Mit første nederlag i 2020

Statusfald.

Det er skidegodt i en fortælling.

Sådan sagde min journalistiske nestor, Morten Guldberg, engang til mig, og det var bare én af mange kloge ting, han sagde til mig i de år, jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med ham.

Og nu skal I denondelynemig få statusfald.

Fruen indledte sit arbejdsliv den 2. januar i Henry sammen med Lotte, og på samme måde kom Linne & Co i gang med et nyt og spændende år, men jeg fandt dog tiden til at lave aftensmad.

Fordi jeg ville overraske og forkæle fruen og ikke mindst vores yngste datter, som i mange år ikke har spist kød.

Derfor producerede jeg en ”fars” til kartoffelfrikadeller, dertil en gulerodssalat samt nybagt brød og smør.

Det hele var klargjort, da fruen vendte hjem, og hun blev glædelig overrasket, for hun gik med en klar fornemmelse af, at jeg kun havde købt ind til aftensmaden.

Min plan var dog langt mere avanceret, for jeg købte ind, forberedte, og på toppen af det hele rummede jeg også gode og ægte intentioner om at producere.

Og det er så dér, det begynder at give mening med en sammentrækning af ordene status og fald.

For hvad ved jeg om den rette mængde af flydende stegemargarine? Og hvad med temperaturen på panden?

Det forhindrede mig ikke fra at gå i gang, men ret hurtigt stod jeg og fedtede med klumper af kartoffel-fars, som ikke havde intentioner om at hænge sammen.

Først bandede jeg indvendigt, mens fruen vimsede rundt om mig i køkkenet, for hun ville så gerne hjælpe, men hun holdt sig i skindet.

Så begyndte jeg at bande højt, mens fruen forsigtigt foreslog mere til at stege i på panden – samt ikke mindst en højere temperatur på panden.

– De skal stege – ikke koge, som hun forklarede.

Så min plan med en middelhøj temperatur var en fiasko. Hensigten var ellers, at skorpen ikke skulle blive alt for sort.

Men der ville først komme skorpe på min kartoffelfars i begyndelsen af april, hvis jeg fortsatte på samme måde – så meget kunne jeg trods alt se.

Jeg gjorde, som fruen sagde, og ret hurtigt dannede skorpen sig.

På det tidspunkt var min kulinariske selvtillid brudt ned. Jeg gav op. Overlod frivilligt det hele fruen. Forlod køkkenet som en slagen mand.

Fruen roste farsen. Og salaten.

– Og du har købt det rugbrød, jeg allerbedst kan lide, sagde hun.

Jeg hørte kun efter med et halvt øre, for jeg havde mere end nok at se til i forhold til ikke at banke hovedet ind i væggen. Eller krybe grædende sammen i fosterstilling.

Første nederlag i 2020 var i hus.

Nej, det er helt sikkert ikke det sidste …, jeg ved det, så nu følger lidt tid, hvor jeg holder mig til mine tre-fire signaturretter, for så er jeg i sikker havn.

Og det samme er dem, der skal indtage retterne.

De smagte nu godt, kartoffelfrikadellerne, selv om jeg fortsat hælder mest til den klassiske model, og den yngste datter var jublende lykkelig.

Også dagen efter hvor hun konfirmerede resterne til frokost.

Måske var det meget godt, at vi bestilte mad fra Conrads Catering nytårsaften – det var vennerne i huset helt sikkert tilfredse med.

Maden var fremragende som altid, og festen kørte allerede 18.30, som billedet af vores søde og smukke genboer viser …, men på det tidspunkt vidste vi jo heller ikke, at der stadig var 10 timer tilbage af nytårsløjerne.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *