Ord har ikke en chance mod billeder

Hjemme hos os bliver døtrene aldrig for gamle til to ting: Dels vil de altid gerne høre historien om, hvordan mor og far mødte hinanden.

Hvordan far blev jagtet rundt på gader og stræder i Vildbjerg. Ingen steder kunne han være i fred – ikke engang på grillbaren til en bøfsandwich og et spil flipper – og til sidst gav han selvfølgelig efter for ihærdigheden. Og lidt på grund af jægerens bagdel.

Sådan husker jeg det i hvert fald, og døtrene elsker historien – men de holder bestemt også af den rigtige historie …

Derudover elsker de, når jeg henter de gamle fotoalbums ned fra loftet. Dem med billeder på papir.

Fra mor og fars barndom og ungdom, fra fødsler, fødselsdage, juleaftener, nytårsaftener, fester, første skoledage, og hvad der nu ellers dukker frem af lækkerier.

– Hvorfor tager man ikke billeder på den måde mere, sagde den yngste forleden, mens hun kiggede i et album udelukkende med billeder af sig selv.

– Nååhhh, sagde hun forholdsvis mange gange.

– Ja, du var sød dengang, konstaterede jeg knastørt, men den slags fornærmelser har den yngste datter og familiens to andre kvinder for længst lært at overhøre.

Det gav mig idéen til et lille, moderne lysbilledshow af den slags, som folk sukkede over tidligere – for hvem hulan rager det udover dem, som viser billederne – men det tager Linnebloggen forholdsvis afslappet.

Det første billede er en meget stolt storesøster, som sidder med sin nye lillesøster i det bedste loppefund ever – den gule øreklapstol.

Der var dage, hvor storesøster nok mente, at lillesøster tog lidt rigeligt af den opmærksomhed, hun nåede at være ene om i godt to år, men sådan helt grundlæggende, uden filter af nogen art, var det kærlighed.

Det vilde er, at intet er forandret. De er begge i 20’erne nu, og der er dage, hvor de bander ret kraftigt af hinanden, men sådan helt grundlæggende er det stadig kærlighed. Stadig uden filter.

Det kommer til udtryk på mange måder – blandt andet savn, fordi storesøster nu bor i Århus – men også via bekymring, omsorg, grin, snak om de tåbelige forældre samt når den ene sætter studenterhue på den anden – hvilket de begge prøvede.

Billedet er taget af sublime Mette Mørk, og selv om døtrene er vidt forskellige, hænger de sammen. For altid.

Nytårsaften er jo den store festdag i løbet af året, og det næste billede er kun med for at vise, at min svoger engang havde hår som sin kone.

Hvilket dog ikke ændrer på, at champagne på en kold terrasse kunne noget særligt dengang i 1980’erne.

Og så til fodbold, undskyld kvindelige læsere, men turen til Saudi Arabien i slutningen af 1980’erne står stadig som noget surrealistisk for mig.

Vi måtte ikke gå i shorts igennem foyeren på hotellet, vi trænede enten meget tidligt eller sent på grund af varmen, vi måtte ikke være ved poolen på grund af solen, og vi spillede på King Fahd Stadium, hvor der var guld på vandhanerne i VIP-loungen. Her spillede vi med Ikast fS en kamp – kun med mandlige tilskuere – og på billedet ses Linnebloggens udsendte med Jan Larsen (kaldet arme og ben) samt Jens Madsen inden kampen, som vi varmede op til indendørs, hvor der var aircondition.

Engang var den ældste datter vild med heste og ridesport, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at få hende på andre tanker. På nær én gang.

Det var dengang, jeg skulle tage et billede af hende og en imødekommende, sød, smuk og smilende Tina Lund.

Den yngste datter driblede heldigvis udenom interessen for heste og ind på fodboldbanen i stedet, men inden hun nåede dertil, spiste hun is.

Softice med fint drys. Ikke det grove chokoladedrys. Altid det fine. Og sådan er det stadig.

Endnu en fodboldtur med Ikast fS – denne gang til Kenya – hvor der både ventede ophold i Nairobi, langt ude i provinsen samt i badebyen Mombassa.

En uforglemmelig tur hvor Hanne Boel tilfældigvis også var med sammen med sit band – hendes koncert nød vi ved Karen Blixens farm efter et solidt måltid med kød fra slanger, krokodiller og zebraer. Blandt andet.

Det næste billede viser et af mine største idoler. Min farfar. Købmand Linnebjerg fra Tværgade i Ikast. Han var på alle måder en fin mand og købmand. Ordentlig, omsorgsfuld, retfærdig, og så havde han vanvittig god humor.

Især elskede jeg historien om dengang, hvor en yngre mand kom ind i farfars købmandsbutik og skabte sig. Han fik lang snor, men til sidst gad farfar ikke høre mere på ham, så han tog ham i kraven, løftede manden 20 centimeter fra gulvet, og så stillede farfar ham hårdt ned på fliserne foran butikken med besked på ikke at komme igen.

Det lod han så være med.

Håndbold fyldte også en del i ungdommens Vildbjerg, og en af de første trænere, jeg havde, var Ulla Kiilerich.

Billedet er specielt, fordi jeg stadig var målmand dengang, hvilket jeg hurtigt stoppede med, da skuddene blev for hårde, men min officielle forklaring var ikke, at jeg var bange for bolden. Det var, at jeg altid havde drømt om at prøve mig selv af som playmaker …

Og så …, til den hysterisk store skare af kvindelige læsere af Linnebloggen er der selvfølgelig også noget.

Billedet er cirka 400 år gammelt, men sådan så man faktisk ud, når man så ofte som muligt spiste bøfsandwich hos Grill Aksel.

Voldsomt, jeg ved det, kvinder …, men alt for jer.

God weekend.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *