Hvem der bare var en sommerfugl

Det er en augustfredag sidst på eftermiddagen, og solen er ikke rejst på vinterferie endnu.

Fruen sidder på terrassen, og hun vakler mellem at se Toppen af poppen på iPad’en eller læse Alt For Damerne. Igen.

Jeg serverer et koldt glas hvidvin for hende (kun fordi hun har haft travlt på det seneste), og i den forbindelse får jeg øje på en sommerfugl, som ser ud til at være tæt på druknedøden i et af fruens fade med vand og blomster.

Faktisk er jeg overbevist om, at den allerede er død. Jeg prikker lidt til den, og den bevæger sig. Jeg er ikke biolog, så jeg aner ikke, om den bare er tørstig, eller om den virkelig er i problemer.

Jeg involverer fruen i dramaet, hun kommer hen med et stort blad og løfter sommerfuglen forsigtigt op og placerer den på en opsats af træ. Her sidder den så, sommerfuglen, og lader vinden tørre den gennemvåde krop.

Den sidder der længe, så på et tidspunkt føler jeg, at jeg må tage en snak med den. Så der står jeg, lettere foroverbøjet med hænderne på knæene, 51 år gammel, og siger noget i retning af: Nå, skal du bare lige tørres af vinden? Så du kan flyve ud i weekenden.

Fruen siger til gengæld ikke noget – hun er vant til, at jeg snakker med vores hund Conrad. Ham og jeg har mange gode snakke, og på det seneste er vi blandt andet blevet enige om, at Trump ryger sjovere og sjovere tobak, at vi har mistet et fantastisk menneske og en fabelagtig købmand i Lars Larsen, at rekrutteringen til Toppen af poppen ikke er ramt lige i røven denne sæson, at FC Midtjyllands nu forhenværende cheftræner Kenneth Andersen viser format ved frivilligt at slippe et cheftrænerjob, som mange vil give højre side af kroppen for at få, at det er fedt, at Premier League kører igen, og ikke mindst at der er en mening med, at romkuglerne fra bageren i Nr. Aaby er kåret til Danmarks bedste.

Sommerfuglen får lov til at sidde og tørre, fruen drikker hvidvin, og jeg går ind for at arbejde, fordi jeg er kendt for at arbejde mig selv halvt ihjel.

Eller også er jeg bare kommet bagud.

Men i hvert fald …, der går cirka 15 minutter, inden jeg igen runder terrassen for at se til sommerfuglen. Og fruens tomme vinglas – som jeg naturligvis reagerer på først.

Derfor er det først bagefter, jeg opdager, at sommerfuglen er væk.

Fruen har set det, hun har tjekket, om den er faldet død om og ligger et sted i nærheden, men ingen af os kan finde den.

Den er fløjet på weekend.

– Det hjalp åbenbart, at du tog en snak med den, siger fruen og griner på den måde, som jeg efter 1765 års samliv altid oversætter direkte til hånende og himmelvendte øjne.

Med en god følelse returnerer jeg til kontoret, det føles godt at gøre noget, selv for en sommerfugl, og så går der vel nye 15 minutter, inden fruen galoperer ind på kontoret.

Jeg tager hovedtelefonerne med musikken af og kigger spørgende på hende.

– Så sidder jeg ude på terrassen sådan her, siger hun og viser, at hun har begge sine arme på stolens armlæn:

– Så kommer der en sommerfugl og sætter sig lige her, siger hun og peger med store øjne på sin ene underarm.

– Jeg ved jo ikke, om det var dén sommerfugl, men vildt, ikke?

Er ovenstående autofiktion? Eller bare rå fiktion? Næh, den er skam god nok, det var det, der skete den fredag på vores terrasse.

Men det manglede da også bare.

Hvis jeg blev reddet fra den sikre druknedød, ville jeg selvfølgelig også sige tak – og så hørte jeg lige Lille Sommerfugl med Bjørn Tidmand:

Når jeg ser på dig,

ak, så tænker jeg,

hvem der bare var sommerfugl

’Og nu kan fruen og jeg så se frem til en fredag aften alene, da den ældste datter er til et smukt bryllup på Samsø, og den yngste datter er på besøg hos sin smukke veninde Maya.

Fruen og jeg skal diskutere, om vi skal lave den vildeste efternøler, men hun er lidt ramt af influenza, og jeg har ondt i ryggen, så den slutter nok hurtigt.

Så snakker vi nok om rimeligheden i, at vi skal se fodbold i stedet for plat underholdning på tv, og når vi så er færdige med det, plejer vi at gå i seng.

Men heldigvis har vi sommerfuglen at snakke om, og det føles rart.

God weekend.

PS. Nåede ikke at fange ”vores” sommerfugl på billede, så derfor er der et billede af smukke blomster samt hånden, som reddede sommerfuglen.

Det er ikke autentisk, jeg ved det. Undskyld.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *