Har du hyldet din VVS-mand i dag?

En af mine bedste og ældste venner er VVS-mand, præcis som hans far var det – dog med base i Herning i stedet for på Johansvej i Vildbjerg som farmand.

Henrik er ikke min VVS-mand, fordi han holder til på en adresse langt fra Jelling, hvor jeg bor, men min bedste og ældste ven kender til gengæld min VVS-mand.

De har været på mange ”faglige” ture sammen, ved jeg, og de har sikkert også drukket en del fadøl sammen, hvilket der selvfølgelig er noget smukt over. Især fordi de helt sikkert griner af mig.

Kim hedder min VVS-mand.

Han står bag Vonge Smede og VVS ApS, og i en tid, hvor folk brokker sig over både det ene og andet, så er dette indlæg det modsatte.

Jeg vil gerne hylde Kim samt Vonge Smede og VVS ApS.

Han var med, da vi byggede huset, og han har været med lige siden. I den grad.

Når han er her, ”sviner” vi selvfølgelig Henrik til – og på samme måde får jeg helt sikkert stryg, når Henrik og Kim er sammen for at drikke fadøl. Eller være “faglige”, som de kalder det.

Alt er, som det skal være.

Jeg er en mand, som er det for håndværkere, som Johnny Madsen er for modeindustrien – jeg har absolut intet at byde ind med.

Tit er jeg decideret misundelig på håndværkere, som bare kan deres ting. Jeg gad for eksempel godt være snedker. Alene på grund af duften af træ. Men jeg kan ikke engang lave en anstændig bordskåner, hvilket mine forældre med sikkerhed gerne skriver under på.

Da jeg var dreng, observerede jeg ofte min far, når han var håndværker. I dagligdagen var han godt nok sælger med lyseblå skjorte og mørkeblåt slips, men han kunne også det andet.

Han byggede for eksempel det hus, som rummede min opvækst i Vildbjerg, mens jeg ret hurtigt opgav tanken om at bygge et legehus til vores børn. Eller et hundehus til hunden. Det er der, vi er.

Mens vi har boet i vores hus, som er med oliefyr, har jeg ringet til Kim mange gange. Rigtig mange gange. Også i weekender.

Jeg har aldrig oplevet, at han ikke tager telefonen.

Sådan var det også forleden lørdag formiddag, hvor jeg netop havde været i bad.

Der var næsten ikke noget varmt vand, men kort forinden havde fruen og den hjemmeboende datter været i bad, så der var en fornuftig forklaring, tænkte jeg.

Lidt senere tjekkede jeg igen – der var stadig ikke varmt vand. Vandet var ikke iskoldt, men det var heller ikke brandvarmt.

Heldigvis var jeg alene hjemme, da jeg gik ud i baggangen for at kigge til oliefyret, for ellers havde kvinderne rystet på hovederne og sagt: La’ nu være.

Det er da også korrekt – når jeg kigger på vores oliefyr og installationerne, kunne det lige så godt være kvantefysik. Jeg fatter intet. Så da jeg havde kigget på oliefyr, rør og så videre i rundt regnet et kvarter, konkluderede jeg, at jeg nok hellere måtte ringe til Kim.

Jeg tænkte også: Jamen, det er jo lørdag.

Og så sagde jeg til mig selv: Han kan jo bare lade være med at tage den.

Men sådan er Kim ikke.

Han svarer sin telefon, når den ringer.

Vi snakkede lidt om det – eller det vil sige, Kim spurgte mig ud, og jeg svarede, så godt jeg kunne, mens jeg tænkte på, hvor ofte han egentlig griner af mig.

Han foreslog, at jeg sendte billeder af oliefyret, men han sagde også: Ellers kommer jeg lige forbi.

Og vi snakker stadig lørdag formiddag.

Jeg sendte billederne, Kim ringede mig op, han bad mig mærke på nogle af rørene, og ud fra mine tilbagemeldinger kom han med diagnosen.

– Slå lidt på termostaten, for det er den, det er gal med. Hvis du er heldig, sætter det gang i systemet, og hvis det ikke virker, ringer du bare igen. Så kommer jeg lige forbi.

Så kan det nok være håndværker-Flemming gik i gang. Straks søgte jeg ud mod min velassorterede værktøjskasse, jeg fandt en lille hammer, og så slog jeg på termostaten.

Flere gange. Og hårdt, som jeg havde fået besked på af Kim.

En halv time senere vendte det varme vand tilbage.

Jeg skrev en sms til Kim: Jeg tror, det lykkedes.

Kims svar var lige så knastørt, som det plejer at være: Der er da vist gået en VVS-mand tabt i dig …

Hvis jeg lige så bort fra Kims sarkastiske bemærkning, følte jeg mig faktisk sådan.

Da fruen og den yngste datter kom hjem igen, berettede jeg indgående om mine håndværksmæssige udfordringer i løbet af formiddagen.

– Men jeg har klaret det, forsikrede jeg med stolthed i stemmen, og jeg opdagede slet ikke, hvor ligeglade de var.

Måske vidste de, at jeg havde ringet til Kim.

Men læren er …, har du VVS-problemer, så ring til Vonge Smede og VVS ApS. Skulle Kim mod forventning ikke tage telefonen, så ringer du bare til mig.

Så kommer jeg med glæde forbi og slår på termostaten med min lille hammer. Også i weekenden. Når jeg leger håndværker, leger jeg nemlig, jeg er som Kim.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *