Gode minder om gode folk

Da jeg i det sene forår 2018 besluttede mig for at sige op hos Jysk Fynske Medier efter to årtiers ansættelse, var jeg afklaret.

Det var jeg sådan set, indtil den dag jeg bad om fem minutter hos Greg. Eller Mogens Gregers Madsen, som den legendariske Vejle-redaktør også kaldes.

Han havde kort forinden tilbudt mig et nyt, attraktivt job, og min respons var en opsigelse.

Jeg mindede mig selv om, at jeg var afklaret.

Fusioner, fyringsrunder og ændringer i arbejdsform, som harmonerede dårligt med min måde at arbejde på, gjorde, at det ikke kunne være anderledes.

Alligevel blev jeg berørt, da jeg sad sammen med Greg.

Jeg havde tit siddet der, men som regel snakkede vi om fodbold, eller han lyttede til en af mine tossede idéer – som jeg oftest fik lov til at føre ud i livet.

Denne dag var det anderledes.

Jeg var ikke berørt på grund af min opsigelse, men pludselig, mens jeg sad i stolen, tænkte jeg på, at jeg sagde farvel til Greg.

Min opsigelse var også et farvel til et vidunderligt kuld af dygtige, seje, dejlige og sjove kollegaer.

Dét havde jeg svært ved at håndtere.

Egentlig har det ikke ændret sig – jeg savner stadig de mange fantastiske mennesker, jeg havde fornøjelsen af at arbejde sammen med hos Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad, Jyske Medier og Jysk Fynske Medier.

Jeg er dog stadig afklaret, og heldigvis snitter jeg stadig tidligere kollegaer i forskellige sammenhænge.

Forleden kom fruen hjem fra sin butik i Vejle, og hun havde en meget stor og tung gave med hjem.

Som var til mig.

Afleveret i butikken, sagde hun bare.

Jeg pakkede ud, frem kom bogen Grundkøkken skrevet af Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg, og den var fra Benny F. Nielsen.

Fotografen, som med sine billeder har holdt røven oppe på mine tekster i avisen utallige gange, og han mener, det vil være en god bog for mig, fordi han følger lidt med her på bloggen, hvor mine manglende evner i køkkenet er en del af grundsubstansen.

Jeg blev simpelthen så glad.

For tanken, for bogen, og fordi det vækkede minder om mange fine oplevelser sammen med ham.

Præcis på samme måde havde jeg det, da jeg besøgte min barndomsby Vildbjerg sammen med min barndomskammerat Henrik, og det var Bent Olesen og Karl Johan Rasmussen, som arrangerede en hyggeaften med mennesker, som alle har haft en relation til Vildbjerg SF og klubbens jyllandsseriehold.

Pludselig var jeg sammen med Johs. Pedersen, legendarisk jyllandsserie-målmand med lækkert hår og overskæg, Gudmund Rønberg, elegant sweeper som spillede med bøllehat og Bruno Knudsen, som havde en fart, der i min barndomskrop mindede om noget fra en anden planet.

Mine første trænere, Sten Nielsen og John Aas, var der også, det samme var det tekniske vidunder Poul Måbjerg, den fabelagtige Per Hildebrandt, som bestemt ikke løb sig selv ihjel – men hvilket overblik, hvilken teknik.

Ivan Kristensen, min gamle chef, som jeg så brække kravebenet i en træningskamp på lysbanen, var der ligeledes, og ved I, hvem der faktisk også var der?

Grill-Aksel.

Altså dén Grill-Aksel?

Ja, sgu’ da.

Manden bag det bøfsandwich-fundament hele mit liv hviler på.

Det var en magisk aften.

Magi var der til gengæld ikke meget af, da jeg spillede fodbold, men i samme boldgade som ovenstående mødte jeg forleden den gamle holdlæge fra min tid i AGF.

Ulrich Fredberg, som jeg med mine glasben brugte masser af tid sammen med, kiggede på en skavank hos vores yngste datter, og selv om jeg dengang hellere havde spillet fodbold, var det en formildende omstændighed, at skadede spillere brugte en del tid sammen med Ulrich Fredberg.

En munter, dygtig, seriøs og ikke mindst rummelig mand, som gerne tog imod os spillere i privaten, hvis det ifølge ham var påkrævet.

Da vi kørte hjem, sagde den yngste datter:

– Han er godt nok rar. Ordentlig og omhyggelig.

Lige præcis.

Okay, gammelfar. Nok melankoli for denne gang. Ikke flere romantiske tilbageblik.

Jeg ved, mine døtre laver himmelvendte øjne, mens de siger: Hvor gammel er du lige, far?

Jeg er ligeglad, for jeg mener hvert eneste ord.

Og på et tidspunkt kommer døtrene utvivlsomt også til at værdsætte betydende relationer på en anden måde, end de gør i dag.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *