Det må I simpelthen undskylde, tøser

Sig mig lige en ting – hvad tænker manden på?

Der har lige været et indlæg om fodbold, og nu kommer der et mere. På en blog hvor den hemmelige mission er at suge kvinderne til sig. Det er dårlig stil. Det er elendig spin. Jeg ved det, men det er bare fordi, da jeg i dag klarede tre tøjvaske, den ene af dem tørret i den friske luft, samt indkøb og produktion af aftensmad (hvad siger I så, piger…., og jeg beklager, at jeg ikke nåede at støvsuge), tænkte jeg på, hvordan det kan være, at Jeppe Andersen præsterer så fremragende i Superligaen.

Jeg under ham det, af hele mit hjerte. Han er en god knægt med rødder i Give, fine værdier, god opdragelse, og han er en fremragende fodboldspiller. Det mente de også i Esbjerg fB, som hentede den unge midtbanespiller i sommeren 2013. Dermed sagde han farvel til VB, og det er det, der er kernen. Hvorfor spiller Jeppe Andersen på Superliga-niveau i Esbjerg fB, når han i VB var på bænken, i startopstillingen, på bænken, i startopstillingen…..? Endda i landets næstbedste række.

Samme historie kan skrives om andre nu forhenværende VB-spillere som Oliver Thychosen (FC Nordsjælland), Patrick Banggaard (FC Midtjylland) og Azer Busuladzic (OB). Det skal dog siges, at sidstnævnte i VB vel var stamspiller, men han lod sig lokke af udfordringer på øverste niveau i Danmark, hvilket man ikke kan indvende et eneste ord imod. Men det er denondelyneme underligt, at Jeppe Andersen i VB var on og off, mens han i Esbjerg fB er så tæt på at være stamspiller, som en ung spiller kan tillade sig at være i Superligaen. Hvorfor er det, at spillerne ikke eksploderer i VB – for så at blive solgt? I stedet viser de i VB, at de har en lunte – og så eksploderer spillerne i andre klubber. Det er lidt irriterende, hvis man ønsker sig topfodbold i Nørreskoven, ikke?

Og så minsandten, Alexander Scholz, søn af tidligere VB-spiller Kent Scholz, blev i den forgangne weekend matchvinder for Lokeren i den belgiske pokalfinale. Det er den samme mand, som tidligere i karrieren mistede lysten til fodbold i……VB. Måske er det bare mig, men er der ikke et mønster, som ikke er så kønt? Vi skal groft sagt tilbage til Thomas Gravesen for at finde en VB-spiller, som på fast basis havde værdi for klubben, inden han rejste ud i verden for at finde et match til talentet. Jeg glæder mig til, at VB på klubbens førstehold lader et af de mange talenter folde sig ud, lader ham spille uanset alder, for så at sælge ham direkte til udlandet.

Kære tøser, hvis man må være så fri at kalde jer det, nu er det slut. For om få minutter begynder lokalopgøret i England mellem Manchester United og Manchester City, og det skal man jo se. Uanset køn. Hvorfor kigger min kone på mig med de der onde øjne? Det er da over et døgn siden, jeg så AGF mod Esbjerg fB…

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.