Heldigvis stopper han aldrig med at skælde ud

Lad mig begynde med det triste først.

Lørdag den 1. juni var der Champions League-finale i fodbold, og mit ubetingede favorithold Tottenham var den ene part.

For første gang nogensinde.

Liverpool FC stod med fem sejre i den mest prestigefyldte europæiske klubturnering inden finalen i Madrid, men det lod de sig nu ikke mærke med.

De kunne ikke unde Nordlondons førende mandskab at smage lidt på det ultimative …, næh nej, de fik i første minut et straffespark, der var så sølle, at man mistænkte de rødklædte for at være fra Bayern i det sydlige Tyskland, og det betød, at Champions League-finalen 2019 varede i mindre end 30 sekunder.

For efter Salahs straffesparksscoring spillede Liverpool FC som B 1903 i gamle dage, med fokus på den gode, defensive organisation, og så fik de den tilfældige chance 10 minutter før tid, som sikrede dem sejren.

Tillykke med det – jeg står naturligvis ved mine vin-væddemål med fine Liverpool-folk – og selvfølgelig rørte det mig dybt, da Jordan Henderson efter kampen krammede længe med sin far, som har overlevet en kræftsygdom, men min smerte over nederlaget gik ikke væk.

Engang var jeg faktisk også vild med Liverpool FC, men jeg indrømmer gerne, at jeg har det lidt stramt med dem på bagkant af årets Champions League-finale – begejstringen over navne som Phil Neal, Ray Kennedy, Tommy Smith, Kevin Keegan, Emlyn Hughes, Jimmy Case, Terry McDermott og ikke mindst manager Bob Paisley er til at overse lige nu.

Nej, Tottenham sprudlede bestemt heller ikke i finalen.

Der var mange lunkne præstationer, og trods et enormt og glødende Spurs-hjerte erkender jeg, at jeg i løbet af finalen tænkte, at Dele Allis ugeløn på cirka 840.000 kroner måske er til den gode side.

Vurderet ud fra finalen alene.

Og et par andre kampe i løbet af sæsonen.

Men heldigvis kan fodbold meget andet end at skuffe en buttet, 51-årig mand, og det oplevede jeg nogle få dage forinden den famøse finale.

En betænksom fodboldformand fra Vildbjerg SF, min elskede barndomsklub, gjorde opmærksom på, at vores gamle ungdomstræner Steen Nielsen skulle have DBU’s sølvemblem overrakt inden hjemmekampen i jyllandsserien mod lokalrivalerne fra Herning Fremad.

Min gode ven og barndomskammerat Henrik bor i nærheden af mig, så vi kørte sammen mod Vildbjerg, for selvfølgelig ville vi være der – sammen med andre tidligere holdkammerater som John, Klaus, Arnth, Torben og Niller – og vi blev som altid modtaget hjerteligt på trappen ned til Vildbjerg Stadion.

– Hvad er det for nogle kanaljer, sagde Steen, da han fik øje på os, hvorefter den stod på hjertelige gensyns-kram.

Steen har altid brugt udtrykket kanaljer, og det var først som voksen, at det gik op for mig, at synonymer til kanaljer for eksempel er slyngler …, men Steen sagde det altid med glimt i øjet.

Og det gør han stadig.

Fodboldformand Lars Ebdrup holdt en fin tale for Steen, som fortjente hvert eneste af de rosende ord efter mange årtier som fodboldtræner, og jeg blev i den grad berørt af seancen.

En stolt Steen Nielsen, til venstre, på Vildbjerg Stadion.

Da han trænede os, var vi ikke ret gamle, men det var Steen nu ligeglad med.

Hvis man skal sige det på jysk, pakkede han ikke tingene ind, når han trænede os. Man kan også sige, at pædagogiske uddannelser ikke interesserede ham.

Måske er konklusionen bare, at han skældte os ud.

Meget. Og højt.

Jeg kan i hvert fald huske, at min mor ofte snakkede om, at Steen var for hård ved os, men det er ikke det billede, jeg har af ham.

Men hård og ubarmhjertig var han – engang smed han for eksempel min gode ven Henrik, som var vores ubetinget bedste spiller, ned på tredjeholdet, fordi Henrik valgte en børnefødselsdag i en spejderhytte frem for en træning med Steen.

Henrik fik en lang og flot karriere med fodbold på øverste hylde i Danmark og udlandet – kronet med ni A-landskampe – og han meldte kun afbud til fodbold én gang i hele sin karriere …

Efter kampen var der flere kram, og da vi kørte hjemad, var det med smil på læberne. På grund af det altid hyggelige gensyn med barndomsklubben og de mange dejlige mennesker, som i dag driver VSF i den ånd, vi med stor glæde husker tilbage på.

Billedet af Steen Nielsen er fra Alt om Sport i 1980 – en hård mand med et stort hjerte.

Vi grinede også lidt – for eksempel af at Steen stadig skælder ud.

Trods sin sygdom kører han hver dag op til det lokale autoværksted, som drives af en af fodboldklubbens fineste folk, og så får ung som gammel lige en omgang skæld ud.

Jeg vil vædde på, at kanaljer indgår i den daglige, verbale overhaling fra Steen.

Heldigvis.

Da han fik DBU’s sølvemblem, var jeg der sammen med gode venner og gamle holdkammerater.

Heldigvis!

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *