En ganske almindelig lørdag i familien Danmark

Lørdag var fruen og jeg på tur.

Det er vi sjældent, og det kan jeg skrive så skråsikkert, fordi hun har fortalt mig det. Mange gange. Så der er helt sikkert noget om snakken, for hvad fruen siger …

Der var lavet en plan – eller faktisk var der først en anden plan. Hun skulle køre ud til Farre-slagteren fra morgenen af, og når hun så kom hjem, skulle vi til Vejle og ordne ting, som det hedder.

Jeg var tidligt oppe lørdag, og dagen blev indledt med, at bomuldshunden Conrad og jeg gik en tur i den kølige oktoberluft. Vi mødte ingen – der var bare mig og ham, og vi fik en god snak om tingene. Da vi kom hjem, fik han godbidder, fordi han var god til at gå tur, og Gud nåde og trøste den, som glemmer at give Conrad godbidder. Han er nemlig altid god til at gå tur, han både tisser og laver stort, og det hjælper ikke, at jeg med mellemrum påpeger, at jeg aldrig får godbidder, når jeg har tisset eller lavet stort.

Efterfølgende satte jeg mig ved computeren, fordi jeg var bagefter med at skrive, og roen var udtalt. Conrad havde smidt sig efter morgenmotion og godbidder, mens fruen og yngstedatteren ikke havde rejst sig fra nattesøvnen endnu. Pludselig stod fruen i døren – nyvasket og frisk men også lidt bidsk: Hvad er din tidsplan, sagde hun.

Min hjerne arbejdede straks på højtryk, for hvad var det korrekte svar? Jeg trak den lidt og sagde så: Jeg følger bare dig.

Det var et godt svar, fornemmede jeg, og fruen sagde så, at jeg skulle komme i gang, for vi skulle til slagteren sammen, og derfra skulle vi til Vejle for at ordne ting. Vi ville jo også gerne hjem igen i ordentlig tid, kunne jeg forstå. Jeg nævnte ikke med et eneste ord, at hun 10 timer tidligere havde nævnt, at hun selv ville køre til slagteren.

Nu er det faktisk også altid en fornøjelse at komme hos Farre-slagteren, hvor slagtemesteren er inkarneret Brøndby-fan, og da han hørte, jeg er begyndt at arbejde hos FC Midtjylland, udbrød han: Ja, så er der ingen rabat i dag. Vi købte blandt andet danske drømme, som var klassiske retter til en yderst favorabel pris, og så bestilte vi den farserede kalkun til jul. Alt var godt, da vi kørte ud af Farre med kurs mod Vejle.

Her var første stop Hans Laursen på Nørretorv i Vejle, for jeg skal have briller. Det kan jeg skrive så skråsikkert, fordi det har fruen fortalt mig. Mange gange. Så der er helt sikkert noget om snakken …, måske hænger det også sammen med, at jeg efterhånden holder bøger i strakte arme, når jeg læser om aftenen. Det gik godt hos Hans Laursen, hvor flinke og kompetente folk sørgede for, at jeg fandt de rette briller, jeg fik en synstest, som afslørede, at jeg ser godt, hvis afstanden er stor, mens det kniber lidt mere, når tingene kommer for tæt på. Klassisk, når man når min alder, kunne jeg forstå, og så sad jeg der og blev mindet om, at jeg skal skrive 5 først, når min alder nævnes.

Resten af turen i Vejle gik fint. Det støvregnede, men vi mødte et kært vennepar på strøget, og de var på vej i biografen til pensionistforestillingen midt på dagen. Så den mandlige del af venneparret kunne få sin middagslur til Lykke-Per.

Fruen skulle også lige vise mig en butik, som hun er vild med. Jeg skulle bare se den, sagde hun, men da vi trådte ind i butikken, skulle jeg også se alle de ting, hun ønskede sig. Det var en tøjbutik …, surprise, og det endte med, at fruen gik ud med en pose, hvor de nye bukser var i. Pæn butik, tænkte jeg, men det vigtigste var, at fruen var glad.

Og her skal det så nævnes, at fruen meget sjældent forkæler sig selv. Hun tænker altid på sine børn, mig, hunden og sig selv i nævnte rækkefølge, så der var intet galt i den handel. Så langt fra endda. Nu manglede vi så bare genbrugspladsen på vej hjem. Jeg havde fyldt bilen med affald inden vores udflugt, og nu skulle vi af med det. En lørdag er der altid mange mennesker på genbrugspladsen, også i støvregn, men jeg fandt en plads og gik i gang med at tømme bilen.

Da jeg var ved at være ved vejs ende, kiggede jeg ind i bilen. Her sad fruen. Jeg besluttede, at jeg ville sige, når jeg satte mig ind i bilen igen: Skal vi ikke aftale, at jeg klarer det her affald selv. På vejen hjem forsikrede fruen mig om, at hun bestemt havde tænkt på at stige ud og hjælpe, men på det tidspunkt var jeg næsten færdig. Desuden er du bare bedst til det, for du ved, hvilke containere affaldet skal i, sagde hun og tilføjede: Man skal gøre det, man er bedst til.

– Og du er bare bedst til det der med affald. Og jeg hader bare genbrugspladser, slog hun fast, mens hun kiggede kærligt på mig.

Resten af lørdagen gik fint – Tottenham vandt, og senere landede ældstedatteren fra Århus, så vi kunne spise noget af det lækre fra Farre-slagteren. Bagefter ryddede fruen op, mens jeg gik en tur med bomuldshunden, og så skulle vi se tv. Mennesker der bager om kap …, og det var der, jeg besluttede mig for at skrive om en ganske almindelig lørdag i vores lille familien Danmark.

En lørdag hvor vi endte med at skændes om fire trøfler med forskellig krymmel – jeg ville have den med tivoli-krymmel, men den tog yngstedatteren – og sød som hun er, ville hun selvfølgelig bytte. Det lykkedes ikke, for jeg åd min i én mundfuld, inden hun kunne nå at gøre noget.

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Siger det bare …

Jeg er flasket op på kartofler, sovs og en form for fars, suppleret af en bøfsandwich eller frankfurter special hos Grill-Aksel, når det finansielle fundament ellers var til det, og så er der umiddelbart meget langt til betegnelsen vegetar.

Min mor var skrækkelig god til at lave den slags mad – det er hun nu stadig – men som jeg husker det, vrimlede det ikke med grøntsager og salater, eller …, det var der garanteret, men det fangede aldrig for alvor min interesse.
Det gjorde derimod den mørkebrune sovs, de godt kogte kartofler, frikadeller med den sprøde kant, karbonader pakket i rasp, hakkebøffen med bløde løg og hvad gourmetchefen Birthe nu ellers forkælede sine to drenge og mand med.

Alligevel oplevede jeg for nogle uger siden mig selv sidde ved computeren og klikke ind på Aarstidernes hjemmeside – målet var at bestille en måltidskasse.
Det gik let og ubesværet, men jeg trykkede på vegetarkassen til tre personer i tre dage. Og det var helt bevidst. Jeg tænkte: Det er fint nok, det kan jeg sagtens leve af tre dage om ugen. Uden problemer. Du er over 50 år, opfør dig som en voksen, tænkte jeg, mens jeg toppede den med at kalde billeder frem af de enorme mængder kartofler, brun sovs og fars, jeg i tidens løb har haft fornøjelsen af. Du har fået din del, fedeberg, sagde jeg, og slog mig selv på pluskæberne.

Det hele kom i stand, fordi vi har en hjemmeboende datter, som ikke bryder sig om kød. Det er ikke fordi, hun vil være hellig eller smart – hun bryder sig bare ikke om det – men i stedet for hver dag at lave to retter til tre personer, besluttede vi os for at prøve en måltidskasse. En vegetarmåltidskasse.

Min konklusion: Det var spændende. Altså spændende på den måde, som Niels Hausgaard siger spændende på.
Det var ikke lige mig, og datteren rystede flere gange på hovedet af sine forældre, for det var jo ikke hendes forslag. Hun bad ikke om den kasse.

 

Og nu er det vigtigt for mig at sige, at det ikke har noget som helst med Aarstiderne at gøre. Råvarerne var fine, der kom farverig og velsmagende mad ud af det, men det var bare ikke mig. Slet ikke falaffel-burgeren, som lå i kramper og skreg på sprødt bacon.
I to uger havde vi et forhold til vegetarkassen – men nu er det slut. Et brutalt brud, kan man mene – men den helt rigtige beslutning.
Det betyder ikke, at vi aldrig vender tilbage til Aarstiderne, det gør vi helt sikkert, men nu køber vi Karolines kogebog Skøn mad uden kød, og så tager vi den derfra.

Tilbage sidder jeg og spekulerer på, hvorfor jeg i den anden uge med vegetarkassen blev ramt af en mandeinfluenza – og mænd ved hvor grum og smertefuld den slags er. Var der mon en sammenhæng? Det burde der ikke være.
Nej, men forleden dag hentede fruen og jeg husmandskost hos Hotel Bredehus i Bredsten, en bøfsandwich med håndskårne pommes frites, og selv om man ikke fik brændemærker i ganen, var min mandeinfluenza i klar bedring dagen efter.

Siger det bare …


 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

En bil bliver aldrig hjerteskærende

Så tror jeg nok lige, at Linnebloggen tog sig en slapper. Næsten én måned efter seneste indlæg er der endelig lyd igen – og her taler vi ikke om kvaliteten på lyden – vi konstaterer bare, at der er lyd igen.

Der må være sket meget siden sidst? Både og, vil jeg sige. For eksempel har jeg ikke fået min bil tilbage endnu efter min kluntede sommerferie-bilulykke i Frankrig. Og nu er det snart jul …, men til gengæld har fruen lavet frikadeller til mig undervejs, og så betyder det pludselig ikke så meget, at sagen med den smadrede Golf har været en prøvelse for mit ellers for længst dæmpede temperament.

Først kunne jeg ikke få en erstatningsbil, fordi min egen bil ikke var hjemme fra Frankrig endnu. Så fik jeg en erstatningsbil, fordi jeg gav udtryk for, at jeg nok ville give hele forsikringsbranchen en olfert, hvis det ikke skete. Og jeg nævnte ikke engang, at vi aldrig fik en erstatningsbil, mens vi var i Frankrig.

Så kom min bil endelig hjem efter et meget langt ophold under solen på et værksted i Frankrig, og så skulle jeg bytte den allerede udleverede erstatningsbil med en anden hos værkstedet, hvor Golfen landede. Det kostede en halv arbejdsdag, og jeg måtte endnu engang bede min far om hjælp – denne gang med transport mellem de to lejebiler. Den fik jeg. Som altid.

Mit forsikringsselskab er Tryg, og dem er jeg meget tilfreds med. Det har jeg egentlig altid været. I denne sag er jeg måske kun delvis tilfreds, men de er stadig søde, imødekommende og forstående. Til gengæld opfordrer jeg dem til at tage et møde med deres samarbejdspartner i forhold til assistance ved biluheld i udlandet. De må gerne købe romkugler, og servere kaffe, men Tryg skal sige til samarbejdspartneren, at det er tid til at tage sig sammen. Altså …, sådan for alvor.

Jeg er også meget tryg ved værkstedet, som tager vare på at bringe Golfen tilbage på vejen – Autohuset Vestergaards serviceniveau er unikt. Der er ingen kompromiser, og hvis jeg havde råd, købte jeg en Volvo XC 90 lige på stedet. Hos Autohuset Vestergaard. Bare for at hylde serviceniveauet. Mere sandsynligt ender det nok med et Clio-hurra, når man kigger på økonomien hos en nystartet selvstændig som mig.

Okay, jeg hidsede mig lidt op. På grund af en bil. Og folk der ikke har brudt koden i forhold til, hvad god service gør ved folk. Og så var det, jeg havnede foran fjernsynet sammen med fruen. I Demens-ugen på TV 2. Vi så Thea, Louise og Markus forklare, hvordan det er at have en forælder med demens.

Det var hjerteskærende, og det bliver en bil aldrig. Jeg skammede mig og gik i seng.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Flagermussagaen i Sydfrankrig

Linnebloggens sommerudflugt til det sydfranske rummede heldigvis andet end biluheld. Der var blandt andet turen til toppen af Mont Ventoux, hvor jeg jo cyklede op på 25 minutter. I sandaler og uden at svede. Jeg ved ikke, om alle tror på den historie, men til gengæld er Flagermussagaen ikke det pure opspind. Det er en sand beretning fra en “barsk” virkelighed, hvor folk finder ud af, hvad de er gjort af.

 

Vi boede som tidligere nævnt på sublime Bastide Le Luget, hvor vi dette år indlogerede os i Dueslaget, som blandt andet rummer et tårnværelse. Her skulle vores to voksne døtre sove sammen, og der var udsigt til 14 fortryllende dage. En af de første dage forvildede en flagermus sig ind i tårnværelset, men det var en flagermus, som ikke havde ret meget på sin dagsorden. Den sad bare, stille og roligt, højt oppe under bjælkerne, og der var ingen panik. Døtrene døbte den Finn.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Den blev indfanget, men et par dage senere, sent om aftenen, forvildede endnu en flagermus sig ind, og det var ikke Finn. Denne flagermus var frisk og veludhvilet og ønskede at kigge nærmere på tårnværelset, hvor den flagrede rundt. Nu var der panik. Døtrene søgte ned ad trappen fra tårnværelset, og fruen gik fra REM-søvn til lysvågen med store forskrækkede øjne. De kiggede på mig og sagde: Så gør dog noget. Jeg rejste mig uden de stor forudsætninger for at fange en frisk flagermus, men jeg vidste heldigvis, at vores værter har et fiskenet af den slags, børn bruger ved søen, og det net tillod jeg mig at hente.

Jeg gik op ad trappen til tårnværelset og fik hurtigt kontakt med flagermusen, som egentlig ganske let lod sig fange. Jeg havde en plan. Flagermusen lå på sengen under nettet, så jeg kaldte på den ældste datter. Tag et blad med, råbte jeg. Så skulle hun presse bladet ind mellem madras og net, og derefter skulle vi løfte flagermusen ud i friheden. De er jo fredede, så det nyttede ikke noget at slå den ihjel. Hun kom op, fulgte planen, men på et tidspunkt begyndte flagermusen at røre på sig igen. Den synes ikke, planen virkede god. Den pressede et ben ud mellem bladet og rammen på nettet, og den ældste datter slap bladet. Jeg skældte ud: Hvad fanden laver du? Hun kiggede på mig med onde øjne og sagde: Jeg er fucking bange. Hvilket fik os begge to til at grine højt. På det tidspunkt havde den yngste datter modvilligt været i tårnværelset for at åbne vinduet, men hun gjorde det kun på den betingelse, at vi holdt flagermusen i kort snor i de sekunder, det tog at åbne vinduet. Og væk var hun igen.

Jeg svedte, som kun en gammel og buttet mand kan svede, og hele seancen var komisk i en grad, som ikke lader sig beskrive. Hele vejen kom fruen med “gode” råd ned fra stueplan. Hvorfor gør I ikke sådan …, eller I skal bare gøre sådan og sådan. På et tidspunkt blev det for meget for mig, og jeg trådte lidt ned ad trappen for at bede fruen om at holde sin kæft. Da jeg kunne se hende, så jeg en kvinde ligge længst væk fra trappen med et lagen over sit hoved, mens det ene gode råd efter det andet fandt vej ud fra lagenet. Jeg var målløs og konkluderede, at jeg stod forholdsvis alene med den flagermus. Til sidst gav jeg op, gav flagermusen fred. Næste morgen kom vores vært og fangede flagermusen så let som ingenting og lukkede den ud i det fri. Sådan sluttede flagermussagaen i det sydfranske for os, og der kom ikke flere kapitler. Heldigvis.

Da vi var hjemme i Danmark igen, sad jeg en aften sammen med fruen på terrassen og nød den danske varme. Pludselig flagrede noget hurtigt i mørket over hovederne på os. Hvad var det, sagde fruen med rædsel i øjnene. Flagermus, svarede jeg. Kort efter var vi indenfor – ikke fordi der var flagermus, slet ikke, men fordi fruen mente, det var tid til at komme i seng …

PS: For dem som ikke har set det legendariske interview med mig fra toppen af Mont Ventoux …, her er det:

 

 

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Mennesker kan altså et eller andet

Dette skriv handler om en mand, som skulle passe på sin familie som den gode, sikre og årvågne bilist, han mener at være. Kørekortet har 32 år på bagen uden ridser af nogen art, men sådan er det ikke længere.

Linnebloggen tilbragte en del af sommeren i det sydfranske på perlen Bastide Le Luget lidt nord for Avignon. Det er ude på det franske land, omgivet af de fineste vinmarker, udsigt til Mont Ventoux og et dansk værtspar, som er udenfor kategori, når det kommer til service og venlighed.

Vi har været der mange gange, og i år inkluderede opholdet også en tur til Avignon, hvor den årlige teaterfestival og de mange butikker lokkede. Vi parkerede som altid på Ile Piot ved floden, tog en shuttlebus ind til bymuren, hvorefter vi slentrede rundt i den smukke by med pavepaladset. Alle pigerne fik købt sneakers, de fik også mad og drikke, så det var kun varmen, som tvang os hjemad mod poolen på Bastide Le Luget. Shuttlebus tilbage til parkeringspladsen og bilen, ind med de mange poser, klimaanlægget på polarkulde, og 45 minutters kørsel forude.

Jeg kører bilen, og vi ved, hvad vi skal, og hvor vi skal henad. Vi kører på en større vej ned mod den viadukt, vi skal under for at komme op på ruten mod Bastide Le Luget. Der er en sidevej på det lille stykke, og da vi nærmer os den, tager jeg ikke farten af, for bilerne, der skal dreje til venstre, skal jo holde tilbage for os. Sekundet efter drejer en fransk kvinde i en Renault Megane på tværs. Jeg forsøger at undvige, men en kollision er uundgåelig. Hendes bil bliver ved kollisionen skubbet over i en hollandsk BMW, som derved, ganske uforskyldt, bliver impliceret.

Heldigvis er der ingen personskade, og jeg farer ud for at fortælle den franske kvinde, at jeg er forholdsvis træt af hende. Da jeg går op mod hende, ser jeg, at hun sammen med den hollandske mand fra BMW’en peger på et skilt. Jeg kan kun se bagsiden af skiltet, som ikke er voldsomt stort, men jeg tænker med det samme: Der står forhåbentlig ikke STOP på det. Det gør der. Jeg kigger ned på asfalten og skimter den slidte stoplinje. Jeg undskylder, undskylder, undskylder og undskylder, er henne ved den franske kvinde hele tiden, og den hollandske familiefar er der også med stor hjælp og støtte. Min frue og de to døtre træder voldsomt i karakter, mens jeg i lettere choktilstand leder efter et træ, jeg kan banke mit hoved ind i – jeg er ikke meget bevendt i de minutter.

Politiet kommer hurtigt og dirigerer trafikken, der kommer et fejeblad og henter den franske kvindes bil, som ligner noget, der ikke bliver til Megane igen, og efter fire timers ventetid bliver vores Golf også hentet af fejebladet. Mens vi står og venter, holder en yngre, fransk familiefar ind til siden. På bagsædet har han sin smukke datter, som kigger på os med store, mørke øjne, og manden åbner en kølertaske på passagersædet og række fire iskolde vand ud til os. Mennesker kan altså et eller andet.

Vi skaffer os hjemtransport til Bastide Le Luget med Asan, der arbejder som privatchauffør i Avignon, og på vejen fortæller han via en oversættelsesapp på sin mobiltelefon om sin nyfødte søn, sin kærlighed til Paris SG og Mbappé, og om sine to jobs, han passer for at tjene penge. Vel hjemme fortsætter hjælpen med at komme os i møde. Vores værtspar yder maksimal hjælp, det samme gør de andre gæster på stedet – en af dem i udpræget grad, da han hver morgen, når han henter morgenbrød til sin egen familie, køber brød med til os. Som han nægter at modtage penge for. Mennesker kan altså et eller andet.

Det ubetinget vigtigste ved denne historie er, at ingen kom noget til. Derudover sidder jeg tilbage og tænker på min egen familie – hvor vildt seje de håndterede situationen. Jeg tænker også på den franske kvinde, hendes venlige mand som hurtigt var på stedet, den hollandske familie hvor faren havde et enormt overskud samt ikke mindst vores værter og gæsterne fra Randers, som straks tilbød al den hjælp, vi kunne ønske os. Heldigvis nåede vi også at nyde Frankrig og Bastide Le Luget, selv om ferien naturligvis led under uheldet i Avignon, og læren for mig er: Hold fokus på vejen og den øvrige trafik. Hele tiden. Der er ikke plads til et eneste sekunds uopmærksomhed. Og så mærker jeg nu, at døtrene har arvet min sarkasme, for jeg får store portioner af verbale ”tæv”, som hele tiden ledsages af glimt i øjet. Aldrig har verbale ”tæv” været mere fortjente.

Og da vi endelig landede i Danmark igen, tog mine forældre imod. De havde passet hunden i 14 dage – og min far havde derudover klippet vores hæk. Blandt andet. Min mor stod klar med et bugnende dansk frokostbord, hvor ikke mindst hendes hjemmelavede frikadeller pyntede. Mennesker kan altså et eller andet.


 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Straffen for VM-fodbold var ubarmhjertig

I kender måske handlingen …, en smuk kvinde vender hjem til barndommens land, der som regel er en lille amerikansk flække ved en stor sø. Et sted hvor alle kender hinanden, et sted med mange og gode minder, men også et sted hun forlod for 20 år siden for at rejse til New York for at gøre karriere som …, lad os sige advokat. Nu er kvinden tvunget tilbage, måske fordi en slægtning er død, eller fordi hun har arvet mosterens frugtplantage, og det skal der tages hånd om, inden hun returnerer til sit hektiske storbyliv. Altså indtil hun, selvfølgelig helt tilfældigt, støder ind i barndomskæresten hos den lokale købmand. Han bor stadig i flækken, har en lille fiskerbåd og en primitiv fritidshytte lavet af træ oppe i bjergene, og han er ikke blevet grimmere med tiden.

De krammer, udveksler korte opdateringer på deres liv, og så skilles de. Men noget er tændt. Ofte har den smukke kvinde en kæreste tilbage i New York, en pæn og succesfuld forretningsmand, som på overfladen er en rar fyr, men som, viser det sig, i virkeligheden er en røv. Barndomskæresten tilbage i flækken har også en kæreste, og det er den smukke kvinde fra New Yorks værste rival fra high school – en strigle af en kvinde som ikke kan få børn, hus, veranda og sin firskårne mand hurtigt nok. Han har mest taget hende, fordi det var det, der var.

Derefter går den vilde kærlighedsjagt i en dramaturgisk opbygning, der er så forudsigelig, at min milt er ved at sprænge i luften. Der er masser af forviklinger, forhindringer, og ganske tit ender det med, at den smukke kvinde med tårer i øjnene bliver sat af ved den lokale lufthavn for at returnerer til New York. Uforløst og bundulykkelig fordi hun pludselig ved, at hun hører til i flækken. Sammen med barndomskæresten. Hendes liv i New York er overfladisk og intetsigende, og hvorfor i alverden jagter hun tomme kalorier, når det ægte liv leves ved kanten af søen langt fra alting? Der er film, hvor hun når at stige på flyet, som endda letter, men i næste scene kommer barndomskæresten så til New York iklædt sin skovmandsskjorte, og de forenes i kys foran kvindens veninder på kontoret. Andre gange når hun slet ikke flyet – for barndomskæresten styrter ind i lufthavnen lige inden boarding og siger, at han elsker hende. Og altid har gjort det. Jeg har endnu til gode at se et romantisk drama, hvor hun svarer: Tillykke med det – men jeg rejser. Ses.

Der findes naturligvis varianter af ovenstående, mange varianter endda, men grundlæggende er opbygningen klassisk grænsende til det banale. Den slags film så jeg fire af i denne uge. Onsdag klokken 20.00 og 22.00. Dagen efter samme model. Filmene hed sådan noget med Love, once and always, A wish come true, Reel love og The memory book, og jeg havde bare at se dem, for det var straffen for en lang række dage med VM-fodbold på skærmen. Fruen var nådesløs og ubarmhjertig på VM-turneringens første to hviledage.

Nu ved jeg godt, at mange kvinder sidder og gnider sig i hænderne, for når jeg ser så meget fodbold, skal jeg selvfølgelig også se romantik på amerikansk sammen med fruen, og mine argumenter om, at hun faktisk ikke ser fodboldkampene sammen med mig (bortset fra Danmarks kampe), betyder ingenting i den sammenhæng. Der er ingen nuancer i straf. Det vilde var nu ikke, at jeg så de fire film. Det vilde var, at fruen havde set dem før. Okay, én af dem havde hun ikke set før, påpegede hun – men efter en halv times tid erkendte hun, at den havde hun vist også set før. Men den er stadig god,måtte jeg forstå. Bortset fra Danmark-Sovjet i 1985 og EM-finalen fra 1992, som jeg siden har set højdepunkter fra mange gange, ser jeg trods alt ikke genudsendelser af fodboldkampe. I dag er det søndag, der er ingen VM-kampe, og Kanal 4 byder på Love Struck Cafe, amerikansk romantisk komedie fra 2017. Klokken 21.55 venter Like cats and dogs, og det er minsandten også en amerikansk romantisk komedie fra 2017. Fruen har garanteret set dem begge – og det skal hun garanteret igen. Sammen med mig. Garanteret.

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Det lille hus på prærien i Vejles industrikvarter

Hos Jysk Fynske Medier findes der mange skønne kvinder, og forleden dag stod jeg og talte med to af dem. Det var i forbindelse med min definitive afsked med netop Jysk Fynske Medier, og vi talte om, at jeg nok er hård på facaden men blød som smør indeni. Det havde de selvfølgelig gennemskuet for mange år siden, så derfor overraskede det dem heller ikke, da jeg afslørede, at jeg får tårer i øjnene, når jeg ser Det lille hus på prærien. Hver gang.

Jeg er bevidst om, at mange forlader arbejdspladser hver dag – også efter mange år – og mine små 20 år hos Vejle Amts Folkeblad/Jysk Fynske Medier er ingenting i forhold til eksempelvis min mentor Ole Tang (Skive Folkeblad) og min kære kollega Vibeke Kruse (Jysk Fynske Medier), som begge rundede fire årtier i branchen, inden de velfortjent smed pen og blok fra sig.

Alligevel blev jeg rørt denne onsdag på Bugattivej i industrikvarteret i det sydøstlige hjørne af Vejle, hvilket jeg spekulerede meget over efterfølgende. Hvorfor gjorde jeg det? For jeg sagde jo selv op, og alligevel blev jeg berørt. Jeg har fundet ud af hvorfor …, det var på grund af de dejlige mennesker, som brugte noget af deres tid på at møde frem, og så det de sagde til mig. Det kan måske lyde romantisk – men jeg har nået en alder, hvor folks tid og deres flotte ord faktisk betyder alverden. Og den inkarnerede Liverpool-mand, Torben, mødte endda op i en officiel Tottenham-trøje – hvor stort kan det blive?

Tjah, det skulle da lige være, da min faste og mangeårige makker på sporten, Anders, rejste sig og sagde ord, som nu er tatoveret i mit sind. Jeg er ellers ikke den store tilhænger af tatoveringer – men der er undtagelser, og Anders’ ord er i den kategori. Vi var de sure, gamle mænd sammen – og nu skal han være det alene, som han sarkastisk sagde. De andre ord ramte også – fra chefen samt mit bysbarn og søde kollega Mette. Det er nu på ingen måde pompøst, når en medarbejder forlader en arbejdsplads af egen fri vilje, men for mig var dagen pompøs. Selvfølgelig på grund af de mange fine gaver, jeg fik, men også fordi 20 år det samme sted betyder noget. I hvert fald for mig.

Da jeg drejede bilen ud fra personaleparkeringen for sidste gang – uden computer, telefon og nøglebrik – skete det med billeder af alle mine tidligere og nuværende kollegaer i hovedet. De mest skønne, smukke og dejlige mennesker. Der var også flashback til de store sejre i bordfodbold, masser af kinamad, faglige irettesættelser, sene søndage, sjove temaweekender, og meget andet. Jeg kommer til at savne det hele forholdsvis meget.

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Fedt at arbejde for en ung drillepind

Hvis vi lige skal runde min 50-års fødselsdag af …, skal det gøres med en tak til alle de mange dejlige mennesker, som var med til at hylde mine fem årtier. Det kastede blandt andet overraskende mange flotte ord af sig, og gaveregnen var massiv. For eksempel landede der en Tottenham-single på mit bord, og hvis jeg vidste, den fandtes, havde jeg helt sikkert ønsket mig den – men nu fik jeg den alligevel. Og nu har jeg så alderen til at sige til de unge: Ja, det går op og ned i livet. Nej, det er ikke muligt at få alle til at kunne lide dig, men sandsynligheden for, at du er god nok alligevel, er meget stor.

Den her runde dag for mig faldt sammen med beslutningen om at takke af på mit mangeårige job som journalist hos Jysk Fynske Medier. I stedet har jeg etableret Linne & Co, og der skal ikke mangle noget, så jeg har fået brevpapir med eget logo – et logo som den yngste datter Olivia står bag – en af mange frivillige kræfter som Linne & Co satser på …, men de første kunder har hun nu ikke haft indflydelse på.

Én af dem er de danske mestre i fodbold, FC Midtjylland, og jeg er både glad og meget ydmyg omkring tilknytningen til en klub, hvis ene moderklub jeg engang for mange år siden spillede for. Ikast fS nåede ikke helt FC Midtjyllands niveau, men det var selvfølgelig ikke min skyld – eller nuværende FCM-direktør Claus Steinleins skyld. Ham spillede jeg sammen med dengang, og han har været med på hele FC Midtjyllands rejse siden stiftelsen i 1999.

Jeg har altid undret mig over, hvorfor mange er så sure på FC Midtjylland. Klubben bliver kaldt plasticklub, men hvis det skyldes fusionen af Ikast fS og Herning Fremad, findes der en del plastic i dansk fodbold. FC København kom i 1992 til verden på et fundament af KB og B 1903, Brøndby IF opstod efter en sammenlægning af Brøndbyøster og Brøndbyvester i 1964, mens AaB blev født ved at klone Aalborg Boldklub og Aalborg Fodboldklub i 1906. Ja, det er lang tid siden, så der er udsigt til, at betegnelsen plasticklub forsvinder af sig selv i Midtjylland.

Jeg tror nu mere, irritationen har sit afsæt i det faktum, at en bare 19-årig klub puster sig op over for de store og noget ældre i fodboldens skolegård. Midtjyderne har på de 19 år blandt andet vundet mesterskabet to gange, skabt et unikt og veldrevet akademi, et imponerende klubsamarbejde har længe fungeret, og evnen til at sælge spillere når nye højder, hver gang et nyt transfervindue åbner. I barndommens Vildbjerg ville det svare til, at der kom en ny dreng i femte klasse – som gik ned til os store drenge på niende og tiende årgang for at score alle “vores” piger. Det ville også irritere mig – men det ville også være svært ikke at lette en smule på hatten i respekt for den unge, ikke?

Foto:FCM

Jeg er i hvert fald glad for og beæret over, at jeg får lov til at arbejde hos den 19-årige fra Midtjylland. Det er en udpræget fornøjelse at droppe ind i et miljø, hvor passion og ønsket om at blive bedre gennemsyrer hver dag – og hvor den store gruppe af dedikerede mennesker i klubben, plastic eller ej, evner at mikse godt og afslappet humør med benhårdt arbejde i en til tider kynisk og i hvert fald konkurrencepræget hverdag.

Og nu vi er ved fodbold – VM i Rusland er i gang, og jeg er heldig, for fruen tillader mig groft sagt at se alle de kampe, jeg har lyst til. I dag kørte en kamp på tv, da hun kom hjem fra arbejde, og det klassiske spørgsmål kom selvfølgelig: Er det en speciel kamp? Min erfaring sagde mig, at det ikke nyttede noget med en længere forklaring om, hvad VM i fodbold egentlig er, og jeg er også godt forberedt, når fruen et stykke inde i turneringen med garanti og meget træt spørger: Kommer der så også en kamp i morgen? Så siger jeg bare, stille og roligt: Næh …, der kommer nok nærmere to-tre stykker.

 

 

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Det er ikke let at være en gammel, sur mand

En 50-års fødselsdag er netop tilføjet mit bagkatalog, og så er jeg officielt en gammel, sur mand. Jeg kender mange, som givetvis mener, jeg har øvet mig på det i mange år, men med fem årtiers liv er det nu legalt og korrekt at kalde mig det offentligt. Det var nu ikke så slemt at blive 50, alder er jo også bare tal, som betænksomme mennesker lod mig vide, mens jeg lå i fosterstilling i dagene op til en begivenhed, som, i hvert fald i mit tilfælde, lever fint op til betegnelsen rund dag.

Det er aldrig for sent at arbejde med sig selv, så i går bestemte jeg mig for, at jeg ville vise overskud. Bare lige for at prøve det. Det var nu let fra morgenen af, hvor jeg havde fornøjelsen af at besøge B.T. Ost i Lindved. Her regerer et af de mest passionerede mennesker, jeg nogensinde har mødt i skikkelse af Bent, og han laver fabelagtige oste og vidunderligt smør i samarbejde med mejeribranchens Messi, 71-årige Poul. Senere fulgte en frokost i Århus med et par gode venner, og hele vejen derop irriterede jeg mig ikke en eneste gang over lastbiler, som overhalede lastbiler på motorvejen.

Da jeg drejede ned mod Kohalen i Århus, provokerede det mig heller ikke, at en flok demonstranter, vist nok med tilknytning til Alternativet, stod alt for tæt på kørerbanen med bannere, hvis budskab handlede om at spise mindre kød. Så det var bestemt ikke for at provokere dem, at jeg bestilte en bøfsandwich, som bragte mig tæt på katastrofen – nemlig at levne. Kohalen er et sublimt sted, med sublimt personale, og selv om det gør ondt at indrømme det, har bøfsandwich fra Kokkens Pølsevogn i Vejle samt den gigantiske og velsmagende udgave hos Kohalen skubbet Grill-Aksels bøfsandwich fra Vildbjerg væk fra tronen på min personlige rangliste over den fine spise.

Hjemme igen var der skrivetid, inden fruen smed sine fremragende hjemmelavede pizzaer på bordet – der var stadig ikke noget at være sur over. Og minsandten …, så sluttede dagen med, at min gode barndomskammerat John blev kåret som årets leder i dansk håndbold. Jeg ved, hvor meget han knokler for håndbolden i Holstebro og omegn, og har gjort det i mange år, så den pris er næsten grotesk fortjent. Dejlig afslutning på en overraskende glad dag.

I dag er det så fars dag, som godt nok er en lige så latterlig opfindelse som mors dag, men dagen gør naturligvis, at det ikke er muligt at vende tilbage til den gamle, sure mand. Slet ikke når de søde døtre leverer en gave, som de ved, deres far sætter pris. Jeg fik simpelthen en pat af dem. Sådan en tung en, der skal stå på girokortene, så de ikke flyver væk. Siden den engelske komiker Benny Hills død i 1992 har det knebet med fokus på kvindelige bryster – men nu har jeg en på skrivebordet. Hver dag. Det er altså ikke let at være en gammel, sur mand. Selv for en 50-årig …

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Undskyld, Charlie og cheftræner

Engang for mange år siden havde jeg den fine ære at blive udtaget til en show/afskedskamp for Jesper Thygesen. Ham spillede jeg fodbold sammen med i Ikast fS, og han var en fin spiller. En type som jeg flere gange kiggede på og tænkte: Gid jeg var lige så god som ham. Kampen blev spillet på Randers-kanten, Thyges hjemmebane, og på den ene halvdel stod datidens førstehold i Randers – på den anden side stod vi, Thyges udvalgte. Tidligere landstræner Sepp Piontek var træner for os, og han tildelte mig en startplads. I midterforsvaret. Jeg var grundig med opvarmningen, og kampen blev fløjtet i gang. Der var vel spillet et sted mellem fire og fem minutter, da jeg søgte ud mod sidelinjen og sagde til Sepp: Jeg skal ud.

På det tidspunkt havde jeg en fiberskade i højre læg, men Sepp nægtede at tro på det. Vi er jo stort set ikke i gang, sagde han hovedrystende, men den var god nok. Jeg var ude – med en modbydelig fiberskade. Det var sølle, patetisk og meget andet. Jeg var ikke videre stolt af situationen – og jeg var ikke med til festmiddagen bagefter. Jeg kørte hjem og skammede mig hele vejen. Hvad der så fik mig til at sige ja, da Jelling Musikfestivals leder, Lars “Charlie” Mortensen, ringede og tilbød mig en plads på et musiker/Jellinghold i anledning af festivalens 30 års jubilæum, kommer jeg aldrig til at fatte.

Vi snakker mange år efter kampen på Randers-kanten. Et årti. Mindst. Måske handler det nærmere om to årtier. Og jeg sagde ja. Kamp på Vejle Stadion mod et mandskab bestående af tidligere VB-profiler. Jeg troede ikke, det kunne blive mere sølle og patetisk for mig, men nu skal I høre. Vi mødtes på Vejle Stadion, vores cheftræner, Lars Lilholt, tildelte mig en plads i startopstillingen. Sammen med Peter Sommer, Karl William, Michael Falch samt forstærkninger som Flemming Povlsen, Mads Beierholm og min gamle holdkammerat fra Ikast fS, Mogens Krogh. Blandt andre.

Vi stod udenfor det gamle Vejle Stadion og ventede på, at Vejle Boldklubs bedste mandskab blev færdig med at slå Nykøbing FC på vej mod Superligaen, og jeg udnyttede tiden til at lave strækøvelser. Da jeg gjorde det, sagde det pling. I venstre baglår. Jeg var ikke i tvivl. Fiberskade. Inden kampen var i gang. Inden opvarmningen var i gang. Cheftræner Lars Lilholt troede mig ikke – hvilket var ganske forståeligt, for vi havde jo ikke lavet noget endnu. Bortset fra at vente. Men den var god nok, jeg var ude. Med en modbydelig fiberskade. Igen.

Vi fik store klø af VB-holdet, men det var altså også uretfærdige hold. Jeg blev udnævnt til assistenttræner for Lars Lilholt, og det var det maksimale på dagen. Jeg burde have været sendt hjem. Til gengæld fik både holdkammerater og modstandere noget at grine af, og jeg blev bevidst om, at jeg aldrig nogensinde skal sige ja igen, hvis jeg bliver spurgt, om jeg kan/vil spille fodbold. Aldrig. Undskyld, Charlie, men jeg vil gerne nævne, at det var en fornøjelse at følge Karl William. Og da ikke mindst vores målmand i anden halvleg, Kim Johansens, sublime redning af et forsøg fra Thomas Gravesen. Og Brian Lykke …, han var god. Og sjov. Som altid. Især da han imiterede Thomas Gravesen på banen.

Lige om lidt fylder jeg 50 år, men når det kommer til fodbold, ligner jeg en på 124 år. Mindst. Engang kunne jeg sagtens spille fodbold. I lang tid. Nu bliver jeg fiberskadet, inden tiden går i gang. Hvor latterligt er det lige? Der blev grinet, meget, af mig, hvilket var helt legalt og forståeligt. Jeg tog og tager fortsat imod slagene og grinene – mens jeg overvejer at finde mig en mild motionsform. Yoga, måske …?

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer