De fleste kvinder er hægtet af

Indrømmet – det bliver svært at fastholde eventuelle kvindelige læsere, når man lancerer en evaluering af weekendens fodboldmæssige udfoldelser.

Og så alligevel – jeg kender den her smukke kvinde fra Aarhus, som kort før klokken 21.00 smider et billede på Facebook af kage og kaffe. Klar til El Clásico, står der under billedet. Den slags giver selv mandlige rockere tårer i øjnene.

Men lad os begynde i England, hvor mine favoritter fra Tottenham på hjemmebane vandt med 3-2 over Southampton. Sejrsmålet scoret i overtiden på oplæg fra danske Christian Eriksen – som scorede de to første Spurs-mål. Det er ham, som en af mine kollegaer ikke anser for noget særligt. Min kollega holder med Arsenal, I ved, det der hold med et fransk stankelben af en manager, som efterhånden minder om en kloning af Sir Alex Ferguson, så man skal selvfølgelig tage udtalelserne fra ham med et vist forbehold. Han er ellers en fornuftig mand, altså min kollega, og jeg kender også andre mennesker med sympati for den våbenproducerende klub, som nærmest er tæt på intelligente, men en eller anden brist bærer de jo rundt på. De bærer også rundt på en enorm vrede og frustration, for Arsenal tabte i weekenden 6-0 mod Chelsea, hvilket dog var en lige så dejlig nyhed som Tottenhams 3-2 sejr.

I Danmark understregede Sønderjyske, at det lige er en kende for tidligt at dømme dem ude af Superligaen. 3-2 over topholdet AaB siger alt, og i det hele taget var det ikke en fest for Superligaens tophold i denne runde. Kampen om mesterskabet lever i den grad, mens dysten om at undgå nedrykning fortsat er historisk vanvittig.

I den næstbedste danske række spillede AC Horsens og VB 0-0 i en kamp, der var så kedelig, at man næsten fik lyst til at slå græs, mens det underspillende førerhold fra Hobro vandt igen – denne gang 1-0 over FC Fredericia i en kamp, som i underholdningsværdi mindede mistænkeligt om opgøret mellem AC Horsens og VB. Det betyder, at kampen om oprykning stadig begrænser sig til andenpladsen, hvor AC Horsens, Silkeborg IF, Lyngby og HB Køge gør sig til – med VB som outsider.

Jeg har mange fodboldgale kollegaer – for eksempel Liverpool-fans som må tro på et mesterskab, og så er der ham den stakkels Aston Villa-mand, som i weekenden måtte notere sig et 4-1 nederlag på hjemmebane. Til Stoke City! Endnu værre var det for vores elsker af italiensk fodbold (ja, de findes faktisk…). Han er fuldstændig vild med Inter, som i de absolut sidste sekunder tabte weekendens hjemmekamp med 2-1. Til Atalanta!

El Clásico har pause nu – i skrivende stund er en tidlig Barcelona-føring ændret til 2-2, og jeg ved ikke, om den smukke kvinde fra Aarhus har fundet sig endnu et stykke kage. Det burde hun gøre – alene af den grund at hun ser kampen. Helt og aldeles frivilligt.

PS – Bare lige et opklarende spørgsmål – findes der en fodboldspiller, som er mere usympatisk på en bane end Pepe….?

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.