Glæde og vemod i en skøn blanding

Vi er i loungen på førstesalen i klubhuset hos Ringkøbing IF.

Vi er kun 10 personer, for det er det, vi må være i disse Covid 19-tider, og klubbens kommende cheftræner Claus Christiansen er i gang med en munter fortælling om, at han som FC Skanderborg-cheftræner kunne få spillerne til at løbe til Ry, hvis han bad dem om det.

Der bliver grinet lidt, mens historien falder på plads og synliggør fortællingen om en cheftræner, som på samme tid stiller krav og har en unik relation til de mennesker, han samarbejder med.

I få sekunder er der stille, og så bryder John Thomsen stilheden. Han er sportsjournalistikkens svar på Vesterhavets bølger – de har altid været der – og Tosh, som manden fra Ringkøbing Amts Dagblad kaldes, konstaterer knastørt:

– Du får nok svært ved at få spillerne herude til at løbe til Ry.

Det er en smuk og overraskende varm tirsdag i maj, og inden mødet i loungen tæt ved Green Arena er jeg ved Vesterhavet. Det er jeg hver gang, jeg får muligheden.

Blå himmel, ingen biler på parkeringspladsen ved Houvig Strand, og nede ved vandet er jeg helt alene. Intet eller noget er i nærheden. Bare mig og det magiske Vesterhav, som har sådan en dag, hvor Vesterhavet gør det, Vesterhavet skal gøre. Stille, blødt og roligt.

Jeg går en tur langs vandet, mens jeg nyder horisonten, lyden og samtidig bearbejder håbet om en aftale med Ringkøbing IF. Den falder heldigvis på plads kort efter, hvilket glæder mig enormt. En dejlig klub med dejlige mennesker. De lykkes med ærgerrighed og slid – sådan lidt på trods.

Efter to sjove, spændende, lærerige og inspirerende år hos FC Midtjylland, stopper vi som tidligere nævnt her på Linnebloggen samarbejdet med udgangen af maj, og den slags skaber naturligvis antydningen af panderynker hos en selvstændig.

Fruen kiggede på mig med det der blik: Hvad har du så tænkt dig, smarte? Døtrene bekymrede sig også, mens bekymring slet ikke slår til som beskrivelse af mine forældres tilstand. Jeg overtalte dog min mor til, at hun ikke skulle sende et brev til FC Midtjylland-direktør Claus Steinlein, hvor hun i upassende vendinger ville forklare ham, hvor dumt det er sådan at droppe hendes helt henrivende og fantastiske søn.

Det skal nok gå. Der dukker noget op. Det løser sig. Det sagde jeg. Især til min mor. Og mig selv. Men jeg anede det dybest set ikke. Corona-krisen bliver aldrig husket for at skabe decideret dynamik i erhvervslivet, så jeg var presset.

Så kom henvendelsen fra den vidunderlige vestkyst i Jylland. Kort efter kom endnu en henvendelse – denne gang fra det midtjyske uden FC foran.

Lifestyle & Design Cluster i Herning er et dynamisk netværk, som arbejder for at fremme innovation og bæredygtig vækst i primært små og mellemstore bolig- og beklædningsvirksomheder samt i de kreative brancher. De har brug for hjælp til at formidle de mange, gode og dynamiske historier, så nu får jeg også fornøjelsen af at udføre dén opgave i samarbejde med Maria, hvilket jeg glæder mig helt vildt til.

Det er nu ikke fordi, døtrene ser mig som det vildeste modeikon, selv om jeg har fortalt dem, at jeg faktisk er uddannet i modebranchen og har solgt min del af Ball-trøjer og Levis-jeans. Døtrene aner ikke, hvad jeg snakker om.

Heldigvis er det historiefortællingerne, der er i fokus i mit virke hos Lifestyle & Design Cluster, og jeg er sikker på, det bliver fint i selskab med dedikerede og engagerede mennesker.

Så det gik. Noget dukkede op. Du er så dygtig, sagde min mor. Eller heldig, sagde jeg. Nej, dygtig, sagde min mor. Så stod vi der og kiggede på hinanden. Med afstand.

På samme måde var det fredag, hvor jeg med afstand til de fleste var hos FC Midtjylland for at nikke pænt farvel til en flok mennesker, jeg holder meget af.

Med under armen havde jeg en kasse romkugler, og det var godt, for ude på banen fik jeg efter træningen det samme spørgsmål mange gange: Hvad har du med til os?

På trænerkontoret stod kassen med bunken af romkugler, og det virkede til at være godkendt. Selv om jeg kom lidt for sent ud på banen, så mine to, faste, og unge makkere, Mads og Lukas, ikke fik held af at sende mig ud i mit sidste FCM-interview.

Jeg var faktisk lidt rørt over, at alle tog så pænt imod mig. Fra kælder til kvist. Det har de nu altid gjort, men det rørte mig ekstra meget i går. Og jeg fik også en flot afskedsgave fra trænerkontoret i Ikast, og jeg fik næsten lyst til at sige, som min farmor altid sagde: Det sku I da æ ha’ gjort. Men de havde jo gjort det.

Da jeg forlod FC Midtjyllands trænerkontor, takkede jeg for gaven til indkøb af nyt tøj – tydeligvis en hentydning, sagde jeg, men straks lød fra alle sider: Du ser sgu’ godt ud.

Så sagde jeg, lettere overrasket over den fine tone i et fodboldmiljø, hvor de skarpe meldinger og godmodige drillerier flokkes:

– Det var det sidste, jeg hørte, da jeg forlod FC Midtjylland.

Lige inden jeg lukkede døren, råbte fysisk træner Christian Clarup:

– Hils Henry.

Fremragende indgang til pinsen, som skulle have været fejret med musik og Rød Tuborg på Jelling Musikfestival, men den slags pjat tillader Corona-virus ikke, så nu må vi selv finde på musikalske festivitas, og det lykkes vi nok også med på en eller anden måde.

Festivitas er der sådan set allerede, da der er udsigt til en weekend, hvor vi ikke skal se X Factor to dage i streg. Jeg lever med, at fodbold lige nu spilles uden tilskuere, og at Jelling Musikfestival desværre ikke bliver til noget, men X Factor to dage i streg er for voldsomt. Det er simpelthen for voldsomt.

Kære alle, nyd pinsen, og tag godt imod Helligånden og den kristne kirkes fødsel.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

1 Response to Glæde og vemod i en skøn blanding

  1. Erik Boye Sørensen skriver:

    Hej. Tillykke med dine nye jobs som du har gjort dig fortjent til, men hold da op hvor jeg/vi kommer til at savne dig på MCH Arena og i kampprogrammet osv., men RIF bliver jeg nok aldrig fan af. Fortsat god vind fremover ønskes du af FCM Erik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *