Jeg bestemmer absolut ingenting

I dag spurgte jeg fruen: Hvis vi nu spørger vores døtre om, hvem der bestemmer herhjemme, hvem vil de så pege på.

Fruen kigger på mig, som om jeg har fået pest og kolera i ansigtet.

– Det kommer an på, hvad det er?

– Hvad bestemmer jeg da, spørger jeg lettere overrasket.

Derefter er der stille i lidt for mange sekunder, inden fruen forsøger sig med:

– Du bestemmer da meget.

Og så den der stilhed igen. Ingen eksempler.

– Men hvad bestemmer jeg da, spørger hun lettere fornærmet.

– Alt, svarer jeg.

Det skulle jeg aldrig have sagt.

– Det er i hvert fald løgn. Jeg har for eksempel aldrig fået den hylde, jeg så gerne vil have her i køkkenet bag spisebordet. Jeg må heller ikke male, den væg der, siger hun og peger med en meget vred pegefinger på den hvide, fine væg bag mig.

Hun er for hidsig til at remse flere uretfærdigheder op, og på den måde finder jeg ud af, at hylden og maling af væggen lever i hende endnu.

Hvilket ikke er gode tegn.

Fruen har det nemlig med at lade ønsker hvile, når hun mærker min modstand på den måde, hvor jeg virkelig har hælene i. Hvor jeg leger rigtig mand.

Så går der lidt tid, inden hun prøver til igen. Leger jeg stadig rigtig mand, putter hun ønsket væk igen.

Men hun giver aldrig op.

Jeg har kendt hende i lidt over 6000 år, så jeg ved, hvad jeg taler om.

I den seneste periode har hun stort hver eneste dag talt til mig i koder, men efter lidt over 6000 år har jeg selvfølgelig lært at aflæse kodningen – hun siger noget helt andet.

Ordene væltede ned over mig, og jeg vidste hele tiden, at hun i virkeligheden sagde: Jeg vil gerne have min egen butik igen.

Så gik der en tid, hvor jeg legede rigtig mand.

Hun prøvede til.

Jeg legede rigtig mand.

Hun prøvede til igen.

Jeg legede rigtig mand igen.

Status er, at fruen lige om lidt åbner sin egen butik igen.

Henry, hedder den.

Placeret på skønne Vissingsgade i Vejle.

I 1985 blev Christiano Ronaldo født, og det var samme år, hvor fruen og jeg blev kærester.

Dengang kiggede hun på mig med et helt specielt blik, og det er selvfølgelig for længst stoppet, hvilket man ikke kan fortænke hende i.

Men nu er det der igen, blikket, men det skyldes ikke mig.

Det skyldes hendes egen butik.

Jo, det er vildt, at et butikslokale kan gøre det ved hende, som jeg gjorde i 1985, men omvendt har jeg i dag en alder, hvor en middagslur også har stor værdi.

Lige nu laver fruen mad, og bøfferne er klar.

Hvilken bøf skal husets rigtige mand mon have …?

God weekend.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *