Min mor har mange kram til gode

På loftet, i en af kasserne med de gamle papirbilleder, har jeg et billede af min mangeårige og dejlige kammerat John.

John, som også kaldes Riker eller landbetjentens søn, sidder på skødet af min mor, og så vidt jeg husker, stammer billedet fra en fodboldtur til Bornholm med Vildbjerg SF.

John er på billedet en ranglet og langlemmet teenager, som egentlig er for gammel til at sidde på skødet af en kammerats mor, men hverken John eller min mor tager notits af den slags bagateller.

De skraldgriner begge to.

Det er et skønt billede, og det er sådan, jeg husker min mor fra min barndom.

Grinende, rummelig, omsorgsfuld og glad. Især grinende. Og altid meget højt.

Alle i min omgangskreds elskede min mor, og det gør de nok stadig, selv om kontakten selvfølgelig ikke er, som den var, da vi rendte ind og ud af hinandens hjem i den trygge stationsby mellem Herning og Holstebro.

Det var lidt pinligt, kan jeg huske. Sådan at have en mor, der var så fantastisk, at alle i min omgangskreds kendte hende.

Og resten i byen vidste, hvem hun var.

I mange år var hun verdens bedste dagplejemor, som passede de sødeste børn, og i en forholdsvis sen alder uddannede hun sig til verdens bedste pædagog, hvilket fysisk og psykisk handicappede børn fik glæde af i mange år derefter.

Hensynsfuld, barmhjertig, betænksom og helt igennem godhjertet var og er det fundament, hun lever sit liv på.

I dag er det mors dag.

Desværre er det ikke muligt at give min mor de kram, hun fortjener.

Det forhindrer Covid-19, og få dage efter virussen sendte Danmark og resten af verden i knæ, fik min mor diagnosen knoglemarvskræft.

Derfor er hun ikke så glad, som hun plejer at være.

Hun griner ikke så meget for tiden. Og sjældent ret højt.

Ved siden af går min far og gør det så godt, han kan. Og lidt mere til.

Midt i det tragiske er det smukt at se dem sammen. Det er dem mod resten af verden og diagnosen. De gør det fremragende.

Ord slår ikke til, når min mors frygt for sygehuse skal beskrives. Jeg tror ikke, der findes noget i denne verden, hun frygter mere.

Nu er hun tvunget til at komme der mange gange om ugen. Til undersøgelser, blodprøver, behandlinger, og hvad lægerne nu ellers finder på for at slå tilbage mod en af de dårligste opfindelser nogensinde.

Jeg er bevidst om, at mange desværre er syge, også alvorligt, der findes mennesker, som mister sine kære, så det er på ingen måde noget særligt, at min mor er syg.

Men det gør ondt alligevel, og det lindrer ikke ligefrem med to meters afstand.

Heldigvis responderer min mor fint på de hårde behandlinger, og det giver næsten tårer i øjnene, når hun med en snert af begejstring i stemmen fortæller om de søde og kompetente læger og sygeplejersker, hun møder i både Vejle og Odense.

Hun får en klump i halsen, når hun snakker om dem, og hun kommer til at begave dem. Jeg kender min mor. Hun tænker altid på andre før sig selv.

Jeg kommer ikke ud af en familie, hvor vi snakker hinanden i sænk i forhold til følelser.

Det hører til sjældenhederne, at vi lige tager en verbal evalueringsrunde på den mentale tilstand hos hinanden, men det er ikke et udtryk for, at vi ikke vil hinanden det godt.

Så langt fra endda.

Det er bare vores families måde at gøre det på.

Både min lillebror og jeg – samt vores respektive familier – bekymrer os på vegne af både mor og far.

Jeg erkender gerne, at jeg har svært ved at håndtere den nuværende situation. Ikke mindst den manglende nærhed.

Jeg føler ikke, jeg er der nok.

For de to mennesker som er der og altid har været der for mig, min lillebror, svigerdøtre og børnebørn.

Jamen, det er jo også den Corona.

Ja, måske – men fakta er, at jeg ikke kan være der på den måde, jeg ønsker.

Så det er på afstand, når jeg nyder, at min far servicerer min mor med laks, rejer, vaniljeis og flødeboller.

De er seje, min mor og far.

Jeg får lidt dårlig samvittighed over, at min lillebror og jeg i vores unge år diskuterede, hvem vi ville bo hos, hvis de skulle skilles.

Ikke fordi der var optræk til det – men bare for at være forberedt.

Det ene argument handlede om, at far nok havde flest penge, men det andet argument var også værd at hæfte sig ved – nemlig at mor gav flest penge væk. Hvilket beskriver hende ganske glimrende.

Hvis jeg engang bliver rigtig voksen, vil jeg gerne have sat et lige så positivt aftryk i andre mennesker, som min mor har gjort indtil nu.

Kære mor, min trofaste følger af Linnebloggen, glædelig mors dag.

Du har mange kram til gode.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

2 Responses to Min mor har mange kram til gode

  1. Birgit ranch skriver:

    Helt fantastisk Flemming. Og nu sidder din “gamle” faster med store tårer, der triller ned af kinderne. Tænker meget på din mor og far og jer allesammen og håber det allerbedste. Kan også “se” og høre den rungende latter, som jeg håber af hele mit hjerte, jeg vil komme til at høre mange gange igen. Det er rigtig trist og svært, at din/jeres mor er syg, men samtidig i en rigtig dum tid, hvor I ikke kan få lov fysisk at være rigtig tæt på hinanden, her hvor mor og far kæmper, og hvor der absolut ikke skal Corona ind.
    Knus til jer alle fra os. Birgit

Skriv et svar til admin Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *