Findes der smukke sandaler til smukke kvinder?

Dette skriv udvikler sig måske. Der er en risiko for, at tonen bliver hård – grænsende til det perfide, men sådan må det være.

Det handler om fruen. Og mig. Samt fruens unuancerede syn på mine sko, og mit ærlige og selvfølgelig nuancerede syn på hendes helt igennem afskyelige sandaler.

Og det er ikke fordi, det er fruens sandaler – det vedrører sandaler generelt.

Jo, Birkenstock går an, så absolut, men det går galt, når tankerne går i retning af en ”lukket” sandal rundt om hælen. Med flad og tynd bund.

Jeg tænker Jesus, og det er ikke fordi, der er noget i vejen med ham, men hvorfor i alverden greb farmand ikke ind, da sønnen begyndte at gå på vandet i sandaler, som åbenbart stadig inspirerer virksomheder, der betragter sig selv som en del af modebranchen?

Er det ikke lidt for almindeligt til Linnebloggen? Nej, det er det ikke. For det første er intet for almindeligt til Linnebloggen, men det her handler om noget andet – nemlig magtkamp. Positionering i et parforhold.

Forleden modtog fruen en pakke, og i pakken gemte sig et par sandaler. Godt nok i den forkerte farve – men dog sandaler, som fruen selv havde bestilt, mens hun var fuldstændig ved sine fulde fem. Det var en ”lukket” sandal. Med flad og tynd bund.

En genkendelig scene udspillede sig derefter – hun pakkede sandalerne ud, så tilfreds ud, og så viste hun sandalerne til vores yngste datter og mig.

Ingen af os var begejstrede.

Jeg sagde noget i stil med: Dem bryder jeg mig ikke om.

Det var ikke det, jeg skulle have sagt.

Fruen var rasende på den måde, jeg har kendt i 36 år – og jeg aner stadig ikke, hvordan jeg skal reagere.

– Hvad med dine egne sko, lød det fra fruen.

Hun slog igen med en klassiker, og jeg sagde:

– Hvad filan er der nu i vejen med mine sko? Og hvordan bliver de en del af en snak om dine nye sandaler?

Jeg var uforstående.

– Du er for gammel til de sko, smældede fruen verbalt.

For gammel?!

Hvad snakker du om?

Det er helt almindelige, hvide sneakers fra henholdsvis Nike og Adidas. Det kan alle vel.

– Du er alt for gammel til de sko.

Jeg lader billederne tale for sig selv, og jeg er forberedt på, at kvinderne naturligvis tager fruens parti, men jeg orker ikke diskussionen længere – jeg synes bare ikke, at ”lukkede” sandaler til kvinder er smukke. Punktum.

Forberedt var jeg til gengæld ikke forleden på motorvejen mellem Herning og Vejle. Jeg lyttede til en podcast – denne gang Bech bag bolden med Martin Jørgensen som gæst, og det skyldtes to ting – dels har jeg stor respekt for Troels Bech, og derudover havde jeg fornøjelsen af at spille sammen med Martin Jørgensen i AGF for mange år siden.

Lige siden har jeg skamrost ham. Som menneske og fodboldspiller.

I podcasten falder snakken pludselig på Martins ungdomsår, hvor han var til fællestræninger for udvalgte hold i Vildbjerg.

Så snakkede de lidt om de flotte baner i Vildbjerg, og Troels Bech nævnte også noget om fodboldtalenter fra Vildbjerg.

– Så mener du vel Flemming Linnebjerg, lød det hurtigt fra Martin Jørgensen.

– Han var en af dem, svarede Troels Bech. Mens jeg var ved at køre galt.

– Altså hvis man kan kalde ham for en fodboldspiller, kom det knastørt fra en grinende Martin Jørgensen.

Nu har jeg år efter år skamrost vognmandens søn fra Ryomgaard, og så bliver man skåret midt over.

Jeg skal have en snak med Martin på et tidspunkt …, men jeg holder præcis lige så meget af ham som altid – og det var skide sjov sagt. Og korrekt, ikke mindst.

Til tider er han lidt introvert, men i sikker havn er han levende, humoristisk, vidende og som altid ydmyg – og jeg er stadig af den holdning, at lige præcis Martin Jørgensen har fortjent hver eneste millimeter af den succes, han som fodboldspiller i høj grad oplevede i serie A og på det danske landshold.

Og lyt endelig til Bech bag bolden – det er fodbold på en anden og dybere måde. Også den med Martin Jørgensen 😉

Til sidst en servicemeddelelse – jeg har købt et nyt spil Partners, som er klar til sommerferien.

Årsagen er, at det gamle spil, som vi havde lånt af den ældste datter, er gået i stykker. Simpelthen slidt.

Eller …, først rev jeg spillepladen over på den ene led. Forleden gik det helt galt. Fruen og jeg har spillet en del med vores søde genboer, Janne og Jakob, og mændene var bagud. Det blev kun værre denne aften.

Jakob og jeg var grotesk uheldige. Pigerne var så heldige, at ord ikke beskriver det. Det hjalp bestemt ikke, at Janne hele tiden sagde vupti, når de lykkedes med noget. Hvilket skete ofte. Fordi de var heldige.

Da vi havde tabt to gange, rev jeg pladen over igen. Og igen. Og igen. Kort i min nærhed mistede også livet, mens brikkerne lå spredt over hele rummet.

Til sidst lå der en bunke pap midt på bordet, og det var barnligt, indrømmet, men jeg bryder mig ikke ret meget om at tabe.

Da roen var ved at indfinde sig igen, kiggede en fortsat fnysende arrig Jakob på Janne, som med en læsebrille på næsen var ved at finde frem til noget på sin telefon. Sikkert for at hovere.

Jakob rakte ud, han fjernede Jannes læsebriller, og så knækkede han dem midt over, hvorefter han smed dem ud på køkkengulvet.

Det er, efter et meget langt liv og mange oplevelser, noget af det sjoveste, jeg har oplevet.

Jakob bryder sig heller ikke om at tabe, men han viser det sjældent. Indtil han knækkede Jannes læsebriller.

Nu er et nyt spil indkøbt, Janne har masser af læsebriller på lager, og jeg har besluttet, at min indgang til Partners fremover bliver afslappet og i DGI’s ånd – det vigtige er at være med.

Alle er søde og har fortjent at vinde.

Så ser vi, hvordan det går …

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *