Sovs og svigerfar

Min svigerfar og jeg har kendt hinanden i noget, der ligner 34 år.

Det synes jeg egentlig, svigerfar har taget ganske pænt.

Første gang jeg mødte ham, bød han på tomatsuppe, selv om fruen var alt andet end begejstret over sin fars optræden den aften.

Det var en af de første gange, hvis ikke den første, jeg var budt indenfor på hendes teenageværelse, og det bankede ret hurtigt på døren.

– Vil du have noget tomatsuppe, spurgte svigerfar.

Jeg takkede nej, mens fruen slog sin far ihjel med øjnene – med et blik jeg har stiftet bekendtskab med mange gange siden.

Efterhånden er jeg immun overfor blikket, og jeg plejer at respondere ved at sige:

– Uh, jeg bliver simpelthen så bange og utryg, når du kigger vredt på mig, søde kone.

Som regel får det hende ikke i bedre humør.

Svigerfar blev ved med at banke på døren til teenageværelset.

– Er du sikker på, du ikke vil have tomatsuppe?

Det endte med, at fruen trampede ud af værelset, smækkede døren hårdt i, og kort efter førte hun en samtale med sin far, hvor hun sagde mest.

Jeg kan ikke huske, om svigerfar bankede på endnu engang efter den ”snak” – men det ville ligne ham bedst.

Mit første møde med svigerfar inkluderede mad, og sådan har det været mange gange siden, for svigerfar er glad for mad.

For eksempel er sovs en favoritspise for ham, og den passion deler vi, men jeg kan ikke følge med ham.

Senest blev det illustreret ved en fødselsdags-komsammen hos os, hvor vi fejrede fruen, svigerfar og en af mine niecer.

Der var kylling, fra Hopballe, naturligvis, og dertil var der friske kartofler, klassisk tilbehør og en salat med blandt andet spidskål, broccoli, tranebær og den slags lækre sager.

Og så var der sovs.

Skabt på smukkeste vis af min svigerinde.

Billedet nedenfor viser, at svigerfar elsker sovs. Måske mere end noget andet i denne verden.

Bortset fra formel 1. Og slik.

Og svigermor, for hulan da.

Det næste billede nedenfor beviser, at den store skål med salat ikke interesserer svigerfar.

Meget kan man byde ham …, men spidskål! Og broccoli! Næh, den går ikke. Og hvad i alverden er tranebær?

Han havde jo også grønt, som han sagde, mens han pegede ivrigt på sin agurkesalat.

Nå, men så blev første portion klaret, og på billedet nedenfor ser det ud til, at svigerfar gør klar til mere af svigermors hjemmelavede agurkesalat, som smager henrivende.

Det gjorde han faktisk.

Vi blev klar til runde to i en udmarvende sovse-konkurrence, hvor både svoger og jeg hurtigt accepterede, at vi var oppe mod overmagten.

Det har vi for længst sluttet fred med – når det kommer til sovs, slik og den slags lækre sager, har vi ikke en chance mod svigerfar.

Han skjuler ikke sin hang til kvalitet, når det kommer til mad. Og søde sager af enhver art.

Et af de ord, jeg har hørt mest, siden jeg blev kæreste med svigermor og svigerfars yngste datter i 1985, er Preben.

Med massivt tryk på første stavelse. PRE-ben.

Afsenderen er altid svigermor.

Når svigerfar tager mere sovs.

Eller angriber slikskålen juleaften.

Eller tager lagkage anden gang. Eller tredje.

Eller hugger slik fra kagemanden.

Da denne fødselsdags-komsammen sluttede, kulminerede det hele i en grad, jeg ikke har oplevet tidligere.

Da svigerfar rejste sig fra sin stol, havde han sovs på sin trøje.

Forneden.

Bagpå.

Jeg elsker svigerfar.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

2 Responses to Sovs og svigerfar

  1. Preben skriver:

    Flemming hvorfor spilde god sovs på min trøje uha havde det været slik 🍬 kunne det være reddet svigerfar 🍨

Skriv et svar til Admin Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *