Glad jul til alle

Er Linnebloggen en blog, hvor man bestiller indhold?

Kan man virkelig det?

Ja da. Mod betaling. Naturligvis.

Nu har jeg i flere år kørt med Linnebloggen, men i modsætning til andre bloggere, har jeg aldrig modtaget noget som helst.

Ingen klapvogne, cremer eller tøj. Ikke engang en enkelt ribbenssandwich er det blevet til.

Fra nu af bliver det anderledes, og derfor forventer jeg også noget fra Peter, når dette indlæg udgives.

Det er nemlig ham, der har bestilt dette indlæg, så på et tidspunkt i 2020 regner jeg med at kunne indtage et stjerneskud uden beregning. Eller nyde et gratis ophold ved Vesterhavet.

Der er selvfølgelig en pris at betale, når man gør sig til overfor en af landets ”fineste” bloggere …

Peter er en ung mand med rødder i Thyborøn, og folk fra den egen har jeg grundlæggende den dybeste respekt for.

Peter arbejder i FC Midtjylland, hvor jeg er tilknyttet som konsulent, så jeg ved, han har en smuk kæreste, som er langt over Peters niveau – og hun er tilmed fremragende til bordfodbold – men han har nu fortjent hende.

Godt nok er han ikke så køn …, men til gengæld er han både sød, sjov og en på alle måder god mand.

Han bad om mine juletraditioner, så nu skal han få mine juletraditioner, og hvis du læser med her, får du dem også.

Det hele begynder alt for tidligt.

Jeg føler, at fruen først i august begynder at snakke om det træ, vi skal have til at stå på terrassen, indtil det skal ind i stuen.

Måske er det slet ikke først i august.

Måske er det tidligere.

Det er meget vigtigt for hende, og i år mistede hun tålmodigheden med mig.

En dag, da jeg kom hjem, lå der et stort og flot træ på tværs i indkørslen.

Der blev ikke sagt noget, det var der bare, og fruen ventede i stilhed på, at jeg slæbte træet om på terrassen.

I første omgang flyttede jeg det bare lidt, så jeg kunne komme ind og ud med bilen.

Hjemme hos os slås vi ikke med juletræsfoden.

Det er mange år siden, vi gik over til en model, hvor træet står i en metalkasse, som vi fylder med grus fra indkørslen.

Genial model, synes vi selv, og i år udviklede det sig aldrig, fordi fruen har åbnet butik igen, så hun har forbistret travlt, hvorfor det kniber med tiden til at skælde ud på mig, fordi jeg ikke får det træ op på terrassen, så der kan komme lys i.

Nu er der jo lyskæder i hækken i forvejen, tænker jeg uden overhovedet at have mod til at sige det højt.

Faktisk blev 2019 historisk, for træet rykkede direkte fra carporten og ind i stuen, men lidt scener blev det alligevel til på terrassen.

Mest fordi jeg bandede voldsomt, da jeg skulle rette den nederste del af stammen til med en sav.

Jeg bad fruen og den ældste datter om assistance, men det eneste, jeg fik ud af det, var hånende grin – åbenbart fordi jeg er komisk med en sav i hånden.

Kort efter var træet inde, og jeg begyndte at hente gruset. Skovlfuld efter skovlfuld. Mange af stenene røg som vanligt forbi, og mens jeg lå på alle fire for at samle løse sten op, begyndte fruen at gå rundt om træet med en lyskæde.

Jeg spurgte hende, om hun måske ville vente med det, indtil jeg lige havde samlet de sidste sten.

Det gad hun da godt, men stemningen blev lidt anspændt af min forespørgsel, men det er sådan, vi hygger os.

Da fruen rykkede stuebordet lidt væk, for at give træet den plads, det fortjener, væltede et stearinlys, og der røg stearin ned på gulvet.

Og fruens fødder.

Men det var ikke sjovt, forstod jeg ret hurtigt …

Stemningen fik lige et vrid mere over mod anspændt – lige på grænsen til dårlig.

Den ældste datter pyntede træet, og alt var godt igen, mens jeg fik ansvaret for at sætte stjernen på toppen, og jeg har en strategi om at nå det til tiden.

Eller endnu bedre …, inden fruen flækker mig med ord, fordi jeg ikke får den stjerne sat på.

Det skal nok gå det hele, og jeg tager mig selvfølgelig sammen.

I år kommer svigermor og svigerfar ned til deres yndlingssvigersøn nummer et, og det lyder måske lidt voldsomt, at jeg på den måde sætter mig over min svoger, men svoger ved det godt inderst inde.

Vi har snakket om det.

Eller …, jeg har nævnt det for både ham og svigermor og svigerfar. Mange gange.

Juleaften spiser vi god mad, farseret kalkun blandt andet, vi drikker blød og tung rødvin til, hvorefter svigerfar får lidt problemer med maven.

Det er lige så sikkert som Disneys Juleshow, og det hænger sammen med, at han altid tømmer slikfadet, inden vi skal spise.

Derfra er det rundt om træet til den falske lyd af et lille udsnit af julens salmer, og når jeg skriver lille, mener jeg lille.

Derefter begynder gaveræset, og jeg deler gaver ud. Engang stod døtrene for den del, men nu er de voksne, og så gør man ikke sådan noget længere.

Det er kun for børn og gamle mennesker.

De holder dog øje med mig, for jeg har det med at gemme alle pakker til mig selv, så når alle andre er færdige med at pakke ud, sætter jeg mig i fred og ro og pakker mine nye underbukser og strømper ud.

En rigtig dejlig tradition. Synes jeg.

Så siger vi tak for gaver, det var alt for galt, nej, der er bestemt ikke noget, der skal byttes og den slags venligheder, som, i respekt for julen, naturligvis også hører sig til hjemme hos os.

Jeg har leget med tanken om, at jeg et år skal gå fuldstændig amok, fordi jeg heller ikke det år fik det sommerhus ved Vesterhavet, som jeg har ønsket mig hele mit sølle liv, men jeg har en fornemmelse af, at Gud ikke ser med milde øjne på den slags, hvis jeg, mens Gud har juletravlt med at drysse kærlighed ned over os alle, opfører mig som et utaknemligt pattebarn.

Det gør jeg bestemt heller ikke 1. juledag, hvor vi i selskab med min familie samles om en klassisk julefrokost, hvor der hverken mangler mad, øl, snaps eller pakker til pakkespillet, og et spil Meyer bliver der som regel også tid til, selv om jeg ikke har tabt siden begyndelsen af 1980’erne.

2. juledag er der igen julefrokost, denne gang i selskab med fruens familie, og svoger og jeg er så glade for den dag, fordi svigermor ikke siger noget som helst til, at vi ser engelsk fodbold hele eftermiddagen.

Hun ved godt, hvad Boxing Day betyder, og det viser med al tydelighed, hvor meget svigermor elsker sine svigersønner – med den føromtalte margen til min fordel.

Det kunne fruen og min svigerinde lære lidt af.

Altså det med forståelsen for Boxing Day.

Nå, Peter fra Thyborøn …, det blev lidt langt, hva’?

Men så lærer du måske, at prisen er for voldsom, at du aldrig igen skal fremsætte ønsker til Linnebloggen, men det er ikke slut endnu.

For tilløbet til julen var nu også af den fine slags.

En ægte IT Superhelt og hans frue serverede for eksempel mad med hjemmelavet bearnaisesauce for mig og fruen, og vi skyllede det ned med dejlig vin fra Mallorca og hygge fra Jelling.

Der var også smørrebrød hos mine forældre, og i dag venter der mere smørrebrød, tror jeg nok, hos gode venner i byen, så tiden op til jul kan bestemt også noget.

Nu vil Linnebloggen gerne ønske Peter og alle andre en rigtig glædelig jul med håbet om, at vi i 2020 spreder julens varme, næstekærlighed og generøsitet til hinanden hele året.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

4 Responses to Glad jul til alle

  1. Evy Troelsen skriver:

    Ha ha ha. Som sædvanligt rigtig sjovt. Jeg elsker din blog ( og dig lidt også😉).
    Den første del af historien kendte jeg som var det mig selv, anden del med familien var også lignende. Vi har haft børn, børnebørn,Mogens søster og svigerinde her i en uge og der har været fart på🙄 Så nu bruger vi januar til at slappe👍.
    Godt Nytår til jer og hele familien og på snarligt gensyn. ❤️ Fra EVY

  2. Line skriver:

    Du er, nu og til evig tid min yndlingsblogger. Godt nytår til dig og dine – kærligst Line

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *