Grøntsagerne er tilbage

Fruen er tilbage. Hun er landet efter en stor oplevelse i Vietnam – og mange tak for det, kære Gud. Og bestemt også Erik fra B-Green, der passede på hende, hver eneste af de 12 gange, de lettede eller landede i løbet af turen. Én af flere følgevirkninger er, at der nu igen er grotesk mange grøntsager på middagsbordet hos os, og det skal man selvfølgelig lige vænne sig til …, men efter en forrygende uge ryster det ikke for alvor.

Det forrygende inkluderer naturligvis, at Tottenham vandt med overbevisende 5-0 over Swansea, men medvirkende er det i høj grad også, at ugens fem hverdage blev afsluttet med en dobbelt koncert i Byens Hus i hjembyen Jelling fredag aften. Signe Svendsen var der sammen med Dorthe Gerlach, og jeg var der sammen med fruen i selskab med dejlige venner. Vennerne er nogenlunde jævnaldrende med os, og noget af det, vi snakkede om inden koncerten, var det efterhånden svigtende syn hos os alle. Flere har allerede briller – andre af os er tæt på – og det kom der flere muntre situationer ud af. Hvilket billedet måske indikerer.

img_2034

I forhold til Signe Svendsen og Dorthe Gerlach vil jeg skrive noget, der med sikkerhed bringer feministers pis (undskyld sproget) i kog – men hvorfor må man ikke skrive, at de er smukke og søde? For det er de. De er også fremragende sangere, sangskrivere og musikere. Samt charmerende, sjove og intellektuelt skarpe. Jeg ved godt, feministerne bliver ih og åh så trætte, men jeg er ih og åh så ligeglad. Koncerten var fremragende, hvor de hver især var på scenen afsluttende med tre numre sammen, og der er intet lummert i, at jeg også skriver, de er er søde og smukke. Min frue er i hvert fald med rette helt rolig, for hun ved jo, at jeg bare er en buttet, bleg og barnlig fantast, der med mellemrum skriver de mest mærkelige ting (og billedet af Signe Svendsen er taget af skønne Mette Mørk).

Signe Svendsen igen i Byens Hus i dobbeltkoncert - denne gang med Dorthe Gerlach

Men tak til Signe Svendsen, Dorthe Gerlach, Jelling Musikforening og Jelling Musikfestival for vedvarende at skabe liv i en by, der har sine udfordringer, hvis man ser bort fra sten, et par høje og kristendommens entré i landet. Hvor mange udfordringer midtjyske Sunds har, ved jeg ikke, men de har da Sunds Sø som back up. Og tradition for at have en genial præst. For os bød ugen på et besøg i Sunds til familiefødselsdag for skønne Trine og lige så skønne Jas, der er gift med Trines storesøster Line. Der var scambled eggs, bacon, pølser, blødkogte æg, pandekager, hjemmebagte boller, rundstykker, snaskede snegle og saftsuseme også en Dagmar-tærte. Jeg siger det bare – i Sunds spiser man så godt, at Vægtvogterne overvejer at etablere et hovedsæde i byen.

Og så var Ardel der. Han er søn af Line og Jas og har de største brune øjne, jeg nogensinde har set. Engang tryllede jeg for Ardels mor, og hun fatter stadigvæk ikke, hvad det var, der foregik. Sådan er magic, som jeg siger. Når Ardel bliver lidt ældre end de seks måneder, han er nu, skal “Onkel Bob” banke rusten af tryllerierne og atter folde sig ud. Det er blandt andet noget med at få en mønt til at forsvinde, og så dukker den op igen i håret på en person i lokalet. Eller mellem brysterne på fruen. Ardels mor fandt det vildt fascinerende engang for mange år siden. Jeg er sikker på, Ardel får det på samme måde. Ham og mig forstår hinanden. Indtil videre er det dog fint nok, hvis han bare må have min ene pegefinger mellem gummerne. Eller rive mig i det sparsomme hår, jeg har på hovedet. Så det gør vi. Ardel og mig.

ardel

Og så er der kun søndagen tilbage – og en Hanne Boel-koncert på Fermaten i Herning. Hende hørte jeg senest for cirka 30 år siden. I Kenya. Vi var der med fodboldholdet fra Ikast fS, hun var der sammen med sit band, vi styrede endda mod Afrika i samme fly, og det var magisk at sidde på gulvet foran scenen efter en portion mad med lidt slangekød, lidt zebra og til sidst krokodillekød til at skylle ned med. Jeg husker ikke, om der også var afrikanske grøntsager – men hvis der var, gjorde det i hvert fald ikke et ret stort indtryk på mig.

 

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *