En bulderbasse med næstekærlighed

I dag fylder fruen 50 år.

Da vi blev kærester, var hun 15 år.

Det var i barndommens Vildbjerg, hvor vi hver især og sammen sled hårdt på ruten mellem Rypevej 45 og Ågårdsvej 59.

Jeg har før underholdt med, hvordan hun jagtede mig rundt i byen – på fodboldbanerne, på grillbaren, i hallen, på skolen, på diskotek Sølle Søren – ingen steder kunne jeg være i fred … – så den fortælling er der ingen grund til at røre ved på denne store dag.

Lad os bare konstatere, at vi har været et team i 35 år.

Kærester, forlovede, venner, ægtepar, forældre og forholdsvis forskellige.

Normalt godkender fruen altid mine skriverier på Linnebloggen, hvis hun optræder i dem, men dette skriv har hun ikke set. Før nu.

Jo jo, jeg betragter bestemt mig selv som lidt af en rocker …, sådan bare at smide et indlæg op uden fruens godkendelse. Og så endda med vidunderlige billeder.

Til det, vil jeg gerne tilføje, at I bedes tage kontakt til de rette myndigheder, hvis der fra og med lanceringen af dette indlæg går for lang tid, inden jeg igen giver livstegn fra mig.

Så har fruen nemlig parteret mig med en grensaks.

Faktisk vil jeg kalde hende Henriette i dagens anledning, for det hedder hun. Eller bare Henry.

Jeg kalder hende kun Henriette, når jeg er rigtig gal på hende, hvilket selvfølgelig sker uhyre sjældent …, og jeg husker også, at hun i Vildbjerg kun var kendt som Klitte via familiens mellemnavn.

Når jeg ser billeder af mig selv fra midt i 1980’erne, undrer det mig fortsat, at hun valgte mig.

Det næste lyder måske voldsomt for folk, som kender mig i dag, men dengang var jeg grimmere, end jeg er i dag.

Især når man tænker på, at Henry dengang var en sød, smuk, smilende, glad og dejlig ung kvinde. Tilsat struttende babser og fast bagdel.

Så kom jeg der med mit latterlige lange nakkehår, dun på overlæben og en grotesk bleg hud og gjorde mig til.

Men vi var gode sammen lige fra begyndelsen. Fra første dag elskede mine forældre Henry mere end min lillebror og jeg.

Sådan er det stadig.

Vi har nået meget på 35 år.

Først den akavede teenagekærlighed og ikke mindst de første pinlige møder med vores respektive forældre. Henry troede, jeg løb skrigende væk, når jeg hver tirsdag aften hørte hendes far grine meget højt af Cosby & Co i fjernsynet.

Vi var sammen, da vi blev uddannede, vi har boet i Ikast, Vejle, Århus, Skive og Jelling sammen, vi har fejret et utal af mærkedage sammen, vi har skønne venner sammen, som går langt tilbage, vi har skabt nye, vidunderlige venskaber sammen, vi har bygget hus sammen, vi har været til Nathaniel Rateliff-koncert sammen, vi har været i modvind, vi har oplevet medvind, vi har skændtes, vi er blevet gode venner igen, vi har fejret jul og nytår sammen masser af gange, vi har været på ferier sammen, især på Bastide Le Luget i Sydfrankrig, vi har været på et utal af loppemarkeder sammen, vi har grint meget sammen, vi har heldigvis været ved Vesterhavet en del gange sammen, og vi har plantet hække sammen. Blandt andet.

Men det fineste, vi har præsteret sammen, er Olivia og Frederikke.

De to er os.

Det er kærlighed og stolthed.

Den første taget ved kejsersnit, fordi hun var så stædig, at hun ikke gad vende sig. Den anden født hurtigt og naturligt, mens jeg i hele processen ikke kunne gøre noget som helst rigtigt.

Som altid.

Det anede vi ikke, dengang i Vildbjerg, hvor søde Marianne Weiss var mellemhandler, men det var sådan det gik.

Heldigvis.

Selvfølgelig er der noget, som irriterer mig ved hende.

Hun snorker, men det gør jeg nu også.

Hun er et rodehoved.

Hun er mere kreativ end mig. Markant.

Hun laver fremragende mad – i modsætning til mig.

Hun er grotesk stædig.

Hun er en slider.

Jeg kalder hende en bulderbasse.

Det kan godt være, de struttende babser i lighed med den faste bagdel tager sig en lille bitte smule anderledes ud i dag, men så skulle I bare se mig …

For mig er Henry stadig hende fra 1985.

Jeg har den seneste tid tænkt meget over, hvorfor i alverden vi hænger sammen endnu.

Det er bestemt ikke min fortjeneste, for jeg er bare en mand, og så er det vel ikke nødvendigt at tilføje mere, men jeg har for længst fundet ud af, hvorfor hun i min verden er ganske speciel.

Der er naturligvis mange grunde til det, men den mest fremtrædende er for mig, at hun altid, til enhver tid, tænker på andre før sig selv.

Hun er, uden konkurrence, det mindst egoistiske menneske, jeg kender.

Det er en meget fin og smuk egenskab.

Derfor havde jeg også glædet mig til at se hende blive hyldet af familie og venner, for det fortjener hun om nogen, men det sætter Covid-19 effektivt en stopper for.

Vi vil dog gøre vores til, at dagen alligevel bliver god – med gaver, gåtur, kage og god mad med god vin – og så håber vi, at hun for en kort stund slipper sit tredje barn, butikken Henry i Vejle.

Den etablerede hun i november 2019, og selv om Covid-19, og senest en operation i hånden, ikke just har givet vind i ryggen, buldrer hun videre.

Hun giver ikke op.

Det har hun aldrig gjort.

Måske er det den reelle forklaring på, at vi stadig er sammen.

Hvis du ser hende i løbet af i dag, så trut i hornet, fløjt efter hende, eller råb tillykke med de 50.

Hun siger ofte, at jeg ikke kysser hende nok. Jeg er også vildt dårlig til at sige, jeg elsker hende. Siger hun.

Så i dag får hun kys – et på hver kind – og så vil jeg da også gerne sige, at jeg anser hende for at være en forholdsvis fornuftig udgave af det kvindelige køn …

Tillykke, bulderbasse.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

10 Responses to En bulderbasse med næstekærlighed

  1. Erik Boye Sørensen skriver:

    Tillykke med de 50 år , hvad har du lovet siden Flemming skriver så pænt om dig????
    Hils tøserne fra Marianne og Erik(FCM)

  2. Kate skriver:

    Fantastisk dejligt skriv Flemming. Kæmpe tillykke med Henriette🇩🇰❤️
    Kh. Kate

  3. Line Harvej skriver:

    Der overgik du dig selv, kære Flemming. Fantastisk smuk og fin kærlighederklæring til. en vidunderlig kvinde. Tillykke til og med henry.

  4. Jette Holmgaard skriver:

    Det er da en kærlighedserklæring hun ikke kan være ked af ikke at have fået lov at redigere i inden udgivelsen. Held og lykke med de næste 35 år❤️💙

  5. Signe Drachmann skriver:

    Kæmpe stort tillykke Henriette. 🇩🇰🇩🇰🇩🇰

  6. Evy troelsen skriver:

    Det var da noget af en kærlighedserklæring…skøn og smuk❤️ Og tillykke med fruen.
    Jeg kan let genkende alle de gode ting du skriver om Henriette og du er da heller ikke værst. 👏👏. Vi glæder os til at se jer på Bastide le Luget her i juli, så må der vel være udgang igen.👍😘

  7. Vidunderlig kærlighedserklæring. Tillykke med din kone. Hils hende og pigerne fra Poul og Kirsten

  8. Mona Munksgaard skriver:

    Tillykke med hende – i enhver sammenhæng 😉 – et dejligt og rørende skriv – god dag til jer 😍

  9. Kjeld Scheuer skriver:

    Hyggelig og munter læsning i disse for vort land så alvorlige tider. Håber du undgår at blive parteret med en grensaks/ørnenæb. Tillykke med fruen.

  10. Birgit Ranch skriver:

    Fantastisk Flemming. Hvor er det dejligt skriveri. Hjertelig tillykke med Henriette, hils hele familien og alt godt til jer.
    Knus birgit

Skriv et svar til Jette Holmgaard Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *