Mig og min sjældne kvast

Ofte står min henrivende frue til ”klø” på Linnebloggen.

Andre gange er det de skønne døtre, min dejlige mor og far, eller andre vidunderlige mennesker, som, bevidst eller ubevidst, leverer stof til en god historie.

Denne gang skal jeg selv latterliggøres. Mere end nogen anden. Nogensinde.

Så er I advaret – dette indlæg handler meget om mig, men måske trøster det en smule, at det kun er sådan, fordi jeg dummede mig. Heftigt.

Jeg indleder med at fortælle to ting som baggrundsviden:

1. Jeg er uddannet i tøjbranchen. Det er godt nok mange år siden, men det er et faktum. Jeg solgte i sin tid både Levis, Paul & Shark, Ball og Danslips.

2. Jeg føler mig ikke gammel. Jeg er godt nok 50 år, men jeg er ikke gammel. Jeg ved da, hvad der rører sig blandt de unge, jeg er stadig hurtig i tanke og handling, jeg ejer de sociale medier …, eller noget.

Så altså …, jeg er modebevidst og langt fra alderdomshjemmet.

En dag kom jeg i tanke om, at jeg ville have mig en ny hue. Ikke en beenie i en frisk farve til et sted mellem 500 og 600 kroner – bare en tophue. Med kvast.

Det var nu ikke sådan at finde, og da jeg en dag var i Århus med fruen og den yngste datter, nævnte jeg mit ønske om den her hue med kvast.

Det skulle jeg aldrig have gjort, for så blev jeg hevet med ind i alle forretninger for at lede efter kvasten, men pludselig var den der faktisk.

– Hvad med den her, sagde fruen og viste mig en klassisk tophue i nogle brunlige og armygrønne nuancer.

Den var fin, den så varm ud, og den kostede ikke alverden – men som mand lod jeg mig naturligvis ikke rive med.

– Tjoahh, mumlede jeg.

Det var også dumt, for straks leverede fruen et foredrag om, hvor tåbelig jeg var, hvis jeg ikke handlede. Tænk nu, hvis jeg ikke fandt en anden tophue. Og så til den pris …! Den virker også til at være varm, påpegede hun.

Jeg var tvunget til at købe, hvis jeg ønskede at leve videre, og ved kassen undrede jeg mig ikke kun over, at ekspedienten talte engelsk midt i Århus – jeg spekulerede ligeledes på, hvorfor der ikke var flere mennesker i butikken, for jeg havde da hørt, at det der Supreme var et forholdsvis populært mærke.

James Jebbia grundlagde Supreme i 1994 i New York, og fra begyndelsen sigtede han direkte mod skatermiljøet – og derudover var filosofien, at der altid skulle produceres for få styles i forhold til efterspørgslen.

God idé, for jeg havde både hørt og læst om unge mennesker, som stod i lange køer for at få fat i et stykke Supreme-tekstil – alternativt købte de det for uhyrlige summer på nettet.

Jeg gik bare ind i en butik fra gaden, købte min tophue, og jeg var den eneste kunde i butikken. Som bugnede af varer. Og priserne var rimelige grænsende til det fornuftige.

Da jeg kom ud i den virkelige verden igen, havde jeg mange tanker.

Dengang jeg selv havde huen

For det var da godt nok mærkeligt, at man kunne gå direkte ind i en Supreme-butik og købe sig en tophue.

Midt i Århus uden at blive flået.

Og hvorfor var der så mange varer i butikken?

Lidt tøvende stillede jeg et spørgsmål til den yngste datter:

– Sig mig lige …, var det ikke det der mærke, som Mikkel går vildt meget op i?

Hun kiggede på mig på en måde, så jeg blev decideret bange.

– Hvor fanden tror du lige, du har været henne, sagde hun med et blik, som gjorde fysisk ondt på mig.

Lige der vidste jeg, at jeg var til grin, og lige der vidste den yngste datter, som er modebevidst ud over det rimelige, at hendes far var endnu mere latterlig, end hun regnede med.

Hvilket ikke siger så lidt.

– Tror du ærligt, at der ligger en Supreme-butik midt i Århus uden kunder, spurgte hun og invaliderede mig yderligere med øjnene.

Jeg kiggede tilbage på skiltet, hvor der stod SuperDry. Et folkeligt mærke med over 500 salgssteder i 46 lande.

Supreme har i omegnen af 11 butikker. I hele verden.

– Helt ærligt, far …, du plejer at have nogenlunde forståelse for og føling med, hvad der foregår, men det her …, sagde den yngste datter med øjne, der var lidt over himlen for at vende.

Og hvad så med tophuen?

Her er tophuen

Den har fruen overtaget. Hun har den sågar med på arbejde til tider, når hun går rundt i kolde drivhuse. For den er så god og varm, forklarer hun.

Nu venter jeg bare på, at Superdry bliver the shit, og så sælger jeg kvasten for 21.000 kroner. Indtil da tager jeg bare imod slagene. Uden bortforklaringer.

Mens jeg glæder mig over, at den yngste datter så småt er begyndt at tale til mig igen …

Undskyld …
Udgivet i Uncategorized | 8 kommentarer

Selv buttede kinder kan rødme

Og så gik jeg her og troede, at fruen, min mor og til tider døtrene var de eneste læsere af Linnebloggen.

Men der er andre. Og flere.

Arghh, det vidste du godt, lad nu være med det der …!

Okay, det vidste jeg godt.

Til tider læser min far også med. Og andre, søde grene af familien.

Lad nu være …

Okay så, men jeg lever ikke af Linnebloggen.

Og jeg bliver ikke inviteret ind som telefonpasser i velgørenhedsshow på tv, fordi jeg blogger i ny og næ. Der er jeg slet ikke.

Det har du ret i.

Tak.

Til gengæld, og det er for mig det hele værd, ved jeg, at jeg har en læser i en stor, jysk by.

Hun er kvinde, og hun er både sød, sjov og smuk.

Forleden dag overraskede hun mig med en gave. Et par dage efter med en endnu større og finere gave. Selv om den første gave var så rigeligt.

Så bliver man lidt rød i de buttede kinder, og jeg sagde straks til hende, at jeg ville skrive om det på bloggen.

Anonymt, naturligvis.

Så blev hun rolig igen.

Måske fordi vi har lavet voldsomme bombere sammen i en swimmingpool i Sydfrankrig, så hun frygter nok, jeg har billeder eller film af det.

Men sådan er Linnebloggen ikke. Ingen bliver udleveret. Bortset fra fruen og døtrene, naturligvis.

Det er prisen for at leve sammen med en smuk mand som mig …, undskyld, en buttet, bleg, utrænet og kronisk træt mand som mig. Som tilfældigvis ejer en blog.

Nå, men tilbage til hende den søde, sjove og smukke læser fra en stor, jysk by, for først modtog jeg den mest nuttede pakke pålægschokolade fra hende, og så gik der kun nogle få dage, inden jeg igen fik en gave.

Denne gang på Formland-messen, hvor man ellers mest funderer over, hvordan i alverden en halv liter cola kan koste 30 kroner – hvilket dog glider i baggrunden, når man oplever serviceniveauet hos medarbejderne i Messecenter Herning, for det er på et uhørt højt niveau.

Gaven var en af de bedste gaver, jeg har modtaget uden anledning i mange år. Indkøbt forskellige steder i den store, jyske by, fordi hvert bageri er specialister i forskellige kager, som hun sagde.

Hun havde, om morgenen, kørt rundt til forskellige bagere for at lave den unikke gave til mig.

I pakken var der to træstammer, to trøfler og to studenterbrød. Fordi hun ved, hvad jeg kan lide.

Fik jeg tårer i øjnene? Ja.

Blev jeg rød i de buttede kinder? Ja.

Fik jeg lyst til at kysse giveren? Ja.

Det sidste ville dog have været en smule akavet, da vi stod på den stand, som fruen havde bygget op. Og som fruen stod på, da jeg fik gaven overrakt.

Efter hjemkomsten fra messen først på eftermiddagen indledte jeg straks et strategimøde med mig selv.

Hvis jeg tager et studenterbrød nu, så kan jeg godt tage en af trøflerne i aften, ikke?

Jo, blev jeg enig med mig selv om.

Og det der studenterbrød …, jeg har ikke smagt noget bedre siden skoledagene i Vildbjerg, hvor Søndergades Bageri lavede de vildeste studenterbrød.

Trøflen om aftenen var på samme niveau.

Dagen efter genskabte jeg nydelsen med studenterbrød nummer to, men jeg lod også familien smage. Lidt. Selvfølgelig.

Og hvad vil du så sige med den historie?

Tjah, egentlig bare det smukke i, hvad det gør ved et menneske, når et andet menneske gør noget for én. Tænker på én. Uden bagtanker. Bare tanker.

Det gør jeg alt for lidt, det gør vi alt for lidt.

Jeg skylder. Jeg ved det.

Måske er en ekstra flot bomber i Sydfrankrig nok.

Eller også er den slet ikke.

Indtil videre sender jeg et kys, som lander lige i panden på den anonyme kvinde.

Som sikkert trækker på smilebåndet.

Lige nu.

Det gør mig glad.

Udgivet i Uncategorized | 4 kommentarer

Kage-sagaen i FC Midtjylland

Jeg vidste det jo godt.

I FC Midtjylland efterlader man ikke sin computer åben på trænerkontoret.

Jeg efterlod den heller ikke åben med vilje, jeg glemte det, fordi jeg skulle ned i kantinen og ordne nogle interviewaftaler, og da jeg bagefter gik ind til den altid fremragende frokostbuffet, mødte jeg assistenttræner Brian Priske – som er minister for pranks i klubben.

Han kom mig i møde med et smørret grin, og så skal man være på vagt.

– Jeg var god ved dig, sagde han.

Jeg fattede ikke noget, havde glemt alt om den åbne computer, men det var han sød at fortælle mig om.

– Men jeg gjorde ikke noget, understregede han, hvilket andre gode folk bekræftede, så jeg slap åbenbart med skrækken.

Måske fordi de ved, hvor fuldstændig sindssyg mit temperament er. Og hvor svært jeg har ved at tøjle det.

Kort efter modtog alle i IBF Arena en mail. Fra min computer.

I mailen undskyldte jeg for, at jeg endnu ikke havde givet kage efter min ansættelse hos de forsvarende danske mestre, hvilket selvfølgelig var en stor fejl, stod der i mailen.

En mail som sluttede på denne måde: Derfor giver jeg kage torsdag klokken 13.00 på trænerkontoret.

Det var ikke mig, som havde sendt mailen. Heller ikke Brian Priske, vidste jeg. Og selvfølgelig heller ikke min gode wing-man, Mr. White fra Struer.

Men hvem var det så?

En kage-indbydelse var faktisk billigt sluppet, for der kunne have været installeret hardcore porno på min computer i stedet. Det er set før på de kanter.

Eller der kunne være indbudt til langt vildere ting end kage.

Uanset hvad satte jeg som journalist naturligvis en undersøgelse i gang, og her spiller et godt kildenetværk en afgørende rolle.

Der gik ikke lang tid, inden jeg med god hjælp fra kilder vidste, hvem synderen var – hvilket var en chokerende opdagelse.

Fordi jeg troede, vi havde noget sammen. Var noget sammen. Jeg mener …, han stammer fra Spjald, jeg stammer fra Vildbjerg, og så holder man lidt sammen, ikke? Især fordi jeg kender pragtfulde mennesker i Spjald.

Han brød ret hurtigt sammen i en uforbeholden tilståelse – mest fordi han i bund og grund er et godt menneske.

– Hold kæft, jeg er bare så dårlig til at lyve, sagde han grinende, og ja, det er ham, du ser på nedenstående billede. Godt nok til en FC Midtjylland-fest med 90’er-tema, men Søren Bjerg gad ikke klæde sig ud …

Ovenstående historie er dét, FC Midtjylland kan.

Jargonen i en fodboldklub rummer masser af humor, bidende sarkasme og godmodige drillerier, der er altid optræk til skæg og ballade, når tiden er til det, men, og det er det vigtige …, hvis jeg en dag står i lort til halsen, og jeg for eksempel beder Søren Bjerg om hjælp, ved jeg, at jeg får hjælp.

Uanset om det er fagligt eller menneskeligt.

Den klang elsker jeg. Folk går til hinanden, men hvis en medarbejder eller frivillig i FC Midtjylland mødes af modgang, er der 100 procent opbakning. Til enhver tid, i enhver sammenhæng. Fra alle.

Det er der altså noget smukt over.

Da jeg for mange år siden var i slutningen af min middelmådige fodboldkarriere i AGF, var jeg til samtale i en virksomhed.

Undervejs sagde direktøren: Du skal bare vide, at tonen til tider kan være lidt hård her hos os.

– Det klarer vi nok, sagde jeg og tænkte på, at direktøren åbenbart aldrig havde delt omklædningsrum med Stig Tøfting, Lars Windfeld, Gunner Lind, Torben Piechnik og andre store AGF-spillere.

Store personligheder som var der for mig og alle andre i klubben, hvis det blev nødvendigt. Og jeg er overbevist om, at de vil være det den dag i dag.

I dag gav jeg så kage, og der var også noget til ham med rødder i Spjald. En form for kage i hvert fald …

God weekend 🙂

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Jeg er da ikke en fingernegl

Nedenstående gæsteskribent har været på Linnebloggen én gang, og det var et muntert visit.

Nu er hun her igen, og det er en fornøjelse – om end klangen denne gang er anderledes. Til gengæld er den ærlig. Og modig. Jeg kan i hvert fald godt lide hende. God fornøjelse.

Når jeg ringer hjem til mine forældre, er det ofte for at spørge om, hvordan man betaler en regning.

Hvor mange minutter et perfekt blødkogt æg skal have.

Om den der kjole, jeg købte, da det var sommer, kan tåle 40 grader i vaskemaskinen. Eller også er det fordi, jeg ikke kan trække vejret.

Så laver vi vejrtrækningsøvelser. 77 kilometer fra hinanden. Og når det er overstået, fortæller de mig noget, jeg skal forholde mig til. Så griner jeg. Nogle gange hyperventilerer jeg igen. Så trækker vi vejret igen. Fire sekunder ind ad næsen. Hold den. Fire sekunder ud af munden. Og igen. Og igen. Og igen. Så ringer jeg af, og tager en pille. Ofte falder jeg i søvn med det samme, og sover som en sten.

Alle har angst i min familie. De er med i min sygdom.
Min mor, når hun kører fra Jelling til Aarhus for at hente mig hjem med et anfald.
Min far, når han for femte gang på en uge har mig halsende i røret.
Min lillesøster, når hun sender mig positive beskeder og ’’you can do it’’-qoutes på min telefon.
Uden dem ved jeg ikke, hvor jeg havde været i dag. Det var dem, der fik mig i behandling. Det er dem, der har fået mig på psykiatrisk hospital, hvor jeg følger et behandlingsforløb.

Og psykiatrisk hospital var altså det sidste sted, jeg skulle sætte mine designersko. Psykiatrisk hospital matcher ikke med prangende instagram-billeder og cafe-latte på fortovet i Aarhus. Men man kan godt begge dele. Det har jeg lært. Af min familie.

De husker mig på, at jeg også er Frederikke. Jeg er også hende, der skråler med – af svingende kvalitet – på diverse 80’er hits.

Jeg er stadig hende, der er virkelig dårlig til at rydde op efter sig selv. Jeg kan til hver en tid snuppe en middagslur, der bliver til en aftenslur. Og hende er der også plads til. Sammen med krampeanfaldene, sammen med medicinen, sammen med lægerne, sammen med dagene, hvor jeg ikke kan bevæge mig.

Takket være min familie er jeg ikke kun sygdom.

Der er jeg bare Frederikke.

Man er ikke en sygdom. Man har en sygdom.

Man er heller ikke en fingernegl, bare fordi man har en, vel?

Tak. Tak mor. Tak far. Tak Olivia. I er de eneste, der har regnet mig helt ud. Gudskelov.

Udgivet i Uncategorized | 4 kommentarer

Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne

Jeg prøvede virkelig.

Endda ihærdigt.

Jeg brugte grotesk lang tid på at rydde op efter aftensmaden, og bagefter ville bomuldshunden lege, hvilket vi så gjorde.

I grotesk lang tid.

Faktisk så længe at hunden til sidst sjoskede over i sin kurv, snurrede rundt et par gange og smed sig tungt ned.

Jeg lå på gulvet og lokkede med hylende bamser og hundens grønne yndlingsbold, med skinger hylelyd, men hunden gloede bare på mig og sukkede dybt.

Legen var slut.

Mens jeg lå der alene på gulvet i køkkenet, kunne jeg høre fruen og yngstedatteren i stuen, og der var ingen tvivl – første afsnit af sæsonens X Factor var i gang.

– De går videre, dem der, sagde fruen.

– De lyder som lort, sagde yngstedatteren.

Og sådan gik snakken stille og roligt i stuen, mens jeg tænkte på, hvor glad jeg egentlig var, da DR besluttede sig for at stoppe programmet.

Jeg var glad langt ind i kroppen, og der er langt, men minsandten om ikke TV 2 besluttede sig for at overtage – og det skal de saftsuseme ikke have mange romkugler for.

Jeg havde lovet, at jeg ville se første afsnit sammen med dem, selv om jeg betragter programmet som noget af det mest ligegyldige på vores planet.

Det er 12. sæson, hvilket i sig selv er en enestående bedrift, men som jeg forstår det, er der ikke sket noget som helst siden overgangen fra DR til TV 2.

Hvilket jeg ikke betragter som udpræget positivt.

Jeg nåede dog at se en smuk og velsyngende kvinde på bare 20 år fra Padborg, og det er i min verden programmets styrke – jeg elsker dem, som kan deres ting.

Til gengæld har jeg det stramt med alle dem, som ikke kan noget som helst, men det er åbenbart dem, der står for underholdningen.

Jeg forstår det ikke, men der er selvfølgelig så meget, jeg ikke forstår.

For eksempel at der faktisk findes købere til Bilkas XXL-pakker af kød.

At der findes folk, som ikke knuselsker Badehotellet.

At der findes folk, som holder sig i motorvejens venstre kørebane fra Padborg, fordi der er forlydender om, at der kører en lastbil lidt syd for Aalborg.

At der findes folk som endnu ikke har smagt en ribbenssandwich fra Kokkens Pølsevogn i Vejle.

Men heldigvis er vi ikke ens – og smag og behag kan ikke diskuteres – men vi kan vel godt blive enige om, at Thomas Blachman er klasse som dommer?

Og tegningen til, at Ankerstjerne og Oh Land bliver det samme, er der?

Det var i hvert fald min konklusion, da jeg var færdig med at se første afsnit, og jeg blev lidt forskrækket, da jeg på bagkant læste anmeldelser, hvor X Factor blev nævnt i samme sætning som kultur og dansk.

Jeg besluttede mig bare for, at jeg holder med kvinden fra Padborg i år.

Og at jeg ikke skal se flere afsnit.

Men så TV 2 slet ikke Dronningens nytårstale?

Der hvor hun opfordrede til ordentlighed …?

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Godt nytår fra en mild, varm og særdeles rund mand


Tjek lige den her cocktail: Gode venner, nytårsaften, Vester Husby på randen af Vesterhavet, forskellige fisk fra Hvide Sande Røgeri som forret, hovedret skabt af råvarer fra slagteren i Farre samt altid gode vine fra Vinova i Horsens.

Det var præcis sådan, vi elegant trådte ind i 2019.

Nåh ja, min gode og dejlige ven, skulle med sit Apple-udstyr sørge for, at vi kunne se engelsk fodbold i sommerhuset, hvilket min chromecast endte med at sikre.

Til gengæld havde han øl med, og så betyder det jo ikke noget, hvordan Premier League fornøjede os under stråtaget.

De var godt nok for gamle, øllene, men de gode tanker er det centrale her.

Det blev da også til fulde opvejet af, at min vens frue foldede sig ud som landets i øjeblikket største revykunstner, mens jeg til gengæld ikke brød mig om, at min gode og dejlige ven var så ubegribelig heldig i Meyer.

Han snød aldrig, men det behøvede han selvfølgelig heller ikke, da han slog par det meste af tiden, kun afbrudt af lille-Meyer og Meyer, og så er der grund til at rose ham for, at han hentede brænde undervejs, og han støvsugede også.

To gange, faktisk.

Jeg støvsugede nul gange.

Jeg siger det bare …, den mand er vild, men det var vores nytårsaften godt nok ikke.

Til gengæld var den sjov. Hyggelig. Og rolig. Bortset fra diverse udbrud i forbindelse med Meyer, men sådan er det jo med engagerede mennesker.

Selvfølgelig var der en tysker, som ikke forstod dansk, og derfor fyrede krudt af, men det var minimalt på grund af de mange stråtage, hvilket bare var én af mange fordele ved at fejre nytåret ved vestkysten.

Nu er det ikke normen på Linnebloggen, at jeg roser fruen, men i 2019 er jeg forvandlet til en mild, varm og særdeles rund mand, så jeg kan lige så godt komme i gang med det.

Fruen vartede os godt op, må jeg sige.

Hun er stærk i sengen …, undskyld, køkkenet, og det beviste hun igen, da 2018 afleverede depechen til 2019.

Hvordan jeg så kan se så skarp ud fysisk? Ja, det er et godt spørgsmål – uden latterlige kommentarer tilknyttet. Okay?

Men dronningen var stærk i sin nytårstale, markant stærkere end statsministeren, og så nåede vi også at finde ud af, at der er forskel på, når vinden rusker inde i landet og ved vestkysten.

Jeg mener …, når vinden den 1. januar flytter min korpulente krop på gåture med hunden, er der forholdsvis gang i den, selv om stormen sikkert kun imponerede os, der holder til på den modsatte kyst af Jylland.

Linnebloggen vil gerne ønske min mor og den lille håndfuld af følgere et rigtig godt og glædeligt nytår – jeg har mange ting, jeg vil i 2019, men det vender vi tilbage til.

PS: Der var Kims-popcorn nok ved Vesterhavet, og der var faktisk kun ét problem …, min gode og dejlige ven elsker dem også …

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

På gæstevisit i et af Guds fineste rum

Engang havde jeg en chefredaktør, som jeg beundrede dybt – og stadig beundrer dybt.

Han er intelligent, han har humor, han er belæst, og han er en fremragende formidler.

Han siger blandt andet, at en af landets største ressourcer er vores præster, og det er bare én af mange ting, han har ret i.

For nylig havde jeg fornøjelsen af at tale i Christianskirken i Fredericia i forbindelse med kirkens adventskalender, som med stor succes har kørt i 10 år.

Modellen er, at dagens lågeåbner får et motiv fra Bjørn Nørgaards sublime alterudsmykning til fri fortolkning, og skabelonen er den samme hver dag.

Motivet/lågen åbnes ved at blive belyst, salmen til dagens låge med tekst af Holger Lissner og musik af Michael Bojesen synges, dagens lågeåbner har fem-syv minutter til at fortolke, og der sluttes af med en salme, fadervor og et ”gå-ord”.

Seancen begynder klokken 17.17, og det varer 17 minutter.

En fremragende idé, som heldigvis oplever flot opbakning fra folk, hvilket jeg fik bevis for, da jeg fik æren.

Det var ikke kun min kone, mor, far og nærmeste familie, som sad i det fabelagtige rum – der var mange flere.

Både genkendelige ansigter og mennesker, jeg aldrig havde set, og det fortjener initiativet også.

Jeg talte om min oldemor. Som også var min mormor. Jeg kendte ikke min biologiske mormor og morfar, og oldemor var et fantastisk menneske, så hun havde ingen problemer med at være begge dele.

Momsemor, kaldte jeg hende, og da jeg var knægt, fortalte hun eventyr for mig på en måde, så det gippede i mig hver gang.

Den lille rødhætte, De tre bukke bruse og Den lille pige med svovlstikkerne.

Den sidste gjorde altid ondt i hjertet, og hun sad faktisk som en figur i Ødsted foran et hus, som vi passerede, hver gang vi kørte fra Vildbjerg ned til momsemor i Kolding.

Hun var så glad, momsemor, og hun elskede grin, glæde og snaps. Vi skrev mange breve til hinanden, havde lange snakke, hvor jeg følte mig som alt andet end et barn.

Hun opfordrede mig til at søge drømmen om at blive journalist, men hun lyttede ikke kun. Hun gav også noget. Blandt andet fortalte hun, at hun aldrig ville ende sine dage på Låsbyhøj. Eller et andet plejehjem. Forfærdelige steder, sagde hun.

I 1998 vågnede momsemor en april-dag i lejligheden på Fynsvej i Kolding. Aftenen inden var hun frisk, i en alder af 93 år, men i nattens løb fik hun hjerneblødning.

Hun kunne ikke tale, hun kunne ikke bevæge sig, og min far og jeg skulle bære hende ud af lejligheden.

Da vi nåede døren ud til trappeopgangen, satte momsemor hænderne mod karmen. Hun vidste, hvor hun skulle hen. Hun vidste, det var slut. Ikke mere snaps. Ikke flere grin. Slut med eventyr.

Hun var på Låsbyhøj i nogle måneder, blev siden flyttet til et andet plejehjem i byen, og her opholdt hun sig næsten ni år uden at sige noget. Uden at opfatte noget. Hun sad bare. Eller lå. Præcis på den måde hun for alt i verden ikke ønskede sig.

Og jeg løftede hende ud af lejligheden.

Det var dét, jeg talte om i Christianskirken med afsæt i Jobs Bog. For jeg var ikke tilfreds med Gud i den fase.

Hvorfor sov momsemor ikke bare ind den nat? Så havde hun haft 93 vidunderlige år frem til sidste dag, og hun takkede af uden smerter og frustrationer.

Men det er Gud, der har den, når det kommer til vores skæbne, og det fik jeg lov til at slutte fred med i et af de mest fabelagtige rum i landet.

Et sted med de fineste mennesker, som jeg endda har fornøjelsen af at kende, og for mig var det en kæmpe ære og fornøjelse. Langt mere end jeg gav udtryk for efterfølgende. Som jeg husker det.

Kirken og kirkens rum kan noget – i Christianskirken er det noget helt særligt.

Hvis du nogensinde får muligheden for at opleve adventskalenderen, skal du ikke tøve …, og der er ikke noget at frygte.

Jeg har været der.

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Slik eller ballade …, eller en olfert, måske?

Det der halloween …, det vender vi lige tilbage til.
Der er langt vigtigere ting at fokusere på. Det er de fleste ting selvfølgelig – et eksempel kan være, at vores græsplæne gror. Den var hårdt ramt af sommerens tørke, men jeg sagde fra begyndelsen: Den kommer sig.
Det var der ikke ret mange, som troede på, men det gør den. Det går langsomt, ja, men der sker noget. Time for time. Dag for dag.
Der bliver helt sikkert noget at arbejde med og på til foråret, men den kommer sig.

Og så har jeg fået briller.
Ikke rigtige briller men skærmbriller. Eller læsebriller, som folk fra min årgang kalder den slags.
Det var tiltrængt, for jeg tror, at fruen var lidt træt af, at hun hver aften skulle stå tre meter fra sengen og holde den bog, jeg nu læste i. For ellers kunne jeg ikke se ordene.
Gjorde fruen virkelig det?

Nej, det kan jeg lige fortælle dig, at hun ikke gjorde.
Hvis jeg foreslog det, ville jeg få en seriøs olfert, så i stedet lå jeg og læste med mere og mere strakte arme, som til sidst ikke var lange nok, og derfor åd jeg et hjørne af min stolthed i forhold til kroppens forfald.
– Og du kan heller ikke høre noget, sagde fruen, da brillen var på plads.
Jeg svarede selvfølgelig:
– Hvad?
-Hold kæft, hvor er du dum, sagde hun så.

Og sådan holder vi ellers snakken kørende hjemme hos os.
Det handlede nu mest om, at jeg ikke orkede at lukke hende ind i den verden, som handler om mandens selektive hørelse. Hvilket er noget ganske andet end nedsat hørelse.
Fænomenet kender kvinder af naturlige årsager ikke, og når fruen i lighed med sine kønsfæller lever i en virkelighed, hvor de mener, at alt, de siger, har afgørende betydning for både menneskeheden og kloden, bliver diskussionen om mandens selektive hørelse ligegyldig.

Men det er en fornøjelse med brillen – jeg er i gang med en bog, jeg fik af en kær kollega på min tidligere arbejdsplads.
Det er anden gang, jeg læser den, for første gang flød mange ord ud i ét i takt med, at mine strakte arme blev mere og mere trætte.
Men nu er den der – og bogen er fremragende.

Fremragende er til gengæld ikke det første ord, jeg bruger om halloween.
I stedet siger jeg tak for lort til Ekstra Bladet. Den lille tumling af en formiddagsavis begyndte i slutningen af 1990’erne at stå for halloween-arrangementer i det daværende Scala i København, og derfra stak det da helt af.
Fætter BR fulgte trop, det samme gjorde Tivoli, og i dag skærer vi i næsten en million græskar hvert eneste år, mens børn i mere eller mindre vellykkede horror-kostumer ringer på døre, fordi de kører en landsindsamling af slik.

– Slik eller ballade, siger de.
– Eller en olfert, måske, fristes man til at svare, men nu er jeg jo blød som Lurpak i solen, så jeg nænner det selvfølgelig ikke.
Den amerikaniserede udgave af halloween er uhyggelig i sig selv, og jeg fatter simpelthen ikke importen af groteske mærkedage fra blandt andet USA.
Vi kan da heller ikke være det bekendt overfor vores egen fastelavn? Hvordan tror I lige, den har det? Ramt på følelser og stolthed. Blottet for selvtillid.

Men halloween kan også være morsom.
Vi bor i en enklave for enden af en blind vej – en slags showroom for bøgehække – og den 31. oktober om aftenen trillede en bil ind i enklaven.
Ud hoppede nogle udklædte børn, som straks begyndte at ringe på dørene i enklaven.
Bilen holdt stille ved indkørslen til enklaven. Med lys på og motoren i gang. Det sidste sikkert for at de små, uhyggelige pus hurtigt kunne få varmen igen, når de returnerede til bilen.
Hvorefter de blev kørt videre til den næste enklave.
Det var altså sjovt.

Næste gang vi samles i enklaven, foreslår jeg, at vi den 31. oktober 2019 stiller en lille slikbod – med drive-in, naturligvis – op ved indkørslen til enklaven, og så kan forældre i deres biler trille forbi og hente slik til deres kære mellem 17.00 og 17.30.
Vi kan selvfølgelig også smide en stribe sømmåtter, som lige tager toppen af begejstringen over at blive kørt rundt til landsindsamlingen af slik.
Fruen vil helt sikkert sige, at jeg er en gammel sur mand, med læsebriller, men det er så hende, som bander højest, når det ringer på døren den 31. oktober om aftenen.
Det gør jeg trods alt ikke …, men jeg kan jo heller ikke høre noget.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

En ganske almindelig lørdag i familien Danmark

Lørdag var fruen og jeg på tur.

Det er vi sjældent, og det kan jeg skrive så skråsikkert, fordi hun har fortalt mig det. Mange gange. Så der er helt sikkert noget om snakken, for hvad fruen siger …

Der var lavet en plan – eller faktisk var der først en anden plan. Hun skulle køre ud til Farre-slagteren fra morgenen af, og når hun så kom hjem, skulle vi til Vejle og ordne ting, som det hedder.

Jeg var tidligt oppe lørdag, og dagen blev indledt med, at bomuldshunden Conrad og jeg gik en tur i den kølige oktoberluft. Vi mødte ingen – der var bare mig og ham, og vi fik en god snak om tingene. Da vi kom hjem, fik han godbidder, fordi han var god til at gå tur, og Gud nåde og trøste den, som glemmer at give Conrad godbidder. Han er nemlig altid god til at gå tur, han både tisser og laver stort, og det hjælper ikke, at jeg med mellemrum påpeger, at jeg aldrig får godbidder, når jeg har tisset eller lavet stort.

Efterfølgende satte jeg mig ved computeren, fordi jeg var bagefter med at skrive, og roen var udtalt. Conrad havde smidt sig efter morgenmotion og godbidder, mens fruen og yngstedatteren ikke havde rejst sig fra nattesøvnen endnu. Pludselig stod fruen i døren – nyvasket og frisk men også lidt bidsk: Hvad er din tidsplan, sagde hun.

Min hjerne arbejdede straks på højtryk, for hvad var det korrekte svar? Jeg trak den lidt og sagde så: Jeg følger bare dig.

Det var et godt svar, fornemmede jeg, og fruen sagde så, at jeg skulle komme i gang, for vi skulle til slagteren sammen, og derfra skulle vi til Vejle for at ordne ting. Vi ville jo også gerne hjem igen i ordentlig tid, kunne jeg forstå. Jeg nævnte ikke med et eneste ord, at hun 10 timer tidligere havde nævnt, at hun selv ville køre til slagteren.

Nu er det faktisk også altid en fornøjelse at komme hos Farre-slagteren, hvor slagtemesteren er inkarneret Brøndby-fan, og da han hørte, jeg er begyndt at arbejde hos FC Midtjylland, udbrød han: Ja, så er der ingen rabat i dag. Vi købte blandt andet danske drømme, som var klassiske retter til en yderst favorabel pris, og så bestilte vi den farserede kalkun til jul. Alt var godt, da vi kørte ud af Farre med kurs mod Vejle.

Her var første stop Hans Laursen på Nørretorv i Vejle, for jeg skal have briller. Det kan jeg skrive så skråsikkert, fordi det har fruen fortalt mig. Mange gange. Så der er helt sikkert noget om snakken …, måske hænger det også sammen med, at jeg efterhånden holder bøger i strakte arme, når jeg læser om aftenen. Det gik godt hos Hans Laursen, hvor flinke og kompetente folk sørgede for, at jeg fandt de rette briller, jeg fik en synstest, som afslørede, at jeg ser godt, hvis afstanden er stor, mens det kniber lidt mere, når tingene kommer for tæt på. Klassisk, når man når min alder, kunne jeg forstå, og så sad jeg der og blev mindet om, at jeg skal skrive 5 først, når min alder nævnes.

Resten af turen i Vejle gik fint. Det støvregnede, men vi mødte et kært vennepar på strøget, og de var på vej i biografen til pensionistforestillingen midt på dagen. Så den mandlige del af venneparret kunne få sin middagslur til Lykke-Per.

Fruen skulle også lige vise mig en butik, som hun er vild med. Jeg skulle bare se den, sagde hun, men da vi trådte ind i butikken, skulle jeg også se alle de ting, hun ønskede sig. Det var en tøjbutik …, surprise, og det endte med, at fruen gik ud med en pose, hvor de nye bukser var i. Pæn butik, tænkte jeg, men det vigtigste var, at fruen var glad.

Og her skal det så nævnes, at fruen meget sjældent forkæler sig selv. Hun tænker altid på sine børn, mig, hunden og sig selv i nævnte rækkefølge, så der var intet galt i den handel. Så langt fra endda. Nu manglede vi så bare genbrugspladsen på vej hjem. Jeg havde fyldt bilen med affald inden vores udflugt, og nu skulle vi af med det. En lørdag er der altid mange mennesker på genbrugspladsen, også i støvregn, men jeg fandt en plads og gik i gang med at tømme bilen.

Da jeg var ved at være ved vejs ende, kiggede jeg ind i bilen. Her sad fruen. Jeg besluttede, at jeg ville sige, når jeg satte mig ind i bilen igen: Skal vi ikke aftale, at jeg klarer det her affald selv. På vejen hjem forsikrede fruen mig om, at hun bestemt havde tænkt på at stige ud og hjælpe, men på det tidspunkt var jeg næsten færdig. Desuden er du bare bedst til det, for du ved, hvilke containere affaldet skal i, sagde hun og tilføjede: Man skal gøre det, man er bedst til.

– Og du er bare bedst til det der med affald. Og jeg hader bare genbrugspladser, slog hun fast, mens hun kiggede kærligt på mig.

Resten af lørdagen gik fint – Tottenham vandt, og senere landede ældstedatteren fra Århus, så vi kunne spise noget af det lækre fra Farre-slagteren. Bagefter ryddede fruen op, mens jeg gik en tur med bomuldshunden, og så skulle vi se tv. Mennesker der bager om kap …, og det var der, jeg besluttede mig for at skrive om en ganske almindelig lørdag i vores lille familien Danmark.

En lørdag hvor vi endte med at skændes om fire trøfler med forskellig krymmel – jeg ville have den med tivoli-krymmel, men den tog yngstedatteren – og sød som hun er, ville hun selvfølgelig bytte. Det lykkedes ikke, for jeg åd min i én mundfuld, inden hun kunne nå at gøre noget.

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Siger det bare …

Jeg er flasket op på kartofler, sovs og en form for fars, suppleret af en bøfsandwich eller frankfurter special hos Grill-Aksel, når det finansielle fundament ellers var til det, og så er der umiddelbart meget langt til betegnelsen vegetar.

Min mor var skrækkelig god til at lave den slags mad – det er hun nu stadig – men som jeg husker det, vrimlede det ikke med grøntsager og salater, eller …, det var der garanteret, men det fangede aldrig for alvor min interesse.
Det gjorde derimod den mørkebrune sovs, de godt kogte kartofler, frikadeller med den sprøde kant, karbonader pakket i rasp, hakkebøffen med bløde løg og hvad gourmetchefen Birthe nu ellers forkælede sine to drenge og mand med.

Alligevel oplevede jeg for nogle uger siden mig selv sidde ved computeren og klikke ind på Aarstidernes hjemmeside – målet var at bestille en måltidskasse.
Det gik let og ubesværet, men jeg trykkede på vegetarkassen til tre personer i tre dage. Og det var helt bevidst. Jeg tænkte: Det er fint nok, det kan jeg sagtens leve af tre dage om ugen. Uden problemer. Du er over 50 år, opfør dig som en voksen, tænkte jeg, mens jeg toppede den med at kalde billeder frem af de enorme mængder kartofler, brun sovs og fars, jeg i tidens løb har haft fornøjelsen af. Du har fået din del, fedeberg, sagde jeg, og slog mig selv på pluskæberne.

Det hele kom i stand, fordi vi har en hjemmeboende datter, som ikke bryder sig om kød. Det er ikke fordi, hun vil være hellig eller smart – hun bryder sig bare ikke om det – men i stedet for hver dag at lave to retter til tre personer, besluttede vi os for at prøve en måltidskasse. En vegetarmåltidskasse.

Min konklusion: Det var spændende. Altså spændende på den måde, som Niels Hausgaard siger spændende på.
Det var ikke lige mig, og datteren rystede flere gange på hovedet af sine forældre, for det var jo ikke hendes forslag. Hun bad ikke om den kasse.

 

Og nu er det vigtigt for mig at sige, at det ikke har noget som helst med Aarstiderne at gøre. Råvarerne var fine, der kom farverig og velsmagende mad ud af det, men det var bare ikke mig. Slet ikke falaffel-burgeren, som lå i kramper og skreg på sprødt bacon.
I to uger havde vi et forhold til vegetarkassen – men nu er det slut. Et brutalt brud, kan man mene – men den helt rigtige beslutning.
Det betyder ikke, at vi aldrig vender tilbage til Aarstiderne, det gør vi helt sikkert, men nu køber vi Karolines kogebog Skøn mad uden kød, og så tager vi den derfra.

Tilbage sidder jeg og spekulerer på, hvorfor jeg i den anden uge med vegetarkassen blev ramt af en mandeinfluenza – og mænd ved hvor grum og smertefuld den slags er. Var der mon en sammenhæng? Det burde der ikke være.
Nej, men forleden dag hentede fruen og jeg husmandskost hos Hotel Bredehus i Bredsten, en bøfsandwich med håndskårne pommes frites, og selv om man ikke fik brændemærker i ganen, var min mandeinfluenza i klar bedring dagen efter.

Siger det bare …


 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar