Definitionen på kærlighed er tørsaltet bacon

I morgen fylder jeg 51 år.

Det vil sige, at jeg, onsdag den 8. maj 2019, var 50 år.

Så som 50-årig oplevede jeg mig selv løbe skrigende rundt i huset lidt før klokken 23.00.

Fruen står tidligt op hver dag, så hun var for længst gået i seng og sov trygt.

Det samme gjorde bomuldshunden Conrad, som lå sammenkrøllet i sin kurv i køkkenet, og han lignede en klump bomuld, som nød stilheden og udsigten til timer uden forstyrrelser af nogen art.

Og så var det, at en buttet 50-årig mand kom sprintende inde fra stuen, igennem køkken/alrum, ned mod kontoret, hvor den 50-årige vendte for at sprinte den modsatte vej igen.

Nu er sprinte måske et stærkt ord at bruge, men jeg følte, det gik hurtigt, og jeg var da også forpustet bagefter, selv om der vel højt sat var tale om en samlet ”sprint” på 15-16 meter.

Conrad sprang forvildet op fra sin kurv og begyndte selvfølgelig at gø som en gal. Meget er han blevet budt i sine godt seks år i bunden af Hvesager i Jelling, men nu blev det alligevel for åndssvagt.

Kort efter sad jeg i stolen i stuen igen, og mens jeg forsøgte at kontrollere vejrtrækningen igen, lå den yngste datter på gulvet og var ved at brække sig af grin.

Kort efter stod fruen i fruen.

– Hvad foregår der, spurgte hun søvndrukkent, mens hendes hår lignede noget, som havde sovet ret godt.

Ja, hvad foregik der egentlig?

Hvorfor løb jeg igennem huset som en gammel, patetisk idiot?

Fordi Tottenham dybt inde i overtiden scorede det mål, som sendte min favoritklub i Champions League-finalen på bekostning af unge, brave og velspillende mænd fra Ajax.

Det var næsten lige så surrealistisk som Liverpools comeback mod Barcelona dagen før, men mens jeg sad i stolen, kunne jeg godt selv se det.

Det var latterligt at rende rundt på den måde, men det er det, fodbold kan. Vække følelser. Og fruer. Og bomuldshunde.

Men hvor var det fedt, hvor var det vildt, og når man holder med Tottenham, så har man for længst vænnet sig til, at klubben ikke stikker snuden for langt frem – i hvert fald ikke når der er en pokal inden for rækkevidde.

I finalen venter Liverpool, og jeg kender mange fine mennesker, som holder med Liverpool, så det skal nok blive festligt den 1. juni, hvor finalen spilles i Madrid.

Dagen efter min hus-sprint var der bryllupsdag hjemme hos os, og da jeg først havde sikret mig, at der ikke var fiberskader, kiggede jeg på fruen, som jeg har været gift med i 21 år.

Vi blev kærester tilbage i 1985, hvilket dybest set gør os til Jellings svar på Keld & Hilda, og det fede er, at vi stadig griner. Både sammen og af hinanden.

Det er vigtigt, synes jeg.

Jo, vi skændes også, men det er faktisk kun, når fruen ikke forstår mig og mine handlinger …

Vi blev for mange år siden enige om, at en bryllupsdag ikke skal udvikle sig til et vanvittigt gaveræs, men jeg købte dog blomster til hende.

Den fineste og smukkeste buket fra den lokale blomster-pusher, og alene fruens glæde ved at modtage friske blomster, er det hele værd.

Men hun toppede den.

Jeg fik nemlig en pakke tørsaltet bacon fra Farre Slagteren.

Som fruen tilberedte om aftenen.

Sammen med friske kartofler og en skarp persillesovs.

Her skal det måske lige med, at fruen ikke spiser stegt flæsk og persillesovs, og den yngste datter er vegetar.

Så hun lavede det til mig.

Og kun mig.

Vi er færdige med at diskutere definitionen på kærlighed, ikke?

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

1 Response to Definitionen på kærlighed er tørsaltet bacon

  1. Line skriver:

    I er begge to nogle fantastiske mennesker. Jeg både griner og bliver helt rørt over jeres liv og kærlighed til hinanden. Tænker ikke vi skal se finalen sammen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *