Linnebloggen er i høj grad også mad

Denne blog er en opmærksom blog, og jeg har noteret mig, at mad fylder en del i det danske blogunivers.

Det er ikke noget, Linnebloggen har brugt ret mange af de begrænsede ressourcer på, men hvis det er det, folk vil ha’, skal de have det.

Jeg lover, at det ikke bliver på niveau med AnneMad og Anne Hjernøe, som altid kan få mig til at se tv, som handler om mad – sammen med de smør-elskende Price-brødre – men jeg garanterer, at det handler om mad.

I dag er en god dag at indlede karrieren som madblogger, og nu skal I høre hvorfor.

Jeg har jo min egen ”koncern”, Linne & Co, og min største kunde er FC Midtjylland, hvilket giver mange fordele.

En af dem er, at jeg ofte har fornøjelsen af at spise frokost i IBF Arena, hvor søde Charlotte og hendes dygtige stab sørger for fremragende mad hver dag for både trup, stab og hangarounds som mig.

I dag var der blandt andet stegt flæsk med persillesovs, og det er lige præcis derfor, det er en god dag.

Lidt efter klokken 13.00 sad jeg med tårer i øjnene med en portion foran mig – og ganske kort efter var der ikke nogen portion tilbage.

Da jeg var hjemme igen, ville bomuldshunden Conrad på gåtur, og her kom jeg til at tænke på min gode kammerat, som sammen med sin smukke frue for nylig inviterede os på påskefrokost.

Vi sagde ja med det samme, men det begyndte skidt i år.

For det første havde jeg indkøbt forskellige specialøl, som jeg havde med, men min gode kammerat kan ikke lide specialøl.

Det kunne han heller ikke sidste år, hvor jeg også havde dem med. Eller alle de andre år, for den sags skyld.

Måske var det derfor, han serverede en Nordic for mig, da vi sad på terrassen inden maden.

En alkoholfri øl! Til en påskefrokost.

Min gode kammerat er et pragtfuldt menneske, men der er grænser. Selvfølgelig er der det.

Det skal dog understreges, at han hurtigt rettede op. Med rigtig øl og tarteletter med fyld fra Hopballe Mølle.

Pludselig var alt godt igen.

Det er det som regel også hjemme hos os, hvor fruen ved, at jeg elsker frikadeller, så dem lavede hun til mig forleden dag.

Jeg blev simpelthen så glad, selv om kartoflerne og den brune sovs var udskiftet med salat og brød.

Da jeg kastede mig over frikadellerne, gik det ret hurtigt op for mig, at de ikke var bygget på fars fra Farre-slagteren.

Det var kartoffel-frikadeller.

Jo, du læste rigtigt …, kartoffel-frikadeller.

Meget kan man byde mig, men når det kommer til frikadeller, er der ikke plads til eksperimenter – især fordi fruen laver fremragende frikadeller.

Jeg vil dog sige, at kartoffel-frikadellerne smagte okay.

Eller …, de smagte godt.

Naej …, de smagte forrygende.

Det gjorde de. Virkelig!

Dem skal vi helt sikkert have igen.

Nu er det så fredag, og X-Factor er heldigvis slut.

Ydermere kan jeg se frem til fruens hjemmelavede pizza, og selv om jeg elsker AnneMad, har hun ikke en chance, når det kommer til fruens hjemmelavede pizzaer.

Ikke en chance.

PS: Fredag aften er så også Liverpool mod Huddersfield på tv …, den tager jeg lige med fruen senere.

Velbekomme – og god weekend.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Påskeferien er overvurderet

Lad mig slå det fast med det samme – vores døtre er det bedste og fineste, der findes på denne jord.

Heldigvis er vores bomuldshund Conrad ikke en ret god læser, så han tøffer stadig rundt og tror, at han og jeg er de bedste venner i hele verden.

Han aner ikke, at døtrene kommer først.

Sammen med fruen, for dælen da. Naturligvis. Fruen.

Døtrene og fruen er det bedste og fineste, der findes på denne jord.

Den yngste datter bor stadig hjemme hos os, og selv om hun og fruen skændes det meste af tiden, ligner de også hinanden. Eller måske netop derfor.

Påskeferien var slet ikke i gang endnu, da jeg onsdag kom hjem fra arbejde og blev mødt af yngstedatteren, som stolt og glædestrålende orienterede mig om, at hun havde ryddet op i køkkenet og tømt opvaskemaskine.

Jeg erkender, at den slags er værd at fejre, men jeg ved også, at den imødekommende venlighed dækker over noget.

Den slags lærer man, når man lever sammen med tre kvinder.

Ganske rigtigt …, hun havde rokeret rundt på sit værelse, og undervejs havde støvsugeren sågar været på et sjældent besøg i den ende af huset, hvilket også er værd at fejre.

Men …, for der var et stort men for mig.

Nu hang fjernsynet ikke rigtigt i forhold til sengen, og mens yngstedatteren krammede mig, sagde hun, om jeg ikke lige kunne flytte det.

Åh, hvor sødt.

Næh.

For det er sådan cirka tre kvarter siden, at fjernsynet hang på det sted, det skulle flyttes til igen.

Okay, tre kvarter er måske en overdrivelse, men der er saftsuseme ikke gået ret lang tid.

Faktisk er de gamle huller ikke malet over endnu, og så vil der selvfølgelig være kvinder, som spørger, hvorfor i alverden jeg ikke har ordnet det endnu.

Fordi, kære kvinder, det sker hele tiden.

Det er et fuldtidsjob at lappe huller og male hjemme hos os, og jeg er ved at være en lille smule træt af det.

Jeg kender mange fine og dejlige mennesker, som dagligt beskæftiger sig med kristendommen, men når det handler om påsken, og især ferien omkring højtiden, er jeg en anelse lunken. Det indrømmer jeg gerne.

Fordi jeg ved, hvad det indebærer af interiør-rokeringer, og når kvinderne så siger, at jeg bare kan male hullerne over, bliver jeg ikke mindre lunken.

For hvis man maler ét sted på en væg, står resten af væggene tilbage og tænker: Hvad med os?

Men det er selvfølgelig noget sekundært.

Som kvinderne nok skal nævne.

Hvis de når det, inden der igen skal rokeres.

Men gjorde jeg det så?

Flyttede jeg fjernsynet tilbage til den placering, som det havde for ganske nylig?

Ja, det gjorde jeg da, og yngstedatteren sagde tak.

Hvilket også er værd at fejre.

Nu skal jeg lappe huller, men vi hænger bare et billede op, fortæller kvinderne mig.

Jeg drikker hvidvin, skal snart se Tottenham i Champions League, og i morgen tager jeg til København for at se FC Midtjylland genåbne spændingen i Superligaens mesterskabsslutspil i Parken.

Det skal nok gå det hele.

God og glædelig påske.

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Sovs og svigerfar

Min svigerfar og jeg har kendt hinanden i noget, der ligner 34 år.

Det synes jeg egentlig, svigerfar har taget ganske pænt.

Første gang jeg mødte ham, bød han på tomatsuppe, selv om fruen var alt andet end begejstret over sin fars optræden den aften.

Det var en af de første gange, hvis ikke den første, jeg var budt indenfor på hendes teenageværelse, og det bankede ret hurtigt på døren.

– Vil du have noget tomatsuppe, spurgte svigerfar.

Jeg takkede nej, mens fruen slog sin far ihjel med øjnene – med et blik jeg har stiftet bekendtskab med mange gange siden.

Efterhånden er jeg immun overfor blikket, og jeg plejer at respondere ved at sige:

– Uh, jeg bliver simpelthen så bange og utryg, når du kigger vredt på mig, søde kone.

Som regel får det hende ikke i bedre humør.

Svigerfar blev ved med at banke på døren til teenageværelset.

– Er du sikker på, du ikke vil have tomatsuppe?

Det endte med, at fruen trampede ud af værelset, smækkede døren hårdt i, og kort efter førte hun en samtale med sin far, hvor hun sagde mest.

Jeg kan ikke huske, om svigerfar bankede på endnu engang efter den ”snak” – men det ville ligne ham bedst.

Mit første møde med svigerfar inkluderede mad, og sådan har det været mange gange siden, for svigerfar er glad for mad.

For eksempel er sovs en favoritspise for ham, og den passion deler vi, men jeg kan ikke følge med ham.

Senest blev det illustreret ved en fødselsdags-komsammen hos os, hvor vi fejrede fruen, svigerfar og en af mine niecer.

Der var kylling, fra Hopballe, naturligvis, og dertil var der friske kartofler, klassisk tilbehør og en salat med blandt andet spidskål, broccoli, tranebær og den slags lækre sager.

Og så var der sovs.

Skabt på smukkeste vis af min svigerinde.

Billedet nedenfor viser, at svigerfar elsker sovs. Måske mere end noget andet i denne verden.

Bortset fra formel 1. Og slik.

Og svigermor, for hulan da.

Det næste billede nedenfor beviser, at den store skål med salat ikke interesserer svigerfar.

Meget kan man byde ham …, men spidskål! Og broccoli! Næh, den går ikke. Og hvad i alverden er tranebær?

Han havde jo også grønt, som han sagde, mens han pegede ivrigt på sin agurkesalat.

Nå, men så blev første portion klaret, og på billedet nedenfor ser det ud til, at svigerfar gør klar til mere af svigermors hjemmelavede agurkesalat, som smager henrivende.

Det gjorde han faktisk.

Vi blev klar til runde to i en udmarvende sovse-konkurrence, hvor både svoger og jeg hurtigt accepterede, at vi var oppe mod overmagten.

Det har vi for længst sluttet fred med – når det kommer til sovs, slik og den slags lækre sager, har vi ikke en chance mod svigerfar.

Han skjuler ikke sin hang til kvalitet, når det kommer til mad. Og søde sager af enhver art.

Et af de ord, jeg har hørt mest, siden jeg blev kæreste med svigermor og svigerfars yngste datter i 1985, er Preben.

Med massivt tryk på første stavelse. PRE-ben.

Afsenderen er altid svigermor.

Når svigerfar tager mere sovs.

Eller angriber slikskålen juleaften.

Eller tager lagkage anden gang. Eller tredje.

Eller hugger slik fra kagemanden.

Da denne fødselsdags-komsammen sluttede, kulminerede det hele i en grad, jeg ikke har oplevet tidligere.

Da svigerfar rejste sig fra sin stol, havde han sovs på sin trøje.

Forneden.

Bagpå.

Jeg elsker svigerfar.

Udgivet i Uncategorized | 2 kommentarer

Snart skal vi på fodboldtur sammen …

Jeg kender mange, som mener, at Midt- og Vestjylland ikke har meget at byde på naturmæssigt.

Flad, forudsigelig og kedelig, lyder det ofte.

Blot et lille input – så har I ikke været i Muslingehuset på kanten af den reneste og fineste fiskesø lidt sydvest for Herning.

Bjerrely, hedder stedet, og det kan godt være, man skal runde Studsgaard, Tanderupkær og lignende, inden den unikke og skønne plet dukker op, men det er hele turen værd.

Da vi rundede Studsgaard, kørte vi forbi min barndomsgade, Bjerregårdsvej, hvor jeg levede mine første år.

Det var meget sjovt, men jeg savner nu ikke Bjerregårdsvej. Heller ikke vores hus med ét vindue i facaden.

Inden skolegangen forlod jeg Bjerregårdsvej for at rykke ind på adressen Ågårdsvej 59 i metropolen Vildbjerg, og i parcelhusets tryghed skaffede jeg mig venskaber for livet.

Ét af dem var med i bilen, da vi rundede Studsgaard, og vi faldt straks i snak om dengang, vi spillede fodbold mod Studsgaard som helt små drenge.

Samlet vandt vi over to kampe med mere end 50-0, og vi kom til at tale om, hvorfor ingen voksne stoppede massakren?

Dengang spillede man 11-mands fodbold, uanset hvor lille man var, og vi stod rundt om feltet, når Studsgaards stakkels målmand sparkede bolden ud.

Det var han ikke ret god til, vi snuppede bolden, og sekunder senere resulterede det mere end 20 gange i mål. Pr. kamp.

Ingen fik noget ud af det, men ingen stoppede det. Ingen voksne greb ind, selv om alle kunne se, hvad der skete.

Det var vanvittigt i en meget anderledes tid.

Kort efter ramte vi Bjerrely, og her var en tredje guttermand fra Vildbjerg vært i Muslingehuset. Han fyldte 50 år, og nu var der indkaldt til fest. Lidt forsinket, men det accepterede vi. Næsten uden kommentarer.

Med var også landbetjentens søn, som ligeledes er en del af den Vildbjerg-gruppe, som stadig holder sammen og udveksler groteske historier fra en tid, der var engang.

Det blev en vidunderlig aften, hvor aftenens fødselar fik de verbale tæsk, der hører sig til, men han fik også ros.

Lige overkanten, men det var okay. Det var jo en festdag, og han havde trods alt sørget for fadøl fra Hancock, så der var absolut ingen grund til at gå efter struben på denne for ham så store dag.

Jeg sad ved siden af fødselarens kone, og så er alt andet sådan set ligegyldigt.

Jeg havde min frue på den anden side, og det var bestemt også fint, men når man får fornøjelsen af det bedste, der er kommet ud fra Tim, bliver det en god aften.

Da jeg fyldte 50 år, fik jeg selvfølgelig en gave af mine tre Vildbjerg-kammerater, og det var et gavekort til en fodboldrejse for alle os Vildbjerg-rødder.

Gavekortet fik jeg i maj 2018, og det skulle bruges inden udgangen af 2018.

Der er ikke sket en skid.

Derfor fik fødselaren i Muslingehuset selvfølgelig også overrakt et gavekort til en fodboldrejse for os alle.

Ikke et nyt gavekort, men dét gavekort som jeg modtog i maj 2018. Mit navn var streget over, og det samme var deadline, og så stod der Henrik og inden udgangen af 2019 i stedet.

Men der sker sikkert ikke en skid.

Heldigvis er det ikke afgørende. I hvert fald ikke for vores venskab, som fungerer glimrende efter mere end fire årtier.

Det kan godt være, vi ikke længere snakker lige så meget om antallet af fødøl, størrelsen på pigernes bryster, og den slags ellers ganske væsentlige emner, men vi er stadig sammen.

Og vi sludrer om vores børn, vores fysiske forfald, vores efterhånden gamle forældre, den politiske situation i landet, om vores gøren og laden på arbejdsmarkedet samt mange andre voksne sager.

Jeg vil ikke afvise, at vi ikke runder de gode gamle historier, som bare bliver bedre og bedre med årene, men da vi forlod Muslingehuset, tænkte jeg mest på, hvor glad jeg er for mit venskab med dybe rødder fra Vildbjerg.

Den direkte forbindelse til barndommens gade er ikke en selvfølge – men det er den for os fire.

Og ”snart” skal vi på fodboldtur sammen … 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Sjov med vand

Engang skrev jeg en kommentar som journalist, og den var sjov.

Det var i hvert fald meningen, og jeg mente, i al beskedenhed, at jeg lykkedes med det, så ingen kunne være i tvivl om glimtet i øjet.

Jeg havde da heller ikke grund til at tro andet.

Altså indtil jeg modtog en mail fra en meget sur mand.

Faktisk var han mere rasende end sur, fandt jeg ud af, da jeg printede det verbale overfald ud.

To sider fyldte det, og det stod ret hurtigt klart, at han ikke var tilfreds med det, jeg havde skrevet.

Endnu mere tydeligt var det dog, at han i lige så høj grad mente, at jeg var en kæmpe idiot som menneske.

Det forstod jeg slet ikke.

Jeg mener …, godt nok er jeg ikke decideret køn, men jeg opfører mig ordentligt, jeg vil det bedste for andre mennesker, og perfide og personlige angreb har aldrig sagt mig noget.

Jeg fastholder den dag i dag, at kommentaren var skrevet med et smil på læben.

Det var et forsøg på at være munter.

At skabe lidt smilende eftertænksomhed.

Det kiksede i forhold til manden, som sendte mailen til mig.

Jeg indrømmer gerne, at mailen overraskede mig en smule, fordi manden var i en betydningsfuld stilling i en stor kommune på daværende tidspunkt, og indholdet af mailen rimede ikke ret meget på en betydningsfuld stilling i en stor kommune.

Omvendt kendte jeg ham, og på den baggrund var jeg ikke overrasket.

Jeg vidste, at mailen var afsendt af en mand med en eklatant mangel på humor.

Engang havde jeg en chefredaktør, som sagde til mig, at humor på skrift hører til blandt verdens sværeste discipliner.

Han havde ret. Også i den sammenhæng.

Så nu advarer jeg – de følgende ord er et forsøg på at være sjov.

Det var morgen, eller nærmere formiddag, hjemme hos os.

Jeg havde været ude med hunden på morgenturen, hvem skulle ellers …, og så var der lidt godmodige drillerier i soveværelset.

Yngstedatteren var stået op, så hun havde indtaget dobbeltsengen, hvilket hunden også havde.

Jeg drillede fruen, for hvem skulle først i bad? Hun blev lettere irriteret over drillerierne, mens yngstedatteren havde en fest.

Det endte med, at jeg gik i bad. Da jeg var færdig på badeværelset, var det fruens tur til bad, men hun var en anelse flabet, mente jeg.

Så da fruen var ude på badeværelset, sagde jeg til yngstedatteren, at ”mor vist trænger til et hestebid”.

Et hestebid er altid en fest hjemme hos os.

Yngstedatteren hoppede nærmest ved udsigten til hestebids-seancen, men så var det, jeg kom i tanke om, at fruen da også kunne få lidt koldt vand, mens hun stod i bruseren.

Yngstedatteren hoppede nu endnu mere, og hun skyndede på mig, for hun skulle ned for at træne.

– Jeg skal lige have det med, inden jeg kører, sagde hun med utålmodig stemme.

Så jeg gik ud i køkkenet, fandt et glas, tændte for det kolde vand, og fyldte glasset helt op.

Derefter gik jeg ned mod badeværelset, åbnede døren, og gik ind.

I første omgang gjorde jeg opmærksom på mig selv uden at gøre noget.

Fruen stod bag forhænget i badet og snakkede løs.

Så tog jeg glasset med det kolde vand, nærmede mig forhænget, og smed det kolde vand over forhænget.

Yngstedatteren hvinede af jubel.

Fruen hvinede også. Men ikke af jubel.

Hun skældte ud. Det var bare slet ikke sjovt, råbte hun.

Yngstedatteren og jeg så lidt anderledes på det.

På et tidspunkt opdagede vi, at glasset ikke var helt tømt, så jeg provokerede fruen til at trække forhænget lidt fra ind til bruseren.

I det sekund, hun gjorde det, smed jeg resten af det kolde vand på hende.

I samme sekund vendte hun bruseren ud mod mig.

Det betød, at jeg ikke bare blev lidt våd.

Jeg blev gennemblødt.

Så meget at jeg måtte skifte det tøj, jeg lige havde taget på.

Var det så sjovt?

Ja, det syntes vi faktisk.

Alle sammen.

Udgivet i Uncategorized | 1 kommentar

Undskyld til min første chef

Forleden var jeg i Vildbjerg.

Der var indkaldt til fest på hotellet, hvor jeg i sin tid fejrede store triumfer med et raflebæger. Eller noget.

Til gengæld var det med sikkerhed sløjt med pigerne, men det hang nok sammen med mit lange nakkehår og mit overskæg, som egentlig bare var dun på overlæben.

– Så er man altså gammel, sagde fruen, da jeg luskede ned for at tage et billede af indgangen til Gårdhaven bag hotellet, men jeg skulle have billedet, fordi minderne er så stærke og gode fra netop dét sted. Ikke mindst de enorme glas som rummede én liter skummende fadøl.

Vi var lige kommet ind med toget, og på turen igennem byen, som både er fruens og min gamle hjemmebane, havde vi begge interesse i at se, hvad der var sket.

Jeg opdagede til min rædsel, at brutale mennesker har jævnet Grill-Aksels bygning med jorden.

Væk er min rekord på flipperen.

Væk er minderne om frankfurter special og bøfsandwich.

Det hele for et højt hus med beboelse, og det giver jo ingen mening.

Havde de så bare brugt grunden til en kæmpe bøfsandwich, ville det udløse anerkendende nik.

I respekt for Grill-Aksel.

I respekt for historien.

Nu river de nok også det gamle rådhus ned.

Det har stået tomt i flere år, men det er en markant bygning i byen, og det gør ondt som en metalkrampe på balden, at den måske forsvinder for altid.

Heldigvis er noget, som det altid har været i Vildbjerg, og det handler om de gode mennesker i byen.

Festens midtpunkt var min første chef. Manden, som ansatte mig som hjælpedreng i sin radioforretning, fyldte 60 år, men det var ikke en fødselsdagsfest. Det var bare en fest, understregede han.

På Kirkegade trådte jeg ind som meget ung lønmodtager, og jeg husker den dag i dag tiden som fuldstændig fantastisk.

Okay …, jeg solgte engang et fjernsyn ”lidt” for billigt, men det var altså kun fordi, chefen ikke havde sat prismærke på.

Derfor vurderede jeg selv, og den vurdering var mange tusinde kroner under niveau. Undskyld, chef.

Jeg husker, hvor meget jeg bankede mit dun-befængte hoved ind i væggen efterfølgende, men min første chef tacklede det med anderledes klasse.

Jeg husker ikke en eneste anklagende lyd fra ham – måske fordi han vidste, at han nu havde en meget tilfreds kunde i byen.

Chefens kone lancerede senere bearnaisesauce for unge mig, og til den middag spurgte jeg flere gange til saucen – hun smilede sødt hver gang og forklarede.

Det var enestående at se dem samt deres store og smukke børn igen.

Jeg mødte også mine store idoler fra Vildbjerg SF’s førstehold i fodbold. Jeg havde fornøjelsen af at blive placeret ved et bord med blandt andre Finn Lynge og Karsten Pedersen.

Den første var en stærk og kompromisløs forsvarsspiller, som scorede byens fineste Kirsten.

Karsten Pedersen var eksotisk, for han kom til fra selveste Vejle Boldklub, og han var så hurtig, at jeg dengang var sikker på, at angriberen havde verdensrekorden på 100 meter.

Med i selskabet var også Mogens Svendsen, byens sportsforhandler og den mest pålidelige højre back nogensinde i dansk fodbold, Svend Jakobsen var der, en angriber som ikke sled sig ihjel på en bane, men som til gengæld scorede mål på stribe.

Det var en unik aften, hvor jeg på et tidspunkt var så heldig at sidde ved samme bord som min kusine, hvilket skyldes, at hendes mand overtog biksen efter min første chef, og fruens smukke veninde fra dengang var der ligeledes – hun havde taget turen fra hjertet af Thy.

Pludselig stod jeg også ansigt til ansigt med Jane.

Engang var min mor dagplejemor i Vildbjerg, og Jane var en af de første ”kunder” i min mors butik.

Dengang var hun det sødeste og smukkeste, lille væsen.

Det er hun stadig. Nu er hun bare voksen.

Fruen og jeg forlod festen for tidligt, fordi jeg skulle på arbejde næste dag, og på vej hjem i det mennesketomme tog spekulerede jeg på, hvorfor jeg reagerede så voldsomt på at være tilbage.

Jeg har ved Gud lavet mange dumme ting i den by, men i bund og grund handler det om fællesskab. Om dejlige mennesker. Om relationer. Om at genkende og genopfriske.

Det var fabelagtigt, tusind tak, og jeg holder ved først givne lejlighed et minuts stilhed for Grill-Aksels bygning. �&

Udgivet i Uncategorized | 4 kommentarer

Mig og min sjældne kvast

Ofte står min henrivende frue til ”klø” på Linnebloggen.

Andre gange er det de skønne døtre, min dejlige mor og far, eller andre vidunderlige mennesker, som, bevidst eller ubevidst, leverer stof til en god historie.

Denne gang skal jeg selv latterliggøres. Mere end nogen anden. Nogensinde.

Så er I advaret – dette indlæg handler meget om mig, men måske trøster det en smule, at det kun er sådan, fordi jeg dummede mig. Heftigt.

Jeg indleder med at fortælle to ting som baggrundsviden:

1. Jeg er uddannet i tøjbranchen. Det er godt nok mange år siden, men det er et faktum. Jeg solgte i sin tid både Levis, Paul & Shark, Ball og Danslips.

2. Jeg føler mig ikke gammel. Jeg er godt nok 50 år, men jeg er ikke gammel. Jeg ved da, hvad der rører sig blandt de unge, jeg er stadig hurtig i tanke og handling, jeg ejer de sociale medier …, eller noget.

Så altså …, jeg er modebevidst og langt fra alderdomshjemmet.

En dag kom jeg i tanke om, at jeg ville have mig en ny hue. Ikke en beenie i en frisk farve til et sted mellem 500 og 600 kroner – bare en tophue. Med kvast.

Det var nu ikke sådan at finde, og da jeg en dag var i Århus med fruen og den yngste datter, nævnte jeg mit ønske om den her hue med kvast.

Det skulle jeg aldrig have gjort, for så blev jeg hevet med ind i alle forretninger for at lede efter kvasten, men pludselig var den der faktisk.

– Hvad med den her, sagde fruen og viste mig en klassisk tophue i nogle brunlige og armygrønne nuancer.

Den var fin, den så varm ud, og den kostede ikke alverden – men som mand lod jeg mig naturligvis ikke rive med.

– Tjoahh, mumlede jeg.

Det var også dumt, for straks leverede fruen et foredrag om, hvor tåbelig jeg var, hvis jeg ikke handlede. Tænk nu, hvis jeg ikke fandt en anden tophue. Og så til den pris …! Den virker også til at være varm, påpegede hun.

Jeg var tvunget til at købe, hvis jeg ønskede at leve videre, og ved kassen undrede jeg mig ikke kun over, at ekspedienten talte engelsk midt i Århus – jeg spekulerede ligeledes på, hvorfor der ikke var flere mennesker i butikken, for jeg havde da hørt, at det der Supreme var et forholdsvis populært mærke.

James Jebbia grundlagde Supreme i 1994 i New York, og fra begyndelsen sigtede han direkte mod skatermiljøet – og derudover var filosofien, at der altid skulle produceres for få styles i forhold til efterspørgslen.

God idé, for jeg havde både hørt og læst om unge mennesker, som stod i lange køer for at få fat i et stykke Supreme-tekstil – alternativt købte de det for uhyrlige summer på nettet.

Jeg gik bare ind i en butik fra gaden, købte min tophue, og jeg var den eneste kunde i butikken. Som bugnede af varer. Og priserne var rimelige grænsende til det fornuftige.

Da jeg kom ud i den virkelige verden igen, havde jeg mange tanker.

Dengang jeg selv havde huen

For det var da godt nok mærkeligt, at man kunne gå direkte ind i en Supreme-butik og købe sig en tophue.

Midt i Århus uden at blive flået.

Og hvorfor var der så mange varer i butikken?

Lidt tøvende stillede jeg et spørgsmål til den yngste datter:

– Sig mig lige …, var det ikke det der mærke, som Mikkel går vildt meget op i?

Hun kiggede på mig på en måde, så jeg blev decideret bange.

– Hvor fanden tror du lige, du har været henne, sagde hun med et blik, som gjorde fysisk ondt på mig.

Lige der vidste jeg, at jeg var til grin, og lige der vidste den yngste datter, som er modebevidst ud over det rimelige, at hendes far var endnu mere latterlig, end hun regnede med.

Hvilket ikke siger så lidt.

– Tror du ærligt, at der ligger en Supreme-butik midt i Århus uden kunder, spurgte hun og invaliderede mig yderligere med øjnene.

Jeg kiggede tilbage på skiltet, hvor der stod SuperDry. Et folkeligt mærke med over 500 salgssteder i 46 lande.

Supreme har i omegnen af 11 butikker. I hele verden.

– Helt ærligt, far …, du plejer at have nogenlunde forståelse for og føling med, hvad der foregår, men det her …, sagde den yngste datter med øjne, der var lidt over himlen for at vende.

Og hvad så med tophuen?

Her er tophuen

Den har fruen overtaget. Hun har den sågar med på arbejde til tider, når hun går rundt i kolde drivhuse. For den er så god og varm, forklarer hun.

Nu venter jeg bare på, at Superdry bliver the shit, og så sælger jeg kvasten for 21.000 kroner. Indtil da tager jeg bare imod slagene. Uden bortforklaringer.

Mens jeg glæder mig over, at den yngste datter så småt er begyndt at tale til mig igen …

Undskyld …
Udgivet i Uncategorized | 8 kommentarer

Selv buttede kinder kan rødme

Og så gik jeg her og troede, at fruen, min mor og til tider døtrene var de eneste læsere af Linnebloggen.

Men der er andre. Og flere.

Arghh, det vidste du godt, lad nu være med det der …!

Okay, det vidste jeg godt.

Til tider læser min far også med. Og andre, søde grene af familien.

Lad nu være …

Okay så, men jeg lever ikke af Linnebloggen.

Og jeg bliver ikke inviteret ind som telefonpasser i velgørenhedsshow på tv, fordi jeg blogger i ny og næ. Der er jeg slet ikke.

Det har du ret i.

Tak.

Til gengæld, og det er for mig det hele værd, ved jeg, at jeg har en læser i en stor, jysk by.

Hun er kvinde, og hun er både sød, sjov og smuk.

Forleden dag overraskede hun mig med en gave. Et par dage efter med en endnu større og finere gave. Selv om den første gave var så rigeligt.

Så bliver man lidt rød i de buttede kinder, og jeg sagde straks til hende, at jeg ville skrive om det på bloggen.

Anonymt, naturligvis.

Så blev hun rolig igen.

Måske fordi vi har lavet voldsomme bombere sammen i en swimmingpool i Sydfrankrig, så hun frygter nok, jeg har billeder eller film af det.

Men sådan er Linnebloggen ikke. Ingen bliver udleveret. Bortset fra fruen og døtrene, naturligvis.

Det er prisen for at leve sammen med en smuk mand som mig …, undskyld, en buttet, bleg, utrænet og kronisk træt mand som mig. Som tilfældigvis ejer en blog.

Nå, men tilbage til hende den søde, sjove og smukke læser fra en stor, jysk by, for først modtog jeg den mest nuttede pakke pålægschokolade fra hende, og så gik der kun nogle få dage, inden jeg igen fik en gave.

Denne gang på Formland-messen, hvor man ellers mest funderer over, hvordan i alverden en halv liter cola kan koste 30 kroner – hvilket dog glider i baggrunden, når man oplever serviceniveauet hos medarbejderne i Messecenter Herning, for det er på et uhørt højt niveau.

Gaven var en af de bedste gaver, jeg har modtaget uden anledning i mange år. Indkøbt forskellige steder i den store, jyske by, fordi hvert bageri er specialister i forskellige kager, som hun sagde.

Hun havde, om morgenen, kørt rundt til forskellige bagere for at lave den unikke gave til mig.

I pakken var der to træstammer, to trøfler og to studenterbrød. Fordi hun ved, hvad jeg kan lide.

Fik jeg tårer i øjnene? Ja.

Blev jeg rød i de buttede kinder? Ja.

Fik jeg lyst til at kysse giveren? Ja.

Det sidste ville dog have været en smule akavet, da vi stod på den stand, som fruen havde bygget op. Og som fruen stod på, da jeg fik gaven overrakt.

Efter hjemkomsten fra messen først på eftermiddagen indledte jeg straks et strategimøde med mig selv.

Hvis jeg tager et studenterbrød nu, så kan jeg godt tage en af trøflerne i aften, ikke?

Jo, blev jeg enig med mig selv om.

Og det der studenterbrød …, jeg har ikke smagt noget bedre siden skoledagene i Vildbjerg, hvor Søndergades Bageri lavede de vildeste studenterbrød.

Trøflen om aftenen var på samme niveau.

Dagen efter genskabte jeg nydelsen med studenterbrød nummer to, men jeg lod også familien smage. Lidt. Selvfølgelig.

Og hvad vil du så sige med den historie?

Tjah, egentlig bare det smukke i, hvad det gør ved et menneske, når et andet menneske gør noget for én. Tænker på én. Uden bagtanker. Bare tanker.

Det gør jeg alt for lidt, det gør vi alt for lidt.

Jeg skylder. Jeg ved det.

Måske er en ekstra flot bomber i Sydfrankrig nok.

Eller også er den slet ikke.

Indtil videre sender jeg et kys, som lander lige i panden på den anonyme kvinde.

Som sikkert trækker på smilebåndet.

Lige nu.

Det gør mig glad.

Udgivet i Uncategorized | 4 kommentarer

Kage-sagaen i FC Midtjylland

Jeg vidste det jo godt.

I FC Midtjylland efterlader man ikke sin computer åben på trænerkontoret.

Jeg efterlod den heller ikke åben med vilje, jeg glemte det, fordi jeg skulle ned i kantinen og ordne nogle interviewaftaler, og da jeg bagefter gik ind til den altid fremragende frokostbuffet, mødte jeg assistenttræner Brian Priske – som er minister for pranks i klubben.

Han kom mig i møde med et smørret grin, og så skal man være på vagt.

– Jeg var god ved dig, sagde han.

Jeg fattede ikke noget, havde glemt alt om den åbne computer, men det var han sød at fortælle mig om.

– Men jeg gjorde ikke noget, understregede han, hvilket andre gode folk bekræftede, så jeg slap åbenbart med skrækken.

Måske fordi de ved, hvor fuldstændig sindssyg mit temperament er. Og hvor svært jeg har ved at tøjle det.

Kort efter modtog alle i IBF Arena en mail. Fra min computer.

I mailen undskyldte jeg for, at jeg endnu ikke havde givet kage efter min ansættelse hos de forsvarende danske mestre, hvilket selvfølgelig var en stor fejl, stod der i mailen.

En mail som sluttede på denne måde: Derfor giver jeg kage torsdag klokken 13.00 på trænerkontoret.

Det var ikke mig, som havde sendt mailen. Heller ikke Brian Priske, vidste jeg. Og selvfølgelig heller ikke min gode wing-man, Mr. White fra Struer.

Men hvem var det så?

En kage-indbydelse var faktisk billigt sluppet, for der kunne have været installeret hardcore porno på min computer i stedet. Det er set før på de kanter.

Eller der kunne være indbudt til langt vildere ting end kage.

Uanset hvad satte jeg som journalist naturligvis en undersøgelse i gang, og her spiller et godt kildenetværk en afgørende rolle.

Der gik ikke lang tid, inden jeg med god hjælp fra kilder vidste, hvem synderen var – hvilket var en chokerende opdagelse.

Fordi jeg troede, vi havde noget sammen. Var noget sammen. Jeg mener …, han stammer fra Spjald, jeg stammer fra Vildbjerg, og så holder man lidt sammen, ikke? Især fordi jeg kender pragtfulde mennesker i Spjald.

Han brød ret hurtigt sammen i en uforbeholden tilståelse – mest fordi han i bund og grund er et godt menneske.

– Hold kæft, jeg er bare så dårlig til at lyve, sagde han grinende, og ja, det er ham, du ser på nedenstående billede. Godt nok til en FC Midtjylland-fest med 90’er-tema, men Søren Bjerg gad ikke klæde sig ud …

Ovenstående historie er dét, FC Midtjylland kan.

Jargonen i en fodboldklub rummer masser af humor, bidende sarkasme og godmodige drillerier, der er altid optræk til skæg og ballade, når tiden er til det, men, og det er det vigtige …, hvis jeg en dag står i lort til halsen, og jeg for eksempel beder Søren Bjerg om hjælp, ved jeg, at jeg får hjælp.

Uanset om det er fagligt eller menneskeligt.

Den klang elsker jeg. Folk går til hinanden, men hvis en medarbejder eller frivillig i FC Midtjylland mødes af modgang, er der 100 procent opbakning. Til enhver tid, i enhver sammenhæng. Fra alle.

Det er der altså noget smukt over.

Da jeg for mange år siden var i slutningen af min middelmådige fodboldkarriere i AGF, var jeg til samtale i en virksomhed.

Undervejs sagde direktøren: Du skal bare vide, at tonen til tider kan være lidt hård her hos os.

– Det klarer vi nok, sagde jeg og tænkte på, at direktøren åbenbart aldrig havde delt omklædningsrum med Stig Tøfting, Lars Windfeld, Gunner Lind, Torben Piechnik og andre store AGF-spillere.

Store personligheder som var der for mig og alle andre i klubben, hvis det blev nødvendigt. Og jeg er overbevist om, at de vil være det den dag i dag.

I dag gav jeg så kage, og der var også noget til ham med rødder i Spjald. En form for kage i hvert fald …

God weekend 🙂

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Jeg er da ikke en fingernegl

Nedenstående gæsteskribent har været på Linnebloggen én gang, og det var et muntert visit.

Nu er hun her igen, og det er en fornøjelse – om end klangen denne gang er anderledes. Til gengæld er den ærlig. Og modig. Jeg kan i hvert fald godt lide hende. God fornøjelse.

Når jeg ringer hjem til mine forældre, er det ofte for at spørge om, hvordan man betaler en regning.

Hvor mange minutter et perfekt blødkogt æg skal have.

Om den der kjole, jeg købte, da det var sommer, kan tåle 40 grader i vaskemaskinen. Eller også er det fordi, jeg ikke kan trække vejret.

Så laver vi vejrtrækningsøvelser. 77 kilometer fra hinanden. Og når det er overstået, fortæller de mig noget, jeg skal forholde mig til. Så griner jeg. Nogle gange hyperventilerer jeg igen. Så trækker vi vejret igen. Fire sekunder ind ad næsen. Hold den. Fire sekunder ud af munden. Og igen. Og igen. Og igen. Så ringer jeg af, og tager en pille. Ofte falder jeg i søvn med det samme, og sover som en sten.

Alle har angst i min familie. De er med i min sygdom.
Min mor, når hun kører fra Jelling til Aarhus for at hente mig hjem med et anfald.
Min far, når han for femte gang på en uge har mig halsende i røret.
Min lillesøster, når hun sender mig positive beskeder og ’’you can do it’’-qoutes på min telefon.
Uden dem ved jeg ikke, hvor jeg havde været i dag. Det var dem, der fik mig i behandling. Det er dem, der har fået mig på psykiatrisk hospital, hvor jeg følger et behandlingsforløb.

Og psykiatrisk hospital var altså det sidste sted, jeg skulle sætte mine designersko. Psykiatrisk hospital matcher ikke med prangende instagram-billeder og cafe-latte på fortovet i Aarhus. Men man kan godt begge dele. Det har jeg lært. Af min familie.

De husker mig på, at jeg også er Frederikke. Jeg er også hende, der skråler med – af svingende kvalitet – på diverse 80’er hits.

Jeg er stadig hende, der er virkelig dårlig til at rydde op efter sig selv. Jeg kan til hver en tid snuppe en middagslur, der bliver til en aftenslur. Og hende er der også plads til. Sammen med krampeanfaldene, sammen med medicinen, sammen med lægerne, sammen med dagene, hvor jeg ikke kan bevæge mig.

Takket være min familie er jeg ikke kun sygdom.

Der er jeg bare Frederikke.

Man er ikke en sygdom. Man har en sygdom.

Man er heller ikke en fingernegl, bare fordi man har en, vel?

Tak. Tak mor. Tak far. Tak Olivia. I er de eneste, der har regnet mig helt ud. Gudskelov.

Udgivet i Uncategorized | 4 kommentarer