. Ikke en beenie i en frisk farve til et sted mellem 500 og 600 kroner – bare en tophue. Med kvast.

Det var nu ikke sådan at finde, og da jeg en dag var i Århus med fruen og den yngste datter, nævnte jeg mit ønske om den her hue med kvast.

Det skulle jeg aldrig have gjort, for så blev jeg hevet med ind i alle forretninger for at lede efter kvasten, men pludselig var den der faktisk.

– Hvad med den her, sagde fruen og viste mig en klassisk tophue i nogle brunlige og armygrønne nuancer.

Den var fin, den så varm ud, og den kostede ikke alverden – men som mand lod jeg mig naturligvis ikke rive med.

– Tjoahh, mumlede jeg.

Det var også dumt, for straks leverede fruen et foredrag om, hvor tåbelig jeg var, hvis jeg ikke handlede. Tænk nu, hvis jeg ikke fandt en anden tophue. Og så til den pris …! Den virker også til at være varm, påpegede hun.

Jeg var tvunget til at købe, hvis jeg ønskede at leve videre, og ved kassen undrede jeg mig ikke kun over, at ekspedienten talte engelsk midt i Århus – jeg spekulerede ligeledes på, hvorfor der ikke var flere mennesker i butikken, for jeg havde da hørt, at det der Supreme var et forholdsvis populært mærke.

James Jebbia grundlagde Supreme i 1994 i New York, og fra begyndelsen sigtede han direkte mod skatermiljøet – og derudover var filosofien, at der altid skulle produceres for få styles i forhold til efterspørgslen.

God idé, for jeg havde både hørt og læst om unge mennesker, som stod i lange køer for at få fat i et stykke Supreme-tekstil – alternativt købte de det for uhyrlige summer på nettet.

Jeg gik bare ind i en butik fra gaden, købte min tophue, og jeg var den eneste kunde i butikken. Som bugnede af varer. Og priserne var rimelige grænsende til det fornuftige.

Da jeg kom ud i den virkelige verden igen, havde jeg mange tanker.

Dengang jeg selv havde huen

For det var da godt nok mærkeligt, at man kunne gå direkte ind i en Supreme-butik og købe sig en tophue.

Midt i Århus uden at blive flået.

Og hvorfor var der så mange varer i butikken?

Lidt tøvende stillede jeg et spørgsmål til den yngste datter:

– Sig mig lige …, var det ikke det der mærke, som Mikkel går vildt meget op i?

Hun kiggede på mig på en måde, så jeg blev decideret bange.

– Hvor fanden tror du lige, du har været henne, sagde hun med et blik, som gjorde fysisk ondt på mig.

Lige der vidste jeg, at jeg var til grin, og lige der vidste den yngste datter, som er modebevidst ud over det rimelige, at hendes far var endnu mere latterlig, end hun regnede med.

Hvilket ikke siger så lidt.

– Tror du ærligt, at der ligger en Supreme-butik midt i Århus uden kunder, spurgte hun og invaliderede mig yderligere med øjnene.

Jeg kiggede tilbage på skiltet, hvor der stod SuperDry. Et folkeligt mærke med over 500 salgssteder i 46 lande.

Supreme har i omegnen af 11 butikker. I hele verden.

– Helt ærligt, far …, du plejer at have nogenlunde forståelse for og føling med, hvad der foregår, men det her …, sagde den yngste datter med øjne, der var lidt over himlen for at vende.

Og hvad så med tophuen?

Her er tophuen

Den har fruen overtaget. Hun har den sågar med på arbejde til tider, når hun går rundt i kolde drivhuse. For den er så god og varm, forklarer hun.

Nu venter jeg bare på, at Superdry bliver the shit, og så sælger jeg kvasten for 21.000 kroner. Indtil da tager jeg bare imod slagene. Uden bortforklaringer.

Mens jeg glæder mig over, at den yngste datter så småt er begyndt at tale til mig igen …

Undskyld …
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

8 Responses to Mig og min sjældne kvast

  1. Line skriver:

    Man siger godt nok at der ikke findes dumme spørgsmål???? Og så pludselig er man helt til grin????

  2. Onkel sømand og FCM Erik skriver:

    Jeg synes du skal bære tophuen til FCM`s kampe, så du er mere synligt , men venligst undlad at kontakte mig , det vil være for meget for mig. Går det ikke lidt tilbage for dig???

  3. Mona skriver:

    Væk fra alt det “snobberi” – du ser sku godt ud med huen 🙂

  4. Linnebjerg skriver:

    Kære Flemming
    Din mor siger, at hun meget gerne vil strikke en tophue med kvast til dig.
    Og du må kalde den, lige hvad du vil – Og husk på – Kun fremstillet i 1 stk. eksemplar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *