Undskyld til min første chef

Forleden var jeg i Vildbjerg.

Der var indkaldt til fest på hotellet, hvor jeg i sin tid fejrede store triumfer med et raflebæger. Eller noget.

Til gengæld var det med sikkerhed sløjt med pigerne, men det hang nok sammen med mit lange nakkehår og mit overskæg, som egentlig bare var dun på overlæben.

– Så er man altså gammel, sagde fruen, da jeg luskede ned for at tage et billede af indgangen til Gårdhaven bag hotellet, men jeg skulle have billedet, fordi minderne er så stærke og gode fra netop dét sted. Ikke mindst de enorme glas som rummede én liter skummende fadøl.

Vi var lige kommet ind med toget, og på turen igennem byen, som både er fruens og min gamle hjemmebane, havde vi begge interesse i at se, hvad der var sket.

Jeg opdagede til min rædsel, at brutale mennesker har jævnet Grill-Aksels bygning med jorden.

Væk er min rekord på flipperen.

Væk er minderne om frankfurter special og bøfsandwich.

Det hele for et højt hus med beboelse, og det giver jo ingen mening.

Havde de så bare brugt grunden til en kæmpe bøfsandwich, ville det udløse anerkendende nik.

I respekt for Grill-Aksel.

I respekt for historien.

Nu river de nok også det gamle rådhus ned.

Det har stået tomt i flere år, men det er en markant bygning i byen, og det gør ondt som en metalkrampe på balden, at den måske forsvinder for altid.

Heldigvis er noget, som det altid har været i Vildbjerg, og det handler om de gode mennesker i byen.

Festens midtpunkt var min første chef. Manden, som ansatte mig som hjælpedreng i sin radioforretning, fyldte 60 år, men det var ikke en fødselsdagsfest. Det var bare en fest, understregede han.

På Kirkegade trådte jeg ind som meget ung lønmodtager, og jeg husker den dag i dag tiden som fuldstændig fantastisk.

Okay …, jeg solgte engang et fjernsyn ”lidt” for billigt, men det var altså kun fordi, chefen ikke havde sat prismærke på.

Derfor vurderede jeg selv, og den vurdering var mange tusinde kroner under niveau. Undskyld, chef.

Jeg husker, hvor meget jeg bankede mit dun-befængte hoved ind i væggen efterfølgende, men min første chef tacklede det med anderledes klasse.

Jeg husker ikke en eneste anklagende lyd fra ham – måske fordi han vidste, at han nu havde en meget tilfreds kunde i byen.

Chefens kone lancerede senere bearnaisesauce for unge mig, og til den middag spurgte jeg flere gange til saucen – hun smilede sødt hver gang og forklarede.

Det var enestående at se dem samt deres store og smukke børn igen.

Jeg mødte også mine store idoler fra Vildbjerg SF’s førstehold i fodbold. Jeg havde fornøjelsen af at blive placeret ved et bord med blandt andre Finn Lynge og Karsten Pedersen.

Den første var en stærk og kompromisløs forsvarsspiller, som scorede byens fineste Kirsten.

Karsten Pedersen var eksotisk, for han kom til fra selveste Vejle Boldklub, og han var så hurtig, at jeg dengang var sikker på, at angriberen havde verdensrekorden på 100 meter.

Med i selskabet var også Mogens Svendsen, byens sportsforhandler og den mest pålidelige højre back nogensinde i dansk fodbold, Svend Jakobsen var der, en angriber som ikke sled sig ihjel på en bane, men som til gengæld scorede mål på stribe.

Det var en unik aften, hvor jeg på et tidspunkt var så heldig at sidde ved samme bord som min kusine, hvilket skyldes, at hendes mand overtog biksen efter min første chef, og fruens smukke veninde fra dengang var der ligeledes – hun havde taget turen fra hjertet af Thy.

Pludselig stod jeg også ansigt til ansigt med Jane.

Engang var min mor dagplejemor i Vildbjerg, og Jane var en af de første ”kunder” i min mors butik.

Dengang var hun det sødeste og smukkeste, lille væsen.

Det er hun stadig. Nu er hun bare voksen.

Fruen og jeg forlod festen for tidligt, fordi jeg skulle på arbejde næste dag, og på vej hjem i det mennesketomme tog spekulerede jeg på, hvorfor jeg reagerede så voldsomt på at være tilbage.

Jeg har ved Gud lavet mange dumme ting i den by, men i bund og grund handler det om fællesskab. Om dejlige mennesker. Om relationer. Om at genkende og genopfriske.

Det var fabelagtigt, tusind tak, og jeg holder ved først givne lejlighed et minuts stilhed for Grill-Aksels bygning. �&

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

4 Responses to Undskyld til min første chef

  1. Helle Kjærsgaard skriver:

    Flemming, hvor rammer du lige spot on.
    Din fortælling giver næsten en duft association- af bøfsandwiches made By Aksel .
    Hvor er det trist- at et 4 etagers lejligheds kompleks bliver slået op i mellem de gamle huse i midtbyen. Det bliver noget rod.
    Det gamle rådhus er der heldigvis planer for.
    Jeg kan godt huske din start hos Ivan – du blev hurtigt en ret god sælger.
    De gamle dage kommer ikke igen men en tur af memory Lane , er et tegn på begyndende grå tindinger.
    Mange af byens butikker har desværre måttet lade livet og Byens borgere har fået en brat opvågning. Nu må vi stå sammen om at få liv i byen.
    Vi er i gang med at skabe nye muligheder for relationer og fællesskabet.
    Kig ind i Vildbjerg netværks cafe næste gang du kommer forbi.

  2. Karin J. Hansen (tidligere det dejlige fritidscenter) skriver:

    Hej Flemming, du kan bare beskrive så levende, at man føler man er med på turen. Jeg vil blive alt for sentimental hvis jeg gjorde det samme.

    • admin skriver:

      Kære Karin

      Tusind tak – og du har ret, det er sentimentalt. Meget endda.
      Men det stærke og gode fundament er der, og jeg holder stadig af at komme tilbage til Vildbjerg, selv om det selvfølgelig aldrig bliver, som det var engang.

      Flemming

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *