Alderdom kan både være en hård og dejlig dom

Engang sad jeg på Vildbjerg Stadion.

Jeg var ikke ret gammel, måske 10-11 år, og i pausen af jyllandsserie-kampen, var der underholdning.

Det var noget med kendissser fra byen, som skulle konkurrere på løbebanen, og da én af dem skulle have hovedet nedad, udbrød han: Det er ikke så godt i dag.

Det spekulerede jeg meget over dengang.

Hvorfor var det ikke godt? Og hvorfor var det ikke godt lige præcis denne søndag eftermiddag?

Med alderen fandt jeg ud af, at når man bliver voksen og går i byen for at drikke mange store fadøl, er det ikke det fedeste at få hovedet nedad dagen efter.

I rigtig mange år spillede alder og dens visdom ellers ingen rolle for mig.

Jo, engang ville jeg gerne være gammel nok til at se sene fodboldkampe i tv. Der var også en periode, hvor jeg gerne ville være gammel nok til at gå i byen. På et tidspunkt trippede jeg også for at blive 18 år, så jeg kunne køre bil.

Men ellers betød alder intet for mig dengang.

Jeg så folk i 40’erne som ældgamle – og et stadie af livet, som jeg ikke på nogen måde kunne forholde mig til.

I dag er jeg 51 år, og i dag siger jeg, at alder bare er et tal, mens jeg inde bag facaden bliver endnu mere melankolsk, end jeg er i forvejen.

Jeg havde ingen problemer med at blive 25 år. Heller ikke 30 og 40 år. Men 50 år!

Den gjorde nas.

Det der femtal forrest gjorde bare slet ikke noget godt for mig.

Jeg føler mig ikke som 51-årig, men det er jeg jo. Med alt det der følger med. En krop i forfald som kæmper med visdommen om herredømmet i mit liv.

Du kan ikke høre en skid, siger børnene og fruen tit til mig, hvilket selvfølgelig ikke passer.

Bortset fra at jeg ikke hører vaskemaskinen bippe, når de hører det.

Til gengæld ser jeg rigtig godt.

Bare ikke for tæt på.

Derfor har jeg briller ved siden af sengen, hvis fruen nu ellers kan lade mig være i fred, så jeg kan læse en bog.

Forleden blev den fine dreng på billedet 75 år.

Det er min far.

Poul-Jørn Linnebjerg.

Jeg troede aldrig, han skulle blive 75 år.

Altså ikke fordi han skulle dø – men fordi han var min far. Og ens far er der jo bare. Ikke? For altid.

Så man kan bede om hjælp og gode råd. Så man kan gøre ham stolt. Eller glad.

Men med mine 51 år ved jeg, at sådan er det ikke.

Jeg har de fineste venner, som ikke har deres forældre længere. Det har jeg heldigvis, og jeg sætter uendelig stor pris på det.

Jeg accepterer endda, at både min 72-årige mor og 75-årige far elsker min kone mere end mig. At de bedårer og forkæler vores to døtre. Selv vores hund får mere kærlighed fra dem, end jeg får eller har fået …

Forleden samlede min far mandeklubben til stegt flæsk med persillesovs i anledning af de 75 levede år, og jeg var hidkaldt sammen med fruen og min mor for at servicere herrerne.

Det var en broget flok, de fleste 70+, men der var en enkelt gæv gut, som var noget yngre, men han var med.

Mens jeg stod og savlede over, hvor meget de spiste af min livret, blev jeg lidt misundelig på deres fællesskab.

At de har mandeklubben. At de rummer hinanden trods forskelligheder. Det var smukt, selv om detaljerne i deres snak måske fyldte vel rigeligt til mit ”unge” temperament.

Det var en fantastisk gruppe af mænd. Muntre og i gang med anden halvleg af livet. Med masser af visdom og hårdt arbejde på cv’et.

De spiste næsten det hele, og der var ellers rigeligt, men selvfølgelig endte det med, at der til sidst lå et enkelt stykke flæsk på et af fadene.

Alt andet var væk.

Jeg tog på et tidspunkt fadet og lokkede yngstemanden – tag det nu – men det gjorde han ikke.

Jeg lokkede videre flere gange, men ingen tog det. Til gengæld var al kraft suget ud af det stakkels stykke flæsk.

Næste dag snakkede jeg med min far i telefonen, og han fortalte, at så snart han havde sagt farvel til det sidste medlem af mandeklubben sent om aftenen, fandt han fadet med det enlige stykke flæsk.

Så tog han det, og det smagte vidunderligt.

Jeg vil også være 75 år.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

4 Responses to Alderdom kan både være en hård og dejlig dom

  1. Jørgen Fasting skriver:

    Jeg skal hermed erklære, at jeg synes, at jeg synes det er det bedste flæsk og persillesovs, som kunne hænge ved de gode kartofler.
    Det dannede grundlag for en pragtfuld aften i godt selskab. Tak for det.

  2. Evy troelsen skriver:

    Det var lige før jeg syntes jeg sad med ved bordet. Godt skrevet Flemming.👍. Det kan være din far er 75 år, men 25 år indeni. Jeg nægter at tro på, at du har serveret stegt flæsk…og så ikke har tyvstjålet lidt i køkkenet😜

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *