Påskeferien er overvurderet

Lad mig slå det fast med det samme – vores døtre er det bedste og fineste, der findes på denne jord.

Heldigvis er vores bomuldshund Conrad ikke en ret god læser, så han tøffer stadig rundt og tror, at han og jeg er de bedste venner i hele verden.

Han aner ikke, at døtrene kommer først.

Sammen med fruen, for dælen da. Naturligvis. Fruen.

Døtrene og fruen er det bedste og fineste, der findes på denne jord.

Den yngste datter bor stadig hjemme hos os, og selv om hun og fruen skændes det meste af tiden, ligner de også hinanden. Eller måske netop derfor.

Påskeferien var slet ikke i gang endnu, da jeg onsdag kom hjem fra arbejde og blev mødt af yngstedatteren, som stolt og glædestrålende orienterede mig om, at hun havde ryddet op i køkkenet og tømt opvaskemaskine.

Jeg erkender, at den slags er værd at fejre, men jeg ved også, at den imødekommende venlighed dækker over noget.

Den slags lærer man, når man lever sammen med tre kvinder.

Ganske rigtigt …, hun havde rokeret rundt på sit værelse, og undervejs havde støvsugeren sågar været på et sjældent besøg i den ende af huset, hvilket også er værd at fejre.

Men …, for der var et stort men for mig.

Nu hang fjernsynet ikke rigtigt i forhold til sengen, og mens yngstedatteren krammede mig, sagde hun, om jeg ikke lige kunne flytte det.

Åh, hvor sødt.

Næh.

For det er sådan cirka tre kvarter siden, at fjernsynet hang på det sted, det skulle flyttes til igen.

Okay, tre kvarter er måske en overdrivelse, men der er saftsuseme ikke gået ret lang tid.

Faktisk er de gamle huller ikke malet over endnu, og så vil der selvfølgelig være kvinder, som spørger, hvorfor i alverden jeg ikke har ordnet det endnu.

Fordi, kære kvinder, det sker hele tiden.

Det er et fuldtidsjob at lappe huller og male hjemme hos os, og jeg er ved at være en lille smule træt af det.

Jeg kender mange fine og dejlige mennesker, som dagligt beskæftiger sig med kristendommen, men når det handler om påsken, og især ferien omkring højtiden, er jeg en anelse lunken. Det indrømmer jeg gerne.

Fordi jeg ved, hvad det indebærer af interiør-rokeringer, og når kvinderne så siger, at jeg bare kan male hullerne over, bliver jeg ikke mindre lunken.

For hvis man maler ét sted på en væg, står resten af væggene tilbage og tænker: Hvad med os?

Men det er selvfølgelig noget sekundært.

Som kvinderne nok skal nævne.

Hvis de når det, inden der igen skal rokeres.

Men gjorde jeg det så?

Flyttede jeg fjernsynet tilbage til den placering, som det havde for ganske nylig?

Ja, det gjorde jeg da, og yngstedatteren sagde tak.

Hvilket også er værd at fejre.

Nu skal jeg lappe huller, men vi hænger bare et billede op, fortæller kvinderne mig.

Jeg drikker hvidvin, skal snart se Tottenham i Champions League, og i morgen tager jeg til København for at se FC Midtjylland genåbne spændingen i Superligaens mesterskabsslutspil i Parken.

Det skal nok gå det hele.

God og glædelig påske.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *