Det er ikke tilfældigt men grundlæggende

Når jeg nu skriver Deadline Day, er mange kvinder måske hægtet af.

Det handler om den sidste dag i transfervinduet, hvor der kan købes og/eller sælges spillere i danske fodboldklubber, men kære kvinder …, denne historie handler ikke om fodbold.

Den handler om næstekærlighed. Og Deadline Day i januar 2020.

Samt ikke mindst pizzaer fra Glashuset i Ikast, fis, ballade samt mænd, der har det mande-sjovt. Hvilket ikke er uinteressant. Overhovedet.

Jeg har fornøjelsen af at være tilknyttet FC Midtjylland, som er en vild fodboldklub i Danmarks bedste række. Klubben er både innovativ, anderledes og ærgerrig – men det er også en klub, som folk udefra elsker at hade, hvilket dog ikke påvirker en generelt munter hverdag hos bonderøvene, som FC Midtjylland ofte betegnes.

På den sidste dag i januar var der traditionen tro Deadline Day i FC Midtjylland, som i alle andre danske klubber, og i FC Midtjylland er det lig med en lang arbejdsdag – som regel til klokken 23.59.59.

Det er også en fed dag, for lykkes det at hente nye profiler? Får vi solgt spillere? Lander lejeaftalerne ud og ind?

Det er en dag, hvor der til tider er fuldstændig ro, afventende stilhed med tid og plads til røverhistorier, og pludselig eksploderer det hele.

Modtagelse i Billund, lægetjek, underskrifter på kontrakter, juridisk papirgang som skal lykkes inden midnat.

Og det hele er nu og her. Hurtigt.

En tradition hos FC Midtjylland er, at på Deadline Day er der sushi til aftensmad, og jeg ved ikke, hvem der har fundet på det.

Men det er sådan, det er.

Hvilket jeg naturligvis respekterer.

Det betyder ikke, at jeg hylder det, for hvad er der nu i vejen med en bøfsandwich? Eller stegt flæsk med persillesovs?

Jeg har ikke været med så længe i FC Midtjylland, så jeg forholder mig selvfølgelig i ro. Jeg tager en enkelt reje omkranset af ris, og så er det fint.

Især med en burger på vej hjem.

I år var det dog anderledes.

Måske fordi sportschefen havde ansvaret for aftensmaden.

Han skulle godt nok føre nyindkøbte Dion Cools rundt til lægeundersøgelser og videre til Herning, hvor der var indkvartering på Hotel Eyde, og det hele skete omkring spisetid om aftenen.

Alligevel vendte han tilbage med aftensmad. Sen aftensmad men bestemt aftensmad.

Han havde købt sushi.

Som altid. Som han skulle.

Sportschefen er en god mand. Opflasket med gode værdier i sin familie og basen i Hanning, og da han hørte, at alle ikke var lige begejstret over udsigten til endnu en omgang sushi, tog han det seriøst.

Sportschefen

Jeg sagde: Slap af. Glem det. Det er ligegyldigt.

Sagt på vegne af mig selv og en af de unge, seje medlemmer af presseteamet.

Personligt havde jeg travlt med at skrive om en ny angriber, som plaffer mål ind, men jeg var stort set færdig, da der blev kaldt til middag.

Men jeg gav mig alligevel god tid, for så vigtig er sushi ikke.

Ingen grund til at stresse.

Da jeg kom ind til bordet, var der en stol ledig ved siden af det unge, seje medlem af presseteamet.

Faktisk er han chefen for pressen, og han er dygtig.

Det er ham og jeg, som ikke er vilde med sushi.

På bordet var der masser af sushi, der var øl, sodavand og en enkelt flaske vin, og så var der to pizzabakker.

Og så lander vi ved sportschefen fra Hanning igen.

Selv om han lige havde kørt rundt til lægeundersøgelse med en spiller og indkøb af sushi, forlod han igen matriklen uden at sige det for at indkøbe to pizzaer.

Det var dem, der stod på bordet.

På en eller anden måde var det rørende – jeg blev i hvert fald rørt – og pizzaerne var fremragende.

Det var stemningen også, et godt transfervindue og Ove Pedersen ved bordet, så bliver det aldrig kedeligt.

Kald det næstekærlighed. Kald det at se ud over egen næsetip. Kald det sportschefen fra Hanning.

Jeg har mødt hans far, og derfor ved jeg, at ovenstående ikke er et udtryk for tilfældigheder. Det er noget grundlæggende.

Og meget fint.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

1 Response to Det er ikke tilfældigt men grundlæggende

  1. Michael Fig skriver:

    Super fint skrevet Flemming, og er en særdeles rammende karakteristik af den kære Svend G, som jeg også kender ham👍

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *